Language of document :

Sag anlagt den 21. februar 2024 – Airbus Defence and Space og Marlink Events mod EDA

(Sag T-105/24)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Airbus Defence and Space SAS (Toulouse, Frankrig) og Marlink Events SAS (Choisy-le-Roi, Frankrig) (ved advokaterne F. Salat-Baroux og M. Lordonnois)

Sagsøgt: Det Europæiske Forsvarsagentur

Sagsøgernes påstande

Det Europæiske Forsvarsagenturs følgende tre afgørelser annulleres: (i) afgørelsen af 12. december 2023 om at afvise buddet afgivet af sammenslutningen af selskaberne Airbus Defence and Space SAS og Marlink Events SAS inden for rammerne af udbudsproceduren 23.ISE.JP.001 vedrørende en kontrakt om levering af satellitkommunikation i C-, Ku-, (civ)Ka-, L- og UHF-bånd, (mil)Ka- & X-båndudstyr samt beslægtede tjenesteydelser, og ved at beslutte at tildele den nævnte kontrakt til selskabet Telespazio France SAS, (ii) afgørelsen af 23. januar 2024 ved at beslutte at ophæve suspensionen af underskrivelsen af kontrakten 23.ISE.JP.001, hvilket blev besluttet den 8. januar 2024 efter bemærkningerne fra selskabet Airbus Defence and Space SAS, og bekræfte resultatet af udbudsproceduren 23.ISE.JP.001 ved at tildele kontrakten til selskabet Telespazio France SAS og (iii) afgørelsen af 24. januar 2024 om at underskrive kontrakten 23.ISE.JP.001 med selskabet Telespazio France SAS.

Det Europæiske Forsvarsagentur tilpligtes at betale selskabet Airbus Defence and Space et beløb på 21 650 734 EUR svarende til det lidte tab som følge af de anfægtede afgørelser og at betale Marlink en kompensation på 2 552 350 EUR svarende til det lidte tab som følge af de anfægtede afgørelser med tillæg af morarenter og kapitaliserede renter.

Det Europæiske Forsvarsagentur tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat syv anbringender.

Det første anbringende vedrører utilstrækkelig begrundelse og en retlig fejl i begrundelsen for afslaget på at fremsende detaljerne for de økonomiske points, som blev opnået af hver enkelt ansøger, selv om en simpel oplysning vedrørende disse points, som er påkrævet i henhold til artikel 170 i forordning 2018/1046 af 18. juli 2018, ikke indebærer en tilsidesættelse af fortroligheden af hver enkelt ansøgers bud.

Det andet anbringende vedrører en retlig fejl og et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med analysen af foreneligheden af den valgte tilbudsgivers bud, da den ordregivende myndighed ikke fuldt ud har sikret sig, at den valgte tilbudsgiver netop havde bevist, at vedkommende opfyldte samtlige krav i henhold til dokumenterne fra høringen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 56 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF.

Det tredje anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn og en urigtig gengivelse i forbindelse med undersøgelsen af de respektive bud fra de to ansøgere for så vidt angår det valgfrie underunderkriterium O-007 i underkriterium 4 i kriteriet »Tekniske tildelingskriterier«, for så vidt som den valgte tilbudsgiver ikke har bevist, at den pågældende var i stand til at opfylde dette underunderkriterium, eftersom der ikke var nogen tilgængelig UHF-kapacitet på markedet, og kendetegnene ved den af sagsøgerne foreslåede UHF-tjeneste burde have medført, at de fik tildelt maksimumpoints.

Det fjerde anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn og en urigtig gengivelse i forbindelse med undersøgelsen af den valgte tilbudsgivers bud for så vidt angår underunderkriteriet »scenarium C« i underkriterium 3 i kriteriet »Tekniske tildelingskriterier«, for så vidt som den valgte tilbudsgiver ikke har bevist, at den pågældende havde en kontrakt, der er indgået før udbudsproceduren med en af de satellitoperatører, som tilbyder den LEO-tjeneste, der er blevet anmodet om i henhold til dette underunderkriterium.

Det femte anbringende vedrører en retlig fejl, et åbenbart urigtigt skøn og en urigtig gengivelse i forbindelse med undersøgelsen af den valgte tilbudsgivers bud for så vidt angår de valgfrie underunderkriterier O-003 og O-004 i underkriterium 4 i kriteriet »Tekniske tildelingskriterier«, for så vidt som den valgte tilbudsgiver ikke har bevist, at den pågældende havde kontrakter, der er indgået før udbudsproceduren med visse af de satellitoperatører, som tilbyder de tjenester, der er krævet i henhold til disse to valgfrie underunderkriterier.

Det sjette anbringende vedrører en retlig fejl, et åbenbart urigtigt skøn, en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og en urigtig gengivelse i forbindelse med undersøgelsen af sagsøgernes bud for så vidt angår underunderkriteriet »udstyr« i underkriterium 2 i kriteriet »Tekniske tildelingskriterier«, for så vidt som sagsøgerne har afgivet den garantiudvidelse og de godkendelser, som der er anmodet om for terminalerne, og at den ordregivende myndighed under alle omstændigheder burde have anmodet sagsøgerne om præciseringer, da myndigheden havde spørgsmål vedrørende de godkendelser, der var blevet givet.

Det syvende anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn og en urigtig gengivelse i forbindelse med undersøgelsen af sagsøgernes bud for så vidt angår underunderkriteriet »scenarium B« i underkriterium 3 i kriteriet »Tekniske tildelingskriterier«, for så vidt som de svar, der blev afgivet af sagsøgerne, indgik i forbindelse med udbudsbetingelserne.

____________