Language of document :

Appel iværksat den 22. august 2013 af Luigi Marcuccio til prøvelse af Personalerettens kendelse af 18. juni 2013 i sag F-143/11, Marcuccio mod Kommissionen

(Sag T-447/13 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Luigi Marcuccio (Tricase, Italien) (ved advokat G. Cipressa)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Den appellerede kendelse ophæves fuldt ud og uden undtagelser.

Sagen hjemvises til Personaleretten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Denne appel er iværksat til prøvelse af Personalerettens kendelse af 18. juli 2013, hvorved Personaleretten afviste et søgsmål med påstand om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse om afslag på sagsøgerens ansøgning af 16. august 2011 om betaling af et beløb på 3 316,31 EUR i form af sagsomkostninger afholdt i den sag, der gav anledning til Personalerettens dom af 15. februar 2011, Marcuccio mod Kommissionen (sag F-81/09).

Til støtte for appellen har appellanten fremsat følgende anbringender.

Den appellerede kendelse er fuldstændigt ubegrundet, bl.a. på grund af forvanskning og ændring af de faktiske omstændigheder.

2. Urigtig, fejlagtig og ulogisk fortolkning og anvendelse:

af begrebet »ansøgning« i artikel 90 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union.

af vedtægtens artikel 91, og en ubegrundet og ulogisk fravigelse af den dertil knyttede retspraksis.

af begrebet »forpligtelse«, for en EU-institution, til at iværksætte foranstaltninger til opfyldelse af en dom afsagt af EU’s retsinstanser.

3. Fuldstændig utilstrækkelig sagsoplysning og begrundelse, og undladelse af at træffe afgørelse vedrørende en ansøgning, som i det foreliggende tilfælde blev fremsat af appellanten.

4. Fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 14 i Personalerettens procesreglement, hvilket fører til en åbenbar tilsidesættelse af princippet om ret til at få sagen behandlet af en retsinstans, der forudgående er oprettet ved lov, således som bl.a. fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.