PERSONALERETTENS KENDELSE (Første Afdeling)

29. april 2008

Sag F-133/07

André Hecq

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – varigheden af proceduren for lægeundersøgelser – erstatningssøgsmål – ingen klage – åbenbart afvisningsgrundlag«

Angående: Sag anlagt af André Hecq i henhold til artikel 236 EF og 152 EF med påstand bl.a. om annullation af Kommissionens klageafgørelse af 12. juli 2007 for så vidt som Kommissionen herved afviste hans krav dels om morarenter af ydelser, der kunne have været tildelt ham i medfør af vedtægtens artikel 73, dels om betaling af et beløb på 2 000 EUR i erstatning for ikke-økonomisk skade, som han havde lidt på grund af administrationens uacceptable langsommelighed ved behandlingen af hans sag.

Udfald: Søgsmålet afvises. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – klage – erstatningssøgsmål anlagt, uden at der har været gennemført en administrativ procedure i overensstemmelse med vedtægten – afvisning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – klage – fuld prøvelsesret

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73, 90 og 91)

1.      En annullationspåstand, der er rettet mod en afgørelse om afvisning af en klage, og som ikke forfølger andet mål end opnåelse af den erstatning, som ved afgørelsen blev afslået sagsøgeren, svarer til en erstatningspåstand, hvorfor den kun kan realitetsbehandles inden for rammerne af klageadgangen i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91, såfremt der forud for søgsmålet har været gennemført en administrativ procedure ifølge vedtægtens bestemmelser. Denne procedure er forskellig, afhængig af, om det tab, der kræves erstattet, er forvoldt ved en bebyrdende akt som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, eller ved en af administrationen udvist handlemåde, som ikke har karakter af en afgørelse. I det første tilfælde skal den pågældende inden for den fastsatte frist indgive en klage til ansættelsesmyndigheden over vedkommende akt. I det andet tilfælde skal den administrative procedure derimod indledes ved indgivelse af en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, med krav om erstatning. Der kan kun indgives en klage over et udtrykkeligt eller stiltiende afslag på denne ansøgning, som udgør en bebyrdende akt, der kan anfægtes ved en klage, og kun såfremt denne klage udtrykkeligt eller stiltiende afvises, kan der anlægges erstatningssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser.

Selv om det må erkendes, at et erstatningssøgsmål normalt kan anlægges på klagestadiet, og der derfor ikke nødvendigvis forud herfor skal være indgivet en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, forudsætter dette, at erstatningssøgsmålet er begrundet i, at den akt, som klagen er rettet mod, er ulovlig. I så fald er der en umiddelbar forbindelse mellem annullationssøgsmålet og erstatningssøgsmålet, hvorfor sidstnævnte kan realitetsbehandles, idet det er accessorisk til annullationssøgsmålet, uden at der nødvendigvis forud skal være indgivet en ansøgning, hvorved ansættelsesmyndigheden er blevet opfordret til at erstatte det påståede tab. Såfremt et erstatningssøgsmål derimod ikke er begrundet i en kritik over en bebyrdende akt, er det uafhængigt af ethvert annullationssøgsmål, hvorfor det ikke kan anlægges erstatningssøgsmål, medmindre der forudgående er klaget over det anfægtede afslag ved administrationen.

(jf. præmis 18, 23 og 24)

Henvisning til:

Retten: 25. februar 1992, sag T-64/91, Marcato mod Kommissionen, Sml. II, s. 243, præmis 31-33 og den deri nævnte retspraksis; 13. juli 1995, sag T-44/93, Saby mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 175, og II, s. 541, præmis 31; 12. maj 1998, sag T-184/94, O’Casey mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 183, og II, s. 565, præmis 98; 28. januar 2003, sag T-138/01, F mod Revisionsretten, Sml. Pers. I-A, s. 25, og II, s. 137, præmis 57.

2.      Selv om det korrekt, at Fællesskabets retsinstanser af egen drift under behandlingen af et annullationssøgsmål kan tilkende en erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt på grund af den unormale varighed af proceduren for lægeundersøgelser i henhold til vedtægtens artikel 73, skønt den pågældende ikke har anlagt et erstatningssøgsmål i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91, og de proceduremæssige betingelser, der er foreskrevet i disse artikler derfor ikke er opfyldt, må en sådan påstand om domfældelse af administrationen, imidlertid afvises, når det erstatningssøgsmål, som tjenestemanden har anlagt, ikke har været genstand for en almindelig administrativ procedure i henhold til vedtægtsbestemmelserne, og når proceduren for lægeundersøgelser endnu ikke er afsluttet.

Fællesskabets retsinstanser kan således på den ene side kun gøre brug af sine domstolsprærogativer, herunder bl.a. den sin fulde prøvelsesret, som de har i erstatningssøgsmål, hvis sagerne indbringes for dem forskriftsmæssigt. På den anden side er den omstændighed, at udfaldet af proceduren i henhold til artikel 73 ikke er kendt, til hinder for, at Fællesskabets retsinstanser kan vurdere realiteten og omfanget af den påståede ikke-økonomiske skade. Endelig kan Fællesskabets retsinstanser under alle omstændigheder kun indrømme en sådan erstatning af egen drift for at sikre den effektive virkning af, at det fastslås, at der foreligger en unormal varighed af proceduren for lægeundersøgelse, når denne uregelmæssighed imidlertid ikke inden for rammerne af et annullationssøgsmål vil kunne begrunde en annullation af den anfægtede afgørelse.

(jf. præmis 26 og 28-30)

Henvisning til:

Retten: 11. april 2006, sag T-394/03, Angeletti mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 95, og II-A-2, s. 441, præmis 162-167.

Personaleretten: 1. februar 2008, sag F-77/07, Labate mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 20-22.