RETTENS DOM (Appelafdelingen)

8. oktober 2014

Sag T-530/12 P

Moises Bermejo Garde

mod

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)

»Appel – personalesager – tjenestemænd – psykisk chikane – ulovlige aktiviteter til skade for Unionen – alvorligt brud på de forpligtelser, der påhviler EU’s tjenestemænd – vedtægtens artikel 12a og artikel 22a – sagsøgerens anmeldelse – forflyttelse efter denne anmeldelse – ingen forelæggelse af sagen for OLAF foretaget af den overordnede, der modtog oplysningerne – retsakter, der indeholder et klagepunkt – god tro – retten til forsvar – retsaktens ophavsmands kompetence«

Angående:      Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 25. september 2012 i sag F-41/10, Bermejo Garde mod EØSU, med påstand om ophævelse af dommen.

Udfald:      Dommen afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 25. september 2012 i sag F-41/10, Bermejo Garde mod EØSU, ophæves, for så vidt som Personaleretten frifandt sagsøgte i en sag med påstand om annullation af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs (EØSU) afgørelse nr. 133/10 A af 24. marts 2010, hvorved hans tidligere funktion blev bragt til ophør, og om annullation af EØSU’s afgørelse nr. 184/10 A af 13. april 2010 vedrørende hans forflyttelse. I øvrigt forkastes appellen. Sagen hjemvises til Personaleretten. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – ytringsfrihed – fremlæggelse af faktiske oplysninger, som lader formode, at der finder ulovlige handlinger sted, eller adfærd, som udgør et alvorligt brud – forpligtelse – undtagelse i en situation, hvor en tjenestemand mener at være udsat for chikane

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a og art. 22a)

2.      Tjenestemænd – psykisk chikane – anmeldelse af chikane ikke alene i medfør af vedtægtens artikel 12a, men også i medfør artikel 22a – beskyttelse mod disciplinær forfølgning – betingelse – tjenestemandens gode tro – relevante faktorer – overholdelse af betingelserne i de førnævnte bestemmelser – overholdelse af de andre vedtægtsmæssige forpligtelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a og art. 22a)

3.      Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – ytringsfrihed – fremlæggelse af forhold, som lader formode, at der finder ulovlige handlinger sted, eller adfærd, som udgør et alvorligt brud – beskyttelse mod disciplinær forfølgning – betingelse – tjenestemandens gode tro – relevante faktorer – forpligtelse til at tage hensyn til den sammenhæng, hvori oplysningerne er videregivet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 22a)

1.      Vedtægtens artikel 22a fastlægger, i Unionens interesse, en forpligtelse, der i princippet påhviler alle tjenestemænd. I de særlige tilfælde, hvor ulovligheder eller alvorlige brud følger af adfærd, der ligeledes kan kvalificeres som chikane som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3 og 4, nyder den pågældende tjenestemand godt af de rettigheder, der følger af vedtægtens artikel 12a, og råder i denne henseende over muligheden for at indgive en ansøgning om bistand på grundlag af vedtægtens artikel 24. Den generelle underretningspligt, der følger af vedtægtens artikel 22a, stk. 1, kan derfor være uforenelig med den særlige beskyttelse, som vedtægtens artikel 12a, stk. 2, første punktum, udtrykkeligt giver offeret for chikane. Følgelig skal det bemærkes, at den tjenestemand, der mener at være udsat for chikane, ikke er forpligtet til at anmelde chikanen. Ikke desto mindre kan det ikke udelukkes, at han, hvis han ønsker det, kan anmelde chikanen i henhold til artikel 22a, i Unionens interesse, idet chikanen »kan være et alvorligt brud på de forpligtelser, der påhviler Unionens tjenestemænd« i denne artikels forstand.

(jf. præmis 106)

2.      Det fremgår både af vedtægtens artikel 12a, stk. 2, og af vedtægtens artikel 22a, stk. 3, at den tjenestemand, der har meddelt de i disse to bestemmelser omhandlede oplysninger, ikke må udsættes for sanktioner fra institutionens side, forudsat at han har handlet i god tro. Den gode tro er således indført som en betingelse for anvendelsen af de to bestemmelser.

