Language of document :

Sag anlagt den 15. oktober 2012 - Générations futures mod Kommissionen

(Sag T-458/12)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Mouvement pour les droits et le respect des générations futures (Ons-en-Bray, Frankrig) (ved advokat A. Faro)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 16. august 2012 af generaldirektøren for Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugere (ARES 977 175), hvorved der blev givet afslag på en anmodning om prøvelse af Kommissionens gennemførelsesforordning nr. 359/2012 af 25. april 2012 om godkendelse af aktivstoffet metam, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011, annulleres i henhold til artikel 10 i forordning nr. 1367/2006.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren, der er en fransk sammenslutning, som er godkendt med henblik på at fremme miljøbeskyttelse, ønsker at opnå, at gennemførelsesforordning nr. 359/2012 om godkendelse af aktivstoffet metam 2 prøves i henhold til artikel 10 i forordning nr. 1367/2006. Ved afgørelse af 16. august 2012 gav Kommissionen afslag på prøvelse, henset til at den gennemførelsesforordning, der ønskes prøvet, ikke udgør en forvaltningsakt i den forstand, hvori begrebet anvendes i artikel 2, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1367/2006 .

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat en række anbringender.

Sagsøgeren gør gældende, dels at gennemførelsesforordningen udgør en besvarelse af en individuel anmodning, der er afgivet af et tredjepartselskab, dels at begrænsningen til de forvaltningsakter, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1367/2006, sammenholdt med denne forordnings artikel 2, stk. 1, litra g), ikke er forenelig med artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen .

Sagsøgeren gør endvidere gældende, at dennes anmodning om prøvelse er berettiget, i det omfang hvor i) den gældende procedure ikke er blevet overholdt, ii) sagens akter er utilstrækkelige med henblik på vurderingen, og iii) de fastsatte godkendelseskriterier ikke er blevet overholdt.

____________

1 - Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 359/2012 af 25.4.2012 om godkendelse af aktivstoffet metam, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (EUT L 114, s. 1).

2 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6.9.2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT L 264, s. 13).

3 - Konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet.