PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

14. december 2010

Sag F­80/09

Erika Lenz

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag — tjenestemænd — social sikring — refusion af udgifter til behandling hos en »Heilpraktiker« — princippet om forbud mod forskelsbehandling«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Erika Lenz har nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, som afregningskontoret ved den fælles sygesikringsordning for Den Europæiske Unions institutioner traf om at meddele afslag på at refundere hendes udgifter til behandling hos en Heilpraktiker (alternativ behandler) i Tyskland, der ikke er uddannet læge.

Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Erika Lenz betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd — afgørelse, der indeholder et klagepunkt — begrundelsespligt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)

2.      Tjenestemænd — social sikring — sygeforsikring — udgifter på grund af sygdom — refusion

(Tjenestemandsvedtægten, art. 72, stk. 1)

3.      Tjenestemænd — ligebehandling — grænser — ulovligt tildelt fordel

1.      Administrationen opfylder sin pligt til at begrunde en afgørelse om at meddele afslag på at refundere udgifter til lægebehandling ved at begrunde afslaget på klagen, idet begrundelsen for afslaget må antages at være sammenfaldende med begrundelsen for den afgørelse, som var genstand for klagen.

(jf. præmis 29)

Henvisning til:

Retten, 9. december 2009, sag T­377/08, Kommissionen mod Birkhoff, Sml. Pers. I­B­1, s. 133, og II­B­1, s. 807, præmis 55 og 56

2.      Definitionen af anvendelsesområdet for den fælles sygesikringsordning for Den Europæiske Unions institutioner henhører under unionslovgivers enekompetence. Den omstændighed, at tjenestemænd og tidligere tjenestemænd i en medlemsstat i kraft af deres sociale sikringsordning og private sygekasser har mulighed for at få refunderet udgifter til behandlinger, der udføres af en »Heilpraktiker« (ikke-lægeuddannet alternativ behandler) kan på ingen måde i sig selv medføre, at tjenestemænd og tidligere tjenestemænd i Den Europæiske Union bør tillægges samme mulighed, hvilket gælder så meget desto mere, som den manglende adgang til refusion af udgifter af behandlinger udført af en »Heilpraktiker«, der ikke er uddannet læge, ikke forekommer åbenbart uhensigtsmæssig, hverken principielt eller konkret, henset til princippet om social sikring, der ligger til grund for vedtægtens artikel 72, stk. 1, første afsnit.

EU-tjenestemænd og tidligere EU-tjenestemænd bosat i den pågældende medlemsstat og tjenestemænd og tidligere tjenestemænd i den berørte medlemsstat henhører under forskellige sociale sikringsordninger og befinder sig derfor ikke i en sammenlignelig situation.

(jf. præmis 44)

Henvisning til:

Retten, 16. april 1997, sag T­66/95, Kuchlenz-Winter mod Kommissionen, Sml. II, s. 637, præmis 64

3.      Overholdelsen af ligebehandlingsprincippet skal forenes med overholdelsen af legalitetsprincippet, ifølge hvilket ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre, idet en sådan fremgangsmåde ville svare til at indføre et princip om »lighed i ulovligheden«. En eventuel ulovlighed, der begås til fordel for en anden person, der er tilsluttet den fælles sygesikringsordning for Den Europæiske Unions institutioner, kan nemlig ikke få Unionens retsinstanser til at fastslå, at der er tale om forskelsbehandling, og følgelig at der er begået en ulovlighed over for en tjenestemand. Under disse omstændigheder kan den omstændighed alene, at en person har fået refunderet udgifter til behandling hos en »Heilpraktiker« (ikke-lægeuddannet alternativ behandler) af den nævnte sygesikringsordning på trods af forskrifterne i Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 72, ikke medføre, at den pågældende erhverver en lignende ret.

(jf. præmis 45)

Henvisning til:

Personaleretten, 21. februar 2008, sag F­4/07, Skoulidi mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­1, s. 47, og II­A­1, s. 229, præmis 81