Forenede sager T-218/03 – T-240/03

Cathal Boyle m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Fiskeri – flerårige udviklingsprogrammer – anmodninger om forøgelse af målene af hensyn til at forbedre sikkerheden – beslutning 97/413/EF – Kommissionens afslag – annullationssøgsmål – formaliteten – Kommissionens kompetence«

Sammendrag af dom

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt

(Art. 230, stk. 4, EF; Kommissionens beslutning 2003/245)

2.      Fiskeri – fælles strukturpolitik – flerårige udviklingsprogrammer

(Rådets beslutning 97/413, art. 4, stk. 2, og art. 9; Kommissionens beslutning 2003/245)

1.      Beslutning 2003/245 om de anmodninger, Kommissionen har modtaget om forøgelse af FUP IV-målene af hensyn til forbedringer vedrørende sikkerhed, navigation til søs, hygiejne, produktkvalitet og arbejdsforhold for fartøjer med en længde overalt på mere end 12 m, vedrører, selv om den var rettet til de berørte medlemsstater, en række fartøjer, hvis navne alle er opført i dens bilag II. Den må herefter inden for rammerne af et annullationssøgsmål anlagt i henhold til artikel 230, stk. 4, EF opfattes som en række individuelle beslutninger, der hver især berører de nævnte fartøjsejeres retsstilling.

Allerede før vedtagelsen af beslutningen var det nemlig muligt at fastslå antallet og identiteten af de berørte fartøjsejere, og Kommissionen kunne vide, at dens afgørelse udelukkende berørte de pågældende ejeres interesser og situation. Beslutningen angår således på tidspunktet for dens vedtagelse en sluttet kreds af personer, hvis rettigheder Kommissionen agtede at regulere. Det følger heraf, at den således skabte faktiske situation adskiller nævnte fartøjsejere fra alle andre og individualiserer dem på lignende måde som en adressat.

Fartøjsejerne er tillige umiddelbart berørt, eftersom det er Kommissionen, der som eneste kompetente myndighed på området udtaler sig endeligt om, hvorvidt en anmodning om forøgelse af visse nærmere bestemte fartøjers kapacitet kan imødekommes. Denne virkning udspringer udelukkende af fællesskabsforanstaltningen, idet Kommissionen var den eneste myndighed, der havde bemyndigelse til at anvende artikel 4, stk. 2, i beslutning 97/413 om mål og detaljerede regler for en omstrukturering af Fællesskabets fiskerisektor i perioden fra den 1. januar 1997 til den 31. december 2001 med henblik på at opnå en bæredygtig ligevægt mellem ressourcerne og udnyttelsen heraf. De nationale myndigheder havde intet skøn med hensyn til deres forpligtelse til at gennemføre beslutning 2003/245. De har intet valg eller råderum med hensyn til tildeling af supplerende kapacitet vedrørende sikkerhed og skal gennemføre denne beslutning helt automatisk, uden anvendelse af andre mellemkommende regler.

(jf. præmis 47-49, 54, 56 og 57)

2.      Artikel 4, stk. 2, i beslutning 97/413 om mål og detaljerede regler for en omstrukturering af Fællesskabets fiskerisektor i perioden fra den 1. januar 1997 til den 31. december 2001 med henblik på at opnå en bæredygtig ligevægt mellem ressourcerne og udnyttelsen heraf pålægger ingen grænse for så vidt angår alderen af det fartøj, der kan få tildelt en kapacitetsforøgelse vedrørende sikkerhed. Det dér omhandlede begreb forbedringer skal ikke forstås som forbedringer foretaget vedrørende et bestemt fartøj, men som en henvisning til den nationale flåde. Ligeledes er det ikke med henblik på at sikre opnåelsen af formålet med denne beslutning, som er at bevare fiskebestandene i fællesskabsfarvandene, nødvendigt, at nye fartøjer er udelukket fra den ordning, der er indført med denne bestemmelse.

Følgelig har Kommissionen overskredet sine gennemførelsesbeføjelser, idet den i beslutning 2003/245 om de anmodninger, Kommissionen har modtaget om forøgelse af FUP IV-målene af hensyn til forbedringer vedrørende sikkerhed, navigation til søs, hygiejne, produktkvalitet og arbejdsforhold for fartøjer med en længde overalt på mere end 12 m har fastsat kriterier, der ikke er hjemlet i den fællesskabsordning, der finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.

(jf. præmis 105, 108-110 og 134)