RETTENS DOM (Sjette Udvidede Afdeling)
16. juni 2011 *
»Konkurrence – karteller – hydrogenperoxid og natriumperborat – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – bøder – forældelse – differentieret behandling – overtrædelsens varighed – formildende omstændigheder«
I sag T-192/06,
Caffaro Srl, Milano (Italien), ved advokaterne A. Santa Maria og C. Biscaretti di Ruffia,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen, først ved V. Di Bucci og F. Amato, derefter ved V. Di Bucci og V. Bottka, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående principalt en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2006) 1766 endelig af 3. maj 2006 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/F/38.620 — Hydrogenperoxid og perborat), for så vidt som sagsøgeren og SNIA SpA in solidum herved pålægges en bøde, og subsidiært en påstand om nedsættelse af den nævnte bøde,
har
RETTEN (Sjette Udvidede Afdeling)
sammensat af dommerne V. Vadapalas (refererende dommer), som fungerende afdelingsformand, og A. Dittrich og L. Truchot,
justitssekretær: fuldmægtig K. Pocheć,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 4. marts 2010,
afsagt følgende
Dom
Sagens faktiske omstændigheder
1 Sagsøgeren, Caffaro Srl, tidligere Industrie Chimiche Caffaro SpA, derefter Caffaro SpA, er et italiensk selskab, som indtil 1999 solgte natriumperborat (herefter »NP«). Selskabet var på det pågældende tidspunkt et datterselskab, der ejedes 100% af Caffaro SpA, som i 2000 blev til SNIA SpA.
2 I november 2002 oplyste Degussa AG Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om, at der fandtes et kartel på markedet for hydrogenperoxid (herefter »HP«) og NP, og anmodede om, at Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3) blev bragt i anvendelse.
3 Degussa gav Kommissionen beviser, der satte denne i stand til at iværksætte kontrolundersøgelser i tre virksomheder den 25. og den 26. marts 2003.
4 Den 26. januar 2005 fremsendte Kommissionen en klagepunktsmeddelelse til sagsøgeren og de øvrige berørte virksomheder.
5 Efter høringen af de berørte virksomheder vedtog Kommissionen beslutning K(2006) 1766 endelig af 3. maj 2006 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 angående Akzo Nobel NV, Akzo Nobel Chemicals Holding AB, EKA Chemicals AB, Degussa AG, Edison SpA, FMC Corporation, FMC Foret SA, Kemira OYJ, L’Air Liquide SA, Chemoxal SA, Snia SpA, Caffaro Srl, Solvay SA/NV, Solvay Solexis SpA, Total SA, Elf Aquitaine SA og Arkema SA (sag COMP/F/38.620 – Hydrogenperoxid og perborat) (herefter »den anfægtede beslutning«), hvoraf et resumé er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 13. december 2006 (EUT L 353, s. 54). Den blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 8. maj 2006.
Den anfægtede beslutning
6 Kommissionen anførte i den anfægtede beslutning, at beslutningens adressater havde deltaget i en sammenhængende og vedvarende overtrædelse af artikel 81 EF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) inden for HP og det deraf afledte produkt NP (anden betragtning til den anfægtede beslutning).
7 Overtrædelsen, som blev konstateret vedrørende den periode, der løb fra den 31. januar 1994 til den 31. december 2000, bestod i det væsentlige i udveksling af vigtige og fortrolige markeds- og virksomhedsrelaterede oplysninger mellem konkurrenter, begrænsning og styring af produktionen og den potentielle og den aktuelle kapacitet af disse, markeds- og kundedeling samt fastsættelse og overvågning af overholdelse af målpriser.
8 Sagsøgeren blev holdt »solidarisk ansvarlig« for overtrædelsen med SNIA (407.-412. betragtning til den anfægtede beslutning).
9 Kommissionen har ved beregningen af bøderne i beslutningen anvendt den metode, der følger af retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, [KS] (EFT 1998 C 9, s. 3, herefter »retningslinjerne«).
10 Kommissionen har fastsat bødernes grundbeløb i forhold til overtrædelsens grovhed og varighed (452. betragtning til den anfægtede beslutning), idet overtrædelsen blev kvalificeret som »meget alvorlig« (457. betragtning til den anfægtede beslutning).
11 Under anvendelse af en differentieret behandling blev sagsøgeren placeret i fjerde og sidste kategori, hvilket svarer til et udgangsbeløb for bøden på 1,875 mio. EUR. Ved fastsættelsen af dette beløb nedsatte Kommissionen også bøden med 25%, da det ikke var blevet fastslået, at sagsøgeren havde kendskab til eller nødvendigvis måtte have haft kendskab til det overordnede formål med de konkurrencebegrænsende aftaler (460.-462. betragtning til den anfægtede beslutning).
12 Da sagsøgeren ifølge Kommissionen deltog i overtrædelsen fra den 29. maj 1997 og indtil den 31. december 1998, dvs. i et år og syv måneder, blev udgangsbeløbet for selskabets bøde forhøjet med 15% (467. betragtning til den anfægtede beslutning).
13 Kommissionen konstaterede, at sagsøgeren havde spillet en passiv og underordnet rolle i overtrædelsen, og nedsatte på grund af denne formildende omstændighed bøden med 50% (476. og 477. betragtning til den anfægtede beslutning).
14 Den anfægtede beslutnings artikel 1, litra l), bestemmer, at sagsøgeren har overtrådt artikel 81, stk. 1, EF og EØS-aftalens artikel 53 ved at deltage i den pågældende overtrædelse fra den 29. maj 1997 til den 31. december 1998.
15 I den anfægtede beslutnings artikel 2, litra g), pålagde Kommissionen sagsøgeren og SNIA en bøde på 1,078 mio. EUR in solidum.
Retsforhandlinger og parternes påstande
16 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. juli 2006 har sagsøgeren anlagt det foreliggende søgsmål.
17 Efter at sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet knyttet til Sjette Udvidede Afdeling, som sagen herefter, efter høring af parterne, er blevet henvist til.
18 Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse af 22. december 2009 har Retten stillet sagsøgeren et skriftligt spørgsmål, som blev besvaret inden for den fastsatte frist.
19 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 4. marts 2010.
20 Da to medlemmer af afdelingen ikke kunne deltage i rådslagningen, blev Rettens rådslagninger i overensstemmelse med artikel 32 i Rettens procesreglement fortsat af de tre dommere, som har underskrevet denne dom.
21 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede beslutning annulleres, for så vidt som Kommissionen har pålagt sagsøgeren og SNIA en bøde in solidum.
– Subsidiært nedsættes den bøde, der er blevet pålagt dem, til et symbolsk beløb.
– Mere subsidiært nedsættes bøden »i væsentligt omfang«, idet der tages hensyn til den korte varighed af selskabets deltagelse i overtrædelsen og tilstedeværelsen af formildende omstændigheder.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
22 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
23 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet med påstand om annullation af den anfægtede beslutning, for så vidt som Kommissionen heri har pålagt sagsøgeren og SNIA en bøde in solidum, eller nedsættelse af bødens størrelse, fremført fem anbringender vedrørende retlige fejl og fejlskøn med hensyn til for det første det påståede forhold, at sagsøgeren er »ikke deltager i [HP-]kartellet, [men] offer«, for det andet den påståede fejl ved valget af referenceåret i forbindelse med en differentieret behandling, for det tredje vurderingen af varigheden af selskabets deltagelse i overtrædelsen, for det fjerde anvendelsen af forældelsen i artikel 25, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel [81 EF] og [82 EF] (EFT 2003 L 1, s. 1), og for det femte vurderingen af formildende omstændigheder.
Om den påståede status af »ikke deltager i [HP-]kartellet, [men] offer«, som sagsøgeren har påberåbt sig
Parternes argumenter
24 Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet er »offer for kartellet«, fordi det trådte ud af markedet for NP i 1999 netop som følge af de ulovlige aftaler, som trådte i kraft på HP-markedet. Selskabet var således tvunget til at forsyne sig med HP, det eneste råstof, der er nødvendig for at fremstille NP, hos de producenter, der var impliceret i kartellet, selskabets direkte konkurrenter på NP-markedet. Forhøjelsen af HP-priserne, der blev besluttet af kartellets medlemmer, pressede sagsøgeren ud af markedet.
25 Sagsøgeren befandt sig i en absolut økonomisk afhængighed i relation til HP-producenter, da selskabet ikke kunne tilpasse sine egne handelsstrategier på NP-markedet under hensyntagen til de planlagte prisforhøjelser på HP-markedet. Kommissionen har selv bekræftet, at det »ikke [va]r blevet fastslået, at [sagsøgeren] havde kendskab til eller nødvendigvis måtte have haft kendskab til det overordnede formål med de konkurrencebegrænsende aftaler« (461. betragtning til den anfægtede beslutning).
26 Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen i flere tidligere beslutninger har besluttet ikke at pålægge deltagerne i disse ulovlige aftaler en bøde, i det omfang de havde handlet i strid med deres egne interesser eller havde været økonomisk afhængige af andre virksomheder, der deltager i aftalen. Kommissionen har i andre lignende sager kun pålagt en symbolsk bøde. I øvrigt er Kommissionens mulighed for at pålægge en symbolsk bøde udtrykkeligt fastsat i retningslinjernes punkt 5, litra d).
27 Kommissionen er bundet af disse tidligere beslutninger, da der er mange af dem, og de omhandlede sager minder om det foreliggende tilfælde. Deres fællesnævner består i, at de pågældende virksomheder, ligesom sagsøgeren, var involveret i en aftale indgået i strid med deres interesser, eller under alle omstændigheder økonomisk afhængige af aftalens øvrige parter. Sagsøgerens situation kan sammenlignes med den, hvori en distributør befinder sig i tilfælde af en vertikal aftale indgået med en producent, hvor der i begge tilfælde er tale om en økonomisk afhængig virksomhed.
