Appel iværksat den 20. august 2013 af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) til prøvelse af Personalerettens dom af 26. juni 2013 i de forenede sager F-135/11, F-51/12 og F-110/12, BU mod EMA

(Sag T-444/13 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) (ved T. Jabłoński og N. Rampal Olmedo, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne D. Waelbroeck og A. Duron)Den anden part i appelsagen: BU (London, Det Forenede Kongerige)Appellantens påstandePersonalerettens dom i sagerne F-135/12, F-51/12 og F-110/12 ophæves, for så vidt som dommen annullerer EMA’s afgørelse om ikke at forlænge appelindstævntes kontrakt og tilpligter EMA at betale BU’s omkostninger i sag F-135/11 og sag F-51

okaterne D. Waelbroeck og A. Duron)Den anden part i appelsagen:

s at betale omkostningerne i appelsagen samt

de omkostninger, der er afholdt i sagen ved Personaleretten.Anbringender og væsentligste argumenterTil støtte for appellen har appellanten fremsat fire anbringender.1.    Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at Personaleretten tilsidesatte forbuddet mod at træffe afgørelse ultra vire

s, idet den fastslog, at den havde kompetence til at efterprøve, om administrationens begrundelse fo

r at afslå at forlænge en kontrakt kan indebære, at der stilles spørgsmålstegn ved de kriterier og grundbetingelser, som lovgiver h

ar fastsat i vedtægten for tjenestemænd

i Den Europæiske Union, og som tilsigter at sikre kontraktansatte m

uligheden for på sigt at nyde godt af en vis kontinuitet i ansættelsen (vedrørende præmis 57-62 i den appellerede dom). EMA har gjort gældende, at den af Personaleretten påberåbte kompetence helt savner retsgrundlag.2.    Med det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at Personaleretten begik retlige fejl i forbindelse med fortolkningen af artikel 8, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (RAA), for så vidt som den fandt, at det nødvendigvis påhvilede den kompetente myndighed at undersøge, om der findes en stilling, i hvilken den midlertidigt ansatte, hvis kontrakt udløber, med føje ville kunne ansættes eller fortsætte.3.    Med det tredje a

nbringende har appellanten gjort gældende, at Personaleretten begik en retlig fejl ved at forvanske begrebet »af tjenstlige grunde«, idet den af Personaleretten anlagte fortolkning skaber en formodning for, at den berørtes beskæftigelse fastholdes, medmindre den kompetente myndighed kan godtgøre, at der ikke findes nogen stilling, i hvilken den midlertidigt ansatte, hvis kontrakt udløber, med føje ville kunne ansættes eller fortsætte.4.    Med det fjerde

anbringende har appellanten gjort gældende, at der blev begået en retlig fejl derved, at EMA tilpligtedes at betale sagsomkostningerne i sag F-51/12, der blev afvist.