PERSONALERETTENS DOM
(Første Afdeling)
23. november 2010
Sag F65/09
Luigi Marcuccio
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag — tjenestemænd — social sikring — sygeforsikring — alvorlig sygdom — ulovlighedsindsigelse vedrørende de kriterier, der er fastsat af lægetjenesten — afslag på ansøgninger om godtgørelse af udgifter til lægebehandling«
Angående: Sag anlagt i medfør af artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Luigi Marcuccio bl.a. har nedlagt påstand om, for det første, annullation af Kommissionens afgørelse af 5. august 2008, der blev truffet til opfyldelse af dom afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 10. juni 2008, Marcuccio mod Kommissionen (sag T18/04, ikke trykt i Samling af Afgørelser), hvorved han fik afslag på 100% godtgørelse af de udgifter til lægebehandling, som han havde afholdt med henblik på behandling af de lidelser, som følge af hvilke han har været sygemeldt siden den 4. januar 2002, for det andet annullation af afslaget på hans klager over denne afgørelse og, for det tredje, at Kommissionen tilpligtes at betale ham et beløb på 25 000 EUR i erstatning for den skade, som han angiveligt har lidt som følge af disse afgørelser.
Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Luigi Marcuccio betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd — søgsmål — akt, der indeholder et klagepunkt — begreb — forberedende akt — ikke omfattet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)
2. Tjenestemænd — social sikring — sygeforsikring — alvorlig sygdom — fastsættelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 72; ordningen vedrørende sygesikring, bilag I, punkt IV, stk. 1)
3. Tjenestemænd — social sikring — sygeforsikring — alvorlig sygdom — fastsættelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 72; ordningen vedrørende sygesikring)
4. Tjenestemænd — afgørelse, der indeholder et klagepunkt — begrundelsespligt — ansøgning om anerkendelse af en bestemt lidelse som en alvorlig sygdom — afslag støttet på en lægelig udtalelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 72)
5. Tjenestemænd — social sikring — sygeforsikring — alvorlig sygdom — fastsættelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 72, stk. 1)
1. Kun foranstaltninger og akter, der har retligt bindende virkninger, som umiddelbart og øjeblikkeligt kan berøre en sagsøgers interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, er bebyrdende.
Akter, der er forberedende i forhold til en afgørelse, er ikke bebyrdende, og det er først i forbindelse med en sag anlagt til prøvelse af den afgørelse, der træffes som afslutning på proceduren, at tjenestemanden kan gøre gældende, at de forudgående akter, der er snævert forbundne med afgørelsen, er retsstridige. Selv om visse rent forberedende foranstaltninger således kan være bebyrdende for en tjenestemand, for så vidt som de kan påvirke indholdet af en senere anfægtelig retsakt, kan de imidlertid ikke være genstand for et selvstændigt søgsmål, men skal anfægtes i forbindelse med et søgsmål til prøvelse af denne retsakt.
Hvad angår en procedure i henhold til vedtægtens artikel 72, stk. 1, med henblik på anerkendelse af en sygdom som en alvorlig sygdom i denne bestemmelses forstand fremgår det klart af sygesikringsordningen, at den endelige afgørelse træffes af ansættelsesmyndigheden eller det kompetente afregningskontor, hvis ansættelsesmyndigheden har bemyndiget det hertil, efter udtalelse fra kontorets rådgivende læge. Det er først på tidspunktet for denne afgørelse, og ikke på det tidspunkt, hvor lægens udtalelse afgives, at tjenestemandens retsstilling berøres.
(jf. præmis 41-43)
Henvisning til:
Domstolen: 11. juli 1968, sag 35/67, Van Eick mod Kommissionen, Sml. s. 481, på s. 500; 10. december 1969, sag 32/68, Grasselli mod Kommissionen, Sml. s. 505, præmis 4-7; 24. maj 1988, forenede sager 78/87 og 220/87, Santarelli mod Kommissionen, Sml. s. 2699, præmis 13
Retten i Første Instans, 22. marts 1995, sag T586/93, Kotzonis mod ØSU, Sml. II, s. 665, præmis 28; 25. oktober 1996, sag T26/96, Lopes mod Domstolen, Sml. Pers. IA, s. 487, og II, s. 1357, præmis 19.
2. Gennemgangen af lovligheden af de almindelige kriterier, der er opstillet af de rådgivende læger med henblik på at afgøre, om en sygdom kan anerkendes som alvorlig sygdom som omhandlet i bilag I, punkt IV, til ordningen vedrørende sygesikring for tjenestemænd i Den Europæiske Union, der er vedtaget til udmøntning af hjemmelen i vedtægtens artikel 72, har ikke karakter af en rent lægelig vurdering, der ikke er undergivet Personalerettens kontrol. Der er nemlig her ikke tale om at vurdere, om et lægeligt skøn, der er foretaget i en konkret sag, f.eks. om, hvorvidt den diagnose, der er stillet, eller den behandling, der er foreskrevet af en læge, er hensigtsmæssig, men om at undersøge, om de generelle foranstaltninger, der er truffet med henblik på anvendelse af vedtægtens artikel 72, er egnede til at opnå det af lovgiver forfulgte formål, nemlig at sygdomme, der er »af lige så alvorlig karakter« som dem, der er nævnt i bestemmelsen, anerkendes som værende alvorlige. En sådan legalitetskontrol forudsætter ikke desto mindre, at lægelige betragtninger inddrages, hvilket Unionens retsinstanser ikke er de bedst egnede til, hvilket begrunder, at domstolskontrollen er begrænset til indskriden over for eventuelle åbenlyse fejl, som disse generelle foranstaltninger med henblik på anvendelse af vedtægtens artikel 72 måtte være behæftet med.
