RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
15. juli 2015 (*)
»Konkurrence – administrativ procedure – det europæiske marked for autoglas – offentliggørelse af en beslutning, hvorved der fastslås en overtrædelse af artikel 81 EF – afslag på begæring om fortrolig behandling af oplysninger, som Kommissionen påtænker at offentliggøre – begrundelsespligt – fortrolighed – tavshedspligt – bødefritagelsesordningen – berettiget forventning – ligebehandling«
I sag T-465/12,
AGC Glass Europe SA, Bruxelles (Belgien),
AGC Automotive Europe SA, Fleurus (Belgien),
AGC Frankrig SAS, Boussois (Frankrig),
AGC Flat Glass Italia Srl, Cuneo (Italien),
AGC Glass UK Ltd, Northampton (Det Forenede Kongerige),
AGC Glass Germany GmbH, Wegberg (Tyskland),
ved advokaterne L. Garzaniti, J. Blockx, P. Niggemann og A. Burckett St Laurent samt solicitor S. Ryan,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen ved M. Kellerbauer, G. Meessen og P. Van Nuffel, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse K(2012) 5719 endelig af 6. august 2012 om afslag på en begæring om fortrolig behandling indgivet af AGC Glass Europe SA, AGC Automotive Europe SA, AGC France SAS, AGC Flat Glass Italia Srl, AGC Glass UK Ltd og AGC Glass Germany GmbH i medfør af artikel 8 i afgørelse 2011/695/EU vedtaget af formanden for Europa-Kommissionen den 13. oktober 2011 om høringskonsulentens funktion og kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager (sag COMP/39.125 – Autoglas),
har
RETTEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, S. Papasavvas, og dommerne N.J. Forwood (refererende dommer) og E. Bieliūnas,
justitssekretær: fuldmægtig L. Grzegorczyk,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 2. marts 2015,
afsagt følgende
Dom (1)
Sagens baggrund
1 Den 12. november 2008 vedtog Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber beslutning K(2008) 6815 endelig om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og artikel 53 i EØS-aftalen i forhold til flere producenter af autoglas, herunder sagsøgerne AGC Glass Europe SA, AGC Automotive Europe SA, AGC France SAS, AGC Flat Glass Italia Srl, AGC Glass UK Ltd og AGC Glass Germany GmbH (sag COMP/39.125 – Autoglas) (herefter »autoglasbeslutningen«).
2 Kommissionen fastslog bl.a., at modtagerne af autoglasbeslutningen havde overtrådt artikel 81 EF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) ved i forskellige perioder i tidsrummet fra marts 1998 til marts 2003 at have deltaget i et kompleks af konkurrencebegrænsende aftaler og samordnet praksis inden for autoglassektoren i EØS.
3 Ifølge autoglasbeslutningen var der tale om en samlet og vedvarende overtrædelse, der bestod i en aftalt fordeling af kontrakter om levering af autoglas eller sæt heraf, som generelt omfatter forrude, bagrude og sideruder, til de største bilproducenter i EØS. Ifølge Kommissionen foregik denne praksis ved samordning af prispolitikkerne og af strategierne for forsyning af kunderne med henblik på at sikre, at de i kartellet deltagende parters stilling på det pågældende marked samlet betragtet forblev stabil. Denne stabilitet blev bl.a. søgt opnået ved korrigerende foranstaltninger, som blev iværksat, når samordningen ikke førte til de forventede resultater.
4 Ved skrivelse af 25. marts 2009 oplyste Kommissionens Generaldirektorat (GD) »Konkurrence« bl.a. sagsøgerne om sin hensigt til i overensstemmelse med artikel 30 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1) at offentliggøre en ikke-fortrolig udgave af autoglasbeslutningen på sin hjemmeside på de autentiske sprog i nærværende sag, nemlig engelsk, fransk og nederlandsk. Endvidere opfordrede GD »Konkurrence« sagsøgerne til at identificere de oplysninger, der var fortrolige eller udgjorde forretningshemmeligheder, og om at begrunde sin vurdering i den henseende.
