Forenede sager T-117/07 og T-121/07

Areva m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – markedet for projekter angående gasisoleret koblingsudstyr – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 – retten til forsvar – begrundelsespligt – tilregnelse af ulovlig adfærd – overtrædelsens varighed – bøder – solidarisk hæftelse for betaling af bøden – skærpende omstændigheder – ledende rolle – formildende omstændigheder – samarbejde«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – fællesskabsregler – virksomhed – begreb – økonomisk enhed

(Art. 81, stk. 1, EF)

2.      Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – ansvar – juridisk person ansvarlig for virksomhedens drift under overtrædelsen – undtagelser

(Art. 81, stk. 1, EF)

3.      Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelse begået af et datterselskab – overtrædelse tilskrevet moderselskabet, henset til de økonomiske og juridiske forbindelser mellem virksomhederne

(Art. 81, stk. 1, EF)

4.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – anbringende om, at begrundelsen mangler eller er utilstrækkelig – anbringende om, at begrundelsen er urigtig – sondring

(Art. 253 EF)

5.      Fællesskabsret – almindelige retsprincipper – straffebestemmelser kan ikke have tilbagevirkende gyldighed – anvendelsesområde – konkurrence

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 4, og nr. 1/2003, art. 23, stk. 5)

6.      Konkurrence – aftaler – aftaler mellem virksomheder – bevis for overtrædelsens varighed påhviler Kommissionen

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2, og nr. 1/2003, art. 23, stk. 3)

7.      Konkurrence – administrativ procedure – forældelse af adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner – begyndelsestidspunkt

(Art. 81 EF; EØS-aftalens art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 25)

8.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde

(Art. 253 EF)

9.      Konkurrence – bøder – solidarisk hæftelse for betaling – betingelser

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalens art. 53)

10.    Konkurrence – bøder – solidarisk hæftelse for betaling – rækkevidde

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalens art. 53)

11.    Konkurrence – bøder – solidarisk hæftelse for betaling – hver debitor har mulighed for at anlægge søgsmål med påstand om annullation af en sådan beslutning

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalens art. 53)

12.    Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – tilregnelse – princippet om individuelle straffe – rækkevidde

(Art. 81, stk. 1, EF)

13.    Fællesskabsret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – fastslået i den europæiske menneskerettighedskonvention og bekræftet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)

14.    Konkurrence – principper – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – effektiv domstolskontrol med Kommissionens beslutninger – uafhængig og upartisk domstol – fuld prøvelsesret

(Art. 81 EF, 229 EF og 230 EF; Rådets forordning nr. 17, art. 17, og nr. 1/2003, art. 31)

15.    Konkurrence – fællesskabsregler – ufravigelig karakter

(Art. 81 EF; EØS-aftalens art. 53)

16.    Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, hvorved der konstateres en overtrædelse og pålægges en bøde – pligt til at overholde princippet om kompetencetildeling

(Art. 5 EF og 81 EF; EØS-aftalens art. 53; Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2, og nr. 1/2003, art. 7, stk. 1, og art. 23, stk. 2)

17.    Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – klagepunktsmeddelelse – midlertidig karakter – frafaldelse af klagepunkter, der viser sig ikke at være tilstrækkeligt begrundede i forhold til visse selskaber og medfører en forringelse af situationen for det selskab, der var adressat for den anfægtede beslutning – tilladt henset til selskabets udøvelse af sin ret til at blive hørt

(Rådets forordning nr. 17, art. 19, stk. 1, og nr. 1/2003, art. 27, stk. 1)

18.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder – en virksomhed, som har spillet en førende rolle eller har tilskyndet til overtrædelsen – begreb

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2, og nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 2 og 3)

19.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder – førende rolle i overtrædelsen – rolle spillet successivt af forskellige virksomheder og de selskaber, der leder dem

(Rådets forordning nr.17, art. 15, stk. 2, og nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 2)

