Language of document : ECLI:EU:T:2014:92

Sag T-91/11

InnoLux Corp.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – verdensmarkedet for LCD-skærme (flydende krystal-skærme) – aftaler og samordnet praksis vedrørende priser og produktionskapacitet – territoriale beføjelser – internt salg – salg af færdige produkter, hvori kartelomfattede produkter er integreret – samlet og vedvarende overtrædelse – bøder – afrundingsmetode – fuld prøvelsesret«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 27. februar 2014

1.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – beregningsmetode fastsat i Kommissionens retningslinjer – beregning af bødens grundbeløb – fastsættelse af salgsværdierne – kriterier – hensyntagen til det salg, som ikke reelt er berørt af den ulovlige adfærd – lovlig – hensyntagen til værdien af de kartelomfattede produkter, som er blevet integreret i de færdige produkter, som datterselskaberne har solgt til tredjemand – lovlig

(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)

2.      Konkurrence – EU-reglerne – territorialt anvendelsesområde – kartel mellem virksomheder med hjemsted uden for Unionen, men som er iværksat og har sine virkninger på det indre marked – Kommissionens kompetence til at anvende Unionens konkurrenceregler – lovlighed under hensyn til folkeretten – Indgreb fra datterselskaber, agenturer eller filialer med hjemsted uden for Unionen – ingen betydning

(Art. 101 TEUF)

3.      Konkurrence – bøder – retningslinjer for beregning af bøder – beregningsmetode, hvorved der tages hensyn til en række fleksible faktorer – Kommissionens skøn – overholdelse af ligebehandlingsprincippet

(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

4.      Konkurrence – bøder – Kommissionens skøn – vurdering ud fra virksomhedens individuelle adfærd – betydning, at en anden erhvervsdrivende ikke er pålagt nogen sanktion – foreligger ikke – krav om at få fordel af en ulovlighed, som en anden erhvervsdrivende har nydt – ikke tilladt

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

5.      Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelser – midlertidig karakter – Kommissionens forpligtelse til i sin endelige afgørelse at give en redegørelse for forskellene mellem den og dens foreløbige bedømmelse – foreligger ikke

(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1)

6.      Karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis udgør en enkelt overtrædelse – en virksomhed tilregnes ansvaret for hele overtrædelsen – betingelser

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

7.      Karteller – afgrænsning af markedet – formål – bedømmelse af aftalens virkning på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstater – følger hvad angår klagepunkter rejst i forhold til denne

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

8.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – samlet og vedvarende overtrædelse – Kommissionens forpligtelse til med én procedure at forfølge adfærd, der henører under en én samlet og vedvarende overtrædelse – foreligger ikke – Kommissionens skønsbeføjelser vedrørende rækkevidden af procedurer – grænser – overholdelse af princippet om ne bis in idem

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

9.      Konkurrence – administrativ procedure – beslutning, der fastslår en overtrædelse – begrundelsespligt – rækkevidde

(Art. 101, stk. 1, TEUF, art. 102 TEUF og 296 TEUF)

10.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – grænser – overholdelse af ligebehandlingsprincippet – pligt for Kommissionen til at holde sig til sin tidligere beslutningspraksis – foreligger ikke

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

11.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – beregningsmetode fastsat i Kommissionens retningslinjer – beregning af bødens grundbeløb – hensyntagen til overtrædelsens kendetegn i sin helhed

(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 19-25)

12.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – rækkevidde – hensyntagen til virksomhedens manglende samarbejde under den administrative procedure – bødeforhøjelse – betingelse

(Art. 101 TEUF, 102 TEUF og 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 18, stk. 2 og 3, art. 23, stk. 1, og art. 31)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(cf. points 36-48 og 53)

2.      Inden for konkurrenceområdet har Kommissionen over for virksomheder med hjemsted uden for EØS, men som producerer varer, der sælges i EØS til tredjemand, når de samordner deres priser over for kunderne i EØS og iværksætter samordningen ved at sælge til de således koordinerede priser, deltager i en samordning, som har til formål og til følge at begrænse konkurrencen inden for fællesmarkedet som omhandlet i artikel 101 TEUF, territorial kompetence til at forfølge den. En overtrædelse af artikel 101 TEUF er en adfærd med to elementer, nemlig dannelsen af kartellet og dets iværksættelse. Hvis anvendelsen af konkurrencerettens forbud var afhængig af stedet for kartellets dannelse, ville virksomhederne åbenbart få let adgang til at unddrage sig de nævnte forbud. Afgørende er således stedet, hvor kartellet føres ud i livet.

