RETTENS KENDELSE (Sjette Afdeling)
3. september 2014 (*)
»Annullationssøgsmål – registrering af en beskyttet geografisk betegnelse – »Edam Holland« – manglende søgsmålsinteresse – ikke umiddelbart berørt – afvisning«
I sag T-112/11,
Schutzgemeinschaft Milch und Milcherzeugnisse eV, Berlin (Tyskland), ved advokaterne M. Loschelder og V. Schoene,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen, først ved G. von Rintelen og M. Vollkommer, derefter ved G. von Rintelen og F. Jimeno Fernández, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
Kongeriget Nederlandene ved C. Wissels, J. Langer, M. Noort, B. Koopman og M. Bulterman, som befuldmægtigede,
og af
Nederlandse Zuivelorganisatie, Zoetermeer (Nederlandene), ved advokaterne P. van Ginneken, F. Gerritzen og C. van Veen,
intervenienter,
angående en påstand om annullation af Kommissionens forordning (EU) nr. 1121/2010 af 2. december 2010 om registrering af en betegnelse i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser (Edam Holland (BGB)) (EUT L 317, s. 14),
har
RETTEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, S. Frimodt Nielsen, og dommerne F. Dehousse (refererende dommer) og A.M. Collins,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Sagens baggrund
1 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber offentliggjorde den 1. marts 2008 en ansøgning om registrering i henhold til artikel 6, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (resumé i EUT C 57, s. 39). Denne ansøgning om registrering, der var udfærdiget af Nederlandse Zuivelorganisatie (herefter »NZO«) og indleveret til Kommissionen af Kongeriget Nederlandene, vedrørte registreringen af den beskyttede geografiske betegnelse (herefter »BGB«) »Edam Holland«.
2 Den 26. juni 2008 indgav sagsøgeren, Schutzgemeinschaft Milch und Milcherzeugnisse eV, en indsigelse mod registreringen af den omhandlede BGB til de tyske myndigheder i henhold til artikel 7, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT L 93, s. 12).
3 Sagsøgeren præsenterede sig i denne indsigelse som en brancheorganisation for producenter og distributører af Edammerost, hvis medlemsvirksomheder i 2007 havde solgt 141 385 tons Edammerost (hvoraf 94 361 tons hidrørte fra deres egen produktion). Til støtte for indsigelsen anførte sagsøgeren navnlig, at registreringen af betegnelsen »Edam Holland«, da den ikke indeholdt en udtrykkelig præcisering, ville begrænse muligheden for at anvende artsbetegnelsen »Edam«.
4 Den 18. juli 2008 indgav Forbundsrepublikken Tyskland en indsigelse til Kommissionen mod registreringen af den omhandlede BGB. Sagsøgerens indsigelse af 26. juni 2008 (jf. præmis 2 ovenfor) var vedlagt som bilag til Forbundsrepublikken Tysklands indsigelse.
5 Den 21. oktober 2008 meddelte Kommissionen Kongeriget Nederlandene, at den fandt, at den af Forbundsrepublikken Tyskland indgivne indsigelse kunne antages. Kommissionen opfordrede ligeledes Kongeriget Nederlandene og Forbundsrepublikken Tyskland til at indlede passende konsultationer med henblik på at nå til enighed, jf. artikel 7, stk. 5, i forordning nr. 510/2006.
6 Den 29. maj 2009 oplyste Kongeriget Nederlandene Kommissionen om, at der ikke var opnået enighed med bl.a. Forbundsrepublikken Tyskland.
7 Den 2. december 2010 vedtog Kommissionen forordning (EU) nr. 1121/2010 om registrering af en betegnelse i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser (Edam Holland (BGB)) (EUT L 317, s. 14, herefter »den anfægtede forordning«). Det fremgår bl.a. af varespecifikationen for den omhandlede BGB, at osten »Edam Holland« fremstilles i Nederlandene af komælk, der stammer fra nederlandske malkekvægbrug (punkt 4.2 i varespecifikationen).
Retsforhandlinger og parternes påstande
8 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. februar 2011 har sagsøgeren anlagt denne sag.