28 Navnlig udviser sagsøgerens situation stærke lighedspunkter med situationen for Compagnie maritime zaïroise (CMZ), omhandlet i beslutning 93/82/EØF af 23. december 1992 om en procedure i henhold til artikel [81 EF] (IV/32.448 og IV/32.450 – Cewal, Cowac, Ukwal) og artikel [82 EF] (IV/32.448 et IV/32.450 – Cewal) (EFT 1993 L 34, s. 20), et selskab, som Kommissionen besluttede ikke at pålægge en bøde, eftersom den konstaterede overtrædelse ikke gav selskabet nogen fordel.
29 Da Kommissionen havde undladt at tage hensyn til de samme omstændigheder over for sagsøgeren, har den tilsidesat artikel 81, stk. 1, EF, artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1/2003, retningslinjerne samt begrundelsespligten. Den pågældende vurdering er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn og er udtryk for magtfordrejning. Kommissionen har i øvrigt med urette forvekslet sagsøgerens status med HP-producenterne Atochem SA, Kemira og Chemoxals status [332. betragtning, litra b), til den anfægtede beslutning].
30 Kommissionen har navnlig undladt at tage hensyn til, at HP-producenterne havde indført en ordning, som medførte en fordobling af priserne på under halvandet år, at sagsøgeren ikke fremstillede HP og befandt sig i en absolut økonomisk afhængighed i relation til disse virksomheder, at selskabet ikke havde kendskab til det overordnede formål med kartellet, at det var udsat for en væsentlig prisforhøjelse på HP – et forhold, der var afgørende for, at selskabet trådte ud af markedet for NP under kartellet – at selskabet end ikke ved at skifte leverandør fik nogen fordel, idet tilpasningen af priserne vedrørte alle HP-producenterne, og at selskabet ikke havde været i stand til at tilpasse sine egne handelsstrategier på NP-markedet, eftersom det aldrig havde deltaget i møderne vedrørende HP. Fordi der ikke er taget hensyn til disse betragtninger og givet en begrundelse for dette valg, er pålæggelsen af en bøde til sagsøgeren ulovlig.
31 Sagsøgerens bøde har endelig ingen effektiv virkning hverken hvad angår formålet om at forebygge eller formålet om den afskrækkende virkning, eftersom sagsøgeren allerede er trådt ud af det pågældende marked netop som følge af det pågældende kartel; selskabet er således allerede blevet pålagt en sanktion og er derfor ikke længere er i stand til at begå en overtrædelse på ny.
32 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
Rettens bemærkninger
33 For det første bemærkes, at sagsøgeren i overensstemmelse med den i stævningen fremførte argumentation – idet selskabet samtidig henviser til dets påståede status af »ikke deltager i [HP-]kartellet, [men] offer« – i virkeligheden ikke anfægter hverken sin deltagelse i den pågældende overtrædelse eller dens særlige karakter.
34 Navnlig har sagsøgeren ikke anfægtet sin deltagelse i kartellets møder, der blev afholdt den 28. eller den 29. maj 1997 i Sevilla, og den 14. maj 1998 i Évian-les-Bains, eller bestridt det ulovlige indhold af disse møder, som det bl.a. i 162.-164. og 226.-229. betragtning til den anfægtede beslutning er blevet fastlagt af Kommissionen, men har kun i forbindelse med det tredje anbringende, der undersøges nedenfor, bestridt varigheden af selskabets deltagelse i den pågældende overtrædelse.
35 Dette anbringende om, at sagsøgeren er »ikke deltager i [HP-]kartellet, [men] offer«, skal under disse omstændigheder anses for i virkeligheden at tilsigte at rejse tvivl om lovligheden og bødeniveauet med henblik på sagsøgerens særlige situation i kartellet.
36 Sagsøgeren har blot anført en række omstændigheder, der ifølge selskabet skulle føre til, at der ikke pålægges bøder eller højst en symbolsk bøde på 1 000 EUR, jf. retningslinjernes punkt 5, litra d). Sagsøgeren har bl.a. henvist til sin særlige situation som producent af NP, afledt produkt af HP, ved at gøre gældende, at selskabet var økonomisk afhængigt af aftalens øvrige parter, PH-producenter eller producenter af de pågældende to produkter samt den omstændighed, at det deltog i ulovlige aftaler i strid med dets egne interesser, idet det ikke fik nogen fordel, da det blev tvunget til at træde ud af NP-markedet i midten af 1999.
37 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionens kompetence til at pålægge de virksomheder bøder, som forsætligt eller uagtsomt overtræder artikel 81, stk. 1, EF, er et af de midler, som Kommissionen har fået tildelt, for at den kan udføre sin tilsynsopgave ifølge EU-retten. Denne opgave indebærer en pligt til at forfølge en generel politik med henblik på at anvende de i traktaten fastsatte principper på konkurrenceområdet og påvirke virksomhedernes adfærd i denne retning (Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 105).
38 Kommissionen har et skøn ved udmålingen af bøderne på en sådan måde, at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne. Navnlig kan den omstændighed, at Kommissionen tidligere har pålagt bøder af en bestemt størrelsesorden i tilfælde af visse typer overtrædelser, af samme grund ikke berøve den muligheden for at forhøje dette niveau, hvis det er nødvendigt for at gennemføre Unionens konkurrencepolitik (dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 37 ovenfor, præmis 109).
39 Dette skøn foreligger i endnu højere grad ved muligheden for i visse sager at pålægge en »symbolsk« bøde, som Kommissionen har forbeholdt sig i retningslinjernes punkt 5, litra d), eller ikke at pålægge en bøde.
40 I denne sag har sagsøgeren med henblik på at bestride lovligheden af den bøde, som selskabet er blevet pålagt, for det første påberåbt sig sin afhængighed i relation til andre deltagere i kartellet.
41 Det bemærkes, at den omstændighed, at der er handlet i absolut økonomisk afhængighed, ikke som sådan udgør et forhold, som kan udelukke ansvaret for en deltager i kartellet. Der skal heller ikke nødvendigvis tages hensyn til et sådant forhold ved fastsættelsen af bødens størrelse.
42 Det er fast retspraksis, at en virksomhed, der deltager i møder med et konkurrencebegrænsende formål, selv om det sker under tvang fra andre deltagere, der har en større økonomisk styrke, altid har mulighed for at indgive en klage til Kommissionen over de pågældende konkurrencebegrænsende aktiviteter i stedet for at fortsætte sin deltagelse i de nævnte møder (Rettens dom af 20.3.2002, sag T-9/99, HFB m.fl. mod Kommissionen, Sml. II s. 1487, præmis 178, og af 25.10.2005, sag T-38/02, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. II, s. 4407, præmis 423). Selv hvis det lægges til grund, at en virksomhed blev presset til at indtræde i kartellet, kunne den altid have informeret de kompetente myndigheder herom i stedet for at deltage her i (jf. i denne retning Rettens dom af 29.4.2004, forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01 – T-246/01, T-251/01 og T-252/01, Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1181, præmis 344).
43 Henset til disse betragtninger, kan hverken den påståede afhængighedssituation i forhold til en anden deltager i kartellet eller den truende holdning, sidstnævnte angiveligt indtog, udgøre en situation, som Kommissionen kan tage i betragtning som en formildende omstændighed (dommen i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 424).
44 Kommissionen kan derfor så meget desto mindre være forpligtet til at tage hensyn til de samme elementer med henblik på at beslutte ikke at pålægge en bøde eller kun at pålægge en symbolsk bøde.
45 Under hensyn til det anførte kan sagsøgerens argument om, at der ikke blev taget hensyn til selskabets økonomiske afhængighed i relation til andre deltagere i kartellet, ikke tiltrædes.
46 Hvad dernæst angår sagsøgerens henvisning til tidligere beslutninger fra Kommissionen, hvori denne ikke har pålagt en bøde eller kun har pålagt en symbolsk bøde, skal det bemærkes, at Kommissionens beslutningspraksis ikke udgør den retlige ramme for de bøder, der pålægges på konkurrenceområdet, og at beslutninger vedrørende andre sager kun er af vejledende karakter for så vidt angår den eventuelle tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, idet det ikke er sandsynligt, at de særlige faktiske omstændigheder i sagerne, såsom markedet, varerne, virksomhederne og de omhandlede perioder, er identiske (Domstolens dom af 21.9.2006, sag C-167/04 P, JCB Service mod Kommissionen, Sml. I, s. 8935, præmis 201 og 205, og af 7.6.2007, sag C-76/06 P, Britannia Alloys & Chemicals mod Kommissionen, Sml. I, s. 4405, præmis 60).
47 Det forholder sig ikke desto mindre således, at Kommissionen også i denne forbindelse er forpligtet til at overholde ligebehandlingsprincippet og ikke kan behandle ensartede situationer forskelligt eller behandle forskellige situationer ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet.
48 Det bemærkes, at de omstændigheder, der gjorde sig gældende i de sager, der dannede grundlag for de tidligere kommissionsbeslutninger, som sagsøgeren har påberåbt sig, udviser væsentlige forskelle i forhold til den i den foreliggende sag omhandlede.
49 For det første har sagsøgeren påberåbt sig en lang række beslutninger vedrørende aftaler og samordnet praksis mellem en producent og forhandlere, herunder foranstaltninger, der kan hindre parallelimport eller paralleleksport.
50 Det fremgår af disse beslutninger, at Kommissionen i forbindelse med visse sager vedrørende vertikale begrænsninger har taget hensyn til den omstændighed, at forhandlere – væsentligt svagere virksomheder ud fra en økonomisk betragtning – handlede under tvang fra en producent og i strid med deres egne økonomiske interesser, af frygt for at få frataget enedistributionsretten. Kommissionen har således i hvert enkelt tilfælde besluttet ikke at tilregne forhandlerne noget ansvar, ikke pålægge dem en bøde eller pålægge dem en bøde af en meget beskeden størrelse.