5 Efter en skriftveksling med sagsøgerne vedtog GD »Konkurrence« i december 2011 en ikke-fortrolig udgave af autoglasbeslutningen, som skulle offentliggøres på Kommissionens hjemmeside. Det fremgår af denne skriftveksling, at GD »Konkurrence« ikke tiltrådte sagsøgernes begæringer om at skjule de oplysninger, der fremgik af 246 betragtninger til og 122 fodnoter i autoglasbeslutningen.
6 Ifølge GD »Konkurrence« kan disse oplysninger inddeles i tre kategorier. Den første kategori indeholder navnene på kunderne og beskrivelsen af de pågældende varer samt alle oplysninger, der kan identificere en kunde (herefter »kategori I-oplysninger«). Den anden kategori indeholder mængden af de leverede elementer, tildelingen af kvoter hos hver bilproducent, prisaftalerne, prisernes beregning og variationer samt endelig de tal og procentdele, der er forbundet med tildelingen af kunder mellem kartellets medlemmer (herefter »kategori II-oplysninger«). Den tredje kategori indeholder oplysninger af rent administrativ karakter, der består i henvisninger til sagsakter (herefter »kategori III-oplysninger«).
7 Sagsøgerne har den 20. januar 2012 henvist sagen til høringskonsulenten i overensstemmelse med artikel 9 i Kommissionens afgørelse 2001/462/EF, EKSF af 23. maj 2001 om høringskonsulentens kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager (EFT L 162, s. 21), idet virksomhederne har modsat sig offentliggørelsen af kategori I og II-oplysningerne samt af et sætningsled i 726. betragtning til autoglasbeslutningen. Ved skrivelse af 21. maj 2012 har sagsøgerne tilbagekaldt deres begæring for så vidt angår kategori II-oplysningerne.
Den anfægtede afgørelse
8 Høringskonsulenten traf afgørelse om sagsøgernes begæring ved Kommissionens afgørelse K(2012) 5719 endelig af 6. august 2012 om afslag på begæringen om fortrolig behandling, som var indgivet af sagsøgerne, i medfør af artikel 8 i afgørelse 2011/695/EU vedtaget af formanden for Kommissionen den 13. oktober 2011 om høringskonsulentens funktion og kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager (sag COMP/39.125 – Autoglas) (herefter »den anfægtede afgørelse«).
9 Høringskonsulenten anførte indledningsvis, at Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EUT 2006 C 298, s. 17, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 2006«) ikke havde skabt en berettiget forventning hos sagsøgerne, der udgjorde en hindring for, at Kommissionen kunne offentliggøre de oplysninger, som ikke var omfattet af tavshedspligten. Sagsøgernes interesse i, at de detaljerede oplysninger om deres adfærd, som ikke var omfattet af den nævnte tavshedspligt, ikke blev offentliggjort, fortjente endvidere ikke særlig beskyttelse. Høringskonsulenten havde i øvrigt ikke kompetence til at tage stilling til, om det var muligt at offentliggøre ikke-fortrolige oplysninger, eller om Kommissionens generelle politik på dette punkt havde skadelige følger (12.-14. og 19. betragtning til den anfægtede afgørelse).
10 For det andet forkastede høringskonsulenten argumentet om, at Kommissionen var bundet af sin hidtidige praksis for, i hvilket omfang der skulle foretages offentliggørelse. Høringskonsulenten anførte i øvrigt, at den planlagte offentliggørelse hverken omfattede bødefritagelseserklæringer eller andre dokumenter, der var indgivet i denne forbindelse, idet høringskonsulenten samtidig anførte, at han som følge af ligebehandlingsprincippet ikke havde kompetence til at tage stilling til omfanget af den planlagte offentliggørelse, eftersom sagsøgerne havde indgivet ansøgning om bødefritagelse (16.-18. betragtning til den anfægtede afgørelse).