20.    Konkurrence – bøder – størrelse – Kommissionens skøn – domstolskontrol – fuld prøvelsesret

(Art. 229 EF; Rådets forordning nr. 17, art. 17, og nr. 1/2003, art. 31)

21.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – hensyntagen til den globale omsætning i løbet af det sidste fulde år af overtrædelsen, som vedrører de produkter og ydelser, der er omfattet heraf

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2, og nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

1.      Begrebet virksomhed skal inden for konkurrenceretten forstås som en økonomisk enhed i relation til den pågældende overtrædelse. Artikel 81, stk. 1, EF, hvorefter det bl.a. er forbudt for virksomheder at indgå aftaler eller deltage i samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked, er rettet til økonomiske enheder bestående af menneskelige, materielle og immaterielle ressourcer, der forfølger et økonomisk mål på lang sigt, og som kan medvirke ved overtrædelser af bestemmelserne.

(jf. præmis 63)

2.      I overensstemmelse med princippet om personligt ansvar, hvorefter en person kun kan drages til ansvar for sine egne handlinger, er det inden for konkurrenceretten som udgangspunkt den person, der ledte virksomheden på det tidspunkt, hvor denne virksomhed deltog i overtrædelsen, der er ansvarlig for overtrædelsen, selv om det på tidspunktet for vedtagelsen af den beslutning, hvorved overtrædelsen blev fastslået, var en anden person, der havde ansvaret for eller ledte virksomhedens drift.

Under visse særlige omstændigheder tillader retspraksis, at princippet om personligt ansvar kan fraviges i medfør af kriteriet om »økonomisk succession«, hvorefter en overtrædelse af konkurrencereglerne kan tilregnes den økonomiske efterfølger til den juridiske person, der har begået overtrædelsen, selv om sidstnævnte stadig eksisterer på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen, hvorved den nævnte overtrædelse fastslås, således at disse reglers effektive virkning ikke begrænses som følge af ændringer, der navnlig vedrører de pågældende selskabers juridiske form.

Kommissionen kan undlade at anvende kriteriet om »økonomisk succession« og lade det moderselskab, som direkte har ledet en virksomhed før overførslen heraf til sine helejede eller næsten helejede datterselskaber frem til salget af disse datterselskaber og den pågældende virksomhed til en anden koncern, ifalde personligt ansvar for denne virksomheds deltagelse i overtrædelsen.

(jf. præmis 65, 66, 72 og 78)

3.      På konkurrenceområdet påhviler det i princippet Kommissionen at påvise, at moderselskabet reelt har udøvet en sådan afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd på markedet, hvilket skal ske på grundlag af en flerhed af faktiske omstændigheder, herunder navnlig at moderselskabet har haft ledelseskompetence i forhold til datterselskabet. Kommissionen kan under sådanne omstændigheder med rimelighed lægge til grund, at et datterselskab, der ejes fuldt ud af moderselskabet, i det væsentlige følger dettes instrukser, og at denne ansvarsformodning indebærer, at Kommissionen ikke er forpligtet til at undersøge, om moderselskabet faktisk har udøvet disse beføjelser i forhold til sit datterselskab. Hvor Kommissionen i klagepunktsmeddelelsen under henvisning til ansvarsformodningen, der følger af, at datterselskabet er helejet af moderselskabet, oplyser, at den agter at holde moderselskabet personligt ansvarligt for en overtrædelse, som datterselskabet har begået, tilkommer det moderselskabet, som har til hensigt at anfægte det pålagte ansvar, under den administrative procedure eller senest for Unionens retsinstanser at fremlægge tilstrækkelige beviser for at afkræfte formodningen ved at påvise, at datterselskabet, på trods af at det ejes fuldt ud af moderselskabet, reelt selvstændigt bestemte sin adfærd på markedet.