51 Det skal imidlertid bemærkes, at disse betragtninger ikke kan overføres direkte på tilfælde af horisontale begrænsninger, såsom det i denne sag omhandlede priskartel og markedsopdeling – meget alvorlige overtrædelser – som i almindelighed finder sted mellem virksomheder med tilsvarende økonomisk betydning, idet alle disse er producenter af det eller de pågældende produkter.
52 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren faktisk deltaget i en samlet overtrædelse, der vedrørte markederne for HP og NP. Den omstændighed, at selskabet kun fremstillede NP, var forpligtet til at forsyne sig med HP fra andre deltagere i kartellet og derfor var udsat for pristryk på det afledte HP-marked, godtgør ikke, at det var forpligtet til at handle ulovligt på NP-markedet. Sagsøgeren har under alle omstændigheder ikke påberåbt sig noget konkret indicium til godtgørelse af, at de andre deltagere i kartellet udsatte selskabet for pres, f.eks. ved at true det med at trække forsyningen af HP tilbage i tilfælde af tilsidesættelse af den ulovlige disciplin, som blev pålagt NP-markedet.
53 Hvad for det andet angår de horisontale begrænsninger har sagsøgeren påberåbt sig Kommissionens beslutning 94/210/EF af 29. marts 1994 om en procedure i henhold til artikel [81 EF] og [82 EF] (sag 33.941 – HOV-SVZ/MCN) (EFT L 104, s. 34), og Kommissionens beslutning K(2004) 4030 af 20. oktober 2004 om en procedure efter artikel 81, stk. 1 [EF] (sag 38.238 – Råtobak – Spanien), hvoraf et resumé er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 19. april 2007 (EUT L 102, s. 14).
54 Det skal bemærkes, at beslutning 94/210 vedrørte jernbanevirksomheder, som deltog i et »defensivt kartel«, der havde til formål at modvirke virkningerne af en dominerende virksomheds priser, der blev undersøgt på grundlag af artikel 82 EF i forbindelse med den samme beslutning. I 109.-112. betragtning til beslutningen har Kommissionen bl.a. anført, at »den omstændighed, at et kartel er af defensiv karakter, generelt [ikke] kan fritage de implicerede virksomheder for bødeansvar«, inden den besluttede, at »på baggrund af […] den foreliggende sags særlige karakteristika [var der] ikke […] grundlag for at pålægge bøde for overtrædelse af artikel [81 EF]«.
55 Med hensyn til beslutning K(2004) 4030 vedrørende to karteller henholdsvis mellem tobaksforarbejdningsvirksomheder og producentrepræsentanter, kom Kommissionen med hensyn til det andet kartel frem til den konklusion, at hver producentrepræsentant kun burde pålægges en symbolsk bøde på 1 000 EUR, eftersom den nationale lovgivning havde skabt betydelig usikkerhed om, hvorvidt deres adfærd var lovlig. Kommissionen fastslog således, at de spanske myndigheder herved havde opfordret producentrepræsentanterne til at fortsætte deres fælles forhandlinger om priser, idet landbrugsministeriet endog godkendte de prislister, der var blevet forhandlet, vedføjet som bilag til den standardkontrakt, der blev offentliggjort i den spanske stats officielle tidende [425.-431. betragtning til beslutning K(2004) 4030].
56 Det følger af disse konstateringer, at de to beslutninger, som sagsøgeren har påberåbt sig, udgør enkelte beslutninger, som er baseret på særlige omstændigheder, der på ingen måde kan sammenlignes med de af sagsøgeren i den foreliggende sag påberåbte.
57 Følgelig kan sagsøgerens argument om en angivelig »forskelsbehandling«, under hensyn til Kommissionens beslutningspraksis angående en hensyntagen til en økonomisk afhængighed i relation til andre deltagere i kartellet, ikke tiltrædes.
58 Sagsøgeren har for det andet fremhævet, at selskabet ikke har opnået nogen fortjeneste ved kartellet, eller endog har lidt et tab.
59 Det bemærkes, at ifølge fast retspraksis kan det forhold, at en virksomhed ikke har opnået nogen fortjeneste ved en overtrædelse, ikke være til hinder for at pålægge den en bøde, da bøderne ellers ville miste deres præventive virkning. Følgelig er Kommissionen ikke ved bødeudmålingen forpligtet til at godtgøre, at de berørte virksomheder fik en ulovlig fordel af overtrædelsen, eller i givet fald at tage hensyn til, at de ikke havde noget udbytte af den pågældende overtrædelse (Rettens dom af 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 491, præmis 4881, og af 26.4.2007, forenede sager T-109/02, T-118/02, T-122/02, T-125/02, T-126/02, T-128/02, T-129/02, T-132/02 og T-136/02, Bolloré m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 947, præmis 671).
60 Den omstændighed, at der ikke er tale om en sådan fordel, kan ikke anses for en formildende omstændighed, som der kan tages hensyn til i forbindelse med fastsættelsen af en bøde (Rettens dom af 29.11.2005, sag T-52/02, SNCZ mod Kommissionen, Sml. II, s. 5005, præmis 91, og af 8.7.2008, sag T-53/03, BPB mod Kommissionen, Sml. II, s. 1333, præmis 442), og kan derfor ikke begrunde pålæggelse af en symbolsk bøde.
61 De samme overvejelser gør sig i princippet gældende med hensyn til det påståede forhold, at sagsøgeren har deltaget i et ulovligt samarbejde med sine konkurrenter i strid med sine egne økonomiske interesser, og at selskabet som følge heraf har lidt under de negative virkninger af det ulovlige samarbejde, idet en sådan omstændighed, selv om den forudsættes godtgjort, heller ikke nødvendigvis udgør en formildende omstændighed, som der skal tages hensyn til, og end mere som en omstændighed, der begrunder pålæggelsen af en symbolsk bøde.
62 Det fremgår af retspraksis, at en virksomhed, der fortsætter med at indgå prisaftaler med sine konkurrenter på trods af sine påståede tab, ikke kan anses for at have begået en mindre grov overtrædelse end de andre virksomheder, der også har deltaget i det ulovlige samarbejde (jf. i denne retning Rettens dom af 14.5.1998, sag T-304/94, Europa Carton mod Kommissionen, Sml. II, s. 869, præmis 141).
63 Med hensyn til sagsøgerens argument om CMZ’s situation, omhandlet i beslutning 93/82, skal det i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af 111. og 112. betragtning til denne beslutning, under overskriften »Ansvarets fordeling«, at Kommissionen besluttede ikke at pålægge CMZ en bøde navnlig af hensyn til selskabets deltagelse i overtrædelsen, og især den manglende aktive tilstedeværelse på det pågældende marked, idet den omstændighed, at der ikke forelå nogen fordel ved overtrædelsen, kun blev anført for fuldstændighedens skyld. Det bemærkes endvidere, at Retten bekræftede, at det var med rette, at Kommissionen ikke pålagde det pågældende selskab en bøde under henvisning til, at dets kommercielle og økonomiske situation var anderledes end for de andre, som deltog i overtrædelsen på daværende tidspunkt (Rettens dom af 1.7.2008, sag T-276/04, Compagnie maritime belge mod Kommissionen, Sml. II, s. 1277, præmis 96).
64 Hvad angår en isoleret beslutning, som er vedtaget i forbindelse med en sag, der i øvrigt ikke har træk til fælles med nærværende sag, kan den følgelig ikke støtte sagsøgerens argument om, at det var nødvendigt at tage i betragtning, at der ikke blev opnået nogen fortjeneste ved overtrædelsen.
65 Sagsøgeren kan derfor ikke med føje gøre gældende, at Kommissionen var forpligtet til at afholde sig fra at pålægge selskabet en bøde eller at pålægge det en symbolsk bøde i betragtning af, at det ikke havde opnået nogen fortjeneste ved kartellet eller endog blev påvirket negativt heraf.
66 For det tredje og sidste vedrørende sagsøgerens argument om den påståede manglende effektive virkning af bøden, såvel for så vidt angår formålet om at forebygge som for formålet om den afskrækkende virkning, skal det bemærkes, at afskrækkelsesfaktoren vurderes ud fra en række forhold og ikke alene ud fra den omhandlede virksomheds særlige situation (Domstolens dom af 29.6.2006, sag C-289/04 P, Showa Denko mod Kommissionen, Sml. I, s. 5859, præmis 23, og Rettens dom af 30.4.2009, sag T-13/03, Nintendo og Nintendo of Europe mod Kommissionen, Sml. II, s. 947, præmis 71).
67 Desuden omfatter denne bedømmelse ikke en vurdering af sandsynligheden for, at den pågældende virksomhed gentager sine handlinger. Tilstræbelsen af en afskrækkende virkning omfatter således ikke udelukkende de virksomheder, der er omfattet af beslutningen om bødepålæggelse, for så vidt som den ligeledes skal tilskynde virksomheder af tilsvarende størrelse, som besidder tilsvarende midler, til at afholde sig fra at begå tilsvarende overtrædelser af konkurrenceretten (jf. i denne retning dommen i sagen Nintendo og Nintendo of Europe mod Kommissionen, nævnt i præmis 66 ovenfor, præmis 72 og 73).
68 Da sagsøgeren under alle omstændigheder ikke er ophørt med sin økonomiske aktivitet, kan den omstændighed, at selskabet ikke længere er aktiv på det pågældende marked, ikke på nogen måde skabe tvivl om nødvendigheden af at sikre den afskrækkende karakter af den sanktion, som selskabet er blevet pålagt.
69 Med hensyn til formålet om at forebygge er det tilstrækkeligt at bemærke, at det ville stride mod dette formål, at virkningen af ophøret med aktiviteter på det pågældende marked er, at den pågældende virksomhed undslipper at blive pålagt en bøde for den begående overtrædelse.
70 Som følge heraf kan den bøde, som sagsøgeren blev pålagt, ikke betragtes som værende uden effektiv virkning.
71 Det bemærkes endelig, at de påberåbte omstændigheder som helhed ikke påviser, at Kommissionen har overskredet sin skønsmargen ved udøvelsen af sin beføjelse til at pålægge sanktioner over for sagsøgeren.
