RETTENS DOM (Sjette Afdeling)
9. juni 2016 (*)
Undladelse af at opfylde en dom fra Domstolen, der fastslår et traktatbrud – tvangsbøde – afgørelse om betaling af tvangsbøde – metode til beregning af rentesatsen ved tilbagebetaling af ulovlig støtte – renters rente
I sag T-122/14,
Den Italienske Republik ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato S. Fiorentino,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved V. Di Bucci, G. Conte og B. Stromsky, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand støttet på artikel 263 TEUF om annullation af Kommissionens afgørelse C(2013) 8681 final af 6. december 2013, hvorved Kommissionen til fuldbyrdelse af dom af 17. november 2011, Kommissionen mod Italien (C-496/09, EU:C:2011:740) fastsatte størrelsen på den tvangsbøde, som Den Italienske Republik skulle betale for halvåret fra den 17. maj til den 17. november 2012,
har
RETTEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, S. Frimodt Nielsen (refererende dommer) og dommerne F. Dehousse og A.M. Collins,
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 27. januar 2016,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
Beslutningen vedrørende ulovlig og uforenelig støtte (beslutningen om tilbagebetaling)
1 Ved beslutning 2000/128/EF af 11. maj 1999 om Italiens støtteordning for foranstaltninger til fordel for beskæftigelsen (EFT 2000, L 42, s. 1, herefter »beslutningen om tilbagebetaling«) pålagde Europa-Kommissionen Den Italienske Republik at tilbagesøge ulovlig støtte, der er uforenelig med det indre marked, som blev tildelt i forbindelse med foranstaltningerne til fordel for beskæftigelsen. Ved notat SG(99) D/4068 af 4. juni 1999 meddelte Kommissionen beslutningen om tilbagebetaling til Den Italienske Republik.
2 Kommissionen blev frifundet i det søgsmål, som Den Italienske Republik anlagde med påstand om annullation af beslutningen om tilbagebetaling, ved dom af 7. marts 2002, Italien mod Kommissionen (C-310/99, EU:C:2002:143).
Traktatbrudssøgsmålet og traktatbrudsdommen
3 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 15. marts 2002 anlagde Kommissionen i henhold til artikel 88, stk. 2, andet afsnit, EF sag med påstand om, at det blev fastslået, at Den Italienske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til beslutningen om tilbagebetaling, samt i henhold til EF-traktaten, idet den ikke inden for de fastsatte frister havde truffet alle de foranstaltninger, der var nødvendige med henblik på tilbagesøgning hos støttemodtagerne af den støtte, som i henhold til den omtvistede beslutning var fundet ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet, og idet den under alle omstændigheder undlod at underrette Kommissionen om de trufne foranstaltninger.
4 Ved dom af 1. april 2004, Italien mod Kommissionen (C-99/02, herefter »traktatbrudsdommen«, EU:C:2004:207) tog Domstolen Kommissionens påstand til følge og fastslog, at Den Italienske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til beslutningen om tilbagebetaling, idet den ikke inden for de fastsatte frister traf alle de foranstaltninger, der var nødvendige med henblik på tilbagesøgning hos støttemodtagerne af den støtte, som i henhold til beslutningen om tilbagebetaling var fundet ulovlig og uforenelig med det indre marked.
Den nye sag og den dom, der skulle fuldbyrdes
5 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 30. november 2009 anmodede Kommissionen Domstolen om at fastslå dels, at Den Italienske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til beslutningen om tilbagebetaling og artikel 228, stk. 1, EF, idet den ikke havde truffet alle nødvendige foranstaltninger for at opfylde traktatbrudsdommen, dels at pålægge Den Italienske Republik at betale Kommissionen en dagbøde, der oprindeligt var fastsat til 285 696 EUR, men som efterfølgende blev nedsat til 244 800 EUR, for den forsinkede opfyldelse af traktatbrudsdommen, regnet fra afsigelsen af dommen i den nye sag, og indtil traktatbrudsdommen var blevet opfyldt.
