RETTENS DOM (Syvende Afdeling)
25. juni 2015 (*)
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik– restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at undgå nuklear spredning – indefrysning af midler – skønsfejl – begrundelsespligt – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – magtfordrejning – ejendomsret – ligebehandling«
I sag T-95/14,
Iranian Offshore Engineering & Construction Co., Teheran (Iran), ved advokaterne J. Viñals Camallonga, L. Barriola Urruticoechea og J. Iriarte Ángel,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved Á. de Elera-San Miguel Hurtado og V. Piessevaux, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Rådets afgørelse 2013/661/FUSP af 15. november 2013 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 306, s. 18) og af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1154/2013 af 15. november 2013 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 306, s. 3), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren,
har
RETTEN (Syvende Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. van der Woude (refererende dommer), og dommerne I. Wiszniewska-Białecka og I. Ulloa Rubio,
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 22. januar 2015,
afsagt følgende
Dom (1)
Tvistens baggrund
1 Sagsøgeren, Iranian Offshore Engineering & Construction Company, med hjemsted i Teheran (Iran), er aktiv på området for ingeniørvirksomhed, konstruktion og opbygning af infrastruktur, til havs og til lands, for olie- og gasprojekter.
2 Den 9. juni 2010 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 1929 (2010) (herefter »resolution 1929«), som udvidede anvendelsesområdet for de restriktive foranstaltninger, der var blevet indført med Sikkerhedsrådets resolution 1737 (2006), 1747 (2007) og 1803 (2008), og indførte supplerende restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran.
3 Den 17. juni 2010 understregede Det Europæiske Råd sin stadig dybere bekymring over Irans atomprogram og hilste vedtagelsen af resolution 1929 velkommen. Det Europæiske Råd mindede om sin erklæring af 11. december 2009 og opfordrede Rådet for Den Europæiske Union til at vedtage foranstaltninger til gennemførelse af foranstaltningerne i resolution 1929 og ledsageforanstaltninger hertil med henblik på gennem forhandling at støtte en løsning af alle de udestående betænkeligheder med hensyn til Den Islamiske Republik Irans udvikling af følsomme teknologier til støtte for sine atom- og missilprogrammer. Foranstaltningerne burde fokusere på områder som handel, finanssektoren, den iranske transportsektor, nøglesektorer inden for gas- og olieindustrien og yderligere betegnelser, navnlig for den islamiske revolutionsgardes qodsstyrke.
4 Den 26. juli 2010 vedtog Rådet afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39), hvis bilag II opregner de personer og enheder – ud over dem, der er udpeget af FN’s Sikkerhedsråd eller af den ved resolution 1737 (2006) oprettede sanktionskomité, og som er anført i bilag I – hvis midler indefryses. 22. betragtning til denne afgørelse henviser til resolution 1929 og nævner, at denne resolution noterer sig den mulige forbindelse mellem Irans indtægter fra statens energisektor og finansieringen af denne stats spredningsfølsomme nukleare aktiviteter.
5 Inden for rammerne af de sanktioner, som Den Europæiske Union har truffet mod Iran de seneste år, ændrede Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 (EUT L 319, s. 71) afgørelse 2010/413/FUSP ved at tilføje navne på nye personer og enheder på listen over personer, der er underlagt restriktive foranstaltninger, i bilag II til afgørelse 2010/413.
6 Ved afgørelse 2011/783 blev sagsøgerens navn for første gang opført på listen i bilag II til afgørelse 2010/413 med følgende begrundelse:
»[v]irksomhed i energisektoren, der har været involveret i opførelsen af Qom/Fordow[; o]mfattet af UK’s, Italiens og Spaniens eksportafslag«.
7 På samme måde vedtog Rådet den 1. december 2011 gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 319, s. 11), som i overensstemmelse med afgørelse 2011/783 ændrede bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1) ved heri bl.a. at opføre navnet på sagsøgeren af samme grunde som dem, der er anført i afgørelse 2011/783.
8 Sagsøgeren har den 27. februar 2012 anfægtet opførelsen af virksomhedens navn på den omhandlede liste ved at anlægge sag med påstand om annullation af afgørelse 2011/783 og gennemførelsesforordning nr. 1245/2011, for så vidt som de vedrører virksomheden. Denne sag er registreret under sagsnummer T-110/12.
