Sag anlagt den 7. juli 2021 – Norddeutsche Landesbank – Girozentrale mod SRB
(Sag T-403/21)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Norddeutsche Landesbank – Girozentrale (Hannover, Tyskland) (ved advokaterne D. Flore og J. Seitz)
Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)
Sagsøgerens påstande
Som retlig efterfølger til Deutsche Hypothekenbank (AG) har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:
Afgørelse truffet af sagsøgte den 14. april 2021 (nummer SRB/ES/2021/22), herunder bilagene hertil, navnlig bilag I om » Results of the calculation with respect to all institutions falling within the scope of calculation of the 2021 ex-ante contributions set separately (per institution) in the Harmonized Annexes«, annulleres, for så vidt som de har betydning for sagsøgeren.
Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat følgende anbringender.
Første anbringende om en tilsidesættelse af retten til at blive hørt.
Sagsøgte har ikke hørt Deutsche Hypothekenbank inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og har følgelig tilsidesat artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
Andet anbringende om en tilsidesættelse af procedureregler.
Den anfægtede afgørelse er ugyldig, idet den er vedtaget under tilsidesættelse af almindelige procedurekrav, der følger af chartrets artikel 41, artikel 298 TEUF, almindelige retsgrundsætninger og sagsøgtes vedtægter.
Tredje anbringende om manglende begrundelse af den anfægtede afgørelse.
Den anfægtede afgørelse indeholder i strid med artikel 296 TEUF ikke en tilstrækkelig begrundelse; navnlig er der hverken en begrundelse af det konkrete tilfælde eller en fremstilling af de afgørende betragtninger i forbindelse med proportionaliteten og skønsudøvelsen.
Beregningen af det årlige bidrag er derudover uforståelig, navnlig på grund af anvendelsen af forskelligartede begreber og den manglende fremstilling af vigtige delmål.
Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, eftersom en prøvelse af den anfægtede afgørelse ikke er mulig.
Den manglende begrundelse af den anfægtede afgørelse vanskeliggør i betydelig grad en domstolsprøvelse heraf.
Sagsøgte har herved navnlig tilsidesat kontradiktionsprincippet, hvorefter parterne på kontradiktorisk vis skal kunne udlede såvel de faktiske som de retlige omstændigheder, der er afgørende for sagens udfald.
Med det femte anbringende gøres det gældende, at en anvendelse af IPS (Institutional Protection Scheme)-indikatoren strider mod trinhøjere retsregler.
Ved anvendelsen af IPS-indikatoren blev der ikke taget hensyn til betydningen af Deutsche Hypothekenbanks medlemskab af Sparkassen-Finanzgruppes institutsikringsordning.
I henhold til artikel 6, stk. 5, andet punktum, i delegeret forordning (EU) 2015/63 1 skulle sagsøgte også have taget hensyn til den ringe sandsynlighed for, at der indledes afvikling af det pågældende institut, og dermed for, at der gøres brug af afviklingsfinansieringsordningen, hvis instituttet afvikles, samt til proportionalitetsprincippet.
Med det sjette anbringende gøres det gældende, at den omstændighed, at der er taget hensyn til den samlede risikoeksponering i forbindelse med derivater inden for rammerne af risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«, er i strid med delegeret forordning (EU) 2015/63, der skal fortolkes i lyset af trinhøjere retsregler.
Sagsøgte burde i overensstemmelse med kravet om, at risikoprofilen skal lægges til grund, når der inden for rammerne af artikel 6, stk. 5, første punktum, litra a), artikel 6, stk. 6, og artikel 7, stk. 4, første punktum, litra a), i delegeret forordning (EU) 2015/63 tages hensyn til den samlede risikoeksponering i forbindelse med derivater, have taget i betragtning, at i Deutsche Hypothekenbanks tilfælde henhører ingen af derivaterne under handelsbeholdningen, men tjener udelukkende som sikkerhedsstillelse, og at Deutsche Hypothekenbank frembyder en begrænset kompleksitet og en stor mulighed for afvikling.
Med det syvende anbringende gøres det gældende, at den manglende hensyntagen til MREL (Minimum Requirements for own funds and Eligible Liabilities) inden for rammerne af søjlen »risikoeksponering« er i strid med delegeret forordning (EU) 2015/63.
Sagsøgte burde i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, litra a), og artikel 6, stk. 2, litra a), i delegeret forordning (EU) 2015/63 have taget hensyn til sagsøgerens høje MREL-procent på 67,6 %, der lå over gennemsnittet, og som i betydelig grad oversteg Den Fælles Afviklingsinstans’ mindsteprocent på 8 %.
Med det ottende anbringende gøres det gældende, at anvendelsen af risikojusteringsmultiplikatoren strider mod delegeret forordning (EU) 2015/63, der skal fortolkes i lyset af trinhøjere retsregler.
I overensstemmelse med kravet om, at der skal tages hensyn til risikoprofilen, og den grundlæggende ret til at drive virksomhed som omhandlet i chartrets artikel 16 burde sagsøgte ved fastsættelsen af risikojusteringsmultiplikatoren have taget hensyn til sagsøgerens ringe misligholdelsessandsynlighed og til sagsøgerens MREL-procent, der lå over gennemsnittet.
Med det niende anbringende gøres det (subsidiært) gældende, at artikel 7, stk. 4, andet punktum, i delegeret forordning (EU) 2015/63 strider mod trinhøjere retsregler.
Eftersom artikel 7, stk. 4, andet punktum, i delegeret forordning (EU) 2015/63 fastsætter en relativisering af IPS-indikatoren, tilsidesætter denne bestemmelse det almindelige lighedsprincip i chartrets artikel 20 og proportionalitetsprincippet, idet institutter, der er omfattet af samme institutsikringsordning og dermed har samme sandsynlighed for misligholdelse, kan behandles forskelligt.
Med det tiende anbringende gøres det gældende, at definitionen af »interbankindskud« i trin 1 i bilag I til delegeret forordning (EU) 2015/63 strider mod trinhøjere retsregler.
Den i trin 1 i bilag I til delegeret forordning (EU) 2015/63 fastsatte definition af »interbankindskud« er uretmæssig, idet en hensyntagen til risikoneutrale værdipapirer, såsom f.eks. nominative pantebreve, ikke må have indflydelse på beregningen af risikoindikatoren »interbanklåntagning og interbankindskud« på grund af eksisterende dækning.
Med det ellevte anbringende gøres det gældende, at den i trin 2 i bilag I til delegeret forordning (EU) 2015/63 fastsatte inddeling i intervaller strider mod trinhøjere retsregler.
Den i trin 2 i bilag I til delegeret forordning (EU) 2015/63 fastsatte inddeling i intervaller er uretmæssig, idet det lave antal intervaller og det identiske antal af institutter i hvert interval ikke gør det muligt på tilstrækkeligt differentieret vis at tage hensyn til det enkelte instituts risikoprofil, ligesom f.eks. i Deutsche Hypothekenbanks situation.
____________
1 Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21.10.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).