6 Ved dom af 17. november 2011, Kommissionen mod Italien (C-496/09, herefter »den dom, der skulle fuldbyrdes«, EU:C:2011:740), tog Domstolen Kommissionens påstande til følge.
7 I den dom, der skulle fuldbyrdes, fremsatte Domstolen følgende bemærkninger:
»52. [...] Den Italienske Republik [bør] pålægges en periodisk betaling af et beløb, der beregnes ved at multiplicere et grundbeløb med procentdelen af den ulovlige støtte, der endnu ikke er blevet tilbagesøgt, eller som ikke er dokumenteret i forhold til samtlige de beløb, der endnu ikke er tilbagesøgt på datoen for afsigelsen af denne dom [...]
53. Ved beregningen af tvangsbøden [...] kan tilbagesøgningen af nævnte støtte i denne forbindelse kun tages i betragtning på betingelse af, at Kommissionen er blevet underrettet og har kunnet vurdere egnetheden af det bevismateriale, der således er blevet fremsendt i den forbindelse [...]
54. Tvangsbødeperioden bør derfor fastsættes på halvårsbasis for at sætte Kommissionen i stand til at vurdere tilbagesøgningsprocedurens forløb i forhold til den situation, der forelå efter udløbet af den pågældende periode, idet den sagsøgte medlemsstat stadig har mulighed for at råde over tilstrækkelig tid til mødet og fremsendelsen til Kommissionen af oplysninger, der godtgør tilbagesøgningen af urigtigt udbetalte beløb i den pågældende periode.
55. Fastsættelsen af tvangsbødens størrelse skal foretages på halvårsbasis og beløbet beregnes ved at multiplicere et grundbeløb med procentdelen af den ulovlige støtte, der endnu ikke er tilbagesøgt, eller som ikke er dokumenteret efter udløbet af den pågældende periode i forhold til samtlige de beløb, der endnu ikke er tilbagesøgt på datoen for afsigelsen af denne dom.
[…]
67. [...] Domstolen [finder], at pålæggelse af en tvangsbøde på 30 mio. EUR pr. halvår er passende i det foreliggende tilfælde.
68. Det bør følgelig pålægges Den Italiensk Republik at indbetale til Kommissionen, på kontoen »Den Europæiske Unions egne indtægter«, en tvangsbøde på et beløb, der svarer til at multiplicere grundbeløbet på 30 mio. EUR med procentdelen af den ulovlige uforenelige støtte, der endnu ikke er blevet tilbagesøgt, eller som ikke er dokumenteret efter udløbet af den pågældende periode, og som beregnes i forhold til samtlige de beløb, der endnu ikke er blevet tilbagesøgt på datoen for afsigelsen af denne dom, og dette pr. halvårs forsinkelse af iværksættelsen af foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde [traktatbrudsdommen (EU:C:2004:207)], regnet fra afsigelsen af denne dom og indtil opfyldelsen af [traktatbrudsdommen (EU:C:2004:207)].
[…]
69. Det skal bemærkes [...], at det påhviler Den Italienske Republik at fremlægge direkte og pålidelig dokumentation for Kommissionen for opfyldelsen af [beslutningen om tilbagebetaling] og for den effektive tilbagesøgning af de pågældende ulovlige støttebeløb.
[…]
72. Hvad angår den situation, hvor den pågældende støtte skal tilbagesøges hos virksomheder, der er under konkurs eller undergivet en konkursbehandling, som har til formål at realisere aktiver eller afvikle gæld, skal det bemærkes, at ifølge fast retspraksis berører den omstændighed, at virksomhederne er i vanskeligheder eller under konkurs, ikke forpligtelsen til tilbagesøgning [...]