11 Det fremgår af 21. betragtning til den anfægtede afgørelse, at afgørelsen grundlæggende er støttet på undersøgelsen af to argumenter fremsat af sagsøgerne. Det første argument, som er undersøgt i 22.-35. betragtning til den anfægtede afgørelse, vedrører den fortrolige karakter af de omtvistede oplysninger, mens det andet argument, som er undersøgt i 36.-45. betragtning til den anfægtede afgørelse, vedrører beskyttelsen af fysiske personers identitet.
12 Hvad angår det første argument fandt høringskonsulenten for det første, at kategori I-oplysningerne, der indeholdt navnene på kunder og en beskrivelse af de pågældende varer, som følge af deres art, og henset til særegenhederne ved autoglasmarkedet, var kendt af andre end sagsøgerne, for det andet, at de var historiske, og for det tredje, at de vedrørte selve kernen i overtrædelsen, hvorfor deres udbredelse var påbudt af de skadelidte personers interesser (24.-29. betragtning til den anfægtede afgørelse). For så vidt som sagsøgerne havde fremført specifikke argumenter med henblik på at godtgøre, at disse oplysninger var fortrolige på trods af deres generelle kendetegn som beskrevet ovenfor, konkluderede høringskonsulenten efter at have foretaget en vurdering af tre kumulative betingelser endvidere, at kategori I-oplysningerne ikke var omfattet af tavshedspligten (30. betragtning, sidste punktum, til 35. betragtning til den anfægtede afgørelse).
13 Hvad angår det andet argument støttede høringskonsulenten sig på artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8, s. 1) og accepterede fortrolig behandling af oplysningerne i 115., 128., 132., 252. og 562. betragtning til og fodnote 282 i autoglasbeslutningen (36.-45. betragtning til og artikel 2 i den anfægtede afgørelse).
14 Høringskonsulenten accepterede endvidere fortrolig behandling af det sætningsled, der fremgik af 726. betragtning til autoglasbeslutningen (8. betragtning til og artikel 1 i den anfægtede afgørelse).
15 I øvrigt afviste høringskonsulenten sagsøgernes begæring (den anfægtede afgørelses artikel 3).
Retsforhandlinger og parternes påstande
16 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. oktober 2012 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.
17 Ved kendelse af 27. november 2013 gav formanden for Rettens Tredje Afdeling afslag på begæringerne om at intervenere til støtte for Kommissionens påstande, som blev indgivet af fire assurandører, der virker i autoglassektoren.
18 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelses artikel 3 annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
– Retten træffer enhver anden nødvendig foranstaltning.
19 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
20 Sagsøgerne har til støtte for søgsmålet fremsat seks anbringende om henholdsvis:
– tilsidesættelse af artikel 8 i afgørelse 2011/695/EU vedtaget af formanden for Europa-Kommissionen af 13. oktober 2011 om høringskonsulentens funktion og kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager (EUT L 275, s. 29)
– tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
– tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og begrundelsespligten
– tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik
– tilsidesættelse af bestemmelserne om aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter
– tilsidesættelse af bestemmelserne om beskyttelse af tavshedspligten.
21 Det sjette anbringende skal behandles først.
Det sjette anbringende om tilsidesættelse af bestemmelserne om beskyttelse af tavshedspligten
[udelades]
Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 8 i afgørelse 2011/695
55 Sagsøgerne har anført, at høringskonsulenten ved i 14., 17. og 19. betragtning til den anfægtede afgørelse at undersøge, om den planlagte offentliggørelse var i overensstemmelse med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og ligebehandlingsprincippet, undlod at udøve sin kompetence i henhold til artikel 8 i afgørelse 2011/695. Da høringskonsulenten udtrykkeligt har afvist at have kompetence, er den anfægtede afgørelse under alle omstændigheder behæftet med en begrundelsesmangel i forhold til disse principper.
56 Det bemærkes i denne forbindelse indledningsvis, således som det fremgår af den analyse, der er foretaget inden for rammerne af det sjette anbringende, at den anfægtede afgørelse ikke er behæftet med en ulovlighed for så vidt angår de vurderinger, der vedrører de omtvistede oplysningers fortrolige karakter.
57 Det fremgår endvidere af 14., 17. og 19. betragtning til den anfægtede afgørelse, at høringskonsulenten foretog en sondring mellem sagsøgernes argumenter vedrørende de omtvistede oplysningers fortrolige karakter, på den ene side, og argumenterne vedrørende tilsidesættelsen af principper, som ikke er forbundet med tavshedspligten, såsom ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, på den anden side.
58 Det var i denne forbindelse med føje, at høringskonsulenten i 14. betragtning til den anfægtede afgørelse konkluderede, at de pågældende argumenter pr. definition vedrørte de oplysninger, der kunne offentliggøres inden for de rammer, som Kommissionens handlinger er underlagt i henhold til artikel 30, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 og artikel 8 i afgørelse 2011/695, dvs. at det var tale om oplysninger, der ikke som sådan var omfattet af tavshedspligten. Det bemærkes, som det fremgår af artikel 8, stk. 1, i afgørelse 2011/695, at den procedure, der kan medføre et indgreb fra høringskonsulentens side, indledes, »[h]vis Kommissionen påtænker at videregive oplysninger, der måtte udgøre forretningshemmeligheder eller andre fortrolige oplysninger«. Det var i denne sammenhæng med føje, at høringskonsulenten fremhævede den skønsmargen, som Kommissionen har, når den identificerer de ikke-fortrolige oplysninger, der vil blive offentliggjort.
59 Det er i øvrigt vigtigt at bemærke, således som det fremgår af artikel 8, stk. 2, i afgørelse 2011/695, at høringskonsulenten i sin afgørelse skal angive den dato, hvor de omtvistede ikke-fortrolige oplysninger vil blive videregivet, idet denne dato skal ligge mindst en uge efter meddelelsesdatoen. Det følger af denne bestemmelse, at høringskonsulentens indgreb består i at anvende de bestemmelser, der beskytter virksomheder, på grund af de pågældende oplysningers fortrolige karakter. Hvis GD »Konkurrence« offentliggør oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten, ophæver dette nemlig definitivt den særlige beskyttelse, som denne form for oplysninger er tillagt. Høringskonsulentens indgreb har således til formål at indføre et yderligere kontroltrin, der varetages af et organ, som er uafhængigt af GD »Konkurrence«. Dette organ har endvidere pligt til at udsætte den dato, fra hvilken dets afgørelse har virkning, og således give den berørte virksomhed mulighed for at indbringe en sag for en dommer i sager om foreløbige forholdsregler for at opnå en udsættelse af gennemførelsen, når de relevante betingelser er opfyldt. Der skal derfor foretages en sondring mellem anvendelsen af de retsregler, der vedrører oplysningernes fortrolige karakter som sådan, på den ene side, og de retsregler, der påberåbes for at opnå en fortrolig behandling af disse oplysninger, uanset om oplysningerne efter deres art er fortrolige, på den anden side. Det bemærkes i denne forbindelse, som Kommissionen har anført, at hvis offentliggørelsen af en oplysning, der ikke er omfattet af tavshedspligten, kan udgøre en tilsidesættelse af en bestemmelse, der henhører under den anden af de to ovenfor nævnte kategorier, gør denne omstændighed ikke den beskyttelse, der følger af bestemmelserne om tavshedspligt, illusorisk. En sådan tilsidesættelse kan, såfremt den anses for godtgjort, give anledning til iværksættelse af passende korrigerende foranstaltninger, såsom erstatning, når betingelserne for, at Unionen ifalder ansvar uden for kontrakt, er opfyldt. En analyse af realiteten i de argumenter, der henhører under denne kategori af bestemmelser, falder således uden for de formål, der forfølges ved de beføjelser, som høringskonsulenten er tillagt i henhold til artikel 8 i afgørelse 2011/695 (dom af 28.1.2015, Evonik Degussa mod Kommissionen, T-341/12, Sml., EU:T:2015:51, præmis 43), og de vurderinger, der fremgår af 14., 17. og 19. betragtning, er dermed ikke behæftet med en ulovlighed.