72 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen har taget hensyn til de elementer, der karakteriserer sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen, ved at foretage en nedsættelse af bødens udgangsbeløb med 25% med henvisning til, at det ikke var blevet fastslået, at sagsøgeren havde kendskab til det overordnede formål med de konkurrencebegrænsende aftaler (461. betragtning til den anfægtede beslutning), og ved at foretage en nedsættelse af bøden med 50% for en formildende omstændighed i form af at have spillet en passiv og underordnet rolle, idet sagsøgerens deltagelse i kartellet ikke kan sammenlignes med de øvrige aktive medlemmers (476. og 477. betragtning til den anfægtede beslutning).
73 Sagsøgeren har i øvrigt med sit argument vedrørende den påståede af Kommissionen foretagne sammenligning mellem selskabets situation og HP-producenternes situation udelukkende henvist til 332. betragtning, litra b), til den anfægtede beslutning, hvorefter den omstændighed, at nogle af virksomhederne kun fremstillede det ene eller andet omhandlede produkt, ikke svækker konstateringen af, at den pågældende overtrædelse havde karakter af en samlet overtrædelse. Når sagsøgeren ikke har bestridt, at den pågældende overtrædelse havde karakter af en samlet overtrædelse, er argumentet uden grundlag.
74 Henset til disse betragtninger kan sagsøgerens argument om magtfordrejning ikke tages til følge. Således som det navnlig fremgår af præmis 66-70 ovenfor, er den sanktion, som selskabet er blevet pålagt, på ingen måde blevet fordrejet i forhold til sit formål, hverken for så vidt angår formålet om at forebygge eller formålet om den afskrækkende virkning.
75 Endvidere må sagsøgerens klagepunkt om den påståede tilsidesættelse af begrundelsespligten i den eneste overskrift til det omhandlede anbringende i stævningen, men ikke underbygget i selskabets skriftlige indlæg eller dets indlæg under den mundtlige forhandling, forkastes.
76 Hvis det antages, at sagsøgeren med dette klagepunk har kritiseret Kommissionen for ikke at have taget stilling til selskabets særlige situation i kartellet, bemærkes for det første, at Kommissionen har redegjort for de betragtninger, som ligger til grund for nedsættelsen af bøden under hensyn til sagsøgerens særlige situation, i 461. og 474.-477. betragtning til den anfægtede beslutning, for det andet, at Kommissionen ikke var forpligtet til at tage stilling til den mulige pålæggelse af en symbolsk bøde, idet der blot er tale om en mulighed i undtagelsestilfælde, jf. retningslinjernes punkt 5), litra d).
77 I lyset af det ovenfor anførte må det første anbringende forkastes som ubegrundet.
Om referenceåret i forbindelse med en differentieret behandling
Parternes argumenter
78 Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen begik en fejl ved i forbindelse med en differentieret behandling at anvende selskabets markedsandel for 1998, selv om Kommissionen for alle de andre adressater for den anfægtede beslutning tog hensyn til markedsandelene i 1999, det sidste hele år med overtrædelsen. Kommissionen har i denne forbindelse ligeledes tilsidesat ligebehandlingsprincippet, artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 og retningslinjerne.
79 Kommissionen var forpligtet til som referenceår at vælge det sidste hele år med overtrædelsen. Det fremgår desuden af Domstolens dom af 2.oktober 2003, Aristrain mod Kommissionen (sag C-196/99 P, Sml. I, s. 11005, præmis 129), at kun anvendelsen af et fælles referenceår for alle de virksomheder, der har deltaget i den samme overtrædelse, sikrer ligebehandling. Kommissionen har i sine tidligere beslutninger anvendt ét referenceår, selv om de forskellige virksomheder har deltaget i overtrædelsen på forskellige tidspunkter.
80 Ved at vælge 1998 over for sagsøgeren har Kommissionen forsøgt at forhøje selskabets bøde. Sagsøgerens indtjening i 1999 og den tilsvarende markedsandel var betydeligt lavere end for 1998, idet selskabets verdensomsætning for NP faldt fra 12,9 mio. EUR i 1998 til 9,1 mio. EUR i 1999.
81 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
Rettens bemærkninger
82 Det følger af retningslinjernes punkt 1 A, sjette afsnit, at i forbindelse med overtrædelser begået af flere virksomheder kan det være nødvendigt at variere udgangsbeløbet for at tage hensyn til den specifikke vægt og dermed de faktiske konkurrencemæssige konsekvenser af den rolle, som hver enkelt virksomhed har spillet som led i overtrædelsen, navnlig når der er tale om betydelige størrelsesforskelle mellem virksomheder, der har begået en overtrædelse af samme art, og følgelig at tilpasse det generelle udgangsbeløb til den enkelte virksomheds specifikke karakter.
83 Ifølge fast retspraksis skal en inddeling af medlemmerne af et kartel i kategorier med henblik på at foretage en differentieret behandling af dem ved fastsættelsen af bødernes udgangsbeløb overholde ligebehandlingsprincippet, som forbyder, at ensartede situationer behandles forskelligt, og at forskellige situationer behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet. Endvidere skal bøden i det mindste stå i rimeligt forhold til de faktorer, som indgår i vurderingen af overtrædelsens grovhed (jf. dommen i sagen Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 219 og den deri nævnte retspraksis).
84 Ved undersøgelsen af, om en inddeling af medlemmerne af et kartel i kategorier overholder ligebehandlings- og proportionalitetsprincippet, skal Retten som led i sin efterprøvelse af det skøn, Kommissionen råder over på området, imidlertid kun undersøge, om inddelingen er sammenhængende og objektivt begrundet (Rettens dom af 19.3.2003, sag T-213/00, CMA CGM m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 913, præmis 416, og dommen i sagen i Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 220).
85 I denne sag har Kommissionen for at afgøre, hvilken vægt den enkelte deltager i overtrædelsen har haft, taget hensyn til de markedsandele, der skyldes det kombinerede salg af de to pågældende produkter på verdensmarkedet i 1999, det sidste hele år, hvori overtrædelsen vedrørte disse to produkter. Over for sagsøgeren har Kommissionen anvendt selskabets markedsandel i 1998, det sidste år af dets deltagelse i overtrædelsen (460. betragtning til den anfægtede beslutning).
86 Kommissionen nedsatte samtidig udgangsbeløbet for den bøde, der er pålagt sagsøgeren, med 25%, da det ikke var blevet fastslået, at selskabet havde kendskab til eller nødvendigvis måtte have haft kendskab til det overordnede formål med de konkurrenceskadelige aftaler (461. betragtning til den anfægtede beslutning).
87 I denne forbindelse skal det bemærkes, at den omstændighed, at der i forbindelse med en differentieret behandling anvendes et andet referenceår for et kartelmedlem, ikke i sig selv fører til en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.
88 Domstolen har ganske vist fastslået, dels at anvendelsen af et fælles referenceår for alle de virksomheder, der har deltaget i den samme overtrædelse, giver den enkelte virksomhed sikkerhed for at blive behandlet på samme måde som de andre, idet sanktionerne fastsættes ensartet, dels at valget af det referenceår, der indgik i den periode, hvor overtrædelserne fandt sted, gjorde det muligt at bedømme omfanget af den begåede overtrædelse under hensyn til de reelle økonomiske forhold, således som de forelå i løbet af denne periode (dommen i sagen Aristrain mod Kommissionen, nævnt i præmis 79 ovenfor, præmis 129).
89 I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, følger det imidlertid ikke heraf, at valget af et fælles år udgør den eneste måde at fastsætte sanktioner på i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet.
90 Særligt kan Kommissionen med rette tage hensyn til den omstændighed, at det fælles referenceår for en given virksomhed ligger uden for den overtrædelsesperiode, som blev lagt til grund i forhold til virksomheden, og derfor ikke er et nyttigt indicium for, hvilken vægt selskabet har haft ved overtrædelsen, og af denne grund tage hensyn til selskabets omsætning for et andet år end det fælles referenceår under forudsætning af, at en inddeling af medlemmerne af et kartel er sammenhængende og objektivt begrundet.
91 Det er således under hensyntagen til lignende betragtninger, at der skal vælges et andet referenceregnskabsår i forbindelse med anvendelsen af det i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 fastsatte loft på 10% af omsætningen med hensyn til en virksomhed, der ikke længere er aktiv på markedet i det regnskabsår, der blev anvendt over for de andre medlemmer af kartellet, hvilket derfor ikke udgør en pålidelig indikation for dens reelle økonomiske situation (jf. i denne retning Domstolens dom af 7.6.2007, Britannia Alloys & Chemicals mod Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, præmis 28-30 og 43, og Rettens dom af 29.11.2005, sag T-33/02, Britannia Alloys & Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 4973, præmis 74).
92 I denne sag kunne Kommissionen, efter at have fastslået, at de salg, som sagsøgeren foretog i det fælles referenceår, der blev anvendt over for de andre virksomheder, som havde deltaget i kartellet, ikke udgjorde en pålidelig indikation for dens reelle økonomiske situation i overtrædelsesperioden, navnlig fordi selskabets deltagelse i overtrædelsen allerede var ophørt, følgelig lovligt henvise til dets salg i 1998, det sidste år af deltagelsen i kartellet.
93 I øvrigt bemærkes, at dette kriterium er blevet anvendt på et objektivt grundlag over for samtlige medlemmer af kartellet – alle de pågældende virksomheder, bortset fra sagsøgeren – som havde deltaget i kartellet i 1999, som således udgør det sidste år af deltagelsen i overtrædelsen vedrørende de to pågældende produkter.
94 Desuden har sagsøgeren ikke godtgjort, at valget af et andet referenceår over for selskabet havde ført til en uensartet gennemførelse af inddelingen i kategorier.