Ganske vist har vedtægtens artikel 12a og artikel 22a forskellige anvendelsesområder. Begrebet »chikane« er nemlig udtrykkeligt defineret i artikel 12, stk. 3 og 4, og adskiller sig fra begreberne ulovlige handlinger til skade for Unionens interesser og alvorlige brud på forpligtelser, der påhviler Unionens tjenestemænd, som omhandlet i vedtægtens artikel 22a, stk. 1.

Imidlertid er en tjenestemand, ikke alene når denne foretager underretning om chikane i forbindelse med en ansøgning om bistand i medfør af vedtægtens artikel 12a og 24, men også på grundlag af vedtægtens artikel 22a, ligeledes forpligtet til at overholde de betingelser, der er indeholdt i sidstnævnte artikel.

I denne henseende tager vedtægtens artikel 22a sigte på ulovlige handlinger, der er til skade for Unionens interesser, hvilket nødvendigvis indebærer, at disse handlinger skal være af en vis grovhed. På samme vis er de eksempler, der er givet i denne bestemmelse, dvs. svig og korruption, efter deres karakter alvorlige. Under disse omstændigheder bør den advarselsmekanisme, der er indeholdt i artikel 22a, ifølge sit formål kun igangsættes i situationer, hvor de oplysninger, der gives meddelelse om, vedrører adfærd af en vis grovhed. Denne bestemmelse skal nemlig være forenelig med de krav om objektivitet og upartiskhed, som tjenestemændene er underlagt, sammen med kravet om at tage hensyn til embedets omdømme og loyalitetspligten samt pligten til at respektere de berørte personers integritet og uskyldsformodningen.

Når en tjenestemand således har meddelt oplysninger i medfør af vedtægtens artikel 12a og artikel 22a, kan han ikke frigøre sig fra sine andre forpligtelser og opgaver. Tværtimod skal han bruge sin sunde fornuft med henblik på ikke med urette at skade sine kolleger eller tjenestens gnidningsløse afvikling. Meddelelsen af oplysninger, som ikke er sandsynlige, eller af faktiske omstændigheder, der mangler ethvert grundlag, kan imidlertid have en sådan skadelig virkning.

Ligeledes er valget om at udbrede disse oplysninger ud over den personkreds, der udtrykkeligt udpeges i vedtægtens artikel 22a, relevant i forbindelse med at vurdere, om tjenestemanden har handlet i god tro.

(jf. præmis 114-116, 118, 123, 128, 129 og 135)

3.      Spørgsmålet om, hvorvidt en tjenestemand, da denne meddelte oplysninger i henhold til vedtægtens artikel 22a, handlede i god tro, kan ikke vurderes abstrakt og nødvendiggør, at der tages hensyn til alle elementerne i den sammenhæng, hvori tjenestemanden videregav de oplysninger, som afslørede visse forhold, til sine overordnede.

I denne henseende, og i det omfang der af vedtægtens artikel 22a, stk. 1, i princippet følger en meddelelsespligt, og ikke en ret eller en mulighed, kan tilstedeværelsen af en forpligtelse have betydning for det svar, der skal gives på spørgsmålet om, hvorvidt en tjenestemand har handlet i god tro i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 22a, stk. 3, når denne giver underretning om de i denne artikels stk. 1 omhandlede oplysninger. Den skønsmargin, som den tjenestemand, der har kendskab til faktiske omstændigheder, der kunne falde ind under anvendelsesområdet for artikel 22a, stk. 1, råder over, er nemlig snævrere i en situation, hvor han er underlagt en underretningspligt, end i en situation, hvor han frit kan beslutte at foretage underretning. I førstnævnte tilfælde udsætter han sig for risikoen for at blive pålagt en sanktion som omhandlet i vedtægtens artikel 86, mens der ikke foreligger en sådan risiko, hvis han beslutter sig for ikke at gøre brug af en mulighed.

Følgelig vil den tjenestemand, der er i tvivl om, hvorvidt vedtægtens artikel 22a, stk. 1, finder anvendelse, være mere tilbøjelig til at meddele oplysninger, når han er underlagt en forpligtelse, end når det modsatte er tilfældet.

I øvrigt kan det store ansvar, som den pågældende tjenestemand har, medføre, at denne i højere grad er opmærksom på sine vedtægtsmæssige forpligtelser.

(jf. præmis 148-150 og 152)