60 Endelig fremhævede høringskonsulenten i 12., 13. og 16. betragtning til den anfægtede afgørelse, at sagsøgerne under alle omstændigheder ikke kunne have en berettiget eller anden legitim forventning, der var til hinder for, at Kommissionen kunne offentliggøre de ikke-fortrolige oplysninger, selv om disse oplysninger ikke angik de væsentlige forhold i den afgørelse, der fastslog overtrædelsen. Høringskonsulenten bemærkede endvidere i 18. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen havde accepteret at fjerne enhver henvisning, der kunne identificere kilden til de erklæringer, der var fremlagt under samarbejdsproceduren, eller de dokumenter, der var fremlagt i forbindelse med den nævnte procedure, for at tage behørigt hensyn til, at sagsøgerne måtte anses for en virksomhed, der havde samarbejdet. Det bemærkes, at høringskonsulenten under disse omstændigheder har givet sin vurdering af argumenterne om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og ligebehandlingsprincippet, således at den anfægtede afgørelse under alle omstændigheder ikke kan anses for at være behæftet med en begrundelsesmangel.
61 Det følger heraf, at det første anbringende forkastes.
Det andet og tredje anbringende om tilsidesættelse af beskyttelsen af den berettigede forventning, ligebehandlingsprincippet og begrundelsespligten
62 Sagsøgerne har anført, at samarbejdsmeddelelserne af 2002 og af 2006 indeholder bestemmelser, der skaber en berettiget forventning hos de virksomheder, der er omfattet af disse meddelelsers anvendelsesområde, om, at frivilligt fremlagte oplysninger så vidt muligt vil forblive fortrolige, selv efter tidspunktet for offentliggørelsen af Kommissionens afgørelse. De samme meddelelser giver endvidere præcise forsikringer om, at de oplysninger, der er blevet offentliggjort, vil udsætte de virksomheder, der har samarbejdet, såsom sagsøgerne, for en mindre risiko for at blive genstand for et civilt søgsmål end de virksomheder, der ikke har samarbejdet. Denne forventning, der desuden støttes på artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001, omfatter ikke blot de dokumenter, der er fremlagt inden for rammerne af samarbejdsproceduren, men også de oplysninger, der er indeholdt i disse dokumenter. Den anfægtede afgørelse giver imidlertid mulighed for at offentliggøre navnene på sagsøgernes kunder, dvs. oplysninger, som Kommissionen har modtaget inden for rammerne af bødefritagelsesordningen. Denne offentliggørelse, der ikke er nødvendig med henblik på anvendelsen af artikel 101 TEUF, indebærer således en tilsidesættelse af sagsøgernes berettigede forventning og stiller dem derved ringere end de virksomheder, der ikke har samarbejdet. Det følger heraf, at bestemmelserne om beskyttelsen af tavshedspligten er blevet tilsidesat.
63 Sagsøgerne har endvidere anført, at de, som de eneste virksomheder, der har anmodet om bødefritagelse, befinder sig i en situation, der er forskellig fra den situation, som de andre modtagere af autoglasbeslutningen befinder sig i. Hvad angår offentliggørelsen af de berørte kunders identitet giver den anfægtede afgørelse kun Kommissionen mulighed for at anlægge den samme tilgang i forhold til samtlige modtagere af autoglasbeslutningen. Dette er uforholdsmæssigt til skade for sagsøgerne, idet de køretøjsproducenter, der er berørt af kartellet, i de fleste tilfælde er sagsøgernes egne kunder. Disse omstændigheder indebærer endvidere en tilsidesættelse af tavshedspligten, idet høringskonsulentens vurderinger i øvrigt er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn og en begrundelsesmangel.
