Sag T-654/22
(offentliggørelse i uddrag)
M&T 1997, a.s.
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret
Rettens dom (Syvende Afdeling) af 10. april 2024
»EF-design – ugyldighedssag – registreret EF-design, der gengiver dør- og vindueshåndtag – tidligere design – ugyldighedsgrund – individuel karakter – artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 6/2002«
1. EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – design, der ikke giver den informerede bruger et andet helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – bedømmelseskriterier – designerens frihed
[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1 og 2, og art. 25, stk. 1, litra b)]
(jf. præmis 19, 34 og 51)
2. EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – design, der ikke giver den informerede bruger et andet helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – informeret bruger – begreb
[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1, og art. 25, stk. 1, litra b)]
(jf. præmis 25 og 26)
3. EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – design, der ikke giver den informerede bruger et andet helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – helhedsvurdering af alle det tidligere designs bestanddele
[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1, og art. 25, stk. 1, litra b)]
(jf. præmis 47 og 48)
4. EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – design, der ikke giver den informerede bruger et andet helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – vurdering af helhedsindtrykket under hensyntagen til måden, hvorpå produktet anvendes – den indvirkning, som produktets synlige elementer har på den komfort, der er forbundet med produktets anvendelse
[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1, og art. 25, stk. 1, litra b)]
(jf. præmis 49 og 50)
5. EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – design, der ikke giver den informerede bruger et andet helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – gengivelse af dør- og vindueshåndtag
[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1, og art. 25, stk. 1, litra b)]
(jf. præmis 55-60)
Resumé
I forbindelse med annullationen af en afgørelse truffet af appelkammeret ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (1) behandlede Retten i denne dom princippet om, at det helhedsindtryk, som et design giver den informerede bruger, skal fastlægges under hensyn til den måde, hvorpå det omhandlede produkt anvendes, og den indvirkning, som produktets synlige elementer har på den komfort, der er forbundet med dets anvendelse.
Den 17. november 2012 indgav den retlige forgænger for M&T 1997, a.s., sagsøgeren, en ansøgning til EUIPO om registrering af et EF-design, der gengiver dør- og vindueshåndtag (2). Den 23. oktober 2020 indgav VDS Czmyr Kowalik sp.k. en begæring om ugyldighed og gjorde gældende, at dette design ikke havde individuel karakter (3).
Ugyldighedsafdelingen imødekom denne begæring med den begrundelse, at det anfægtede design ikke havde individuel karakter.
Efterfølgende forkastede appelkammeret klagen over denne afgørelse med samme begrundelse, idet designet ikke gav den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det tidligere design.
Rettens bemærkninger
Retten bemærkede indledningsvis, at det helhedsindtryk, som et design giver den informerede bruger, skal afgøres under hensyn til den måde, hvorpå det omtvistede produkt normalt anvendes, idet der skal tages hensyn til den omstændighed, at den informerede bruger snarere retter sin opmærksomhed mod de mest synlige og væsentlige elementer ved anvendelsen af produktet. Betydningen af produktets synlige elementer vurderes således på grundlag af deres indvirkning ikke blot på produktets udseende, men også på den komfort, der er forbundet med dets anvendelse. I øvrigt styrker en høj grad af frihed hos designeren konklusionen om, at design, der ikke har væsentlige forskelle, giver det samme helhedsindtryk hos den informerede bruger, og følgelig, at det anfægtede design ikke har individuel karakter. Har designeren omvendt haft en ringe grad af frihed, understøtter dette konklusionen om, at tilstrækkeligt markante forskelle mellem designene giver et helhedsindtryk hos den informerede bruger, som er forskelligt, og det anfægtede design har således individuel karakter.
Hvad angår de omtvistede design bemærkede Retten, at når den informerede bruger nærmer sig dørhåndtaget for at anvende det på normal vis, vil denne imidlertid se det ovenfra. De mest synlige elementer er derfor dem, der svarer til de dele, der ses på håndtagets udvendige overflade, dvs. forsiden, siderne og den øverste del af håndtaget. Forskellene på bagsiden, nemlig kanternes krumning og halsens form, vil også være synlige for den informerede bruger og vil ikke blive overset af denne, så meget desto mere som den afrundede krumning af kanterne, der kendetegner det anfægtede design, har et mere enkelt og glat udseende, hvilket den informerede bruger let vil bemærke. Desuden er de afrundede og mere enkle former, der kendetegner det anfægtede designs kanter, udtryk for en forskel i forhold til det tidligere design, som i den informerede brugers bevidsthed vil have betydning for, hvorledes håndtaget betjenes, og som derfor er væsentlige elementer med hensyn til det helhedsindtryk, som det anfægtede design giver. Disse aspekter har nemlig en indvirkning på komforten ved anvendelsen af håndtaget, eftersom de svarer til de elementer af håndtaget, der kommer i direkte kontakt med den informerede brugers hånd.
Henset til disse elementer og til den informerede brugers høje grad af opmærksomhed i den foreliggende sag var Retten af den opfattelse, at forskellene med hensyn til håndtagets vinkler og hals hverken udgjorde perifere elementer eller mindre variationer af et og samme design. En mere afrundet form skaber nemlig generelt en udjævning af linjerne på halsen og håndtaget, hvilket har en væsentlig indvirkning på såvel det samlede udseende som på komforten ved brug af dørhåndtaget, således at der er tale om et element, der tiltrækker den informerede brugers opmærksomhed. Selv om designeren havde haft en høj grad af frihed, konkluderede Retten følgelig, at disse forskelle var tilstrækkeligt væsentlige til at give et anderledes helhedsindtryk af de omtvistede design.