73. Ifølge fast retspraksis kan en genoprettelse af den tidligere situation og en eliminering af konkurrencefordrejningen som følge af den ulovlige støtte i princippet opnås ved, at kravet om tilbagebetaling af den omhandlede støtte anmeldes som en fordring i boet [...]
74. Med henblik på at beregne tvangsbøden i den foreliggende sag påhviler det derfor Den Italienske Republik over for Kommissionen at godtgøre registreringen af de pågældende fordringer i forbindelse med konkursbehandlingen. Kan dette ikke opnås, påhviler det Den Italienske Republik at henvise til ethvert forhold, der kan bevise, at den har udvist den nødvendige agtpågivenhed i denne forbindelse. Hvis ansøgningen om registrering af en fordring er blevet afvist, skal Den Italienske Republik godtgøre, at den i henhold til national ret har indledt procedurer for at anfægte denne afvisning.
75. I modsætning til det af Kommissionen anførte kan Den Italienske Republik ikke med henblik på beregningen af tvangsbøden i den foreliggende sag og for så vidt angår de virksomheder, der er under konkurs eller undergivet en konkursbehandling, forpligtes at godtgøre ikke alene registreringen af fordringerne i virksomhedernes konkursbo, men også salget af deres aktiver på markedsvilkår. Som Den Italienske Republik med rette har gjort gældende, skal de beløb, der endnu ikke er tilbagesøgt hos de virksomheder, der er gået konkurs, ikke tages i betragtning med henblik på at give Kommissionen medhold i dens påstand om betaling af de tvangsbøder, der skal erlægges til opfyldelse af denne dom, men med henblik på tilbagesøgningen af hvilke Den Italienske Republik har udvist al den nødvendige agtpågivenhed. I modsat fald mister nævnte tvangsbøde sin karakter af at være tilpasset og afpasset efter det fastslåede traktatbrud, [...] idet Den Italienske Republik bærer et pengekrav, der følger af selve karakteren af konkursbehandlingen og af konkursbehandlingens uindskrænkede varighed, som Den Italienske Republik ikke har direkte indflydelse på.«
8 I sin vurdering fastslog Domstolen for det første, at Den Italienske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til beslutningen om tilbagebetaling og artikel 228, stk. 1, EF, idet den ikke på tidspunktet for udløbet af den frist, som var fastsat i den begrundede udtalelse, som Kommissionen i medfør af artikel 228 EF fremsatte den 1. februar 2008, havde truffet alle foranstaltninger til opfyldelse af traktatbrudsdommen (punkt 1 i domskonklusionen i den dom, der skulle fuldbyrdes).
9 For det andet fastslog Domstolen i punkt 2 i domskonklusionen til den dom, der skulle fuldbyrdes, at Den Italienske Republik burde pålægges at indbetale til Kommissionen på kontoen »Den Europæiske Unions egne indtægter« en tvangsbøde på et beløb, der svarede til at multiplicere grundbeløbet på 30 mio. EUR med procentdelen af den ulovlige uforenelige støtte, »der endnu ikke [var] blevet tilbagesøgt, eller som ikke [var] dokumenteret efter udløbet af den pågældende periode« (herefter »det endnu ikke tilbagebetalte støttebeløb«), og som var beregnet i forhold til samtlige »de beløb, der endnu ikke [var] blevet tilbagesøgt på datoen for afsigelsen af [traktatbrudsdommen (EU:C:2004:207)]« (herefter »de støttebeløb, der skulle tilbagebetales pr. den 17. november 2011«), og dette pr. halvårs forsinkelse af iværksættelsen af foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde traktatbrudsdommen, regnet fra afsigelsen af den dom, der skulle fuldbyrdes, og indtil opfyldelsen af traktatbrudsdommen.
Begæringen om fortolkning og fortolkningskendelsen
10 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 14. februar 2013 fremsatte Den Italienske Republik i medfør af artikel 43 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 158 i Domstolens procesreglement en anmodning om fortolkning af præmis 52, 55 og 68 samt domskonklusionens punkt 2 i den dom, der skulle fuldbyrdes.