95 Det bemærkes, at sagsøgeren er den eneste virksomhed i fjerde og sidste kategori med et udgangsbeløb for bøden på 1,875 mio. EUR (dvs. 2,5 mio. EUR inden den nedsættelse, der er foretaget i 461. betragtning til den anfægtede beslutning), hvilket derfor er væsentligt lavere end beløbet for tredje kategori, nemlig 20 mio. EUR. I øvrigt er forskellen mellem sagsøgerens markedsandele i 1998 og 1999 relativt ubetydelig, navnlig i sammenligning med forskellen på markedsandelene for de forskellige virksomheder, som alle er inddelt i tredje kategori, idet denne forskel fuldt ud kan forklares med fastsættelsen af de beløb, der blev taget hensyn til.
96 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed, at udgangsbeløbene for hver af disse kategorier ikke er strengt proportionelle med de pågældende virksomheders respektive markedsandele, ikke kan kritiseres, idet dette blot er resultatet af en beløbsfastsættelse (dommen i sagen CMA CGM m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 84 ovenfor, præmis 411).
97 Den forskel, som sagsøgeren har påberåbt sig, mellem selskabets markedsandel i 1998 og i 1999, er imidlertid ikke så betydelig, at den af Kommissionen anvendte metode kunne have givet et groft fordrejet billede af de relevante markeder (jf. i denne retning Rettens dom af 15.3.2006, sag T-15/02, BASF mod Kommissionen, Sml. II, s. 497, præmis 159, og af 8.10.2008, sag T-68/04, SGL Carbon mod Kommissionen, Sml. II, s. 2511, præmis 70).
98 På baggrund af disse bemærkninger må dette anbringende forkastes som ugrundet.
Om vurderingen af sagsøgerens deltagelse i kartellet
Parternes argumenter
99 Sagsøgeren har bestridt varigheden af selskabets deltagelse i overtrædelsen, således som Kommissionen har fastslået den ved bødeudmålingen. I denne sammenhæng påberåber sagsøgeren sig en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, magtfordrejning, en tilsidesættelse af retten til forsvar, utilstrækkelig begrundelse samt tilsidesættelse af artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1/2003 og retningslinjerne.
100 Sagsøgeren har i det væsentlige bestridt, at selskabet deltog i mødet den 26. november 1998, der blev afholdt i Bruxelles ved Det Europæiske Råd for den Kemiske Industris (CEFIC) generalforsamling (258. betragtning til den anfægtede beslutning), og gjort gældende, at selskabets repræsentant kun deltog i de juridiske drøftelser under generalforsamlingen. Ved at basere sin opfattelse om sagsøgerens deltagelse i de ulovlige kontakter, som blev knyttet under pauserne i generalforsamlingen, har Kommissionen støttet sig på Degussas erklæring, der kun indeholder en liste over de personer, som deltog i CEFIC’s generalforsamling. Kommissionens påstand om, at alle de personer, som havde deltaget i l CEFIC’s generalforsamling, »uden undtagelse« deltog i de ulovlige kontakter, kan således ikke udledes af denne erklæring. Den omstændighed, at Degussa i selskabets svar på klagepunktsmeddelelsen »ikke revurderede« eller ændrede de tidligere konstateringer (258. betragtning til den anfægtede beslutning), beviser intet, da Degussas oprindelige erklæring i forvejen ikke var tilstrækkeligt detaljeret.
101 I øvrigt anvendte Kommissionen i 258. betragtning til den anfægtede beslutning, til støtte for et klagepunkt vedrørende sagsøgerens tilstedeværelse på mødet i Bruxelles, elementer fra Degussas svar på klagepunktsmeddelelsen, som sagsøgeren ikke havde adgang til. Dette udgør en tilsidesættelse af selskabets ret til forsvar.
102 Under alle omstændigheder kunne Degussas erklæring ikke være blevet anset for en belastende omstændighed, for så vidt som sagsøgeren har bestridt den, og den bekræftes ikke af andre beviser. Kommissionen har i øvrigt stiltiende anerkendt, at sagsøgeren ikke deltog i mødet i Bruxelles, da den har gjort gældende, at selskabets deltagelse i overtrædelsen var begrænset til to møder (476. betragtning til den anfægtede beslutning), som kun kunne være møderne i Sevilla og Évian-les-Bains.
103 Ifølge sagsøgeren burde Kommissionen, da der ikke er ført et bevis for selskabets deltagelse i mødet i Bruxelles, have anset den 14. maj 1998, datoen for mødet i Évian-les-Bains, for at være slutdatoen for selskabets deltagelse i overtrædelsen. Sagsøgeren anvendte således ikke de aftaler om priser på NP, der blev fastsat i løbet af mødet i Évian-les-Bains. Dette støttes af selskabets fravær under de fem efterfølgende møder i 1998, hvis formål var gennemførelsen af den aftale, som blev indgået i Évian-les-Bains, og beslutningen om at træde ud af NP-markedet, som blev truffet i de sidste måneder af 1998.
104 Det var derfor med urette, at Kommissionen fastslog varigheden af sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen til et år og syv måneder, i stedet for ét år, fra den 29. maj 1997 til den 14. maj 1998, og foretog en uberettiget forhøjelse af bøden i forbindelse med denne varighed.
105 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
Rettens bemærkninger
106 Det fremgår af sagsakterne, at Kommissionen i klagepunktsmeddelelsen foreholdt sagsøgeren at have deltaget i den ulovlige adfærd i perioden fra den 24. maj 1996 til den 30. juni 1999. Denne overtrædelsesperiode blev nedsat væsentligt i den anfægtede beslutning, hvori Kommissionen fastslog, at sagsøgeren havde deltaget i overtrædelsen i perioden fra den 29. maj 1997 til den 31. december 1998 [artikel 1, litra l), i den anfægtede beslutning].
107 Inden for rammerne af dette anbringende har sagsøgeren bestridt sin deltagelse i overtrædelsen for en del af overtrædelsesperioden, dvs. perioden fra den 14. maj til den 31. december 1998, i det omfang en hensyntagen til denne periode har ført til en forhøjelse af selskabets bøde.
108 Det bemærkes indledningsvis, som Kommissionen har anført, at sagsøgeren i sit svar på klagepunktsmeddelelsen har gjort gældende, at selskabet kun indledte de ulovlige kontakter i perioden fra den 29. maj 1997 til den 31. december 1998.
109 I denne forbindelse fastslog Retten ganske vist, at når den pågældende virksomhed udtrykkeligt klart og præcist har anerkendt de omstændigheder, som Kommissionen har påtalt i klagepunktsmeddelelsen, skal disse faktiske omstændigheder i princippet anses for bevist, idet virksomheden ikke længere er i stand til at bestride dem under sagen for Retten (jf. Rettens dom af 8.10.2008, sag T-69/04, Schunk og Schunk Kohlenstoff-Technik mod Kommissionen, Sml. II, s. 2567, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).
110 Selv om sagsøgeren imidlertid i det foreliggende tilfælde i forbindelse med anfægtelsen af de af Kommissionen fremførte klagepunkter vedrørende perioden fra den 24. maj 1996 til den 30. juni 1999 faktisk angav, at »varigheden af den overtrædelse, som kan tilskrives [selskabet], maksimalt svar[ede] til perioden [mellem] den 29. maj 1997 [og] den 31. december 1998«, bestred selskabet i den samme besvarelse dets deltagelse i de af denne periode omhandlede ulovlige kontakter, dvs. møderne den 16. september og den 26. november 1998.
111 Henset til den sammenhæng, hvori den pågældende oplysning blev givet, kan sagsøgeren derfor ikke anses for udtrykkeligt klart og præcist at have anerkendt selskabets deltagelse i overtrædelsen i den omtvistede periode.
112 Følgelig bør dette anbringende antages til realitetsbehandling.
113 Hvad angår spørgsmålet om holdbarheden af dette anbringende bemærkes for det første, at sagsøgeren hverken nægter at have deltaget i mødet vedrørende NP den 14. maj 1998 i Évian-les-Bains eller det ulovlige indhold af drøftelserne i forbindelse med dette møde, der er nævnt i 226.-230. betragtning til den anfægtede beslutning.
114 Det er endvidere ubestridt, at sagsøgeren ikke deltog i fire andre møder i kartellet vedrørende NP, som fandt sted mellem CEFIC’s generalforsamlinger i maj og november 1998, dvs. to trepartsmøder om nedlukning af en lokalitet hos Atochem (233. og 243. betragtning til den anfægtede beslutning), et multilateralt møde på »højt niveau« og et bilateralt møde mellem Solvay og Degussa (237. og 239. betragtning til den anfægtede beslutning).
115 Sagsøgeren har dog bestridt sin deltagelse i de ulovlige kontakter ved CEFIC’s generalforsamling den 26. november 1998 i Bruxelles, således under henvisning til, at selskabets medvirken i kartellet ophørte på tidspunktet for mødet den 14. maj 1998 i Évian-les-Bains. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen, henset til disse kontakter, med urette alene lagde Degussas erklæring – som er upræcis og ikke bestyrket af andre beviser – til grund.
116 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at ifølge fast retspraksis kan en erklæring fra en anklaget virksomhed, hvis rigtighed bestrides af andre virksomheder, ikke uden støtte i andre beviser betragtes som et tilstrækkeligt bevis for, at de sidstnævnte virksomheder har begået en overtrædelse (jf. dommen i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 285 og den deri nævnte retspraksis).
117 I relation til sagsøgerens deltagelse i de ulovlige kontakter den 26. november 1998 fremgår det af 257. betragtning til den anfægtede beslutning, at »NP-producenterne (efter Degussas opfattelse var repræsentanter for Ausimont, [sagsøgeren], Degussa, Atochem, FMC Foret og Solvay til stede) havde bilateral og multilateral kontakt med hinanden under pausen i CEFIC’s generalforsamling for at udveksle synspunkter vedrørende anvendelsen af den prisforhøjelse på NP, der blev besluttet i maj under mødet i Évian«.