9 Ved afgørelse af 19. april 2011 er sagen blevet henvist til behandling i Rettens Første Afdeling.
10 Ved kendelser afsagt den 8. november 2011 har formanden for Rettens Første Afdeling tilladt Kongeriget Nederlandene og NZO at intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstande.
11 Ved afgørelse af 31. januar 2013 blev sagen tildelt en ny refererende dommer.
12 Efter at sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet tilknyttet Sjette Afdeling, hvortil denne sag følgelig er blevet henvist.
13 Den 15. november 2013 har Retten i forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodet parterne om at besvare en række spørgsmål. Parterne er bl.a. blevet stillet spørgsmål om den betingelse for at antage et søgsmål til realitetsbehandling, der består i, at sagsøgeren skal have søgsmålsinteresse. Parterne har efterkommet denne anmodning inden for de fastsatte frister.
14 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede forordning annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
15 Kommissionen, Kongeriget Nederlandene og NZO har nedlagt følgende påstande:
– Kommissionen frifindes.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
16 Ifølge artikel 113 i Rettens procesreglement kan Retten til enhver tid af egen drift efter høring af parterne afgøre, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt. Afgørelse herom træffes i henhold til bestemmelserne i samme procesreglementets artikel 114, stk. 3 og 4.
17 I det foreliggende tilfælde finder Retten, at sagsakterne giver tilstrækkeligt grundlag for, at den kan træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.
18 Det bemærkes indledningsvis, at da sagsøgeren er en sammenslutning, kan den principielt kun anlægge et annullationssøgsmål, såfremt den kan gøre visse særlige omstændigheder gældende, navnlig af processuel karakter, eller såfremt de medlemmer, som sagsøgeren repræsenterer, eller nogle af dem selv kunne have anlagt en sag, der kunne antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning Rettens dom af 12.12.1996, sag T-380/94, AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, Sml. II, s. 2169, præmis 50, samt Rettens kendelse af 29.4.1999, sag T-78/98, Unione provinciale degli agricoltori di Firenze m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1377, præmis 36, og af 14.2.2012, sag T-366/08, Federcoopesca m.fl. mod Kommissionen, præmis 34).
19 Kommissionen, Kongeriget Nederlandene og NZO har anført, at søgsmålet skal afvises, da sagsøgeren eller sagsøgerens medlemmer mangler søgsmålsinteresse eller søgsmålskompetence.
20 Sagsøgeren har gjort gældende, at sagen kan antages til realitetsbehandling. Sagsøgeren har for det første anført, at da den beskyttelse, der gives den omhandlede BGB, ikke er klart præciseret i den anfægtede forordning, skal beskyttelsen anses for at omfatte de to elementer, der udgør den beskyttede betegnelse, herunder ordet »Edam«. De forretningsaktiviteter, som sagsøgerens medlemmer udøver, vil derved blive begrænset. For det andet medfører den anfægtede forordning en risiko for, at visse emballager, der er påført ordet »Edam«, og som anvendes sammen med billeder, der henleder tankerne på Kongeriget Nederlandene, kan anses for at være i strid med forordning nr. 510/2006. Sagsøgeren har for det tredje fremhævet, at de virksomheder, der opererer inden for mælkesektoren, ikke længere vil kunne sælge mælk, der er produceret i Tyskland, med henblik på at fremstille Edam Holland. Dette udgør en hindring for de økonomiske aktiviteter, som sagsøgerens medlemmer udøver. Sagsøgeren har for det fjerde påberåbt sig at have en egen interesse i sagens udfald, idet Kommissionen i det foreliggende tilfælde afslog sagsøgerens indsigelse. For det femte har sagsøgeren i sit svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse gjort gældende, at sammenslutningen har søgsmålsinteresse, idet den anfægtede forordning indebærer, at sagsøgerens medlemmer risikerer at blive retsforfulgt for at anvende ordet »Edam«, og de producenter, der har ret til at anvende kvalitetsmærket for den omhandlede BGB, vil have en konkurrencemæssig fordel i forhold til sagsøgerens medlemmer.