Kommissionen må i den beslutning, der fastslår en overtrædelse, kunne tage de berørte virksomheders svar på klagepunktsmeddelelsen i betragtning. I den forbindelse må den ikke alene kunne godtage eller forkaste de berørte virksomheders argumenter, men også foretage sin egen vurdering af de faktiske omstændigheder, som virksomhederne har henvist til, med henblik på enten at frafalde klagepunkter, der viser sig ikke at være tilstrækkeligt begrundede, eller, såvel faktisk som retligt, at tilrettelægge og supplere argumentationen til støtte for de klagepunkter, som den opretholder. Dette er tilfældet, når Kommissionens beslutning ikke blot støtter sig på ansvarsformodningen, som følger af, at datterselskaberne ejes fuldt ud af deres moderselskab, men også på faktiske omstændigheder, som blev fremført under den administrative procedure, og som godtgør at:

- den operationelle organisation i koncernen havde forrang for den retlige struktur, og at de anfægtede projektsaktiviteter var ledet på højeste niveau af moderselskabet og dets forgængere

- seks medlemmer af datterselskabernes bestyrelse, samtidigt eller efterfølgende havde været bestyrelsesmedlemmer i centrale selskaber i koncernen før deres efterfølgende overdragelse til en ny koncern

- moderselskabets udpegelse af et nyt medlem af bestyrelsen for de af dets datterselskaber, som var aktive i den omhandlede branche, støttede konklusionen om, at bestyrelsen havde udøvet en afgørende indflydelse på datterselskaberne og

- hvad angik omstruktureringen inden for koncernen vidnede ændringen af selskabsnavnene på de datterselskaber i koncernen, der var aktive i den omhandlede branche, og som fandt sted umiddelbart efter overdragelsen til en anden koncern, om, at de var blevet integreret i koncernen.

Kommissionen var ligeledes berettiget til at fastslå, at delegeringen af handelsfunktioner ikke kunne fritage moderselskabet fra sit ansvar, eftersom selskabet selv erkendte, at det på tidspunktet for overtrædelsen skulle godkende alle tilbud på de anfægtede projekter, som overskred en vis tærskel eller indebar visse væsentlige risici for koncernen.

(jf. præmis 86, 87, 91, 97, 116 og 144)

4.      Hvad angår den begrundelsespligt, der påhviler Kommissionen, bl.a. når den vedtager en beslutning, der fastslår en overtrædelse af konkurrencereglerne, gælder, at der skal sondres mellem anbringender vedrørende manglende eller utilstrækkelig begrundelse og anbringender om, at begrundelsen for afgørelsen er urigtig på grund af en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller urigtig retsanvendelse. Sidstnævnte aspekt vedrører den materielle gennemgang vedrørende beslutningens lovlighed og ikke tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og kan således ikke udgøre en tilsidesættelse af artikel 253 EF.

(jf. præmis 88)

5.      Forbuddet mod at anvende straffebestemmelser med tilbagevirkende kraft er et princip, som er fælles for alle medlemsstaternes retsordener, og som også er fastslået i artikel 7, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention, og som indgår i de almindelige retsgrundsætninger, som Unionens retsinstanser skal sikre overholdelsen af. Selv om det fremgår af artikel 15, stk. 4, i forordning nr. 17 og af artikel 23, stk. 5, i forordning nr. 1/2003, at Kommissionens beslutninger om pålæggelse af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne ikke er sanktioner i strafferetlig forstand, forholder det sig ikke desto mindre således, at Kommissionen skal respektere EU-rettens almindelige principper, og bl.a. princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft, under enhver administrativ procedure, der kan føre til pålæggelse af sanktioner i henhold til konkurrencereglerne.

Respekten herfor kræver, at reglerne om, hvorledes fysiske eller juridiske personer pålægges ansvar for overtrædelser af konkurrenceretten, skal svare til dem, der var foreskrevet på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået. Når flere personer kan holdes personligt ansvarlige for en og samme virksomheds deltagelse i en overtrædelse i konkurrencerettens forstand, skal de anses for at hæfte solidarisk for den nævnte overtrædelse. Det personlige og solidariske ansvar for en og samme virksomheds deltagelse i en overtrædelse kan i øvrigt både tilregnes den person, hvis ansvar eller ledelse virksomheden direkte var underlagt på tidspunktet, da overtrædelsen blev begået, og den person, som, fordi denne reelt havde kontrol med den førstnævnte person og bestemte dennes adfærd på markedet, indirekte ledte samme virksomhed på tidspunktet, da overtrædelsen blev begået.

