Language of document :

Domstolens kendelse af 9. juni 2010 - Europa-Kommissionen mod Schneider Electric SA, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik

(Sag C-440/07 P) 1

(Appel - delvis annullation af anfægtet dom - sagen moden til påkendelse - Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold - vurdering af skaden)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved M. Petite, F. Arbault, T. Christoforou, R. Lyal og C-F Durand, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Schneider Electric SA (ved avocats M. Pittie og A. Winckler), Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Retten i Første Instans (Fjerde Udvidede Afdeling) den 11. juli 2007 i sag T-351/03, Schneider Electric SA mod Kommissionen, hvorved Retten tilpligtede Det Europæiske Fællesskab dels at erstatte Schneider Electric's udgifter i forbindelse med selskabets deltagelse i den genoptagne procedure for kontrol af virksomhedsovertagelsen, der blev gennemført efter afsigelsen af Rettens domme af 22. oktober 2002, Schneider Electric mod Kommissionen (sagerne T-310/01 og T-77/02), dels at betale to tredjedele af Schneider Electric's tab som følge af den nedsættelse af salgsprisen for Legrand SA, som Schneider Electric måtte indrømme køberen til gengæld for en udsættelse af det endelige tidspunkt for den effektive gennemførelse af salget af Legrand indtil 10. december 2002 - betingelser for, at Fællesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold - begrebet culpa, tab og direkte årsagsforbindelse mellem den begåede fejl og det lidte tab - en kontrolprocedure af en fusions forenelighed med fællesmarkedet, der må karakteriseres som en "tilstrækkeligt kvalificeret" tilsidesættelse af fællesskabsretten

Konklusion

Erstatningsbeløbet, der er omhandlet i nr. 3) i domskonklusionen til De Europæiske Fællesskabers Domstols dom af 16. juli 2009, Kommissionen mod Schneider Electric (sag C-440/07 P, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), fastsættes til 50.000 EUR.

Schneider Electric SA's påstand vedrørende sagsomkostninger afvises.

____________

1 - EUT C 22 af 26.1.2008.