9 Den 23. januar 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/35/FUSP om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 19, s. 22). 8. betragtning til denne afgørelse gentager i det væsentlige indholdet af 22. betragtning til afgørelse 2010/413 (jf. præmis 4 ovenfor). Ifølge 13. betragtning til afgørelse 2012/35 bør indrejserestriktioner og indefrysning af midler og økonomiske ressourcer i øvrigt anvendes på yderligere personer og enheder, der yder støtte til Irans regering, og som muliggør, at denne kan gå videre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller udvikling af atomvåbenfremføringsmidler, herunder navnlig personer og enheder, som yder finansiel, logistisk eller materiel støtte til Irans regering.
10 Artikel 1, nr. 7), litra a), nr. ii), i afgørelse 2012/35 tilføjede følgende litra til artikel 20, stk. 1, i afgørelse 2010/413 og foreskrev derved indefrysning af midler tilhørende følgende personer og enheder:
»c) andre personer og enheder, der ikke er opført på listen i bilag I, men som yder støtte til Irans regering, og personer og enheder med tilknytning til dem, jf. listen i bilag II«.
11 Rådet vedtog følgelig den 23. marts 2012 forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 691/2010 (EUT L 88, s. 1). Med henblik på gennemførelsen af artikel 1, nr. 7), litra a), nr. ii), i afgørelse 2012/35 foreskriver artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 indefrysning af midler, der tilhører de i dens bilag IX opregnede personer, enheder eller organer, der anses for:
»d) at være andre personer, enheder eller organer, som yder støtte, herunder materiel, logistisk eller økonomisk støtte til Irans regering, samt personer og enheder med tilknytning til dem«.
12 Den 15. oktober 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/635/FUSP om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 282, s. 58). Ifølge 16. betragtning til denne afgørelse bør der opføres yderligere personer og enheder på listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, som findes i bilag II til afgørelse 2010/413, især iranske statsejede enheder involveret i olie- og gassektoren, eftersom de udgør en væsentlig indtjeningskilde for den iranske regering.
13 Artikel 1, nr. 8), litra a), i afgørelse 2012/635 ændrede artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som herefter foreskriver, at følgende skal være genstand for restriktive foranstaltninger:
»c) andre personer og enheder, der ikke er omfattet af bilag I, og som forsyner Irans regering og enheder, der ejes eller kontrolleres af dem eller personer, og enheder, som de har forbindelse til, med støtte, som opført på listen i bilag II«.
14 Den 21. december 2012 vedtog Rådet forordning (EU) nr. 1263/2012 om ændring af forordning nr. 267/2012 (EUT L 356, s. 34). Artikel 1, nr. 11), i forordning nr. 1263/2012 ændrede artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, som herefter fastslår indefrysning af midler for personer, enheder eller organer, der er opført i bilag IX, der anses for:
»d) at være andre personer, enheder eller organer, som yder støtte, herunder materiel, logistisk eller økonomisk støtte til Irans regering, samt enheder, der ejes eller kontrolleres af dem eller af personer og enheder med tilknytning til dem«.
15 I dom af 6. september 2013, Iranian Offshore Engineering & Construction mod Rådet (T-110/12, Sml., herefter »dom af 6. september 2013«, EU:T:2013:411), annullerede Retten afgørelse 2011/783 og forordning nr. 1245/11 for så vidt angår sagsøgeren.
16 Den 10. oktober 2013 fremsendte Rådet en skrivelse til sagsøgeren, hvori det informerede virksomheden om, at det tog dom af 6. september 2013, nævnt i præmis 15 ovenfor (EU:2013:411), til efterretning, og at det var af den opfattelse, at virksomheden opfyldte de nødvendige betingelser for at være genstand for de pågældende restriktive foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, som omfatter personer eller enheder, som bl.a. yder en økonomisk og logistisk støtte til den iranske regering, på grund af virksomhedens aktiviteter i energisektoren og særligt dens væsentlige rolle i udviklingen af South Pars naturgasreserve.
17 Den 14. oktober 2013 anmodede sagsøgeren Rådet om aktindsigt i de sagsakter, der indeholdt de bevisforhold, som Rådet havde lagt til grund for sin beslutning om på ny at opføre virksomhedens navn på listen over personer og enheder, som sanktioneres (herefter »de omtvistede lister«).
