Language of document :

Sag anlagt den 17. juni 2009 - Région Wallonne mod Kommissionen

(Sag T-237/09)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Région Wallonne (ved avocats J.-M. De Backer, A. Lepièce og I.S. Brouhns)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning af 27. marts 2009 vedrørende den nationale belgiske tildelingsplan annulleres, idet denne beslutning afviser tildelingstabellen for anlæg nr. 16 for perioden 2008-2010, og der gives tilladelse til at foretage tildeling i årlige trancher i overensstemmelse med bilag Va til den nationale tildelingsplan

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren nedlægger påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 27. marts 2009 vedrørende den nationale tildelingsplan for drivhusgasemissioner, der er indberettet af Belgien for perioden 2008 - 2010, hvorefter Kommissionen har afvist korrektionen af "den nationale tildelingstabel", der tildeler anlæg nr. 116 kvoter.

Til støtte for sin påstand har sagsøgeren gjort fire anbringender gældende:

-    Kommissionen har tilsidesat artikel 44, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2216/2004 1, idet Kommissionen har lagt vægt på hensyn, der ikke er hjemlet i den bestemmelse, der finder anvendelse

Forpligtelsen til at begrunde den omtvistede beslutning er tilsidesat, idet det ikke af denne er muligt at udlede, på hvilken måde korrektionen af Belgiens "nationale tildelingstabel" vedrørende anlæg nr. 16 skulle mangle grundlag i den nationale tildelingsplan for drivhusgasemissioner, der er indberettet af Belgien og tidligere godkendt af Kommissionen.

Retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er tilsidesat, idet den omtvistede beslutning er i strid med den belgiske nationale tildelingsplan for drivhusgasemissioner, der er godkendt af Kommissionen.

Principperne om loyalitet inden for Fællesskabet og god forvaltningsskik er tilsidesat, idet Kommissionen har vedtaget en beslutning, der strider mod en første beslutning vedtaget 6 måneder tidligere.

____________

1 - Kommissionens forordning (EF) nr. 2216/2004 af 21.12.2004 om et standardiseret og sikkert registersystem i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og Europa-Parlamentets og Rådets beslutning 280/2004/EF (EUT L 386, s. 1).