Language of document :

Forenede sager T-114/07 og T-115/07

Last Minute Network Ltd

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked(Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ugyldighedssag – EF-figurmærket LAST MINUTE TOUR – det ikke-registrerede ældre nationale varemærke LASTMINUTE.COM – relativ registreringshindring – henvisning til national ret vedrørende det ældre varemærke – common law-søgsmål vedrørende utilbørlig udnyttelse (action for passing off) – artikel 8, stk. 4, og artikel 52, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 40/94 [nu henholdsvis artikel 8, stk. 4, og artikel 53, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 207/2009]«

Sammendrag af dom

EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – relative ugyldighedsgrunde

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 4, og art. 52, stk. 1, litra c)]

Det følger af artikel 52, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at EF-varemærket erklæres ugyldigt efter indgivelse af begæring herom til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), når der findes en af de i denne forordnings artikel 8, stk. 4, omhandlede ældre rettigheder, og betingelserne i nævnte stykke er opfyldt.

Det følger af disse to bestemmelser set under ét, at indehaveren af et ikke-registreret varemærke eller af et andet erhvervsmæssigt anvendt tegn, som ikke kun har lokal betydning, kan få et yngre varemærke annulleret, hvis og i det omfang der i henhold til medlemsstatens gældende lovgivning dels er erhvervet rettigheder til tegnet før tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering som EF-varemærke, dels at tegnet giver sin indehaver ret til at forbyde anvendelsen af et yngre mærke.

Med henblik på anvendelsen af artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 skal der tages hensyn såvel til den gældende nationale lovgivning i henhold til henvisningen i denne bestemmelse som til domstolsafgørelser fra den pågældende medlemsstat. På dette grundlag bør den, der begærer ugyldighed, godtgøre, at det omhandlede tegn er omfattet af anvendelsesområdet for den påberåbte medlemsstats lovgivning, og at denne lovgivning gør det muligt at forbyde brugen af et yngre varemærke.

(jf. præmis 45-47)