Language of document : ECLI:EU:T:2005:108

Sag T-187/03

Isabella Scippacercola

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Aktindsigt i institutionernes dokumenter – artikel 4, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1049/2001«

Sammendrag af dom

1.      De Europæiske Fællesskaber – institutioner – ret til aktindsigt i dokumenter – forordning nr. 1049/2001 – begrænsninger i retten til aktindsigt i dokumenter – et dokument hidrørende fra en medlemsstat udleveres ikke uden denne stats forudgående samtykke – begrebet dokument hidrørende fra en medlemsstat – rapport udarbejdet for en medlemsstat af en tredjemand – omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 5)

2.      De Europæiske Fællesskaber – institutioner – ret til aktindsigt i dokumenter – forordning nr. 1049/2001 – undtagelser fra retten til aktindsigt i dokumenter – dokumenter hidrørende fra tredjemand og dokumenter hidrørende fra en medlemsstat – differentieret behandling af anmodninger om aktindsigt – medlemsstatens mulighed for at anmode institutionen om ikke at give aktindsigt i dokumenter – institutionens forpligtelse til ikke at give aktindsigt uden forudgående samtykke

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 4 og 5)

1.      Det fremgår af artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, at medlemsstaterne blandt tredjemænd indtager en særstilling. Bestemmelsen indrømmer nemlig en medlemsstat mulighed for at anmode en institution om ikke at give aktindsigt i et dokument, som hidrører fra medlemsstaten, uden dens forudgående samtykke. Denne mulighed, der er indrømmet medlemsstaterne ved nævnte artikel 4, stk. 5, beror på, at nævnte forordning hverken har til formål eller til virkning at ændre de nationale lovgivninger om aktindsigt.

Den cost-benefitanalyse, som var kommet Kommissionen i hænde i forbindelse med en af den pågældende medlemsstat forelagt ansøgning om støtte fra Samhørighedsfonden, og som nødvendigvis udgør en del af de oplysninger, en sådan ansøgning skal indeholde, skal anses for et dokument hidrørende fra denne stat, uanset at denne analyse var blevet udarbejdet for denne stat af en tredjemand.

(jf. præmis 34 og 36-39)

2.      Institutionerne er i henhold til artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter forpligtet til at rådføre sig med den tredjemand, der er ophavsmand til det dokument, som der begæres aktindsigt i, for at vurdere, om en undtagelse i henhold til nævnte artikel 4, stk. 1 eller 2, finder anvendelse, medmindre det er indlysende, at dokumentet skal eller ikke skal udleveres. Høringen af den berørte tredjemand er således en betingelse, der som hovedregel skal være opfyldt, inden der foretages en vurdering af, om undtagelserne fra adgangen til aktindsigt i forordningens artikel 4, stk. 1 og 2, finder anvendelse i forhold til dokumenter fra en tredjemand.

Derimod følger det af samme forordnings artikel 4, stk. 5, at medlemsstaterne indtager en særstilling. Hvad angår dokumenter fra en medlemsstat, som en institution er i besiddelse af, har medlemsstaten nemlig mulighed for at anmode denne om ikke at give aktindsigt i dem. Denne medlemsstat er ikke forpligtet til at begrunde den anmodning, der indgives i henhold til nævnte artikel 4, stk. 5, og det tilkommer ikke institutionen at undersøge, om det er berettiget at undlade at udlevere det omhandlede dokument af hensyn til varetagelsen af bl.a. offentlige interesser. Når en medlemsstat følgelig anmoder en institution om ikke at give aktindsigt i et dokument, som hidrører fra denne, uden dens forudgående samtykke, er institutionen bundet af denne anmodning.

(jf. præmis 54, 56, 58 og 62)