21 Det fremgår af fast retspraksis, at et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt denne person har en interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. Det skal herved godtgøres, at den pågældende har en eksisterende og faktisk interesse, og interessen skal bedømmes på det tidspunkt, hvor søgsmålet er anlagt (Rettens dom af 14.4.2005, sag T-141/03, Sniace mod Kommissionen, Sml. II, s. 1197, præmis 25, og af 20.9.2007, sag T-136/05, Salvat père & fils m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4063, præmis 34).
22 En sådan interesse forudsætter, at en annullation af den pågældende retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, eller – sagt med andre ord – at søgsmålet med sit resultat kan tilføre den part, der har anlagt det, en fordel (jf. Rettens dom af 28.9.2004, sag T-310/00, MCI mod Kommissionen, Sml. II, s. 3253, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
23 Det påhviler endvidere sagsøgeren at føre bevis for sin søgsmålsinteresse (kendelse afsagt af formanden for Domstolens Anden Afdeling den 31.7.1989, sag 206/89 R, S. mod Kommissionen, Sml. s. 2841, præmis 8, samt Rettens kendelse af 30.4.2003, sag T-167/01, Schmitz-Gotha Fahrzeugwerke mod Kommissionen, Sml. II, s. 1873, præmis 58, og af 15.5.2013, sag T-413/12, Post Invest Europe mod Kommissionen, præmis 23).
24 Det bemærkes endvidere, at den i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelse, hvorefter en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den afgørelse, som er genstand for en sag, bl.a. kræver, at den anfægtede foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling.
25 Hvad for det første angår den af sagsøgeren påberåbte omstændighed om, at de aktiviteter, som sagsøgerens medlemmer udøver, vil blive begrænset, såfremt ordet »Edam« ikke længere kan anvendes frit, skal det konstateres, at den anfægtede forordnings artikel 1 bestemmer følgende:
»Betegnelsen i bilag I registreres.
Uanset stk. 1 kan betegnelsen »Edam« fortsat anvendes på Unionens område, forudsat at EU-rettens principper og forskrifter overholdes.«
26 Det præciseres i ottende betragtning til den anfægtede forordning, at »[i]følge artikel 13, stk. 1, andet afsnit, i forordning [...] nr. 510/2006 kan udtrykket »Edam« fortsat anvendes, forudsat at EU-rettens principper og forskrifter overholdes«.
27 Artikel 13, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 510/2006, som ottende betragtning til den anfægtede forordning henviser til, bestemmer, at »[h]vis navnet på et landbrugsprodukt eller en fødevare, der betragtes som en artsbetegnelse, indgår i en registreret betegnelse, anses anvendelse af den pågældende artsbetegnelse på de relevante landbrugsprodukter eller fødevarer ikke for at være i strid med første afsnit, litra a) eller b)«.
28 Endelig fremgår det af punkt 4.8 i varespecifikationen for den omhandlede BGB, der er knyttet som bilag til den anfægtede forordning, at det bl.a. med brugen af betegnelsen »Edam Holland« gøres tydeligt for forbrugeren, at Edam Holland er et særligt produkt i forhold til »de øvrige Edammeroste«.
29 Det følger af det ovenstående, at det klart fremgår af den anfægtede forordning, at betegnelsen »Edam« fortsat kan anvendes bl.a. i forbindelse med salg ost, forudsat at EU-rettens principper og forskrifter overholdes.
30 En eventuel annullation af den anfægtede forordning vil således ikke medføre nogen fordel for sagsøgerens medlemmer i denne henseende (jf. i denne retning hvad angår en anden BGB kendelsen i sagen Unione provinciale degli agricoltori di Firenze m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 18 ovenfor, præmis 33). Disse medlemmer vil fortsat kunne anvende betegnelsen »Edam« og skal i hvert tilfælde fortsat overholde EU-rettens principper og forskrifter.