118 Kommissionen afviste desuden sagsøgerens anfægtelse af disse kontakter, idet den anførte følgende (258. betragtning til den anfægtede beslutning):
»Degussa understregede klart, at visse repræsentanter havde deltaget i det officielle møde vedrørende NP, og at disse personer i løbet af dette møde havde oprettet ulovlige kontakter (ved ikke at udelukke nogen; Degussa »revurderede ikke« eller ændrede de tidligere konstateringer i selskabets svar på klagepunktsmeddelelsen). Atofina anførte også disse ulovlige kontakter i den samme kontekst, uden på forhånd at have kendskab til Degussas erklæringer, således at Kommissionen er af den opfattelse, at disse drøftelser faktisk fandt sted, og at de personer, der nævnes af Degussa, faktisk deltog heri.«
119 Det fremgår af disse betragtninger, at Kommissionen for at fastslå sagsøgerens deltagelse i de pågældende ulovlige kontakter udelukkende baserede sig på oplysninger, som stammer fra Degussas erklæring, afgivet som led i samarbejdet med Kommissionen.
120 Selv om Kommissionen således ligeledes bemærkede, at Degussa »ikke [havde] revurderet« sine udsagn, og at selskabets erklæring var sammenfaldende med visse oplysninger fra Atofina, udgør disse oplysninger ikke noget yderligere bevis med hensyn til sagsøgerens deltagelse. Navnlig fremgår det af sagen, at oplysningerne fra Atofina udelukkende redegør for mødet vedrørende HP den 25. november 1998 og ingen henvisning indeholder til sagsøgeren.
121 Det bemærkes endvidere, at Degussas erklæring ikke udtrykkeligt henviser til sagsøgerens deltagelse i de ulovlige kontakter, men begrænser sig til at fremlægge listen over deltagerne i CEFIC’s officielle generalforsamling, herunder en repræsentant for sagsøgeren, og generelt hævde, at der foreligger ulovlige bilaterale kontakter ved de officielle møder.
122 Det må følgelig fastslås, at de oplysninger, der fremgår af Degussas erklæring, ikke med sikkerhed dokumenterer sagsøgerens deltagelse i de ulovlige kontakter i Bruxelles og i mangel af samarbejde ikke er et tilstrækkeligt bevis for at fastslå, at sagsøgeren har deltaget i disse kontakter.
123 Det er følgelig med urette, at Kommissionen fastslog, at sagsøgeren deltog i de ulovlige kontakter den 26. november 1998.
124 Hvad konsekvenserne af denne fejl angår bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at såfremt visse dele af begrundelsen for en beslutning i sig selv i tilstrækkelig grad begrunder denne, er det under alle omstændigheder uden betydning for beslutningens konklusion, at andre dele af begrundelsen måtte være behæftet med fejl (Rettens dom af 21.9.2005, sag T-87/05, EDP mod Kommissionen, Sml. II, s. 3745, præmis 144, og af 14.12.2005, sag T-210/01, General Electric mod Kommissionen, Sml. II, s. 5575, præmis 42; jf. også i denne retning Domstolens dom af 12.7.2001, forenede sager C-302/99 P og C-308/99 P, Kommissionen og Frankrig mod TF1, Sml. I, s. 5603, præmis 26-29).
125 I det foreliggende tilfælde er konstateringen af, at sagsøgeren, som det fremgår af 362. betragtning til den anfægtede beslutning, deltog i overtrædelsen indtil den 31. december 1998, ikke baseret på det eneste element om selskabets deltagelse i de ulovlige kontakter den 26. november 1998, men også begrundet i, at sagsøgeren »tilsluttede sig de ulovlige aftaler i hvert fald indtil den 31. december 1998«, der var datoen, frem til hvilken de ulovlige aftaler, som blev vedtaget under mødet den 14. maj 1998 i Évian-les-Bains, gjaldt.
126 Eftersom sagsøgeren ikke har anfægtet hverken selskabets deltagelse i mødet i Évian-les-Bains eller indholdet af de aftaler, der blev indgået under dette møde (226.-230. betragtning til den anfægtede beslutning), kan konstateringen vedrørende dets deltagelse i de aftaler, som blev vedtaget i Évian-les-Bains for perioden indtil den 31. december 1998, ikke drages i tvivl af selskabets argumentation om den angiveligt manglende anvendelse af de pågældende aftaler, der angiveligt er bestyrket af selskabets fravær ved de andre hemmelige møder i 1998 og dets beslutning om at træde ud af NP-markedet, som blev truffet i slutningen af 1998.
127 Den omstændighed, at en virksomhed ikke følger udfaldet af et møde, der havde et konkurrencebegrænsende formål, fritager den således for det første ikke for ansvar, medmindre den offentligt har taget afstand fra indholdet af de ulovlige drøftelser (jf. Domstolens dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).
128 For det andet kan kartellet med rette anses for fortsat at have haft virkninger indtil den tidsfrist, som udtrykkeligt er foreskrevet i forbindelse med de ulovlige aftaler, uafhængigt af deres konkrete indvirkning på markedet (jf. i denne retning dommen i sagen Bolloré m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 59 ovenfor, præmis 186).
129 Såfremt det derfor i den foreliggende sag godtgøres, at sagsøgeren tilsluttede sig de aftaler, som blev vedtaget i Évian-les-Bains, som bl.a. omfatter fastsættelsen af den pris på NP, der anvendtes i andet halvår 1998 (229. og 362. betragtning til den anfægtede beslutning), kan den blotte omstændighed, at selskabet unddrog sig deres anvendelse – selv hvis en sådan anses for godtgjort – ikke påvirke dets ansvar for deltagelse i kartellet i den pågældende periode.
130 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at sagsøgerens argument om, at selskabet ikke deltog i møderne i løbet af andet halvår 1998, ikke kan påvise, at det offentligt har taget afstand fra indholdet af de ulovlige aftaler indgået den 14. maj 1998 i Évian-les-Bains. Det er endvidere ubestridt, at sagsøgeren fortsatte med at være aktiv på NP-markedet indtil midten af 1999.
131 Det må følgelig fastslås, at Kommissionens konstatering vedrørende sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen indtil den 31. december 1998 i tilstrækkeligt omfang hviler på den omstændighed, at sagsøgeren tilsluttede sig de ulovlige aftaler, der anvendtes i andet halvår 1998, og som blev vedtaget under mødet den 14. maj 1998 i Évian-les-Bains.
132 Den omstændighed, at Kommissionen ikke har godtgjort sagsøgerens deltagelse i de ulovlige kontakter den 26. november 1998, er derfor uden betydning for varigheden af den overtrædelse, som selskabet hævdes at have begået.
133 Hvad angår den påståede tilsidesættelse af begrundelsespligten skal det bemærkes, således som det følger af præmis 125 og 129 ovenfor, at Kommissionen i 226.-230. og 362. betragtning til den anfægtede beslutning har redegjort for såvel de retlige betragtninger som de faktuelle elementer, som den havde bygget konstateringen vedrørende slutdatoen for sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen på.
134 Kommissionen har således i 226.-230. betragtning til den anfægtede beslutning redegjort for argumentationen til støtte for konstateringen, hvorefter sagsøgeren tilsluttede sig de ulovlige aftaler, som blev vedtaget under mødet den 14. maj 1998 i Évian-les-Bains. Endvidere angav den i 362. betragtning til den anfægtede beslutning, at »de priser, der blev aftalt i [Évian-les-Bains], blev anvendt indtil den 31. december 1998«, og at »eftersom [sagsøgeren] tilsluttede sig de ulovlige aftaler til i hvert fald den 31. december 1998, fastholder Kommissionen [nævnte dato] som den slutdato, der skal tages hensyn til ved beregningen af varigheden af overtrædelsen for [dette selskabs] vedkommende«.
135 Da Kommissionens konstatering vedrørende sagsøgerens deltagelse i de ulovlige kontakter den 26. november 1998 endelig er blevet tilsidesat, er det ufornødent at tage stilling til sagsøgerens argument om den påståede tilsidesættelse af retten til forsvar, der har påvirket denne konstatering, som følge af den omstændighed, at Kommissionen for at fastslå sagsøgerens deltagelse i mødet i Bruxelles har baseret sig på et ikke oplyst forhold vedrørende Degussas svar på klagepunktsmeddelelsen.
136 Under alle omstændigheder har sagsøgeren med dette argument blot anført, at Kommissionen i 258. betragtning til den anfægtede beslutning har henvist til, at »Degussa i selskabets svar på klagepunktsmeddelelsen ikke revurderede eller ændrede selskabets konstateringer [vedrørende de ulovlige kontakter, som fandt sted den 26. november 1998 i Bruxelles]«. Det fremgår imidlertid ikke af denne henvisning, at Kommissionen har anvendt et yderligere bevis, der ikke blev meddelt sagsøgeren, og som kan føre til en tilsidesættelse af selskabets ret til forsvar.
137 Henset til samtlige ovenstående bemærkninger, må dette anbringende forkastes som ugrundet.
Om den femårige forældelse
Parternes argumenter
138 Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ved at nægte at fastslå, at selskabets deltagelse i overtrædelsen var forældet, har tilsidesat artikel 25, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, selskabets ret til forsvar og begrundelsespligten.
139 Sagsøgeren har gjort gældende, at der forløb fem år mellem datoen for ophøret af selskabets deltagelse i overtrædelsen den 31. december 1998 og datoen for begæringen om oplysninger, som blev rettet til selskabet den 18. marts 2004.
140 Sagsøgeren har erkendt, at ifølge artikel 25, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 afbrydes forældelsesfristen med virkning fra den dag, hvor det pågældende skridt meddeles mindst én af de virksomheder, der har medvirket ved overtrædelsen. Selskabet anfører imidlertid, at det i denne sag er tvunget til at »betale for virkningerne af Kommissionens passivitet«. Indtil marts 2004 var sagsøgeren således ikke bekendt med undersøgelsen og kunne ikke have fået kendskab til den, da selskabet var tvunget til at træde ud af markedet fem år tidligere.