64 Dette argument kan ikke tages til følge.
65 Det bemærkes indledningsvis, at de vurderinger, der fremgår af præmis 59 ovenfor, er uden betydning for Unionens retsinstansers beføjelser til at tage stilling til anbringenderne om tilsidesættelse af beskyttelsen af den berettigede forventning og om ligebehandlingsprincippet.
66 Det bemærkes for det første i denne forbindelse, at samarbejdsmeddelelserne af 2002 og af 2006 ikke indeholder nogen bestemmelser, der kan underbygge sagsøgernes argumentation. Det fremgår navnlig af punkt 3-7 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, og af punkt 3-5 i samarbejdsmeddelelsen af 2006, at disse meddelelser udelukkende har til formål at fastsætte de betingelser, hvorunder en virksomhed kan opnå bødefritagelse eller bødenedsættelse. Som Kommissionen har anført, foreskriver de omhandlede meddelelser ikke andre fordele, som en virksomhed kan kræve for at samarbejde. De bestemmelser, der fremgår af punkt 8-27 i samarbejdsmeddelelsen af 2002 og af punkt 8-30 i samarbejdsmeddelelsen af 2006, vedrører udelukkende bødernes størrelse.
67 Denne vurdering bekræftes udtrykkeligt i punkt 31 i samarbejdsmeddelelsen af 2002 og i punkt 39 i samarbejdsmeddelelsen af 2006. Det fremgår af disse punkters identiske ordlyd, at den omstændighed, at der indrømmes bødefritagelse eller bødenedsættelse, ikke beskytter en virksomhed mod de civilretlige konsekvenser af dens deltagelse i en overtrædelse af artikel 101 TEUF.
68 Det fremgår ganske vist af punkt 6 i samarbejdsmeddelelsen af 2006, at »[v]irksomheder, der eventuelt vil anmode om at blive omfattet af samarbejdsmeddelelsen, kan opgive at samarbejde med Kommissionen inden for rammerne af denne meddelelse, hvis de derved stilles ringere i et civilt søgsmål end virksomheder, der ikke samarbejder«.
69 Denne sætning skal imidlertid forstås i den sammenhæng, hvori den indgår, og navnlig i lyset af de sætninger, der går forud herfor, og som har følgende ordlyd:
»Ud over at fremlægge allerede eksisterende dokumenter kan virksomhederne spontant indgive fremstillinger af deres viden om et kartel og om den rolle, de har spillet deri, udarbejdet specielt med henblik på fremlæggelse inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen. Sådanne initiativer har vist sig at være nyttige for en effektiv undersøgelse og afslutning af kartelovertrædelser, og de bør ikke modarbejdes af editionskendelser (discovery orders) afsagt i civile søgsmål.«
70 Den sætning, der er gengivet i præmis 68 ovenfor, indebærer derfor, at en virksomhed ikke kan stilles ringere i forbindelse med et civilt søgsmål, der måtte blive anlagt mod virksomheden, alene på grund af, at den spontant har indgivet en skriftlig bødefritagelseserklæring til Kommissionen, der kan gøres til genstand for et pålæg om at fremlægge dokumentation. Det er som et led i dette ønske om helt specifikt at beskytte bødefritagelseserklæringer, at Kommissionen i punkt 31-35 i samarbejdsmeddelelsen af 2006 har pålagt sig selv at følge særlige bestemmelser for, hvorledes de nævnte erklæringer skal affattes. Disse bestemmelser vedrører imidlertid udelukkende de skriftlige og registrerede dokumenter og erklæringer, der er modtaget i henhold til samarbejdsmeddelelserne af 2002 og af 2006, og hvis offentliggørelse Kommissionen normalt vil anse for at ville skade beskyttelsen af formålet med inspektioner og undersøgelser som omhandlet i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, således som det fremgår af punkt 32 og 40 i de nævnte meddelelser. Disse bestemmelser har derfor hverken til formål eller følge at hindre, at Kommissionen i den afgørelse, der afslutter den administrative procedure, offentliggør de oplysninger vedrørende beskrivelsen af overtrædelsen, som den har modtaget inden for rammerne af bødefritagelsesordningen, og de skaber ikke en berettiget forventning i denne forbindelse.