18 Den 31. oktober 2013 indgav sagsøgeren sine bemærkninger og anførte, at der ikke forelå nogen retlige eller faktiske begrundelser for at opføre virksomhedens navn på de omtvistede lister af de grunde, Rådet har gjort gældende.
19 Den 15. november 2013 vedtog Rådet afgørelse 2013/661/FUSP om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 306, s. 18). Ved denne afgørelse blev sagsøgerens navn opført på listen i bilag II til afgørelse 2010/413.
20 Samme dag vedtog Rådet gennemførelsesforordning (EU) nr. 1154/2013 om gennemførelse af forordning nr. 267/2012 (EUT L 306, s. 3), hvorved sagsøgerens navn blev opført i bilag II til forordning nr. 267/12.
21 I afgørelse 2013/661 og forordning nr. 1154/2013 (herefter »de anfægtede retsakter«) var opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister begrundet således:
»Vigtig enhed i energisektoren, som skaber betydelige indtægter til Irans regering. Som sådan yder IOEC finansiel og logistisk støtte til Irans regering.«
22 Den 18. november 2013 fremsendte Rådet en skrivelse til sagsøgeren, hvori det anførte, at det var af den opfattelse, at der var begrundelser for på ny at opføre sagsøgerens navn på de omtvistede lister.
Retsforhandlinger og parternes påstande
23 Sagsøgeren har anlagt nærværende sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. februar 2014.
24 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– De anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører virksomheden.
– Virksomhedens navn fjernes fra bilagene til de pågældende retsakter.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
25 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
26 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet i det væsentlige fremført følgende tre anbringender. For det første har sagsøgeren gjort gældende, at de anfægtede retsakter ikke er begrundede, hvilket udgør en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF og princippet om en effektiv retsbeskyttelse. For det andet har sagsøgeren kritiseret Rådet for at have begået en skønsfejl, at have gjort sig skyldig i magtfordrejning og at have tilsidesat de gældende retsregler og ligebehandlingsprincippet ved at opføre virksomhedens navn på de omtvistede lister uden noget faktisk grundlag og uden at have ført noget bevis. For det tredje har sagsøgeren anført, at Rådet ved at have foretaget denne opførelse for anden gang har tilsidesat virksomhedens ejendomsret og proportionalitetsprincippet.
27 Før de forskellige anbringender behandles, skal det bemærkes, at sagsøgeren med sin anden påstand har anmodet Retten om at fjerne virksomhedens navn fra bilagene til de anfægtede retsakter. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Rettens beføjelser i henhold til artikel 263 TEUF er begrænset til at prøve lovligheden af institutionernes retsakter, og at det i henhold til artikel 266 TEUF tilkommer den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger. I lyset af disse bestemmelser, som ikke giver Retten mulighed for at trække en retsakt tilbage, skal anden påstand forstås således, at der alene er tale om en præcisering af første påstand.
Det første anbringende vedrørende de anfægtede retsakters begrundelse
[udelades]
Det andet anbringende vedrørende rigtigheden af de anfægtede retsakters begrundelse
40 Sagsøgeren har anfægtet rigtigheden af de anfægtede retsakters begrundelse, idet virksomheden har fremført tre argumenter. For det første har virksomheden gjort gældende, at den ikke er en virksomhed i energisektoren, men en ingeniør- og bygningsvirksomhed, som er specialiseret i opførelse og vedligeholdelse af faste og mobile maritime installationer. Sagsøgeren har for det andet anført, at virksomheden har været en fuldstændig privatiseret virksomhed siden 2010. Dens økonomiske støtte til den iranske regering begrænser sig til betaling af skatter og sociale bidrag som enhver anden virksomhed. Virksomheden har i denne forbindelse præciseret, at EU-lovgivningen ikke giver mulighed for at sanktionere en virksomhed alene på grund af, at den opfylder sine retlige forpligtelser. Sagsøgeren er for det tredje af den opfattelse, at Rådet ikke har fremlagt noget bevisforhold til godtgørelse af, at virksomheden skulle yde logistisk støtte til den iranske regering.