Det er for at afgøre, om dette sted ligger i EØS, af underordnet betydning, om karteldeltagerne har gjort brug af datterselskaber, agenturer, underagenter eller filialer, som er etableret i EØS, med henblik på at knytte kontakter mellem sig og de dér etablerede købere. Eftersom betingelsen om iværksættelsen er opfyldt, må Kommissionens kompetence til at anvende Unionens konkurrenceregler over for en sådan adfærd anses for hjemlet ved territorialprincippet, som er almindeligt anerkendt i folkeretten.

Når et verdensomspændende kartel har et konkurrencebegrænsende formål, iværksættes det på fællesmarkedet, alene fordi de kartelomfattede produkter markedsføres på dette marked. Iværksættelsen af kartellet indebærer nemlig ikke nødvendigvis, at det skaber egentlige virkninger. Spørgsmålet, om et kartel har haft konkret virkning for de af deltagerne benyttede priser, er faktisk kun relevant som led i fastsættelsen af kartellets alvor, med henblik på bødeberegningen, forudsat at Kommissionen beslutter at støtte sig på dette kriterium. Begrebet iværksættelse er i det væsentlige støttet på virksomhedsbegrebet i konkurrenceretten, som skal tillægges en afgørende rolle ved fastsættelsen af grænserne for Kommissionens territoriale kompetence til at anvende denne ret. Særligt såfremt den virksomhed, hvorunder sagsøgeren henhører, har deltaget i et kartel skabt uden for EØS, skal Kommissionen kunne forfølge de virkninger, som denne virksomheds adfærd har på den frie konkurrence på fællesmarkedet, og pålægge den en bøde, der står i forhold til denne virksomheds skade på den frie konkurrence på fællesmarkedet.

(jf. præmis 58-60, 66, 67, 69, 70 og 75)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 78-80 og88)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 93 og 142)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 95 og 96)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 101-103, 126 og 128)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 129-134)

8.      Såfremt fortolkningen af begrebet samlet og vedvarende overtrædelse på konkurrenceområdet giver Kommissionen mulighed for med én procedure og én afgørelse at forfølge former for adfærd, som kunne være forfulgt enkeltvis, indebærer den ikke, at Kommissionen er forpligtet til at handle således. Kommissionen har nemlig skønsbeføjelser vedrørende rækkevidden af de procedurer, den indleder. Den kan i denne henseende ikke være forpligtet til at konstatere og pålægge sanktioner for al konkurrencebegrænsende adfærd, ligesom Unionens retsinstanser heller ikke – selv om det kun er med det formål at nedsætte bøden – kan fastslå, at Kommissionen i lyset af de beviser, den rådede over, burde have fundet, at en bestemt virksomhed i en bestemt periode havde tilsidesat konkurrenceretten.

Udøvelsen af disse beføjelser er underlagt domstolsprøvelse. Det følger imidlertid af retspraksis, at det kun er, hvis det skulle vise sig, at Kommissionen uden saglig grund har indledt to særskilte procedurer vedrørende én faktisk situation, at dette valg kan anses for at udgøre magtfordrejning. Når Kommissionen ikke, eller endnu ikke, har tilstrækkelige beviser mod visse virksomheder, der mistænkes for at have deltaget i den samme samlede overtrædelse, udgør denne omstændighed en objektiv grund, som berettiger Kommissionens valg af i forhold til forskellige erhvervsdrivende at indlede forskellige særskilte procedurer, idet den bl.a. er forpligtet til i givet fald at overholde bl.a. princippet om ne bis in idem.