11 Ved stævningen indleveret til Domstolens Justitskontor den 14. februar 2013 anmodede Den Italienske Republik således Domstolen om at fortolke for det første udtrykket »beløb, der endnu ikke er tilbagesøgt på datoen for afsigelsen af den […] dom[, der skulle fuldbyrdes (EU:C:2011:740)]«, der er indeholdt i præmis 52, 55 og 68 samt domskonklusionens punkt 2, således at det vedrører de beløb, der endnu ikke er tilbagesøgt på det tidspunkt under sagen, hvor bevisførelsen er afsluttet, dvs. på det tidspunkt, hvor den proceduremæssige faktiske situation, på grundlag af hvilken Domstolen afgjorde tvisten, er fastslagt, og for det andet udtrykket »der endnu ikke er blevet tilbagesøgt, eller som ikke er dokumenteret efter udløbet af den pågældende periode«, der er anvendt i præmis 52, 55 og 68 samt domskonklusionens punkt 2, således at Kommissionen i forbindelse med den halvårlige vurdering af de fremskridt, Den Italienske Republik har gjort med hensyn til tilbagesøgningen af den omhandlede støtte, pålægges at tage hensyn ikke blot til de dokumenter vedrørende dette halvår, som Kommissionen fik kendskab til inden udløbet af dette halvår, men også til samtlige dokumenter vedrørende referencehalvåret.
12 Ved kendelse af 11. juli 2013, Kommissionen mod Italien (C-496/09 INT, herefter »fortolkningskendelsen«, EU:C:2013:461), afviste Domstolen begæringen om fortolkning.
13 Domstolen fastslog nemlig, at »det [måtte] konstateres, at domskonklusionen i den dom, der [skulle fuldbyrdes (EU:C:2011:740)], i henhold til begrundelsen i præmis 52, 55 og 68 udtrykkeligt ang[av] datoen for dommens afsigelse som referencetidspunkt for fastsættelsen af det samlede støttebeløb, der endnu ikke [var] blevet tilbagesøgt, hvilket [...] sk[ulle] tjene som grundlag for den degressive tvangsbøde, der [var] pålagt denne medlemsstat« (fortolkningskendelsen, præmis 9).
14 Domstolen bemærkede også, at »det [var] ubestridt, at en ren ordlydsfortolkning af konklusionen i den dom, der [skulle fuldbyrdes (EU:C:2011:740), kunne] danne grundlag for, at Kommissionen med henblik på beregningen af den procentdel af støtten, der [skulle] anses for ikke at være blevet tilbagesøgt ved udgangen af et bestemt halvår, kun [tog] hensyn til dokumentbeviser, den [havde] modtaget inden udløbet af den pågældende periode« (fortolkningskendelsens præmis 10).
15 Domstolen fastslog, at »Den Italienske Republik […] tilsig[tede] at rejse tvivl om følgerne af en sådan ren ordlydsfortolkning af konklusionen i den dom, der [skulle fuldbyrdes (EU:C:2011:740)]. En sådan adfærd [kunne] imidlertid hverken forenes med artikel 43 i statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 158, stk. 1, eller med retskraften af Domstolens domme« (fortolkningskendelsens præmis 11).
16 »Eftersom anmodningen ikke [var] baseret på vanskeligheder, der vedrør[te] betydningen og rækkevidden af den dom, der [skulle fuldbyrdes (EU:C:2011:740)], [skulle] den [således] afvises« (fortolkningskendelsens præmis 12).
Første afgørelse og dommen vedrørende den første tvangsbøde
17 Den 11. marts 2013 modtog den Italienske Republik meddelelse om Kommissionens afgørelse C(2013) 1264 final af 7. marts 2013, der pålagde den at indbetale et beløb på 16 533 000 EUR på kontoen »Den Europæiske Unions egne indtægter« i tvangsbøde for det første halvår efter den dom, der skulle fuldbyrdes.