41 Hvad angår det første argument er det korrekt, at sagsøgeren ikke sælger eller markedsfører energiprodukter såsom olie eller gas. Det forholder sig ikke desto mindre således, at virksomhedens ingeniør-, konstruktions- og vedligeholdelsesaktiviteter er afgørende for udvindingen af disse ressourcer. Det fremgår således af såvel webstedet, hvoraf der er udleveret uddrag i bilag til stævningen, og af sagsøgerens vedtægter og særligt artikel 2 i disse vedtægter, at virksomhedens ekspertiseområde vedrører udvinding og transport af olie og gas bl.a. gennem opførelse af offshore-platforme samt gas- og olierørledninger. Det nævnes ikke alene i disse uddrag, at sagsøgeren er den vigtigste generelle iranske medkontrahent til produktion og installation af offshore-infrastruktur til den iranske gas- og olieindustri, og at virksomheden ligeledes tilbyder disse tjenester for hav- og landområder på internationalt plan, men de giver ligeledes en række eksempler på projekter såsom udviklingen af South Pars naturgasreserve.
42 Det første argument om, at sagsøgeren ikke er en »vigtig enhed i energisektoren« som anført af Rådet i begrundelsen i de anfægtede retsakter, skal således forkastes.
43 Hvad angår det andet argument vedrørende den økonomiske støtte til den iranske regering skal det først bemærkes, at dette kriterie ikke omfatter enhver form for støtte til den iranske regering, men alene de former for støtte, der via deres kvantitative eller kvalitative betydning bidrager til opretholdelsen af de iranske nukleare aktiviteter.
44 En sådan støtte kan bl.a. følge af kapitalforbindelser mellem en virksomhed og den iranske stat, således at denne i sidste ende drager fordel af udbytte og kapitalgevinster som følger af de af virksomheden udførte aktiviteter.
45 Det fremgår dernæst af retspraksis, at det er Unionens kompetente myndighed, som i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person, bestrides, skal godtgøre, at den er velbegrundet, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, Sml., EU:C:2013:518, præmis 121).
46 Det skal endelig bemærkes, at lovligheden af de anfægtede retsakter kun kan bedømmes ud fra de faktiske og retlige omstændigheder, på grundlag af hvilke de er blevet vedtaget, og ikke ud fra omstændigheder, som Rådet er blevet bekendt med efter vedtagelsen af disse retsakter, endog selv om Rådet måtte være af den opfattelse, at de pågældende omstændigheder med rette kunne begrunde de pågældende retsakter. Retten kan således ikke imødekomme Rådets anmodning om endeligt at ændre de grunde, som denne afgørelse er baseret på (jf. i denne retning dom af 26.10.2012, Oil Turbo Compressor mod Rådet, T-63/12, Sml., EU:T:2012:579, præmis 29).
47 Rådet har i det foreliggende tilfælde anerkendt, at den iranske stat ikke længere var eneaktionær i sagsøgeren på det tidspunkt, hvor det opførte virksomhedens navn på de omtvistede lister. Rådet har imidlertid gjort gældende, at sagsøgeren først har godtgjort den præcise sammensætning af virksomhedens aktionærer på tidspunktet for replikken. Det følger imidlertid af disse forsinkede oplysninger, at 51% af sagsøgerens aktier ejes af Oil Pension Fund Investment Company, som ligeledes er en enhed, hvis navn er opført på de omtvistede lister på grund af den økonomiske støtte, som virksomheden yder den iranske regering. Rådet er således af den opfattelse, at sagsøgeren kontrolleres af en halvoffentlig virksomhed, som i sidste ende kontrolleres af den iranske regering, hvilket sagsøgeren har bestridt.
48 Henset til retspraksis nævnt i præmis 46 ovenfor skal det fastslås, at Rådets argumentation ikke kan tiltrædes.
49 Det fremgår således af Rådets skiftende argumentation, at det ikke havde nogen præcis opfattelse af sammensætningen af sagsøgerens aktionærer på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede retsakter, og at det i det væsentlige ønsker, at Retten skal udskifte den oprindelige begrundelse for de anfægtede retsakter med den, som Rådet er fremkommet med i duplikken.
50 Det følger heraf, at Rådet ikke har givet en tilstrækkelig begrundelse for, at sagsøgeren leverede væsentlige indtægter til den iranske regering.