(jf. præmis 136-139)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 141)

10.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 144)

11.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 150 og 151)

12.    På konkurrenceområdet komplementeres legalitetskontrollen af afgørelser vedtaget af Kommissionen af den fulde prøvelsesret, der er tillagt EU’s retsinstanser i henhold til artikel 31 i forordning nr. 1/2003 i overensstemmelse med artikel 261 TEUF. Denne kompetence giver retsinstansen beføjelse til, ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen, at anlægge sin egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde. Det tilkommer således Retten inden for rammerne af den fulde prøvelsesret at vurdere, om de pågældende virksomheder er pålagt en bøde, der korrekt afspejler den pågældende overtrædelse. Selv om det er Rettens opgave selv at vurdere de konkrete omstændigheder og på grundlag heraf tage stilling til bødens størrelse, må udøvelsen af en fuld prøvelsesret ved fastsættelsen af bøders størrelse ikke føre til en forskelsbehandling af virksomheder, der har deltaget i et kartel i strid med artikel 101, stk. 1, TEUF.

For at sikre den effektive virkning af bestemmelserne i artikel 18, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1/2003 har Kommissionen imidlertid beføjelse til at pålægge en virksomhed at meddele alle nødvendige oplysninger om de omstændigheder, som virksomheden kan tænkes at være bekendt med, og om nødvendigt at fremlægge de dokumenter om disse omstændigheder, som virksomheden er i besiddelse af, under forudsætning af, at virksomheden ikke pålægges en pligt til at besvare spørgsmål, såfremt virksomheden derved tvinges til at afgive tilståelse om en overtrædelse, som det påhviler Kommissionen at føre bevis for. En virksomhed, som har modtaget en anmodning om oplysninger fra Kommissionen i henhold til artikel 18 i forordning nr. 1/2003, har således pligt til at samarbejde aktivt og kan pålægges særlige bøder i henhold til denne forordnings artikel 23, stk. 1, der kan udgøre op til 1% af virksomhedens samlede omsætning, hvis virksomheden forsætligt eller uagtsomt giver urigtige eller forvanskede oplysninger. Retten kan i givet fald tage hensyn til, at en virksomhed har undladt at samarbejde, og som følge deraf forhøje den bøde, som virksomheden er blevet pålagt for overtrædelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF, forudsat at virksomheden ikke allerede er blevet pålagt en særlig bøde for den samme adfærd i henhold til artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1/2003.

Dette er f.eks. tilfældet, hvis en virksomhed i sit svar på Kommissionens anmodning om oplysninger forsætligt eller uagtsomt under den administrative procedure undlader at give oplysninger, som er afgørende for at fastsætte bøden, og som virksomheden rådede over eller kunne have rådet over på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev vedtaget. Såfremt Retten ved udøvelsen af den fulde prøvelsesret finder, at der ikke noget til hinder for, at sådanne omstændigheder kan tages i betragtning, forholder det sig ikke desto mindre således, at den virksomhed, der først nævner disse oplysninger under retssagen og således bringer den administrative procedures formål og forløb i fare, risikerer, at Retten tager hensyn til denne omstændighed, når den skal fastsætte en passende bøde.

Den omstændighed, at en virksomhed begik en fejl, da den fremlagde de nødvendige oplysninger for Kommissionen med henblik på beregningen af værdien af den relevante afsætning, eftersom den heri inkluderede afsætningen af andre produkter end kartelomfattede produkter, giver ikke mulighed for at fastslå, at denne virksomhed har tilsidesat sin forpligtelse til at samarbejde i henhold til artikel 18 i forordning nr. 1/2003 på en sådan måde, at der ved bødefastsættelsen skal tages hensyn hertil. Denne virksomhed har nemlig ikke forsøgt at vildlede Kommissionen, og den har heller ikke forelagt Kommissionen bruttooplysninger, hvoraf Kommissionen skulle beregne værdien af den relevante afsætning uden samtidig at fremlægge de nødvendige præciseringer, hvoraf nettooplysningerne skulle udledes. Virksomheden har anvendt sagkyndige eksterne konsulenter for at kunne forelægge Kommissionen de nødvendige oplysninger, men virksomheden har begået en forsømmelse ved ikke at forklare disse konsulenter de eksisterende forskelle mellem visse slags produkter. Det skal i den forbindelse bemærkes, at det er åbenbart, at virksomheden ikke havde nogen interesse i, at Kommissionen modtog fejlagtige oplysninger, som omfattede afsætningen af andre produkter end kartelomfattede produkter, eftersom disse urigtige oplysninger kun kunne være til skade for virksomheden ved at øge størrelsen på den bøde, som Kommissionen ville tildele den.

(jf. præmis 156, 157, 165 og 167-172)