71 En sådan offentliggørelse i medfør af artikel 30 i forordning nr. 1/2003, der, som det fremgår af behandlingen af det sjette anbringende, er sket under overholdelse af tavshedspligten, påvirker ikke sagsøgernes muligheder for at påberåbe sig en berettiget forventning i henhold til samarbejdsmeddelelserne af 2002 og af 2006, der vedrører beregningen af bødestørrelsen og behandlingen af de specifikt nævnte dokumenter og erklæringer.
72 Tilsvarende og af de grunde, der er anført i præmis 29 ovenfor, vedrører artikel 4 i forordning nr. 1049/2001 adgangen til de dokumenter, der indgår i undersøgelsens sagsakter, med undtagelse af den afgørelse, som Kommissionen vedtager ved afslutningen af den administrative procedure, hvis indhold fastlægges i henhold til artikel 30 i forordning nr. 1/2003. Artikel 4 i forordning nr. 1049/2001 kan således ikke skabe en berettiget forventning hos sagsøgerne for så vidt angår indholdet af den offentliggjorte udgave af autoglasbeslutningen.
73 For det andet har samarbejdsmeddelelserne af 2002 og 2006, som Kommissionen har anført, til formål at iværksætte en politik, der sondrer mellem modtagerne af en afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse af artikel 101 TEUF, afhængigt af, i hvilket omfang hver enkelt modtager har samarbejdet, og udelukkende med hensyn til bødens størrelse. Da de omhandlede meddelelser ifølge ovenstående analyse ikke tilsigter at påvirke de civilretlige konsekvenser af, at de virksomheder, der anmoder om bødefritagelser, har deltaget i en overtrædelse, kan sagsøgernes argument om, at de for så vidt angår disse konsekvenser befinder sig i en situation, der er forskellig fra den situation, som de andre modtagere af autoglasbeslutningen befinder sig i, som følge af, at sagsøgerne har anmodet om bødefritagelse (jf. præmis 63 ovenfor), ikke tages til følge. Argumentet om, at Kommissionen burde have affattet de offentliggjorte henvisninger til kunderne for hver enkelt modtager af autoglasbeslutningen, afhængigt af, i hvilket omfang hver enkelt modtager har samarbejdet, er ikke blot vanskelig at gennemføre i praksis, men også støttet på en fejlagtig forudsætning. Når der henses til den omstændighed, som høringskonsulenten har anført i 18. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen havde accepteret at fjerne enhver henvisning, der kunne identificere kilden til oplysningerne om hvert af de forhold, der lå til grund for autoglasbeslutningen, kan der under alle omstændigheder ikke foreligge en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet eller af begrundelsespligten.
74 Det andet og det tredje anbringende skal herefter forkastes.
Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik
[udelades]
Det femte anbringende om tilsidesættelse af bestemmelserne om aktindsigt i institutionernes dokumenter
[udelades]
Sagens omkostninger
[udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) AGC Glass Europe SA, AGC Automotive Europe SA, AGC France SAS, AGC Flat Glass Italia Srl, AGC Glass UK Ltd og AGC Glass Germany GmbH betaler sagens omkostninger.
Papasavvas | Forwood | Bieliūnas |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. juli 2015.
Underskrifter