31 Da det fremgår af den anfægtede forordning, at ordet »Edam« fortsat kan anvendes til at sælge ost, påvirker den nævnte forordning heller ikke umiddelbart retsstillingen for sagsøgerens medlemmer (jf. i denne retning hvad angår en anden BGB Domstolens dom af 2.7.2009, sag C-343/07, Bavaria og Bavaria Italia, Sml. I, s. 5491, præmis 41-45).
32 Hvad angår den omstændighed, som sagsøgeren har påberåbt sig i sit svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, hvorefter den anfægtede forordning indebærer, at sagsøgerens medlemmer risikerer at blive retsforfulgt for at anvende ordet »Edam«, skal det bemærkes, at en sagsøger ikke kan påberåbe sig fremtidige og uvisse situationer med henblik på at godtgøre sin interesse i at kræve annullation af den anfægtede retsakt (jf. Rettens dom af 18.3.2010, sag T-189/08, Forum 187 mod Kommissionen, Sml. II, s. 1039, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).
33 Inden for disse rammer kan en søgsmålsinteresse udledes af den risiko, der følger af, at sagsøgerens retsstilling kan blive berørt af sagsanlæg, eller at risikoen for sagsanlæg er eksisterende og faktisk på tidspunktet for anlæggelsen af sagen ved Unionens retsinstanser (jf. Rettens dom af 22.10.2008, forenede sager T-309/04, T-317/04, T-329/04 og T-336/04, TV 2/Danmark m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2935, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).
34 I det foreliggende tilfælde er det tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgeren i denne henseende har fremsat blotte påstande uden at fremføre noget bevis for, at den påståede risiko var eksisterende og faktisk på tidspunktet for anlæggelsen af sagen. Dette argument kan derfor ikke tages til følge.
35 Hvad for det andet angår den omstændighed, at den anfægtede forordning medfører en risiko for, at visse emballager, der er påført ordet »Edam«, og som anvendes sammen med billeder, der henleder tankerne på Kongeriget Nederlandene, kan anses for at være i strid med forordning nr. 510/2006, har sagsøgeren også i denne sammenhæng kun fremsat blotte påstande, der ikke godtgør, at den påståede risiko var eksisterende og faktisk på tidspunktet for anlæggelsen af sagen.
36 Ifølge EU-retten er det endvidere ikke tilladt, at mærkningen af fødevarer kan vildlede forbrugeren bl.a. med hensyn til fødevarens oprindelsessted eller det sted, hvor fødevaren kommer fra (jf. i denne henseende det generelle princip i artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31, s. 1); jf. endvidere mere specifikt artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (EFT L 109, s. 29)).
37 Sagsøgeren har i øvrigt i sit svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse anerkendt, at de bestemmelser, der er nævnt i præmis 36 ovenfor, har til formål at »forhindre, at forbrugeren bliver vildledt bl.a. som følge af, at ordet »Edam« anvendes sammen med henvisninger [til Nederlandene]«.
38 Det følger heraf, at en annullation af den anfægtede forordning ikke ville tilføre sagsøgerens medlemmer nogen fordel, idet en sådan annullation ikke ville fritage dem for den forpligtelse, der er fastsat i EU-retten, til ikke at vildlede forbrugeren om fødevarers oprindelsessted eller det sted, hvor fødevaren kommer fra (jf. i denne retning hvad angår en allerede bestående retlig forpligtelse Rettens kendelse af 3.7.2007, sag T-212/02, Commune de Champagne m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2017, præmis 132).
39 Hvad for det tredje angår det fremførte argument om, at sagsøgerens medlemmer vil blive forhindret i at udøve deres økonomiske aktiviteter, idet de virksomheder, der opererer inden for mælkesektoren, ikke længere vil kunne sælge mælk, der produceres i Tyskland, med henblik på at fremstille Edam Holland, er dette argument baseret på blotte påstande, der ikke er underbyggede. Navnlig har sagsøgeren, da denne blev adspurgt herom i forbindelse med foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, i det væsentligt anerkendt, at selv om sagsøgerens medlemmer faktisk havde solgt mælk i Nederlandene, var det ikke muligt med sikkerhed at fastslå, hvad mælken var blevet anvendt til. Det i denne henseende fremsatte argument savner derfor støtte i de faktiske omstændigheder.