(jf. præmis 50)
Henvisning til:
Domstolen: 8. marts 1988, sag 339/85, Brunotti mod Kommissionen, Sml. s. 1379
Retten i Første Instans: 26. oktober 1993, forenede sager T6/92 og T52/92, Reinarz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1047, præmis 54-57
Personaleretten: 11. juli 2007, sag F105/05, Wils mod Parlamentet, Sml. Pers. IA1, s. 207, og IIA1, s. 1187, præmis 68-71 og den deri nævnte retspraksis; 18. september 2007, sag F10/07, Botos mod Kommissionen, Sml. Pers. IA1, s. 243, og IIA1, s. 1345, præmis 39-41 og 62-76
3. De sygdomme, der er omhandlet i vedtægtens artikel 72, kan i mange tilfælde have særligt alvorlige fysiske og psykiske konsekvenser, de er varige eller kroniske og kræver en omfattende behandling, der fordrer en klar forudgående diagnose, hvilket indebærer særlige analyser og undersøgelser. Disse sygdomme kan ligeledes indebære, at den berørte person risikerer at blive svært handicappet.
Det fremgår såvel af vedtægtens artikel 72 som af de nærmere regler for anerkendelse af en alvorlig sygdom, der er fastsat i ordningen vedrørende sygesikring for tjenestemænd i Den Europæiske Union, at en sådan anerkendelse er betinget af en undersøgelse af den berørte persons sundhedstilstand og af behandlingsmulighederne for den omhandlede sygdom.
Vedtægtens artikel 72 indeholder nemlig ikke blot en liste over alvorlige sygdomme, der pr. definition og på en abstrakt måde er anerkendt som sådanne uafhængigt af den berørte persons situation. Det bestemmes, at ansættelsesmyndigheden kan anerkende, at andre sygdomme er af ligeså alvorlig karakter. Anerkendelsen af disse andre sygdomme som værende alvorlige forudsætter en grundig undersøgelse af den berørte persons helbredstilstand, der foretages på grundlag af en rapport fra vedkommendes praktiserende læge, set i lyset af de kriterier, der fastsættes af de rådgivende læger, hvilke kriterier alle indebærer en præcis analyse af den pågældendes situation.
(jf. præmis 52, 55 og 56)
4. Den afgørelse, hvorved en institution afslår en ansøgning om anerkendelse af en bestemt sygdom som en alvorlig sygdom under henvisning til en udtalelse fra de rådgivende læger, hvorefter to af de samlede kriterier for, at en lidelse kan anses for alvorlig, ikke var opfyldt, giver udtryk for de faktiske og retlige grunde til, at denne kvalifikation ikke blev lagt til grund for den pågældendes sygdom. En sådan begrundelse, hvor der henvises til en anden akt, også selv om denne henvisning er kortfattet, kan så meget desto mere godtages, når den afgørelse, som den pågældende anfægter, træffes under anvendelse af forskrifter, som vedkommende allerede har kendskab til, bl.a. som følge af, at han tidligere har indgivet lignende ansøgninger. Den kortfattede karakter af en sådan begrundelse kan ikke hindre den kontrol, som Personaleretten udøver af sådanne afgørelser.
(jf. præmis 61 og 62)
Henvisning til:
Domstolen: 19. november 1998, sag C316/97 P, Parlamentet mod Gaspari, Sml. I, s. 7597, præmis 26-29
Retten i Første Instans: 9. september 2008, sag T143/08, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. IA2, s. 47, og IIA2, s. 321; 11. maj 2000, sag T34/99, Pipeaux mod Parlamentet, Sml. Pers. IA, s. 79, og IIA, s. 337, præmis 8
5. Det fremgår af selve ordlyden af vedtægtens artikel 72, stk. 1, at kun sygdomme, der er særligt alvorlige, kan give ret til 100% godtgørelse af de udgifter til lægebehandling, der er forbundet hermed. Det generelle og upræcise begreb sindssygdom, der nævnes i bestemmelsen, kan således kun referere til sygdomme, der objektivt er af en vis alvorlig karakter, og ikke enhver psykologisk eller psykisk karakter, uanset dens sværhedsgrad. Der er nemlig ingen grund til at antage, at lovgiver for så vidt angår lidelser af denne type har haft til hensigt at fastlægge en definition, der er mindre restriktiv end den, der gælder for fysiske lidelser.
I mangel af enhver præcision i vedtægtens artikel 72 af, hvilke sygdomme der kan anses for sindssygdomme i bestemmelsens forstand, tilkommer det administrationen i hvert enkelt tilfælde og i lyset af de kriterier for definition af en alvorlig sygdom, der opstilles af de rådgivende læger, at undersøge, om den mentale lidelse eller psykologiske forstyrrelse, som tjenestemanden er ramt af, kan have en sådan alvorlig karakter, at den giver ret til 100% godtgørelse af udgifterne til lægebehandling.
Den omstændighed alene, at tjenestemanden er ramt af en sådan lidelse, giver ikke den pågældende adgang til uden videre at få godtgjort udgifterne i forbindelse med denne lidelse med 100%.
(jf. præmis 70, 71 og 73)