RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

16. maj 2007

Sag T-324/04

F

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – udlandstillæg – annullationssøgsmål – erstatningssøgsmål – artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til tjenestemandsvedtægten – begrebet international organisation – fast bopæl og hovederhverv – afslag på udlandstillæg med tilbagevirkende kraft – tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb«

Angående: Søgsmål anlagt med påstand dels om annullation af Kommissionens afgørelser om afslag med tilbagevirkende kraft på at tildele sagsøgeren udlandstillæg og om fastsættelse af fremgangsmåden for tilbagesøgningen af de i medfør heraf fejlagtigt oppebårne beløb, dels en påstand om tilbagebetaling af samtlige beløb, som er blevet eller vil blive indeholdt i sagsøgerens løn at regne fra februar 2004, med tillæg af renter, samt en påstand om erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, som angiveligt er lidt.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – betingelser for ydelse

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – betingelser for ydelse

[Art. 46 KS og 48 KS; tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra a)]

3.      Tjenestemænd – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – god forvaltningsskik – omsorgspligt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 85; bilag VII, art. 4, stk. 1)

1.      Det er tilstrækkeligt, at et enkelt af de kriterier, der er anført i artikel 4 i bilag VII til vedtægten, nemlig bopælen eller hovederhvervet, har fået konkret udtryk i tjenestemandens tjenestested, for at denne ikke kan få tildelt udlandstillægget.

Hvad angår fastsættelsen af hovederhvervet er det forhold, at tjenestemanden havde titel som advokat og bestalling i sit hjemland i referenceperioden, ikke i sig selv tilstrækkeligt til at bevise, at han faktisk udøvede dette erhverv som hovederhverv, i mangel af en specifik henvisning til varigheden af denne aktivitet og dens indhold.

Med hensyn til fastlæggelsen af bopælen kan den omstændighed, at tjenestemanden ved fornyelsen af sine officielle identitetsdokumenter har bevaret retten til at være omfattet af sygeforsikringsordningen i hjemlandet og skattemæssigt er hjemmehørende her, ikke i sig selv give grundlag for at fastslå, at det varige midtpunkt for hans interesser stadig befandt sig i dette land. Selv om en række af disse elementer kan vise, at tjenestemanden havde et fast tilhørsforhold til sit hjemland, drejer det sig om rent formelle elementer, som ikke gør det muligt at fastlægge hans faktiske bopæl. Hvad nærmere bestemt angår betaling af skatter i hjemlandet er udarbejdelse af skatteangivelser i hjemlandet i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem dette land og tjenestemandens tjenesteland, uden at det underbygges, hvilken afgørelse der i henhold til denne overenskomst vil blive truffet af myndighederne i disse to lande med hensyn til tjenestemanden, ikke i sig selv tilstrækkeligt bevis for en fast bopæl i hjemlandet, idet sådanne angivelser kan følge af en ensidig beslutning fra tjenestemanden om at betale skatter i dette land.

(jf. præmis 54, 65, 76 og 77)

Henvisning til: Retten, 13. april 2000, sag T‑18/98, Reichert mod Parlamentet, Sml. Pers. I‑A, s. 73, og II, s. 309, præmis 30; Retten, 3. maj 2001, sag T-60/00, Liaskou mod Rådet,Sml. Pers. I‑A, s. 107, og II, s. 489, præmis 63.

2.      For at anses for en »international organisation« med henblik på anvendelse af artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten, skal en organisation være identificeret og formelt anerkendt af staterne eller internationale organisationer oprettet af staterne. En sådan anerkendelse skal finde sted ved en formel erklæring, en udtrykkelig retsakt, en aftale eller en konvention, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at denne organisation faktisk er anerkendt af staterne eller af de internationale organisationer oprettet af staterne.

I denne forbindelse udgør artikel 46 og 48 i EKSF-traktaten, hvori det er fastsat, at virksomheder og sammenslutninger skal samarbejde med Kommissionen for at lette gennemførelsen af dens opgaver, ikke en formel anerkendelse af disse virksomheder og sammenslutninger, idet bestemmelsen snarere indfører de rettigheder og forpligtelser, der i henhold til denne traktat finder anvendelse på de retssubjekter, som er omfattet heraf.

Den omstændighed, at Kommissionen endvidere kunne rådføre sig med virksomhederne og sammenslutningerne, og at disse deltog i konsultative og forberedende høringer, kan ikke sidestilles med en opgave af offentlig interesse, som Fællesskaberne har overdraget de pågældende organer.

For endelig at vurdere, hvornår en organisation har international karakter, skal der kun tages hensyn til dens egen opbygning, og ikke dens tilhørsforhold til andre organisationer, der har en international opbygning.

(jf. præmis 113, 115, 117, 121 og 122)

Henvisning til: Retten, 30. marts 1993, sag T-4/92, Vardakas mod Kommissionen,Sml. II, s. 357; Retten, 13. september 2005, sag T-99/03, Atienza Morales mod Kommissionen,Sml. Pers. I‑A, s. 225, og II, s. 1029, præmis 35.

3.      Den omstændighed, at administrationen ikke under en fuldstændig undersøgelse af tjenestemandens personlige aktmappe har konstateret uregelmæssigheden i udbetalingen til ham af udlandstillægget, kan ikke anses for at være en præcis adfærd, som administrationen har udvist, der kan vække en berettiget forventning hos tjenestemanden for så vidt angår umuligheden af en senere inddrivelse af det fejlagtigt udbetalte beløb, idet en sådan omstændighed blot vidner om, at der fortsat var tale om en fejltagelse hos administrationen, hvilket udgør betingelsen for anvendelse af vedtægtens artikel 85.

Når uregelmæssigheden i udbetalingen af dette tillæg dog var så indlysende, at en almindeligt omhyggelig tjenestemand med sagsøgerens erfaring og med ansættelse i den lønklasse, som sagsøgeren er ansat i, burde have været bekendt hermed, bringer undladelsen af at oplyse administrationen om, at hans økonomiske rettigheder eventuelt er fejlagtige, ved denne handlemåde tjenestemanden i en retsstridig situation, således at han ikke kan påberåbe sig at have været i god tro med henblik på at blive fritaget for forpligtelsen til at tilbagebetale et fejlagtigt udbetalt beløb. Administrationen kan i et sådant tilfælde ikke foreholdes at have tilsidesat omsorgspligten eller pligten til at udvise god forvaltningsskik, idet den har anvendt vedtægtens artikel 85 korrekt.

(jf. præmis 159, 164-166 og 170)

Henvisning til: Retten, 1. april 2004, sag T‑312/02, Gussetti mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 125, og II, s. 547, præmis 106 og den deri nævnte retspraksis.