40 Hvad angår den anmodning, som sagsøgeren har fremsat i sit svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, hvorefter Kommissionen og intervenienterne skulle pålægges at fremlægge bevis for, at den tyske mælk, der var solgt i Nederlandene, ikke var blevet anvendt til at fremstille Edammerost, kan denne anmodning ikke tages til følge, da det påhviler sagsøgeren selv at fremlægge bevis for, at sammenslutningen har søgsmålsinteresse.
41 Under alle omstændigheder fremgår det af artikel 2 i sagsøgerens vedtægter, at sammenslutningen har som formål at varetage sine medlemsvirksomheders interesser inden for mælkeforarbejdning og mælkeprodukter, og at gennemføre og yde bistand i retssager og udenretslige sager, bl.a. vedrørende indsigelser mod registrering af oprindelsesbetegnelser i henhold til EU-retten. Punkt 3 i sagsøgerens forretningsorden, der er blevet vedtaget efter den nævnte vedtægt, præciserer, at sammenslutningen »kun handler, når dens medlemmer indgiver ansøgninger om registrering eller anmoder om, at en ansøgning skal afslås/afvises fra registrering«. I det foreliggende tilfælde er det imidlertid ubestridt, at de af sagsøgerens medlemmer, der gennem sammenslutningen har indgivet anmodninger om afslag eller afvisning på registrering, er producenter eller distributører af Edammerost, således som det fremgår af den indsigelse, der er blevet indgivet til de tyske myndigheder, og af sagsøgerens præsentation af sit søgsmål for Retten. De mælkeproducenter, der eventuelt er medlemmer af sagsøgerens sammenslutning, har ikke i denne egenskab gjort indsigelse mod registreringen af den omhandlede BGB. Det følger heraf, at sagsøgeren under alle omstændigheder ikke kan optræde i sagen for Retten med henblik på at repræsentere interesserne for visse af sammenslutningens medlemmer, som ikke har indgivet en anmodning om afvisning eller afslag på den omhandlede BGB.
42 Hvad for det fjerde angår det af sagsøgeren fremsatte argument om, at sammenslutningen har en egen interesse i udfaldet af sagen, idet Kommissionen har afslået dens indsigelse, hviler dette argument på en urigtig forudsætning. Det fremgår navnlig klart af de dokumenter, der er tilgået sagen, at Kommissionen kun har fundet de indsigelser, der er indgivet af Forbundsrepublikken Tyskland, og ikke de indsigelser, der er indgivet af sagsøgeren, antagelige (jf. anden betragtning til den anfægtede forordning). Sagsøgeren har ikke anfægtet denne konklusion inden for rammerne af sit søgsmål. Kommissionen opfordrede endvidere kun Forbundsrepublikken Tyskland og ikke sagsøgeren til at indlede passende konsultationer for at nå til enighed som omhandlet i artikel 7, stk. 5, i forordning nr. 510/2006. Kommissionen har således ikke anset sagsøgeren for en »berørt part« i den nævnte artikels forstand. Sagsøgeren har ikke anfægtet denne konklusion inden for rammerne af sit søgsmål. På denne baggrund kan sagsøgeren ikke påberåbe sig den omstændighed, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde afslog sagsøgerens indsigelse. Det bemærkes i øvrigt, at artikel 7, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 510/2006 bestemmer, at fysiske eller juridiske personer med en legitim interesse, og som er etableret eller har bopæl i en medlemsstat, ved at indgive en behørigt begrundet erklæring til den nævnte medlemsstat kan gøre indsigelse mod den påtænkte registrering inden for en frist, som muliggør indsigelse efter den nævnte artikel 7, stk. 1. Det fremgår bl.a. af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 510/2006, at »enhver medlemsstat« ved at indgive en behørigt begrundet erklæring til Kommissionen kan gøre indsigelse mod den påtænkte registrering. Det følger heraf, at i modsætning til, hvad sagsøgeren i det væsentlige har hævdet i sit skriftlige indlæg, har fysiske eller juridiske personer med en legitim interesse, og som er etableret eller har bopæl i en medlemsstat, ikke mulighed for at indgive en indsigelse direkte til Kommissionen (jf. i denne retning Rettens kendelse af 11.9.2007, sag T-35/06, Honig-Verband mod Kommissionen, Sml. II, s. 2685, præmis 51).