51 For så vidt som begrundelsen for de anfægtede retsakter imidlertid ikke alene bygger på begrundelsen vedrørende økonomisk støtte til den iranske regering, men ligeledes begrundelsen vedrørende logistisk støtte, skal denne sidste begrundelse fortsat undersøges. Hvad angår legalitetsprøvelsen af en afgørelse om vedtagelse af restriktive foranstaltninger har Domstolen fastslået, at det i betragtning af den præventive karakter af de omhandlede restriktive foranstaltninger må forholde sig sådan, at såfremt Unionens retsinstanser finder, at i det mindste én af de anførte grunde er tilstrækkelig præcis og konkret, er underbygget og i sig selv udgør et tilstrækkeligt grundlag for denne afgørelse, kan den omstændighed, at det samme ikke gælder for andre af disse grunde, ikke begrunde en annullation af afgørelsen (dom af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, Sml., EU:C:2013:776, præmis 72).
52 Hvad angår sagsøgerens tredje argument har virksomheden gjort gældende, at den ikke er en virksomhed, som beskæftiger sig med logistik, hvorfor den ikke kan beskyldes for at yde logistisk støtte til den iranske regering.
53 I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, skal det i denne forbindelse bemærkes, at definitionen af udtrykket »logistisk« i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 ikke er begrænset til aktiviteter inden for transport af varer eller personer. Udtrykket forstås således almindeligvis som omfattende enhver virksomhed, som vedrører organisering og gennemførelse af komplekse operationer og processer. Logistik er således et horisontalt begreb, som kan omfatte forskellige former for operationer såsom levering af råvarer, forvaltning af materialer, levering af varer eller håndtering. Følgelig skal enhver aktivitet, som – skønt den ikke i sig selv er direkte eller indirekte forbundet med nuklear spredning – imidlertid ved sin kvantitative eller kvalitative betydning kan fremme den ved at gøre det muligt for den iranske regering at opfylde bestemte logistiske behov, som i nærværende sag i olie- og gassektoren, som giver denne regering væsentlige indtægter, betragtes som logistisk støtte.
54 Som allerede bemærket ovenfor er sagsøgerens ingeniør- konstruktions- og vedligeholdelsesaktiviteter afgørende for den iranske gas- og olieindustris funktion, idet virksomheden er den vigtigste iranske medkontrahent på området for opførelse og installation af offshore-installationer. Uden installationer til boring, udvinding og transport, bl.a. gas- og olierørledninger, kunne denne industri ikke fungere. Sagsøgerens installationer og opførelser er dermed ved deres kvalitative og kvantitative betydning nødvendige for at opfylde behovene for den iranske olie- og gasindustri, som kontrolleres af den iranske regering gennem forskellige statslige virksomheder. En sådan logistisk støtte fra sagsøgeren til den pågældende regering opfylder således kriteriet i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, idet Iran ifølge 22. betragtning til afgørelse 2010/413 og 8. betragtning til afgørelse 2012/35 har væsentlige indtægter af energisektoren, hvilket sætter regeringen i stand til at finansiere sine nukleare aktiviteter, som medfører risiko for spredning.
55 Rådet har således ikke begået nogen skønsfejl ved at opføre sagsøgerens navn på de omtvistede lister med den begrundelse, at virksomheden yder logistisk støtte til den iranske regering.
56 Følgelig skal sagsøgerens anbringender, hvorefter Rådet har gjort sig skyldig i magtfordrejning og tilsidesat ligebehandlingsprincippet, ligeledes forkastes. Disse anbringender bygger således i det væsentlige på den omstændighed, at der ikke er nogen begrundelse for indefrysningen af sagsøgerens midler. Ved at opføre sagsøgerens navn på de omtvistede lister med den begrundelse, at virksomheden ydede logistisk støtte til den iranske regering, har Rådet imidlertid – som det er konkluderet i præmis 55 ovenfor – anvendt kriteriet om opførelse i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2012/635 (jf. præmis 13 ovenfor), og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 (jf. præmis 14 ovenfor) korrekt.
57 Det følger heraf, at det andet anbringende bør forkastes som ugrundet.
Det tredje anbringende vedrørende ejendomsretten og proportionalitetsprincippet
[udelades]
Sagens omkostninger
67 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør virksomheden derfor pålægges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Rådets påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Syvende Afdeling):
1) Rådet for Den Europæiske Union frifindes.
2) Iranian Offshore Engineering & Construction Co. bærer sine egne omkostninger og betaler Rådets omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 25. juni 2015.
Underskrifter