Sag T-52/12 R

Den Hellenske Republik

mod

Europa-Kommissionen

»Særlige rettergangsformer – statsstøtte – udbetaling af kompensation i 2008 og 2009 fra det græske landbrugsforsikringsorgan (ELGA) – afgørelse, der erklærer støtten uforenelig med det indre marked og bestemmer, at den skal tilbagesøges – begæring om udsættelse af gennemførelsen – fumus boni juris – uopsættelighed – interesseafvejning«

Sammendrag – kendelse afsagt af Rettens præsident af 19. september 2012

1.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser – fumus boni juris – uopsættelighed – alvorlig og uoprettelig skade – kumulativ karakter – afvejning af samtlige interesser i sagen – skønsbeføjelse for dommeren i sager om foreløbige forholdsregler

(Art. 256, stk. 1, TEUF, 278 TEUF og 279 TEUF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

2.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser – fumus boni juris – umiddelbar undersøgelse af anbringender fremført til støtte for søgsmålet i hovedsagen – søgsmål anlagt til anfægtelse af en Kommissionsafgørelse, der erklærer en støtte ulovlig og bestemmer, at den skal tilbagesøges – anbringende, som vedrører forekomsten af særlige omstændigheder, der er til hinder for tilbagesøgning af støtten – anbringende, der ikke umiddelbart forekommer ubegrundet

(Art. 107, stk. 1, og art. 107, stk. 3, litra b), TEUF og 278 TFUE)

3.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser – uopsættelighed – alvorlig og uoprettelig skade – bevisbyrde – kommissionsafgørelse, der anordner tilbagesøgning af en statsstøtte – tilbagesøgning, som kan resultere i en forstyrrelse af den offentlige orden i en medlemsstat, der gennemgår en dyb økonomisk og finansiel krise – omfattet

(Art. 278 TEUF og 279 TEUF)

4.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser – alvorlig og uoprettelig skade – skade, der kan påberåbes af en medlemsstat

(Art. 278 TEUF og 279 TEUF)

5.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser – afvejning af samtlige interesser i sagen – kommissionsafgørelse, der anordner tilbagesøgning af en statsstøtte

(Art. 278 TEUF)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 10 og 11)

2.      I en sag om foreløbige forholdsregler er betingelsen om fumus boni juris opfyldt, når i det mindste et af de anbringender, som sagsøgeren har gjort gældende til støtte for sine påstande i hovedsagen, umiddelbart forekommer relevant og under alle omstændigheder ikke åbenbart ugrundet, for så vidt som der er tale om et vanskeligt juridisk spørgsmål, hvis løsning ikke er indlysende, og som dermed fortjener en dyberegående undersøgelse, som ikke kan foretages af Retten i retsforhandlingerne vedrørende de foreløbige forholdsregler, men skal være genstand for retsforhandlingerne i hovedsagen, således at sagen ikke umiddelbart er helt ugrundet.

Inden for rammerne af en begæring om udsættelse af gennemførelsen af en Kommissionsafgørelse, som fastslår, at en statsstøtte er uforenelig med det indre marked, foreligger der umiddelbart fumus boni juris hvad angår en argumentation, som rejser det juridiske spørgsmål, som endnu ikke er blevet behandlet i retspraksis, om, hvorvidt den nationale sektor, som modtager støtten, på grund af de helt særlige og undtagelsesvise vanskeligheder, der er forbundet med de stramninger, som har kendetegnet den nationale økonomi i en medlemsstat i flere år, hverken kan anses for at være underlagt en levende konkurrence eller være internationalt orienteret, hvilket eventuelt udelukker, at denne støtte mærkbart kan påvirke samhandelen og konkurrencen mellem medlemsstater som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Selv om det antages, at nævnte støtte opfyldte alle betingelserne i denne bestemmelse, besvarer retspraksis desuden ikke spørgsmålet, om den pågældende medlemsstat gyldigt kan påberåbe sig særlige omstændigheder, der gør tilbagesøgningen af støtten hos modtagerne overdreven, idet medlemsstaten har stået over for en alvorlig forstyrrelse i nationaløkonomien i den i artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF omhandlede forstand, og om Kommissionen ved at lade sig inspirere af denne primærretlige bestemmelse burde have givet afkald på at kræve enhver tilbagesøgning hos en sektor, der er stærkt svækket på grund af denne forstyrrelse.

(jf. præmis 13, 29-31 og 34)

3.      Spørgsmålet om, hvorvidt uopsættelighedsbetingelsen er opfyldt i forbindelse med en begæring om udsættelse af gennemførelsen, skal vurderes på baggrund af nødvendigheden af, at der træffes en foreløbig afgørelse for at undgå, at den begærende part udsættes for et alvorligt og uopretteligt tab. Denne part skal føre strengt bevis for ikke at kunne afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført en sådan personlig skade. Hvis det ikke med absolut sikkerhed kan fastslås, at skaden er overhængende, skal dens virkeliggørelse ikke desto mindre være forudsigelig med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed. Den part, der fremsætter begæring om foreløbige forholdsregler, er under alle omstændigheder forpligtet til at bevise de faktiske forhold, som risikoen for en alvorlig og uoprettelig skade bygger på, og som gør det muligt for Rettens præsident at bedømme de nøjagtige følger, det sandsynligvis vil have, hvis de begærede foranstaltninger ikke anordnes, idet en rent hypotetisk skade, for så vidt som den bygger på, at fremtidige og usikre begivenheder vil indtræde, ikke kan begrunde, at der anordnes foreløbige forholdsregler.

Dette er tilfældet, hvor en omgående tilbagesøgning af en ulovlig statsstøtte hos flere tusinde modtagere medfører administrative vanskeligheder, som kan forvolde alvorlig og uoprettelig skade for en medlemsstat, hvis generelle finansielle situation er yderst vanskelig, såsom risikoen for en skade, der forvoldes på prioritetsopgaverne for skatteforvaltningen, som tilsigter at bekæmpe skattesvig, henset til behovet for, at et meget stort antal ansatte i denne forvaltning griber ind med henblik på tilbagesøgningen af støtten hos modtagerne, og risikoen for en forstyrrelse af den offentlige orden, idet en omgående tilbagesøgning af denne støtte kan udløse demonstrationer, som kan udarte sig til vold, og idet sådanne demonstrationer allerede har fundet sted i tilsvarende situationer.

(jf. præmis 36, 43 og 47-50)

4.      Hvad angår en begæring om foreløbige forholdsregler fra en medlemsstat skal det erindres, at medlemsstaterne er ansvarlige for de især økonomiske og sociale interesser, der på nationalt plan anses for almene, og derfor kan anlægge sag om foreløbige forholdsregler for at forsvare dem. Medlemsstaterne kan bl.a. begære, at der anordnes foreløbige forholdsregler, ved at påstå, at den anfægtede foranstaltning risikerer at forvolde alvorlig skade på gennemførelsen af deres statslige opgaver og den offentlige orden.

(jf. præmis 37)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 52-54)