43 Hvad for det femte angår den omstændighed, som sagsøgeren har påberåbt sig i sit svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, hvorefter de producenter, der har ret til at anvende kvalitetsmærket for den omhandlede BGB, har en konkurrencemæssig fordel i forhold til sagsøgerens medlemmer, har sagsøgeren også i denne sammenhæng fremsat blotte påstande, der på ingen måde er underbygget. Sagsøgeren har navnlig ikke fremlagt noget bevis, der gør det muligt at antage, at organisationens medlemmers produkter faktisk konkurrerer med de produkter, for hvilke den omhandlede BGB kan anvendes, eller at de produkter, som sagsøgeren anser for at være konkurrerende, på grund af anbringelsen af det ovenfor nævnte mærke, nødvendigvis har en konkurrencemæssig fordel.
44 Det kan endvidere ikke udledes af forordning nr. 510/2006, at forordningen havde til formål at give en konkurrencemæssig fordel til de producenter, som kan anvende en BGB. Navnlig havde forordning nr. 510/2006 blandt andre formål kun til formål at sikre »lige konkurrencevilkår« for producenter af produkter med oprindelsesbetegnelser (6. betragtning til den nævnte forordning). I mangel af mere udførlige oplysninger kan sagsøgerens argument derfor ikke tages til følge.
45 Det skal endvidere bemærkes, at den anfægtede forordning ikke har til formål at fjerne en rettighed, der tilkommer sagsøgerens medlemmer, men at skabe en ny rettighed for alle erhvervsdrivende – herunder sagsøgerens medlemmer, såfremt de måtte ønske dette – hvis produkter overholder den varespecifikation, der er angivet i den nævnte forordning. Den af sagsøgeren påberåbte omstændighed udgør således en rent faktisk omstændighed, der ikke gør det muligt at udlede, at den anfægtede forordning har en negativ indvirkning på retsstillingen for sagsøgerens medlemmer (jf. i denne retning Rettens kendelse af 15.10.2013, sag T-13/12, Andechser Molkerei Scheitz mod Kommissionen, under appel, præmis 38 og 39).
46 Den af sagsøgeren påberåbte omstændighed er endvidere ikke, medmindre der foreligger specifikke omstændigheder, egnet til at godtgøre, at betingelsen om, at medlemmerne skal være umiddelbart berørt, er opfyldt (jf. i denne retning Domstolens dom af 10.12.1969, forenede sager 10/68 og 18/68, Eridania m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 117, org.ref.: Rec. s. 459, præmis 7, samt Rettens kendelse af 18.2.1998, sag T-189/97, Comité d’entreprise de la Société française de production m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 335, præmis 48, og af 21.9.2011, sag T-343/10, Etimine og Etiproducts mod ECHA, Sml. II, s. 6611, præmis 41). I mangel af mere udførlige oplysninger fra sagsøgeren gør det nævnte argument det derfor ikke muligt at antage, at sagsøgerens medlemmer er umiddelbart berørt af den anfægtede forordning.
47 Henset til samtlige ovenstående betragtninger må søgsmålet afvises.
Sagens omkostninger
48 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og at betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.
49 Kongeriget Nederlandene bærer sine egne omkostninger, jf. procesreglementets artikel 87, stk. 4, første afsnit. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, tredje afsnit, bærer NZO sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Sjette Afdeling):
1) Sagen afvises.
2) Schutzgemeinschaft Milch und Milcherzeugnisse eV bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.
3) Kongeriget Nederlandene og Nederlandse Zuivelorganisatie bærer deres egne omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 3. september 2014.
E. Coulon | | S. Frimodt Nielsen |
Justitssekretær | | Afdelingsformand |