141 Ifølge sagsøgeren, der i den forbindelse har påberåbt sig dommen i sagen CMA CGM m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 84 ovenfor (præmis 484), udgør bestemmelsen om afbrydelse af forældelsen en undtagelse til princippet om femårig forældelse, som skal fortolkes indskrænkende. Kommissionen har i det foreliggende tilfælde alene foretaget en »formalistisk fortolkning« af artikel 25 i forordning nr. 1/2003 og ikke anført årsagerne til, at Kommissionen ikke tilsendte sagsøgeren begæringen om oplysninger ved begyndelsen af undersøgelsen. Kommissionen har således tilsidesat baggrunden for afbrydelse af forældelsen, nemlig effektivitet i forvaltningen, og handlet i strid med kravene til procedurens hurtige afvikling og sagsøgerens interesser.
142 Den anfægtede beslutning er derfor ulovlig, for så vidt som Kommissionen heri har pålagt sagsøgeren en bøde, selv om sidstnævnte bragte sin deltagelse i kartellet til ophør mere end fem år inden indledningen af undersøgelsen mod selskabet. Denne opfattelse bekræftes af den fremgangsmåde, Kommissionen fulgte i det foreliggende tilfælde over for Chemoxal og Air Liquide (448. betragtning til den anfægtede beslutning), og i tidligere beslutninger, hvori Kommissionen ikke pålagde bøder til producenter, som havde bragt deres deltagelse i kartellet til ophør mere end fem år inden indledningen af undersøgelsen (Kommissionens beslutning 2005/566/EF af 9.12.2004 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag C.37.533 – Kolinklorid) (EUT 2005 L 190, s. 22)).
143 Kommissionens holdning er ulovlig, for så vidt som den under henvisning til artikel 25 i forordning nr. 1/2003 i mere end et år undlod at give sagsøgeren meddelelse om tilstedeværelsen af en undersøgelse og ikke begrundede denne undladelse. Kommissionens undersøgelse er behæftet med »en overskridelse af beføjelser« på grund af et misbrug af formålet med denne bestemmelse og en manglende begrundelse. Denne proceduremangel bevirker, at den anfægtede beslutning bliver ulovlig, for så vidt som Kommissionen heri har pålagt sagsøgeren en bøde.
144 Kommissionens passivitet over for sagsøgeren, dvs. den forsinkede fremsendelse af begæringen til denne om oplysninger, som kan tilregnes en institutions forsømmelighed, medfører, at den anfægtede beslutning er ulovlig på grund af tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
145 Kommissionen opfyldte ikke sin begrundelsespligt ved ikke at have angivet grundene til, at meddelelsen til sagsøgeren skete for sent. At Kommissionen har reageret for sent, har desuden urimeligt indskrænket sagsøgerens ret til forsvar, som havde haft mindre tid til at forberede sit forsvar og få kendskab til de omtvistede faktiske omstændigheder.
146 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
Rettens bemærkninger
147 I henhold til ordlyden af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1/2003 forældes den i samme forordnings artikel 23 og 24 fastsatte sanktionsbeføjelse for Kommissionen efter fem år.
148 I henhold til forordningens artikel 25, stk. 2, regnes forældelsesfristen fra den dag, overtrædelsen er begået, eller, ved vedvarende eller gentagne overtrædelser, fra den dag, overtrædelsen er ophørt.
149 I medfør af artikel 25, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 afbrydes forældelsen ved ethvert skridt, Kommissionen foretager med henblik på at undersøge eller forfølge en overtrædelse. Fristen afbrydes med virkning fra den dag, hvor det pågældende skridt meddeles mindst én af de virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, der har medvirket ved overtrædelsen, og har i henhold til samme forordnings artikel 25, stk. 4, virkning over for alle virksomheder og virksomhedssammenslutninger, der har medvirket ved overtrædelsen.
150 De samme regler følger af artikel 1 og 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 2988/74 af 26. november 1974 om forældelse af adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner inden for Det Europæiske Fællesskabs transport- og konkurrenceret og af adgangen til tvangsfuldbyrdelse af disse sanktioner (EFT L 319, s. 1).
151 I det foreliggende tilfælde fastslog Kommissionen, som det fremgår af undersøgelsen af det tredje anbringende (jf. præmis 131 ovenfor), med rette, at sagsøgeren deltog i overtrædelsen indtil den 31. december 1998.
152 Det er ubestridt, at Kommissionens første foranstaltning for at behandle den pågældende overtrædelse omfattede kontrolundersøgelser hos visse virksomheder den 25. og 26. marts 2003 (jf. præmis 3 ovenfor), dvs. inden udløbet af den femårige forældelsesfrist over for sagsøgeren, således at forældelsen ikke var indtrådt på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning.
153 Heraf følger, at forfølgelsen af overtrædelsen over for sagsøgeren ikke var forældet.
154 I denne forbindelse følger sagsøgerens argument om, at der forløb fem år mellem datoen for ophøret af overtrædelsen og datoen for begæringen om oplysninger fra Kommissionen, af en fejlagtig fortolkning af artikel 25, stk. 3 og 4, i forordning nr. 1/2003, og artikel 2, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2988/74, hvoraf det klart fremgår, at forældelsesfristen afbrydes med virkning fra den dag, hvor retsakten meddeles mindst én af de virksomheder, der har medvirket ved overtrædelsen, og har virkning over for alle virksomheder, der har medvirket ved overtrædelsen.
155 Disse betragtninger, der udtrykkeligt følger af de ovennævnte bestemmelser, påvirkes i øvrigt ikke af sagsøgerens argumentation vedrørende nødvendigheden af at anlægge en streng fortolkning af reglerne for afbrydelse af forældelsesfristen, »en overskridelse af beføjelser« på grund af et misbrug af formålet med denne bestemmelse og en manglende begrundelse.
156 Endvidere har sagsøgeren også med urette påberåbt sig en påstået »forskelsbehandling« under henvisning til den manglende pålæggelse af bøder til virksomheder i tidligere beslutninger, idet de nævnte virksomheder befandt sig i situationer, der var klart forskellige fra sagsøgerens i det omfang, hvor den femårige forældelse var indtrådt på tidspunktet for de første skridt, der blev foretaget af Kommissionen med henblik på at foretage undersøgelser af overtrædelsen (448. betragtning til den anfægtede beslutning og 184. betragtning til beslutning 2005/566).
157 Med hensyn til sagsøgerens argument, som er baseret på den retspraksis, hvorefter en begæring om oplysninger, for at kunne afbryde den femårige forældelse, med føje kan anses for at stå i forbindelse med den formodede overtrædelse (dommen i sagen CMA CGM m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 84 ovenfor, præmis 484-488), er det tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgeren ikke gør nogen argumentation gældende, der har til formål at bevise, at de pågældende afbrydende skridt, dvs. kontrolundersøgelserne den 25. og den 26. marts 2003 (jf. præmis 3 ovenfor), ikke blev begrundet i forhold til undersøgelsens formål, eller at det eneste formål var kunstigt at forlænge forældelsesfristen.
158 Sagsøgerens argumentation om den angiveligt urigtige anvendelse af forældelsesfristerne er følgelig ugrundet.
159 Sagsøgeren har i forbindelse med dette anbringende også gjort gældende, at Kommissionens hævdede forsømmelighed, idet den havde tilsendt sagsøgeren begæringen om oplysninger næsten et år efter indledningen af undersøgelsen, udgør en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt selskabets ret til forsvar. Sagsøgeren anfører bl.a., at selskabet ikke fik kendskab til undersøgelsen rettidigt, og at det ikke kunne have haft kendskab til den, da det ikke længere var til stede på det pågældende marked.
160 Hvad angår den påståede tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i det omfang, hvor sagsøgeren påberåber sig den retspraksis om, at hvor der ikke foreligger bestemmelser om forældelsesfrister er det grundlæggende krav om retssikkerhed til hinder for, at Kommissionen i det uendelige kan udsætte udøvelsen af sine beføjelser (Rettens dom af 6.10.2005, forenede sager T-22/02 og T-23/02, Sumitomo Chemical og Sumika Fine Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 4065, præmis 87-89), er det tilstrækkeligt at bemærke, at den i denne retspraksis omhandlede situation ikke er relevant i det foreliggende tilfælde, idet den sanktionsbeføjelse, som Kommissionen udøver over for sagsøgeren, er omfattet af forældelsesfristen i artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1/2003 og artikel 1, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2988/74.
161 Da denne frist er blevet overholdt i den foreliggende sag, kan den bøde, som er pålagt sagsøgeren, ikke tilsidesætte retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
162 Hvad angår den påståede tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar, der følger af det angiveligt for sent erhvervede kendskab til undersøgelsen, skal det bemærkes, at selv om Kommissionen skal give den berørte virksomhed bestemte oplysninger fra tidspunktet for den indledende undersøgelsesfase, omfatter denne pligt de oplysninger, som gives den pågældende virksomhed på det tidspunkt, hvor der for første gang iværksættes foranstaltninger over for denne (jf. i denne retning Rettens dom af 8.7.2008, sag T-99/04, AC-Treuhand mod Kommissionen, Sml. II, s. 1501, præmis 52-56).
163 I det foreliggende tilfælde bestrider sagsøgeren dog ikke at være blevet underrettet på passende vis om den igangværende undersøgelse på det tidspunkt, hvor der for første gang iværksattes foranstaltninger over for selskabet, nemlig i forbindelse med begæringen om oplysninger den 18. marts 2004.
164 Selv om det i øvrigt forudsættes, at den omstændighed, at sagsøgeren ikke er blevet underrettet om undersøgelsen i forbindelse med de første foranstaltninger med henblik på sagens undersøgelse, som sådan kan tages i betragtning ved undersøgelsen af et påstået indgreb i sagsøgerens ret til forsvar, skal det bemærkes, at sagsøgeren under alle omstændigheder ikke har fremført noget konkret forhold til underbygning af sin påstand om, at den påståede for sene meddelelse af denne oplysning har tilsidesat selskabets effektive forsvar.
