Sag T-96/20
Gruppe Nymphenburg Consult AG
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret
Rettens dom (Femte Udvidede Afdeling) af 1. september 2021
»EU-varemærker – ansøgning om EU-ordmærket Limbic® Types – absolutte registreringshindringer – afgørelse truffet efter Rettens annullation af en tidligere afgørelse – henvisning til det udvidede appelkammer – artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 [nu artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001] – retlig fejl – prøvelse ex officio af de faktiske omstændigheder – artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001 – retskraft – artikel 72, stk. 6, i forordning 2017/1001 – det udvidede appelkammers sammensætning«
1. EU-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – anbringender, der alene er rettet imod afgørelser fra appelkamrene
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 72, stk. 1)
(jf. præmis 22 og 23)
2. EU-varemærker – klagesag – appelkamre – det udvidede appelkammers sammensætning –sammensætning, hvori indgår et medlem af det appelkammer, som vedtog den af Retten annullerede afgørelse – tilladt
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 169, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 2018/625, art. 35, stk. 4)
(jf. præmis 28, 29 og 31)
3. Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at træffe foranstaltninger til opfyldelse heraf – rækkevidde – hensyntagen til såvel begrundelsen som domskonklusionen – annullationens tilbagevirkende kraft
(Art. 266, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 72, stk. 6)
(jf. præmis 42-44)
4. EU-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – prøvelse ex officio af de faktiske omstændigheder – registrering af nyt varemærke – absolutte registreringshindringer – grænser – retskraft
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 45, stk. 3, art. 72, stk. 6, og art. 95, stk. 1; Kommissionens forordning 2018/625, art. 27, stk. 1)
(jf. præmis 47-50 og 56)
5. EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker uden fornødent særpræg – ordmærket Limbic® Types
[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 7, stk. 1, litra b) og c)]
(jf. præmis 64 og 74-77)
Resumé
Gruppe Nymphenburg Consult AG indgav en ansøgning til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) om registrering af EU-ordmærket Limbic® Type for varer og tjenesteydelser inden for området for virksomhedsrådgivning og rådgivning inden for personalespørgsmål. Den 23. juni 2015 fastslog Første Appelkammer ved EUIPO, at tegnet var beskrivende, og afslog ansøgningen på grundlag af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009 (1).
Ved dom af 16. februar 2017, Gruppe Nymphenburg Consult mod EUIPO (Limbic® Types) (herefter »dommen i sag T-516/15«) (2), annullerede Retten appelkammerets afgørelse med den begrundelse, at appelkammeret havde foretaget en fejlagtig vurdering af det ansøgte varemærkes beskrivende karakter.
Ved afgørelse truffet af præsidiet for appelkamrene ved EUIPO blev sagen hjemvist til det udvidede appelkammer med henblik på, at der blev truffet en ny afgørelse. Den 2. december 2019 afviste det udvidede appelkammer Gruppe Nymphenburg Consults klage og fastslog, at varemærket var beskrivende for de omhandlede varer og tjenesteydelser, og at det manglede fornødent særpræg.
Retten, der traf afgørelse i udvidet sammensætning, annullerede det udvidede appelkammers afgørelse med den begrundelse, at det udvidede appelkammer havde tilsidesat dels den materielle retskraft, der er knyttet til dommen i sag T-516/15, dels artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009. Retten præciserede desuden, at klagepunkterne mod den afgørelse, der var truffet af præsidiet for appelkamrene, skulle afvises. Den fastslog ligeledes, at det pågældende medlem af det appelkammer, som havde vedtaget den afgørelse, der blev annulleret ved dommen i sag T-516/15, kunne indgå i det udvidede appelkammers sammensætning.
Rettens bemærkninger
Retten bemærkede indledningsvis, at søgsmål ved Unionens retsinstanser alene kan være rettet mod appelkamrenes afgørelser (3). Klagepunkterne om manglende meddelelse af og manglende begrundelse i afgørelsen om at henvise sagen til det udvidede appelkammer vedrørte således uregelmæssigheder af en sådan art, der kunne påvirke den afgørelse, der var truffet af præsidiet for appelkamrene, men ikke det udvidede appelkammers afgørelse. Disse klagepunkter skulle derfor afvises.
Hvad dernæst angår klagepunktet om den påberåbte uregelmæssighed i sammensætningen af det udvidede appelkammer, for så vidt som det pågældende medlem af appelkammeret, der vedtog den afgørelse, som Retten annullerede i dommen i sag T-516/15, ligeledes indgik i det udvidede appelkammers sammensætning (4), bemærkede Retten, at en annullationsdom bevirker, at den annullerede retsakt fjernes med tilbagevirkende gyldighed fra retsordenen. Eftersom appelkammerets afgørelse blev annulleret ved dommen i sag T-516/15, der var blevet endelig, var den afgørelse, der var genstand for klagen til det udvidede appelkammer, ikke den annullerede afgørelse fra appelkammeret, men afgørelsen fra undersøgeren ved EUIPO. Henset til, at sagen blev henvist til det udvidede appelkammer, kunne dette følgelig lade det pågældende medlem af appelkammeret, der traf den annullerede afgørelse, indgå i dets sammensætning.
Endelig fremhævede Retten, at selv om det er korrekt, at appelkammeret ex officio kan genåbne en undersøgelse af absolutte hindringer på et hvilket som helst tidspunkt før registrering, hvis det er relevant (5), skal appelkammeret tage hensyn til ikke alene annullationsdommens konklusion, men også de præmisser, som førte til domskonklusionen. I den foreliggende sag fastslog Retten, at spørgsmålet om det ansøgte varemærkes beskrivende karakter var blevet besvaret i dommen i sag T-516/15, og at dommens begrundelse vedrørende en sådan manglende beskrivende karakter var omfattet af den materielle retskraft. Retten præciserede herved, at den omstændighed, at det udvidede appelkammer baserede sin undersøgelse af den beskrivende karakter på faktiske omstændigheder, som Første Appelkammer ikke havde taget hensyn til, ikke havde nogen indvirkning på den retskraft, der er knyttet til dommen i sag T-516/15. Det udvidede appelkammer havde følgelig tilsidesat den retskraft, der er knyttet til denne dom.
Retten fandt endvidere, at det udvidede appelkammer ligeledes havde begået en retlig fejl ved bedømmelsen af det ansøgte varemærkes fornødne særpræg, og den annullerede således afgørelsen i sin helhed.