Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 22. august 2002 af Chafiq Ayadi mod Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag T-253/02)

(Processprog: engelsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 22. august 2002 anlagt sag mod Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Chafiq Ayadi, Dublin (Irland), ved solicitor A. Lyon og barrister S. Cox.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

(Artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 af 27. maj 2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban, og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 467/2001 om forbud mod udførsel af visse varer og tjenesteydelser til Afghanistan, om styrkelse af flyveforbuddet og om udvidelse af indefrysningen af midler og andre økonomiske ressourcer over for Taliban i Afghanistan ¹ og artikel 4, for så vidt som denne bestemmelse vedrører artikel 2, annulleres.

(Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren er nævnt i bilag I til den anfægtede forordning som en af de personer, hvorpå artikel 2 finder anvendelse. I medfør af denne bestemmelse er det indestående på sagsøgerens bankkonti blevet indefrosset.

Sagsøgeren har gjort gældende, at de bestemmelser, i henhold til hvilke De Forenede Nationers sikkerhedsråd kan opfordre medlemmerne til at anvende visse foranstaltninger, ikke indebærer en forpligtelse for medlemmerne af De Forenede Nationer til at anvende disse foranstaltninger. Medlemmerne kan frit vælge, hvordan de vil reagere på sikkerhedsrådets opfordring.

Sagsøgeren har tillige gjort gældende, at Rådet ikke havde kompetence til at udstede forordningens artikel 2, idet artikel 60 og 301 EF ikke tillægger Rådet en beføjelse hertil. Rådet og Kommissionen har gjort sig skyldige i magtmisbrug, for så vidt som forordningens artikel 2 i realiteten ikke forfølger formålene med artikel 60 og 301 EF.

Endvidere er forordningens artikel 2 i strid med grundlæggende fællesskabsretlige principper, særligt subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet samt menneskerettighederne. Medlemsstaterne er bedst selv i stand til at afgøre, hvilke foranstaltninger der står i et rimeligt forhold til formålet, og fuldstændig frakendelse af al indkomst og al bistand, der ikke indtjent, for et individ står ikke i et rimeligt forhold hertil. Artikel 2 er i strid med menneskerettighederne, for så vidt som bestemmelsen hindrer individets adgang til hans ejendom og til muligheder for livets opretholdelse uden at stille et retsmiddel til rådighed mod denne fratagelse.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at der ved udstedelsen af artikel 2 blev tilsidesat en væsentlig formforskrift, nemlig forskriften om, at Rådet og Kommissionen skal anføre en tilstrækkelig begrundelse for, at det ikke kan afgøres af de enkelte medlemsstater, hvilke foranstaltninger der må anses for nødvendige.

____________

¹ - (EFT 2002 L 139, s. 9.