(jf. præmis 131-134)

6.      Hvad angår varigheden af en overtrædelse af konkurrencereglerne indebærer retssikkerhedsprincippet, at hvis der ikke foreligger beviser, som direkte kan godtgøre denne varighed, må Kommissionen i det mindste fremføre beviser, som vedrører faktiske omstændigheder, som tidsmæssigt ligger tilstrækkeligt tæt på hinanden til, at det med rimelighed kan fastslås, at overtrædelsen har varet uafbrudt mellem to præcise datoer. Hvad angår bevismidlerne er det hyppigt forekommende, at de aktiviteter, som konkurrencebegrænsende praksis og aftaler indebærer, gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt – som oftest i et tredjeland – og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem erhvervsdrivende, såsom mødereferater, er disse normalt brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrenceretten. I forbindelse med en overtrædelse, der strækker sig over flere år, er den omstændighed, at kartellet viser sig i forskellige perioder, som kan adskilles af længere eller kortere mellemrum, fortsat uden betydning for, at dette kartel eksisterer, for så vidt som de forskellige handlinger, der er en del af denne overtrædelse, forfølger et enkelt formål og er omfattet af en enkelt, fortsat overtrædelse.

Det følger heraf, at i det omfang de konkurrencebegrænsende aftaler samlet set kunne have virkning mellem datoen for en af aftalernes ikrafttræden og datoen, da en anden af aftalerne ikke længere var gyldig, har Kommissionen med rette kunnet anse disse aftaler for at udgøre et indicium for, at aftalen fortsatte uafbrudt i hele den pågældende periode. Beviserne for de gentagne manifestationer af kartellet og den række indicier, som Kommissionen har samlet, for at de aktiviteter, som den omhandlede virksomhed inden for rammerne af kartellet deltog i, fortsatte i hele den omhandlede periode, bør således anses for at være et tilstrækkeligt bevis for, at kartellet fortsatte uafbrudt mellem de to datoer, som Kommissionen har fastslået i en beslutning.

(jf. præmis 164-166, 176 og 177)

7.      I medfør af artikel 25 i forordning nr. 1/2003 forældes Kommissionens beføjelse til at pålægge en sanktion for en overtrædelse af artikel 81 EF og af artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde efter fem år. Forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor overtrædelsen er begået. Ved vedvarende eller gentagne overtrædelser regnes fristen dog først fra den dag, hvor overtrædelsen er ophørt.

(jf. præmis 188)

8.      Kommissionen kan ikke kritiseres for ikke særligt at have begrundet beslutningen om at pålægge en bøde til solidarisk betaling af to selskaber i tilfælde af overtrædelse af konkurrencereglerne på baggrund af den omstændighed, at de ikke længere på tidspunktet, da beslutningen blev vedtaget, dannede en enkelt økonomisk enhed, således at denne omstændighed ikke længere ifølge Kommissionen var til hinder herfor. Kommissionen er således ikke forpligtet til i sin beslutning at inkludere en nøjagtig begrundelse for en række forhold, der er åbenbart uvedkommende, uden betydning eller klart af underordnet relevans for dens vurdering.

(jf. præmis 200)

9.      Den solidariske betaling af bøder, der skal betales som følge af en overtrædelse af artikel 81 EF og af artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), er en retlig virkning, der følger af de materielle bestemmelser i disse artikler.

