Sag C-377/16
Kongeriget Spanien
mod
Europa-Parlamentet
Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. marts 2019
»Annullationssøgsmål – sprogordning – udvælgelsesprocedure for kontraktansatte – indkaldelse af interessetilkendegivelser – chauffører – ansættelsesgruppe I – sprogkundskaber – begrænsning af valget af sprog 2 i udvælgelsesproceduren til engelsk, fransk og tysk – kommunikationssprog – forordning nr. 1 – tjenestemandsvedtægten – ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – forskelsbehandling på grund af sprog – begrundelse – tjenestens interesse«
1. Tjenestemænd – kontraktansatte – ansættelse – indkaldelse af interessetilkendegivelser med henblik på oprettelse af en database over ansøgere til ansættelse i stillinger som kontraktansatte – kommunikationssproget mellem Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) og ansøgerne – begrænsning – lovlighed – begrundelse – berettigelse henset til tjenestens interesse – overholdelse af proportionalitetsprincippet
(Tjenestemandsvedtægten, art.1 d, stk. 1 og 6; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 80, stk. 4; Rådets forordning nr. 1, art. 2 og 5)
(jf. præmis 38-40, 44, 47 og 51)
2. Tjenestemænd – kontraktansatte – ansættelse – indkaldelse af interessetilkendegivelser med henblik på oprettelse af en database over ansøgere til ansættelse i stillinger som kontraktansatte – begrænsning af valget af det andet sprog – forskelsbehandling på grund af sprog –berettigelse henset til tjenestens interesse – foreligger ikke
(Tjenestemandsvedtægten, art. 1d, stk. 6)
(jf. præmis 63, 67, 70, 72-74 og 78)
3. Tjenestemænd – kontraktansatte – ansættelse – indkaldelse af interessetilkendegivelser med henblik på oprettelse af en database over ansøgere til ansættelse i stillinger som kontraktansatte – begrænsning af valget af det andet sprog – domstolsprøvelse – omfang
(Tjenestemandsvedtægten, art. 1d, stk. 6)
(jf. præmis 68 og 69)
4. Tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – annullation af en indkaldelse af interessetilkendegivelser med henblik på oprettelse af en database over ansøgere til ansættelse som kontraktansatte – de udvalgte ansøgeres berettigede forventning – tidsmæssig begrænsning af retsvirkningerne – udelukket
(Art. 266 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 91)
(jf. præmis 83-88)
Résumé
I udvælgelsesprocedurer for ansatte i EU’s institutioner er forskelsbehandling på grund af sprog principielt ikke tilladt
I dommen i sagen Spanien mod Parlamentet (sag C-377/16), som blev afsagt den 26. marts 2019, annullerede Domstolen, i forbindelse med et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, en indkaldelse af interessetilkendegivelser udarbejdet af Europa-Parlamentet med henblik på ansættelse af kontraktansatte i stillinger som chauffører, som havde begrænset valget af sprog 2 i udvælgelsesproceduren til kun at omfatte sprogene engelsk, fransk og tysk og brugen af disse sidstnævnte sprog som kommunikationssprog med henblik på proceduren.
Europa-Parlamentet havde den 14. april 2016 iværksat en indkaldelse af interessetilkendegivelser med henblik på oprettelse af en database over ansøgere, som kunne ansættes som kontraktansatte i stillinger som chauffør. Afsnit IV i indkaldelsen af interessetilkendegivelser bestemte, at den pågældende ansættelse var betinget af »tilfredsstillende kendskab […] til tysk, engelsk eller fransk« som »sprog 2«. Denne begrænsning svarede, ifølge Parlamentet, til tjenestens interesse, som krævede, at »alle nyansatte umiddelbart skal kunne indgå i det daglige arbejde og være i stand til at kommunikere effektivt«, idet disse tre sprog var de mest benyttede sprog i denne institution. Ansøgerne var i øvrigt forpligtede til at indgive deres ansøgninger ved anvendelse af et elektronisk ansøgningsskema, der udelukkende fandtes på disse tre sprog på Det Europæiske Personaleudvælgelseskontors (EPSO) internetside.
