PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

9. marts 2010

Sag F‑33/09

Aglika Tzvetanova

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag — midlertidigt ansatte — løn — udlandstillæg — betingelserne i artikel 4 i bilag VII til vedtægten — den faste bopæl forud for tiltrædelsen af tjenesten — studieophold på tjenestestedet i referenceperioden — praktik uden for tjenestestedet i referenceperioden — hensyn til den faktiske bopæl«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Aglika Tzvetanova, født Sabeva, har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om ikke at yde hende udlandstillæg i henhold til artikel 4 i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, som det fremgår af den oversigt over sagsøgerens individuelle rettigheder, der er udarbejdet den 10. juli 2008 af Kontoret for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder«.

Udfald: Europa-Kommissionens afgørelse af 10. juli 2008 om ikke at yde sagsøgeren udlandstillæg i henhold til artikel 4 i bilag VII til vedtægten annulleres. Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd — løn — udlandstillæg — betingelser

[Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra a)]

Selv om ordene » ha[ve] bopæl« og »udøve[…] sit hovederhverv« anvendes i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten, skal denne bestemmelse fortolkes således, at den med hensyn til tildeling af udlandstillæg lægger tjenestemandens varige bopæl (og ikke opholdssted) forud for tiltrædelsen af tjenesten til grund som afgørende kriterium. Den varige bopæl er det sted, hvor den pågældende har villet oprette og stabilisere det varige midtpunkt for sine interesser.

Den omstændighed, at en person bliver opført i folkeregisteret for et bestemt område, udgør et rent formelt forhold, der ikke gør det muligt at fastslå, at den berørte person rent faktisk har bosat sig i området. Dertil kommer, at dokumentation, der indeholder oplysninger om, at den berørte person har en tilknytning til et bestemt land, eller at den pågældende har en adresse i dette land, såsom attester vedrørende udøvelse af borgerlige rettigheder eller indregistrering af en bil og betaling af de dermed forbundne skatter og afgifter, og som er udfærdiget uden at myndigheder eller andre fysiske eller juridiske personer har undersøgt, om den pågældende rent faktisk har bosat sig i landet, kan heller ikke tillægges bevisværdi.

Selv om den omstændighed, at en person opholder sig i et land med henblik på at færdiggøre universitetsstudier og gennemføre erhvervspraktikophold, som er situationer, der er midlertidige og udgør en supplerende del af en persons uddannelse, i princippet ikke kan medføre en antagelse om, at der foreligger en hensigt om at flytte det varige midtpunkt for sine interesser til dette land, er det imidlertid ikke udelukket, at et sådant ophold kan antage karakter af varigt ophold i dette land, såfremt det på baggrund af andre relevante omstændigheder kan godtgøres, at den berørte person har en varig social og erhvervsmæssig tilknytning til det pågældende land. Såfremt en af disse andre »relevante omstændigheder« er, at den studerende har opholdt sig næsten uden afbrydelser i det land, hvor vedkommende har studeret, efter at den studerende har afsluttet sine studier og endda i længere tid end referenceperioden, gør studierne i sig selv det ikke muligt at antage, at den pågældende har haft til hensigt at flytte det varige midtpunkt for sine interesser til dette land, hvor han har studeret, men højst, at der kan være tale om en endnu usikker fremtidsudsigt.

En tjenestemand mister udelukkende retten til udlandstillæg, hvis den pågældende under hele referenceperioden har haft sin bopæl eller udøvet sit hovederhverv i det land, hvor tjenestestedet er beliggende.

(jf. præmis 39, 43, 45, 46, 48 og 57)

Henvisning til:

Domstolen: 10. oktober 1989, sag 201/88, Atala-Palmerini mod Kommissionen, Sml. s. 3109, præmis 10

Retten i Første Instans: 8. april 1992, sag T‑18/91, Costacurta Gelabert mod Kommissionen, Sml. II, s. 1655, præmis 42; 14. december 1995, sag T‑72/94, Diamantaras mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 285, og II, s. 865, præmis 48; 27. september 2000, sag T‑317/99, Lemaître mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 191, og II, s. 867, præmis 51; 3. maj 2001, sag T‑60/00, Liaskou mod Rådet, Sml. Pers. I‑A, s. 107, og II, s. 489, præmis  52, 55 og 56; 4. juni 2003, forenede sager T‑124/01 og T‑320/01, Del Vaglio mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 157, og II, s. 767, præmis 85; 25. oktober 2005, sag T‑299/02, Dedeu i Fontcuberta mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 303, og II, s. 1377, præmis 66; 27. september 2006, sag T‑416/04, Kontouli mod Rådet, Sml. Pers. I‑A‑2, s. 181, og II‑A‑2, s. 897, præmis 90, 105 og 106; 19. juni 2007, sag T‑473/04, Asturias Cuerno mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑2, s. 139, og II‑A‑2, s. 963, præmis 73 og 74 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: 8. april 2008, sag F‑134/06, Bordini mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑1, s. 87, og II‑A‑1, s. 435, præmis 74, 76 og 77