Den solidariske betaling af en bøde, der skal betales, fordi en virksomhed har deltaget i en overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53, skyldes, at hver af de berørte personer kan gøres personligt ansvarlige for virksomhedens deltagelse i overtrædelsen. Med henblik på konkurrencerettens anvendelse begrunder virksomhedens adfærd på markedet som en enhed, at selskaberne eller, mere generelt, retssubjekterne, som kan gøres personligt ansvarlige herfor, hæfter solidarisk. Den solidariske betaling af bøder, som pålægges på grund af en overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53, idet den medvirker til at sikre den effektive betaling af de nævnte bøder, er et led i det præventive formål, som konkurrenceretten generelt forfølger, og dette under overholdelse af princippet ne bis in idem, hvilket er et grundlæggende princip i EU-retten, der er fastslået i artikel 4 i protokol nr. 7 til den europæiske menneskerettighedskonvention, og som i forhold til den samme overtrædelse af konkurrenceretten forbyder, at den samme adfærd, som en virksomhed har udvist på markedet, gennem de retssubjekter, der kan gøres personligt ansvarlige for adfærden, straffes mere end en gang.

Den omstændighed, at det personlige ansvar, som flere selskaber ifalder på grund af den samme virksomheds deltagelse i en overtrædelse, ikke er det samme for hvert af dem, er ikke til hinder for, at de kan blive pålagt en bøde til solidarisk betaling, eftersom den solidariske hæftelse for bødens betaling ikke omfatter den periode af overtrædelsen, under hvilken de dannede en enkelt økonomisk enhed og dermed én virksomhed i konkurrencerettens forstand.

(jf. præmis 204-206)

10.    For så vidt som anbringendet vedrørende en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet kan fortolkes som en ulovlighedsindsigelse mod reglerne om solidarisk betaling af bøder i forbindelse med overtrædelse af konkurrencereglerne, fordi disse regler skulle være en kilde til usikkerhed hvad angår betaling af bøden – i forhold til fastsættelsen af, hvem der er debitor for betalingsforpligtelsen og i forhold til den retlige situation for debitorerne, som hæfter solidarisk – indebærer dette anbringende, at der skal tages stilling til selve lovligheden af konkurrencerettens ordning om »solidarisk betaling af bøder«, og at det efterprøves, om de sanktionerede selskaber med tilstrækkelig præcision kan have kendskab til de heraf afledte rettigheder og pligter.

På samme måde som begrebet »virksomhed« i konkurrenceretten, som det blot er en virkning af, er begrebet »solidarisk betaling af bøder« et selvstændigt begreb, som skal fortolkes under henvisning til konkurrencerettens formål og opbygning, som det bidrager til, og i givet fald under henvisning til almindelige retsgrundsætninger, som udledes af alle de nationale retssystemer. I mangel på modstridende indikationer i den beslutning, hvorved Kommissionen pålægger flere selskaber en bøde til solidarisk betaling på grund af en virksomheds overtrædelse, pålægger den selskaberne ansvar for overtrædelsen på lige fod. Selskaber, som er blevet pålagt solidarisk at betale en bøde, skal i øvrigt betale en enkelt bøde, hvis beløb beregnes med henvisning til den omhandlede virksomheds omsætning.

Heraf følger, at hver enkelt selskab over for Kommissionen hæfter for bødens samlede beløb, og at betalingen foretaget af et af selskaberne frigør dem alle over for Kommissionen. De selskaber, som pålægges en bøde til solidarisk betaling, og som – medmindre den bødepålæggende beslutning indeholder modstående angivelser – ifalder ansvar for overtrædelsen på lige fod, bør i princippet bidrage til betalingen af den for overtrædelsen pålagte bøde i lige andele. Det selskab, som efter eventuelt at være blevet draget til ansvar af Kommissionen betaler hele bødens beløb, kan følgelig med støtte i selve Kommissionens beslutning rette tilbagesøgningskrav mod sine solidarisk hæftende meddebitorer for hver deres andel. Hvis den beslutning, hvorved flere selskaber pålægges solidarisk at betale en bøde, således ikke umiddelbart gør det muligt at fastslå, hvilket af disse selskaber der reelt opfordres til at betale bødebeløbet til Kommissionen, er dette ikke til hinder for, at hvert af disse selskaber utvetydigt kan have kendskab til den andel af bødebeløbet, der tilkommer det, og rette tilbagesøgningskrav mod solidarisk hæftende debitorer for sådanne beløb, det måtte have betalt ud over sin andel.

