Sag T-194/06

SNIA SpA

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – hydrogenperoxid og natriumperborat – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – tilregnelse af ulovlig adfærd – overtagelse af et selskab, der er ansvarlig for overtrædelsen – ret til forsvar – overensstemmelse mellem klagepunktsmeddelelsen og den anfægtede beslutning – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier

(Art. 81 EF)

2.      Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – tilregnelse – juridisk person ansvarlig for virksomhedens drift under overtrædelsen – ophør

(Art. 81, stk. 1, EF)

3.      Retspleje – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – betingelser – nyt anbringende – begreb

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)

4.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – ikke overensstemmelse mellem beslutningen og klagepunktsmeddelelsen – tilsidesættelse af retten til forsvar – betingelse

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1)

1.      I det konkrete tilfælde, hvor et moderselskab ejer 100% af kapitalen i sit datterselskab, der har begået en overtrædelse, foreligger der en simpel formodning for, at det pågældende moderselskab faktisk udøver en afgørende indflydelse på sit datterselskabs adfærd.

Det er under disse omstændigheder tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at hele kapitalen i et datterselskab ejes af dets moderselskab, for at det kan formodes, at moderselskabet udøver en afgørende indflydelse på dette datterselskabs handelspolitik. Kommissionen vil derefter være i stand til at anse moderselskabet for solidarisk ansvarlig for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, medmindre dette moderselskab, som det påhviler at afkræfte denne formodning, fører tilstrækkelige beviser med henblik på at godtgøre, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet.

(jf. præmis 49 og 50)

2.      Den omstændighed, at en enhed, der har begået en overtrædelse af konkurrencereglerne, er genstand for en retlig eller organisatorisk ændring, har ikke nødvendigvis til virkning, at der opstår en ny virksomhed, der er fritaget for ansvar for overtrædelsen, såfremt de to virksomheder er identiske i økonomisk henseende.

Med henblik på en effektiv gennemførelse af konkurrencebestemmelserne kan det vise sig at være nødvendigt at pålægge ansvaret på den nye driftsansvarlige for den virksomhed, der har begået overtrædelsen, i det tilfælde, hvor den nye driftsansvarlige kan betragtes som den oprindeligt driftsansvarliges successor.

Kriteriet om »økonomisk kontinuitet« kan finde anvendelse under særlige omstændigheder, bl.a. hvis den juridiske person, der var ansvarlig for virksomhedens drift, er ophørt med at eksistere i retlig forstand, efter at overtrædelsen er blevet begået eller i tilfælde af en virksomheds interne omstrukturering, under hensyntagen til de strukturelle forbindelser mellem den oprindelige driftsansvarlige og virksomhedens nye driftsansvarlige, når den oprindeligt driftsansvarlige ikke nødvendigvis ophører som juridisk enhed, men ikke længere udøver nogen nævneværdig økonomisk virksomhed på det berørte marked.

En virksomhed kan ikke med føje gøre den omstændighed gældende, at trods sin fusion med et af de selskaber, der udgør den økonomiske enhed, der er ansvarlig for en overtrædelse, har den i realiteten ikke overtaget de materielle og menneskelige ressourcer, der har medvirket ved overtrædelsen. Hvis en virksomhed ophører med at eksistere, fordi den er blevet opslugt af en erhverver, overtager denne aktiverne og passiverne i virksomheden, herunder dens ansvar for overtrædelser af EU-retten. I så fald kan ansvaret for den overtrædelse, der er begået af den overtagne virksomhed, pålægges erhververen.

(jf. præmis 56-58, 61 og 62)

3.      Nye anbringender må ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Imidlertid skal et anbringende, der udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er fremsat direkte eller indirekte i stævningen, og som har en nær sammenhæng med dette, antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 73)

4.      Den processuelle garanti, der er omfattet af artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, anvender princippet om respekten af retten til forsvar, som navnlig kræver, at den klagepunktsmeddelelse, som Kommissionen retter til en virksomhed, som den påtænker at pålægge en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne, skal indeholde de væsentlige faktiske forhold, der gøres gældende over for denne virksomhed, såsom de påtalte faktiske omstændigheder, hvorledes disse kvalificeres, og de beviser, Kommissionen støtter sig på, således at virksomheden er i stand til effektivt at gøre sine argumenter gældende under den administrative procedure, der er indledt mod den.

Ikke desto mindre kan den retlige kvalifikation, der er givet af de faktiske omstændigheder i klagepunktsmeddelelsen, pr. definition kun være foreløbig, og en senere kommissionsbeslutning kan ikke annulleres med den ene begrundelse, at de endelige konklusioner, der er draget af disse faktiske omstændigheder, ikke nøjagtigt svarer til denne midlertidige kvalifikation. Ved retligt at præcisere denne kvalifikation i sin endelige beslutning skal Kommissionen kunne tillægge de forhold, som tidligere havde været betragtet som sekundære, en større betydning, dog på betingelse af, at den kun lægger de faktiske omstændigheder, som de berørte parter har haft lejlighed til at udtale sig om, til grund, og at den under den administrative procedure har fremlagt de forhold, som er nødvendige for forsvaret. Det påhviler således Kommissionen at høre adressaterne for en klagepunktsmeddelelse og i givet fald tage hensyn til de bemærkninger, hvormed de besvarer de fremførte klagepunkter, ved at ændre sin opfattelse for netop hermed at tage hensyn til deres ret til forsvar.

En beslutning, der er baseret på væsentlige punkter, i anledning af hvilke den berørte virksomhed ikke har haft mulighed for at fremføre sit forsvar, bør annulleres, uanset om virksomhedens ansvar kan fastholdes i forhold til andre punkter.

(jf. præmis 79-81 og 87)