Language of document :

Sag anlagt den 4. marts 2024 – WM mod EIB

(Sag T-141/24)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: WM (ved advokat B. Maréchal)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank

Sagsøgerens påstande

Følgende dokumenter annulleres: (i) det dokument, der beskriver sagsøgerens professionelle præstationer i 2021, udstedt den 29. marts 2022 (den første anfægtede afgørelse); (ii) det dokument, der beskriver sagsøgerens professionelle præstationer i 2021, netop udstedt den 15. marts 2023, og hvorved den første anfægtede afgørelse opretholdes/stadfæstes (den anden anfægtede afgørelse); (iii) afgørelse fremsendt den 22. marts 2023 om ikke at tildele sagsøgeren en passende generel lønforhøjelse i 2022 i henhold til det af sagsøgte anvendte gennemsnit, med tildelingen af en belønning for præstationer til sagsøgeren for 2021 og med en forfremmelse (den tredje anfægtede afgørelse); og (iv) sagsøgtes afgørelse af 21. november 2023 om afvisning af sagsøgerens anmodning af 21. maj 2023 om en administrativ revision/fornyet behandling, hvorved lovligheden af de tre ovenfor angivne anfægtede afgørelser anfægtes.

Der tilkendes erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt, som beløber sig til 30 000 EUR, og som ansættes efter ret og billighed.

Der tilkendes erstatning for den økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt, som efter en foreløbig beregning beløber sig til 50 000 EUR.

Der tilkendes erstatning for sagsomkostninger i forbindelse med denne sag på 35 000 EUR (inklusive moms).

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

Første anbringende om, at de anfægtede afgørelser er ulovlige som følge af sagsøgtes retsstridige handlinger og/eller undladelser, som har tilsidesat sagsøgerens grundlæggende ret til ikke at blive forskelsbehandlet og diskrimineret, til god forvaltning og til sagsøgtes omsorgspligt over for sagsøgeren.

Andet anbringende om, at sagsøgte er ansvarlig for økonomisk og ikke-økonomisk skade, som sagsøgeren har lidt som et resultat af de anfægtede afgørelsers ulovlighed og dermed sammenhængende tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende rettigheder.

____________