(jf. præmis 213 og 215)

11.    Den solidariske betaling af bøder i konkurrenceretten er ikke i retlig henseende til hinder for, at hvert af de sanktionerede selskaber anlægger et annullationssøgsmål til prøvelse af den beslutning, hvorved Kommissionen har pålagt en bøde til solidarisk betaling.

(jf. præmis 217)

12.    Princippet om individuelle straffe og sanktioner, som gælder i enhver administrativ procedure, der kan føre til sanktioner i henhold til konkurrenceretten, indebærer, at en person kun forfølges for omstændigheder, som den pågældende individuelt kritiseres for. Dette er tilfældet, når to selskaber er blevet forfulgt på grund af en virksomheds deltagelse i overtrædelsen for omstændigheder, som de individuelt er blevet kritiseret for af Kommissionen, på grund af det ansvar, som de ifalder i kraft af, direkte eller indirekte, at have ledet denne virksomhed.

(jf. præmis 219 og 220)

13.    Kravet om domstolskontrol er et almindeligt EU-retligt princip, der udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner og også er hjemlet i artikel 6 og 13 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Retten til en effektiv domstolsprøvelse er desuden bekræftet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(jf. præmis 224)

14.    Kravet om en effektiv domstolskontrol finder bl.a. anvendelse på enhver kommissionsbeslutning, hvorved der konstateres en overtrædelse af konkurrenceretten og pålægges sanktioner i anledning heraf. Retten er i henhold til artikel 17 i forordning nr. 17 og artikel 31 i forordning nr. 1/2003 tillagt fuld prøvelsesret med hensyn til klager over beslutninger, hvorved Kommissionen fastsætter eller har fastsat en bøde, og den kan ophæve, nedsætte eller forhøje den pågældende bøde.

I forbindelse med sådanne sager anlagt i medfør af artikel 230 EF må prøvelsen af lovligheden af en kommissionsbeslutning, hvorved der konstateres en overtrædelse af konkurrenceretten og pålægges de pågældende fysiske eller juridiske personer en bøde herfor, betragtes som en effektiv domstolskontrol med denne beslutning. Intensiteten af Unionens retsinstansers kontrol og følgelig den tilsigtede effektive adgang til retsmidler med hensyn til beslutninger, hvorved Kommissionen konstaterer en overtrædelse af konkurrencereglerne og fastsætter en bøde, styrkes yderligere af den fulde prøvelsesret, som Retten er blevet tillagt på dette område. Ud over en simpel legalitetskontrol, som ikke tillader, at annullationssøgsmålet forkastes, eller at den appellerede retsakt annulleres, giver den fulde prøvelsesret Unionens retsinstanser beføjelse til at omgøre den anfægtede retsakt, også selv om den ikke annulleres, under hensyntagen til alle faktiske omstændigheder, f.eks. med henblik på at ændre størrelsen af den pålagte bøde.

(jf. præmis 225-227)

15.    Artikel 81 EF og analogt artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) udgør ufravigelige retsgrundsætninger, der er uomgængeligt nødvendige for udførelsen af de opgaver, der er blevet betroet Det Europæiske Fællesskab og EØS, således at det ansvar og den sanktion, selskaberne tilregnes og pålægges i tilfælde af, at de tilsidesætter disse bestemmelser, ikke frit kan overlades til disse selskaber.

(jf. præmis 229)

16.    I henhold til artikel 5 EF handler Det Europæiske Fællesskab inden for rammerne af de beføjelser og mål, der er tillagt det ved traktaten. Det har således kun tildelte kompetencer.

