Language of document :

Sag anlagt den 7. februar 2012 - Lafarge mod Kommissionen

(Sag T-49/12)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Lafarge (Paris, Frankrig) (ved advokaterne A. Winckler, F. Brunet og C. Medina)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Europa-Kommissionens afgørelse K(2011) 8890 endelig af 25. november 2011 om en procedure i henhold til artikel 24, stk. 1, litra d), i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 i sag 39.520 - Cement og lignende produkter, annulleres på grundlag af artikel 263 TEUF.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

Første anbringende om en tilsidesættelse af forordning nr. 1/2003 , idet Kommissionen har overskredet sine beføjelser i henhold til artikel 24, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1/2003 ved at kræve, at sagsøgeren bekræfter, at selskabets svar er udtømmende, korrekt og præcist, eller fremsender de manglende oplysninger eller de nødvendige korrektioner med henblik på, at svaret er udtømmende, korrekt og præcist.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, idet Kommissionen har overskredet grænserne for, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt for at opfylde det mål, der forfølges, ved at vedtage en afgørelse, som kræver, at sagsøgeren bekræfter, at selskabets svar er udtømmende, korrekt og præcist, eller fremsender de manglende oplysninger eller de nødvendige korrektioner med henblik på, at svaret er udtømmende, korrekt og præcist, selv om en sådan bekræftelse henset til omfanget af de ønskede oplysninger ville være umulig, og at Kommissionen kunne have truffet mere relevante foranstaltninger for at sikre sig, at sagsøgerens svar kan udgøre et pålideligt grundlag for vurderingen af foreneligheden af virksomhedernes adfærd med artikel 101 og 102 TEUF.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til en retfærdig rettergang, idet den anfægtede afgørelse ville svare til at kræve, at sagsøgeren giver afkald på alle de forbehold, der ledsager selskabets svar, selv om det henset til de ønskede oplysningers kompleksitet måtte indgå mange kompromisser.

Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, idet den anfægtede afgørelse blev truffet uden at tage hensyn til sagens konkrete forhold, som sagsøgeren har fremført i sin besvarelse, og uden forinden at høre selskabet.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel [101 TEUF] og [102 TEUF] (EFT 2003 L 1, s. 1).