Sag anlagt den 29. februar 2024 – Technius mod Kommissionen
(Sag T-134/24)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Technius LTD (Limassol, Cypern) (ved advokaterne T. Bosch og T. Kraul)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
Sagen antages til realitetsbehandling;
Kommissionens afgørelse C(2023) 8844 final af 20. december 2023 om udpegning af Stripchat som en meget stor onlineplatform i henhold til artikel 33, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 1 (»den anfægtede afgørelse«) annulleres; og
Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.
Første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 33, stk. 4, i forordning 2022/2065 og af princippet om god forvaltningsskik:
Kommissionen støttede den anfægtede afgørelse på egne skøn over antallet af aktive modtagere af sagsøgerens tjeneste Stripchat (»Stripchat«). De data, der blev indhentet af Kommissionen fra en tredjepart, er åbenbart usammenhængende og fejlagtige. Eksempelvis er antallet af anslåede brugere i en stat af Stripchat større end den samlede befolkning.
Kommissionen tilsidesatte således sin pligt til at udvise omhu ved ikke at undersøge sagens faktiske omstændigheder omhyggeligt og upartisk. Kommissionen foretog ikke en efterprøvelse af nøjagtigheden og konsistensen af de anvendte data, fulgte ikke op på åbenlyse indicier for, at de anvendte data ikke er tilstrækkeligt pålidelige og anvendte ikke lettilgængelige alternativer kilder for at efterprøve, om de anvendte data var pålidelige.
Som følge heraf lagde Kommissionen fejlagtigt til grund, at Stripchat havde mere end 45 mio. aktive modtagere i Unionen i gennemsnit pr. måned.
Det andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF og af begrundelsespligten, idet den anfægtede afgørelse ikke angiver de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, som den er støttet på. Den anfægtede afgørelse forkaster udelukkende den beregning af aktive modtagere, som sagsøgeren havde foretaget, og angiver et andet antal aktive modtagere uden at redegøre for kilden til dette antal eller den anvendte metode.
Det tredje anbringende en tilsidesættelse af artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«) og af retten til at blive hørt, idet sagsøgeren blev givet en urimelig kort periode til at gennemgå, efterprøve og kommentere antallet af aktive modtagere, der blev angivet i Kommissionens foreløbige konklusion. Sagsøgeren var derfor ude af stand til at levere alternative data, således at retten til at blive hørt de facto var uden betydning.
Det fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, idet artikel 33, stk. 1, og 4, i forordning 2002/2065 ikke indeholder en tilstrækkeligt klar, præcis og forudsigelig definition af »antallet af aktive modtagere af tjenesten i Unionen i gennemsnit pr. måned«, og Kommissionen vedtog ikke en delegeret retsakt med henblik på at præcisere den metode, der skulle anvendes af tjenesteyderne.
Femte anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 2 TEUF, chartrets artikel 20 og princippet om ligebehandling, idet retsusikkerheden med hensyn til, hvorledes »antallet af aktive modtagere af tjenesten i Unionen i gennemsnit pr. måned« skal beregnes, fører til en vilkårlig anvendelse af tærskelværdien for udpegningen af meget store onlineplatforme i henhold til artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065.
Sjette anbringende vedrørende en tilsidesættelse af chartrets artikel 16 og proportionalitetsprincippet, idet de due diligence-forpligtelser, der er pålagt meget store onlineplatforme, uforholdsmæssigt krænker sagsøgerens grundlæggende rettigheder, eftersom Stripchat ikke kan medføre de systemiske risici og skader, der er forbundet med meget store onlineplatforme, og som forordning 2022/2065 tilsigter at imødegå.
____________
1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 19.10.2022 om et indre marked for digitale tjenester og om ændring af direktiv 2000/31/EF (forordning om digitale tjenester) (EUT 2022, L 277, s. 1).