Hvad angår en eventuel begrænsning af valget af sprog med henblik på kommunikationen mellem ansøgerne og EPSO i forbindelse med den omhandlede udvælgelsesprocedure fastslog Domstolen, at det ikke kunne udelukkes, at ansøgere var blevet frataget muligheden for at anvende et officielt sprog efter deres valg til at indgive deres ansøgninger og følgelig havde været genstand for en forskelsbehandling på grund af sprog. I denne forbindelse bemærkede Domstolen bl.a., at det i overensstemmelse med artikel 2 i forordning nr. 1/58 (1) gælder, at dokumenter, som en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, retter til Unionens institutioner, efter afsenderens valg kan affattes på et af de officielle sprog, jf. denne forordnings artikel 1. Denne ret til blandt Unionens officielle sprog at vælge det sprog, der skal anvendes ved kommunikation med institutionerne, har en grundlæggende karakter som en væsentlig bestanddel af respekten for Unionens sproglige mangfoldighed, hvis betydning er anført i artikel 3, stk. 3, fjerde afsnit, TEU, og i artikel 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Inden for den særlige ramme for procedurer for udvælgelse af Unionens personale kan institutionerne ikke desto mindre fastsætte begrænsninger med hensyn til anvendelsen af officielle sprog, for så vidt som disse begrænsninger, i overensstemmelse med tjenestemandsvedtægtens artikel 1d, stk. 6, således som denne finder anvendelse på kontraktansatte i henhold til artikel 80, stk. 4, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte (herefter »ansættelsesvilkårene«) (2), begrundes objektivt og rimeligt med legitime målsætninger af almen interesse inden for rammerne af personalepolitikken og er forholdsmæssige i forhold til det forfulgte mål. I det foreliggende tilfælde har Europa-Parlamentet imidlertid ikke fremlagt nogen begrundelse, der kan godtgøre, at der foreligger en sådan legitim målsætning af almen interesse, som kan begrænse valget af kommunikationssprog til alene engelsk, fransk og tysk.
Hvad angår spørgsmålet om begrænsningen af valget af sprog 2 til disse sprog med henblik på selve udvælgelsesproceduren konstaterede Domstolen, at de ansøgere, hvis sprogkundskaber ikke opfyldte det nævnte krav, var blevet frataget muligheden for at deltage i denne udvælgelsesprocedure, endda selv om de, henset til de betingelser, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 82, stk. 3, litra e), havde et tilstrækkeligt kendskab til mindst to officielle sprog i Unionen. Denne begrænsning kan udgøre en forskelsbehandling på grund af sprog. Selv om tjenestens interesse i medfør af en legitim målsætning af almen interesse kan nødvendiggøre, at ansatte personer har specifikke sprogkundskaber, tilkommer det imidlertid den institution, som begrænser sprogordningen i en ansættelsesprocedure, og som i denne henseende har en vid skønsbeføjelse, at godtgøre, at en sådan begrænsning er egnet til at opfylde de reelle behov for de hverv, som skal udføres, idet denne begrænsning skal være proportional i forhold til denne interesse og hvile på klare, objektive og forudsigelige kriterier, der gør det muligt for ansøgerne at forstå begrundelserne herfor og for Unionens retsinstanser at kontrollere lovligheden deraf. I det foreliggende tilfælde fastslog Domstolen, at de begrundelser, som blev anført i afsnit IV i indkaldelsen af interessetilkendegivelser, ikke i sig selv var tilstrækkelige til at godtgøre, at hvervet som chauffør i Europa-Parlamentet konkret nødvendiggjorde kendskabet til et af de omhandlede tre sprog, idet de øvrige officielle sprog i Unionen udelukkes. Da Europa-Parlamentet i øvrigt ikke, i medfør af artikel 6 i forordning nr. 1/58, i dets forretningsorden har vedtaget nærmere regler for ordningen på det sproglige område, kan det ikke uden hensyntagen til de hverv, som de ansatte personer konkret skal udøve, anføres, at disse tre sprog nødvendigvis er de sprog, der anvendes mest til alle hvervene i denne institution. Hvad angår den omstændighed, at det i beskrivelsen af det hverv, som skulle udøves af de ansatte chauffører, var anført, at disse udførte hovedparten af deres opgaver i Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg, dvs. i tre byer, der ligger i medlemsstater, som bl.a. har fransk eller tysk som officielle sprog, fastslog Domstolen, at denne omstændighed ikke var tilstrækkelig til at begrunde den pågældende begrænsning. Parlamentet har nemlig ikke godtgjort, at begrænsningen til hvert af de sprog, der var betegnet som sprog 2 i udvælgelsesproceduren, var objektivt og rimeligt begrundet, henset til de funktionelle særegenheder ved de stillinger, der skulle besættes, og hvorfor dette valg derimod ikke kunne falde på andre officielle sprog, der eventuelt kunne være relevante for sådanne stillinger.
Hvad endelig angår konsekvenserne af annullationen af indkaldelsen af interessetilkendegivelser fastslog Domstolen, at den med henblik herpå oprettede database skulle annulleres. Domstolen fastslog, at de ansøgere, som var registreret i denne database, ikke havde nogen garanti for ansættelse, og at den blotte registrering af ansøgerne i denne database således ikke kunne skabe en berettiget forventning, der krævede, at retsvirkningerne af den annullerede indkaldelse af interessetilkendegivelser opretholdes. En annullation af databasen havde derimod ingen retsvirkninger for eventuelle allerede foretagne ansættelser.