Når Kommissionen indleder en procedure med henblik på at vedtage en beslutning om en tilsidesættelse af artikel 81 EF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, er den ifølge artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 eller artikel 7, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 alene kompetent til at fastslå denne overtrædelse og pålægge virksomheder, som forsætligt eller uagtsomt har deltaget heri, bøder. Kommissionen kan ikke uden at tilsidesætte princippet om tildelte kompetencer delegere de beføjelser, den således er blevet tillagt ved de ovennævnte bestemmelser, til en tredjepart.

Kommissionen kan ikke i et bestemt tilfælde anses for at have delegeret en del af de beføjelser, den er blevet tillagt til at fastslå og sanktionere sådanne overtrædelser, til en national domstol eller voldgiftsmand, når den i den beslutning, den har vedtaget i den pågældende sag, har fastsat den respektive andel af to selskabers ansvar for den omhandlede virksomheds deltagelse i overtrædelsen, og følgelig fastsat deres respektive andel af det bødebeløb, de solidarisk hæfter for i forhold til Kommissionen.

(jf. præmis 233, 234 og 236)

17.    Klagepunktsmeddelelsen er et forberedende dokument, hvis faktiske og retlige bedømmelser alene er af foreløbig karakter. Dette er begrundelsen for, at Kommissionen kan – og endog skal – tage hensyn til resultatet af den administrative procedure, bl.a. med henblik på at frafalde klagepunkter, der viser sig ikke at være tilstrækkeligt begrundede. Når det er godtgjort, at et selskab, som sanktioneres for tilsidesættelse af konkurrenceretten, har været i stand til at gøre sine synspunkter gældende vedrørende den omstændighed, at Kommissionen i den anfægtede beslutning frafaldt et klagepunkt, som den tidligere havde fastholdt over for andre selskaber, hvori disse selskaber blev pålagt solidarisk ansvar med førstnævnte selskab for en og samme virksomheds deltagelse i en overtrædelse, før denne beslutning blev vedtaget, er det førstnævnte selskabs ret til forsvar ikke er blevet tilsidesat ved det forhold, at der ikke var overensstemmelse mellem klagepunktsmeddelelsen og den anfægtede beslutning.

(jf. præmis 248, 249 og 262)

18.    Ved beregningen af bødens størrelse skal der tages hensyn til, om en eller flere virksomheder har spillet en førende rolle i kartellet, da de virksomheder, som har spillet en sådan rolle, har et særligt ansvar i forhold til de øvrige virksomheder. For at blive kvalificeret som leder af et kartel skal en virksomhed have været en væsentlig drivende kraft bag kartellet eller have haft et særligt og konkret ansvar for dettes funktion. Dette er tilfældet når virksomheden har haft en førende rolle i overtrædelsen ved at påtage sig opgaver som kartellets »europæiske sekretær«, hvilket gav sekretæren en førende rolle i kartellets koordinering og under alle omstændigheder i dets egentlige funktion, og særligt når den »europæiske sekretær« var kontaktleddet mellem kartelmedlemmerne og spillede en afgørende rolle i kartellets egentlige funktion, idet den inden for kartellet lettede udvekslingen af oplysninger, idet den centraliserede, samlede og udvekslede oplysninger, som var afgørende for kartellets funktion, og navnlig oplysninger, der vedrørte visse særligt vigtige projekter, med andre kartelmedlemmer, idet den organiserede og fungerede som sekretariat for arbejdsgruppernes møder, og idet den lejlighedsvis ændrede de koder, der skulle dække over disse møder eller disse kontakter.

