Forenede sager T-239/04 og T-323/04
Den Italienske Republik og Brandt Italia SpA
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Statsstøtte – lovgivning om uopsættelige foranstaltninger til fremme af beskæftigelsen for kriseramte virksomheder – beslutning om at erklære støtteordningen uforenelig med fællesmarkedet og pålæg om at tilbagesøge den udbetalte støtte«
Sammendrag af dom
1. Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier
(Art. 87 EF)
2. Statsstøtte – begreb – støtteordning for beskæftigelsen – omfattet
(Art. 87, stk. 1, EF)
3. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støttekategorier fastsat ved forordning, som kan anses for forenelige med fællesmarkedet – forordning nr. 2204/2002 om statsstøtte til beskæftigelse
(Art. 87 EF og 88 EF; Kommissionens forordning nr. 2204/2002)
4. Statsstøtte – kommissionsbeslutning om en ikke anmeldt støttes uforenelighed med fællesmarkedet – begrundelsespligt – rækkevidde
(Art. 87, stk. 1, EF og art. 253 EF)
5. Statsstøtte – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelse til at opfordre de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger
(Art. 88, stk. 2, EF)
6. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – undersøgelse af en støtteordning i dens helhed – tilladt
7. Statsstøtte – tilbagesøgning af ulovlig støtte – anvendelse af national ret
(Art. 88 EF)
1. En statslig foranstaltning om fastsættelse af støtte til beskæftigelse truer med at fordreje konkurrencen, idet den styrker bestemte virksomheders finansielle position i forhold til deres konkurrenter og truer navnlig med at fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen, hvis modtagerne konkurrerer med produkter med oprindelse i andre medlemsstater, selv om de ikke selv eksporterer deres produktion.
(jf. præmis 68)
2. Den omstændighed, at en statslig foranstaltning om en støtteordning for beskæftigelsen tilsigter at bevare beskæftigelsen, har ikke nogen betydning for, om den kan betegnes som statsstøtte, da artikel 87, stk. 1, EF ikke sondrer mellem statslige indgreb på grundlag af deres årsag eller formål, men definerer dem på grundlag af deres virkninger.
(jf. præmis 69)
3. For at en støtte kan anses for at være forenelig med fællesmarkedet under hensyn til forordning nr. 2204/2002 om anvendelse af artikel 87 [EF] og 88 [EF] på statsstøtte til beskæftigelse, er det ikke tilstrækkeligt, at forenelighedskriterierne er opfyldt i bestemte tilfælde, hvor ordningen finder anvendelse. Den støtte, der ydes inden for denne ordning, skal opfylde betingelserne i alle tilfælde.
Således opfylder en statslig foranstaltning om en støtteordning for beskæftigelsen, som ikke udelukker, at der kan ydes støtte til en stor virksomhed i et ikke-støtteberettiget område, ikke betingelserne i nævnte forordning. Endvidere er en rent teoretisk mulighed for, at den virksomhed, der eventuelt overtages, er en lille eller mellemstor virksomhed, ikke tilstrækkelig til, at den nævnte statsstøtte er forenelig med fællesmarkedet hvad angår Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder.
(jf. præmis 94 og 101)
4. Begrundelsespligten udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt. Den begrundelse, der kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.
Af disse principper fremgår især, at Kommissionen har pligt til at påvise, at den pågældende foranstaltning udgør statsstøtte, og at den ikke er forenelig med fællesmarkedet. Den har derimod ikke pligt til punkt for punkt at imødegå argumenter, der er uden relevans, og som er påberåbt af de nationale myndigheder eller af intervenienter.
Selv om det i visse tilfælde kan fremgå af selve de omstændigheder, hvorunder en støtte ydes, at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, påhviler det i det mindste Kommissionen at angive disse omstændigheder i beslutningens begrundelse.
Kommissionen er imidlertid ikke forpligtet til at påvise, hvilke virkninger den ulovlige støtte rent faktisk havde på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne. Hvis Kommissionen havde været forpligtet til at påvise dette, ville det være ensbetydende med, at man begunstigede de medlemsstater, der yder støtte under tilsidesættelse af anmeldelsespligten ifølge artikel 88, stk. 3, EF, på de medlemsstaters bekostning, der giver underretning om en påtænkt støtte. Ifølge ordlyden af artikel 87, stk. 1, EF er ikke kun støtte, der »fordrejer« konkurrencevilkårene, men også støtte, der »truer med at fordreje« konkurrencevilkårene, uforenelig med fællesmarkedet.
(jf. præmis 117-119, 126 og 127)
5. Offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende af en beslutning om at indlede en formel undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF er et egnet middel til at gøre alle de interesserede parter bekendt med, at der er indledt en sådan procedure.
(jf. præmis 141)
6. Kommissionen kan i forbindelse med en støtteordning indskrænke sig til at undersøge ordningens nærmere indhold uden at være forpligtet til at undersøge hver enkelt anvendelse af ordningen med henblik på at vurdere, om den nævnte ordning indeholder støtteelementer.
(jf. præmis 142)
7. Der kan hos støttemodtagerne, henset til, at den kontrol, som Kommissionen i medfør af artikel 88 EF fører med statsstøtte, har sit grundlag i ufravigelige principper, principielt ikke bestå en berettiget forventning om, at den støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i denne bestemmelse fastsatte procedure. En påpasselig erhvervsdrivende må nemlig normalt være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt, også selv om den ulovlige beslutning om at tildele støtten kan tilskrives den pågældende stat, således at tilbagekaldelse må fremstå som stridende mod redelig handlemåde.
Hvis støttemodtageren mener, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder, der har kunnet skabe en berettiget forventning med hensyn til støttens lovlighed, tilkommer det i et sådant tilfælde den nationale ret, der eventuelt har fået sagen forelagt, i givet fald efter at have anmodet Domstolen om en præjudiciel fortolkning, at afgøre sagen.
(jf. præmis 154 og 155)