165 På baggrund af det ovenstående bør dette anbringende forkastes.
Om vurderingen af formildende omstændigheder
Parternes argumenter
166 Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har anvendt retningslinjerne urigtigt, foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og tilsidesat begrundelsespligten ved at afvise, at der forelå formildende omstændigheder for selskabet på grund af den manglende anvendelse af aftalerne og den ved overtrædelsen manglende opnåede økonomiske eller finansielle fordel.
167 Sagsøgeren hævder for det første, at selskabet ikke anvendte de aftaler, der blev indgået under de møder, der lægges til grund mod selskabet i den anfægtede beslutning. Da der ikke blev indgået nogen aftaler under møderne i Sevilla i maj 1997 (164. betragtning til den anfægtede beslutning), drejer det sig udelukkende om anvendelsen af de aftaler om NP, som blev indgået under mødet i Évian-les-Bains i maj 1998, om en prisforhøjelse i løbet af andet halvår 1998 (229. og 230. betragtning til den anfægtede beslutning).
168 Sagsøgeren sænkede imidlertid generelt sine salgspriser for NP i den pågældende periode, bortset fra en lille stigning i august 1998, som følge af en prisstigning for den vigtigste råvare, HP. Indtil marts 1999 var selskabets priser for NP stadig i det store og hele lavere end prisniveauet i maj 1998. Det er således indlysende, at de i Évian-les-Bains fastsatte prisstigninger ikke blev anvendt af sagsøgeren.
169 Henset til forskellen i sagsøgerens priser i forhold til de aftalte priser og selskabets beslutning om at træde ud af NP-markedet, der blev truffet i efteråret 1998, er det umuligt, at sagsøgeren har forsøgt at udnytte kartellet til sin fordel, således som Kommissionen hævder.
170 For det andet har sagsøgeren anført, at selskabets angivelige deltagelse i kartellet ikke har givet det nogen økonomisk eller finansiel fordel, men at det derimod førte selskabet ud af NP-markedet. Kommissionen burde have taget dette element i betragtning som en formildende omstændighed.
171 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
Rettens bemærkninger
172 Det bemærkes, at Kommissionen ved bedømmelsen af de formildende omstændigheder i den anfægtede beslutning nedsatte den bøde, som sagsøgeren blev pålagt, med 50% på grund af selskabets passive og underordnede rolle i overtrædelsen. Kommissionen fastslog således, at sagsøgerens rolle i forbindelse med kartellet ikke kan sammenlignes med de øvrige aktive medlemmers rolle, at selskabets deltagelse i de ulovlige kontakter var væsentligt mere sporadisk, begrænset til kun to møder om NP, hvilket vidnede om selskabets begrænsede deltagelse i alle de ulovlige aftaler (476. og 477. betragtning til den anfægtede beslutning).
173 Det bemærkes i denne forbindelse, at det ikke fremgår af retningslinjerne, at Kommissionen altid skal tage særskilt hensyn til hver af de formildende omstændigheder, der er nævnt i punkt 3 heri. Selv om de omstændigheder, der er opregnet heri, hører til de omstændigheder, Kommissionen kan tage i betragtning i et konkret tilfælde, er den ikke forpligtet til automatisk at give en yderligere nedsættelse på dette grundlag, når en virksomhed fremlægger oplysninger, der tyder på, at en af disse omstændigheder foreligger.
174 For så vidt som retningslinjerne ikke indeholder bindende angivelser vedrørende de formildende omstændigheder, der kan tages i betragtning, har Kommissionen bevaret et skøn, således at den samlet kan bedømme betydningen af en eventuel nedsættelse af bødebeløbene under hensyn til alle de formildende omstændigheder, som karakteriserer det foreliggende tilfælde (Rettens domme af 8.7.2004, sag T-44/00, Mannesmannröhren-Werke mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, præmis 274 og 275, og sag T-50/00, Dalmine mod Kommissionen, Sml. II, s. 2395, præmis 325 og 326; jf. også i denne retning Rettens dom af 12.9.2007, sag T-30/05, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 204).
175 Henset til den høje størrelse af bødenedsættelsen i den anfægtede beslutning i det foreliggende tilfælde, kan sagsøgerens argumentation om, at der er andre formildende omstændigheder, som ikke er tilladt ifølge Kommissionen – hvis det i øvrigt er rigtigt – ikke føre til en anerkendelse af den utilstrækkelige karakter af en nedsættelse, der er indrømmet af Kommissionen som følge af vurderingen af formildende omstændigheder.
176 Endvidere skal det fremhæves, at sagsøgerens argumenter under alle omstændigheder ikke beviser eksistensen af andre formildende omstændigheder end de af Kommissionens tilladte.
177 Hvad for det første angår den påståede manglende opnåede fortjeneste ved den pågældende overtrædelse skal det bemærkes, at Kommissionen i forbindelse med fastsættelsen af en bøde ikke er forpligtet til at godtgøre, at de berørte virksomheder fik en ulovlig fordel af overtrædelsen, eller i givet fald at tage hensyn til, at de ikke havde nogen fordel af overtrædelsen (dommen i sagen Bolloré m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 59 ovenfor, præmis 671 og den deri nævnte retspraksis). Især kan den omstændighed, at der ikke er tale om en finansiel fordel forbundet med overtrædelsen, ikke anses for en formildende omstændighed (jf. dommen i sagen BPB mod Kommissionen, nævnt i præmis 60 ovenfor, præmis 442 og den deri nævnte retspraksis).
178 Hvad for det andet angår den påståede manglende reelle efterlevelse af aftalerne, en omstændighed, der er nævnt i retningslinjernes punkt 3, andet led, skal det undersøges, om sagsøgeren har fremført argumenter, der viser, at virksomheden i den periode, hvori denne var part i de ulovlige aftaler, reelt undlod at gennemføre aftalerne ved at anlægge en konkurrencebetonet adfærd på markedet, eller at sagsøgeren i det mindste klart og i væsentlig udstrækning overtrådte de forpligtelser, hvorved kartellet skulle gennemføres, i en sådan grad, at det forstyrrede selve dets funktion (Rettens dom af 15.3.2006, sag T-26/02, Daiichi Pharmaceutical mod Kommissionen, Sml. II, s. 713, præmis 113, og af 8.10.2008, sag T-73/04, Carbone‑Lorraine mod Kommissionen, Sml. II, s. 2661, præmis 196).
179 Det bemærkes i denne forbindelse, at den overtrædelse, der tilregnes sagsøgeren, følger dels af selskabets deltagelse i de ulovlige møder, som fandt sted den 29. maj 1997 i Sevilla, afsluttet uden at der blev indgået nogen aftale med hensyn til de ulovlige aftaler (162.-164. betragtning til den anfægtede beslutning), dels af mødet den 14. maj 1998 i Évian-les-Bains, der førte til de ulovlige aftaler om markedsandelene og priserne for NP, der anvendtes i andet halvår 1998 (226.-230. betragtning til den anfægtede beslutning).
180 Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at selskabets priser i den omhandlede periode ikke blev ramt af prisstigningerne i de ulovlige aftaler, der blev indgået den 14. maj 1998 i Évian-les-Bains. Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til forholdene anført i besvarelsen af klagepunktsmeddelelsen og bilagt stævningen, og den yderligere dokumentation, der blev vedlagt replikken.
181 For det første bemærkes, at de omhandlede forhold ikke kan anses for at være et pålideligt bevis for sagsøgerens adfærd på markedet. Det drejer sig nemlig om en graf og tabeller udarbejdet af sagsøgeren i 2005, uden nogen forklaring om de oplysninger, på grundlag af hvilke denne indsamling er foretaget, og ikke ledsaget af beviser til støtte herfor. Selv om sagsøgeren som bilag til replikken i øvrigt har fremlagt en række fakturaer fra 1998 for salg af den omhandlede vare, bør disse forhold, som blev fremlagt for første gang for Retten, derfor forkastes (jf. i denne retning Rettens dom af 27.9.2006, sag T-330/01, Akzo Nobel mod Kommissionen, Sml. II, s. 3389, præmis 89).
182 Det bemærkes for det andet, at som det fremgår af 226.-230. betragtning til den anfægtede beslutning, har de ulovlige aftaler indgået i Évian-les-Bains omhandlet ikke blot priser, men også markedsdeling, da sagsøgeren havde deltaget i udarbejdelsen af en model for kontrol med markedsandele ved at udlevere sine data.
183 Herefter er den argumentation og de elementer, som sagsøgeren har fremsat, ikke tilstrækkelige til at bevise, at selskabet undlod at gennemføre alle disse ulovlige aftaler ved at anlægge en konkurrencebetonet adfærd på markedet, eller at sagsøgeren i det mindste klart og i væsentlig udstrækning overtrådte de forpligtelser, hvorved kartellet skulle gennemføres, i en sådan grad, at det forstyrrede selve dets funktion.
184 Dette anbringende må derfor forkastes.
185 Følgelig skal Kommissionen frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at behandle Kommissionens afvisningspåstand om, at sagsøgerens påstand om annullation af den anfægtede beslutning, for så vidt som Kommissionen heri har pålagt sagsøgerens moderselskab SNIA en bøde, ikke kan antages til realitetsbehandling.
Sagens omkostninger
186 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Sjette Udvidede Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Caffaro Srl betaler sagens omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. juni 2011.
Underskrifter
Indhold
Sagens faktiske omstændigheder
Den anfægtede beslutning
Retsforhandlinger og parternes påstande
Retlige bemærkninger
Om den påståede status af »ikke deltager i [HP-]kartellet, [men] offer«, som sagsøgeren har påberåbt sig
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
Om referenceåret i forbindelse med en differentieret behandling
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
Om vurderingen af sagsøgerens deltagelse i kartellet
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
Om den femårige forældelse
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
Om vurderingen af formildende omstændigheder
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
Sagens omkostninger