(jf. præmis 280, 283 og 287)

19.    På konkurrenceområdet gælder, at hvor forskellige virksomheder i en længere periode og under forskellige selskabers ledelse successivt og i klart fastlagte perioder har spillet rollen som leder af overtrædelsen, kræver principperne om ligebehandling og proportionalitet, at selskaber, der har ledet en eller flere virksomheder, som under deres ledelse har spillet rollen som »leder af overtrædelsen«, bliver pålagt en forskellig forhøjelse af grundbeløbet for deres bøde, når der er væsentlig forskel på den periode, hvorunder den eller de nævnte virksomheder under deres ledelse spillede den pågældende rolle. Rollen som leder vedrører kartellets funktion, og i modsætning til rollen som den tilskyndende part til kartellet strækker den sig nødvendigvis over en vis tid. Der bør således tages hensyn til, at et selskab, som ledte en af de virksomheder, der deltog i kartellet, kan blive tilregnet den rolle som drivkraft, som den pågældende virksomhed har spillet i kartellets funktion i en periode på maksimalt lidt over en fjerdedel af den periode, da overtrædelsen fandt sted, mens et andet selskab, som ledte en anden virksomhed, der deltog i kartellet, kan blive tilregnet den rolle som drivkraft, som denne anden virksomhed har spillet i kartellets funktion, i en periode på næsten tre fjerdedele af den omhandlede periode.

Det følger heraf, at Kommissionen ved at pålægge en identisk forhøjelse af bødernes grundbeløb for selskaber, som gennem de virksomheder, de ledede, har spillet en førende rolle i kartellet – på trods af at der var en væsentlig forskel på de perioder, hvorunder den eller de omhandlede virksomheder under deres ledelse havde udøvet funktionerne som kartellets »europæiske sekretær« – tilsidesatte principperne om ligebehandling og proportionalitet.

Selv hvis det antages, at Kommissionen havde foretaget en ulovlig anvendelse af kriterier vedrørende kvalificeringen af lederen af overtrædelsen ved ikke at anvende denne kvalificering i forhold til en virksomhed på trods af den væsentlige rolle, denne virksomhed spillede inden for kartellet, ville en sådan ulovlighed, der er begået til fordel for andre, ikke kunne begrunde, at der gives medhold i klagepunkter om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling.

(jf. præmis 307, 308, 311 og 312)

20.    Unionens retsinstanser har som følge af den fulde prøvelsesret, som de er tillagt ved artikel 17 i forordning nr. 17 og artikel 31 i forordning nr. 1/2003, beføjelse til, ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen, at sætte deres egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde, når spørgsmålet om bødens størrelse forelægges dem til vurdering. Det skal i forbindelse med denne vurdering sikres, at forhøjelsen, som knytter sig til rollen som leder af overtrædelsen, som den omhandlede virksomhed har spillet, fastsættes på et niveau, der sikrer, at bøden har en afskrækkende virkning.

(jf. præmis 318 og 319)

21.    I tilfælde af pålæggelse af bøder til flere selskaber for overtrædelser af konkurrencereglerne, hvori virksomheder under deres ledelse har deltaget, og fastsættelse af deres respektive bøder, fraviger Kommissionen ikke den beregningsmetode, der er fastsat i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, går ikke ud over den retlige ramme for sanktionerne som fastsat i artikel 15, i forordning nr. 17 og artikel 23 i forordning nr. 1/2003 og tilsidesætter ikke proportionalitetsprincippet, hvis den beslutter generelt at henvise til hver enkelt virksomheds globale omsætning vedrørende de anfægtede projekter i løbet af det sidste fulde år af overtrædelsen med henblik på at vurdere virksomhedens relative størrelse og økonomiske styrke på tidspunktet for overtrædelsen. Dette er særligt tilfældet, når Kommissionen finder, at man, henset til et kartels globale karakter, skal lægge hver enkelt virksomheds andel af den globale omsætning vedrørende de af kartellet omfattede projekter i løbet af det sidste fulde år af virksomhedens deltagelse i den konstaterede overtrædelse til grund for sammenligningen af hver virksomheds relative betydning, idet dette sammenligningsgrundlag kan give et troværdigt billede af hver enkelt virksomheds evne til at påføre andre økonomiske beslutningstagere inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde alvorlig skade, og er en indikator for den pågældende virksomheds bidrag til effektiviteten af kartellet som helhed eller omvendt den mangel på stabilitet, som ville have præget kartellet, hvis virksomheden ikke havde deltaget.

(jf. præmis 360 og 362)