18 Den 21. maj 2013 anlagde Den Italienske Republik sag for Retten i medfør af artikel 263 TEUF til prøvelse af denne afgørelse (sag T-268/13).
19 Ved dom af 21. oktober 2014, Italien mod Kommissionen (T-268/13, herefter »dommen vedrørende den første tvangsbøde«, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:900), frifandt Retten Kommissionen.
Anden afgørelse om tvangsbødens størrelse (den anfægtede afgørelse)
20 Efter at Kommissionen gav de italienske myndigheder mulighed for at fremsætte bemærkninger til dens foreløbige vurderinger, vedtog Kommissionen afgørelse C(2013) 8681 final af 6. december 2013, hvorved den til opfyldelse af den dom, der skulle fuldbyrdes, fastsatte størrelsen på den tvangsbøde, som Den Italienske Republik skulle betale for det andet halvår efter denne dom (herefter »den anfægtede afgørelse«).
21 I den anfægtede afgørelse vurderede Kommissionen bl.a. de fremskridt, Den Italienske Republik havde gjort for så vidt angik tilbagesøgningen af støttebeløbene i løbet af den pågældende periode (fra den 17.5. til den 17.11.2012), og fastslog, at de støttebeløb, der stadig skulle tilbagesøges pr. 17. november 2012, udgjorde 20,84% af de støttebeløb, der stadig skulle tilbagesøges på datoen for den dom, der skulle fuldbyrdes. På grundlag heraf pålagde Kommissionen Den Italienske Republik en tvangsbøde lig med 20,84% af grundbeløbet på 30 mio. EUR – dvs. 6 252 000 EUR
Retsforhandlinger og parternes påstande
22 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. februar 2014 har Den Italienske Republik anlagt nærværende søgsmål.
23 Som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse har Retten stillet parterne flere spørgsmål og anmodet dem om at fremlægge adskillige dokumenter, der vedrører sagen.
24 For det første har Retten opfordret Den Italienske Republik til at præcisere, hvorvidt denne efter dommen vedrørende den første tvangsbøde, hvorved Retten forkastede et anbringende, der svarer til det første anbringende, der er gjort gældende i denne sag, fastholder dette anbringende.
25 Den Italienske Republik har inden for den fastsatte frist meddelt Retten, at den frafalder det første anbringende i søgsmålet, hvilket Retten har taget til efterretning.
26 For det andet har Retten opfordret parterne til at redegøre for, hvorvidt anvendelsen af renters rente i nærværende sag har kunnet have betydning for størrelsen af den tvangsbøde, som er genstand for den anfægtede afgørelse. I bekræftende fald blev Kommissionen anmodet om at give nærmere oplysninger om dens teori, hvorefter det andet anbringende, der er gjort gældende i den foreliggende sag, skal afvises eller erklæres ugrundet, idet Retten ikke bør tage stilling til lovligheden af medregning af renters rente.
27 Parterne har meddelt Retten deres svar på dette spørgsmål inden for den fastsatte frist.
28 For det tredje har Retten opfordret parterne til at fremsætte deres bemærkninger i forhold til den indvirkning, som dom af 3. september 2015 A2A (C-89/14, EU:C:2015:537) kunne have på en stillingtagen til det andet anbringende.
29 Parterne har meddelt Retten deres svar på dette spørgsmål inden for den fastsatte frist.
30 For det fjerde har Retten anmodet Kommissionen om at fremlægge de dokumenter, der gør den i stand til i det væsentlige at hævde, at Den Italienske Republik havde accepteret at fravige bestemmelserne i artikel 1282 og 1283 i Codice civile (den borgerlige lovbog), for så vidt angår tilskrivelsen af renters rente i forbindelse med tilbagebetalingen af den omtvistede statsstøtte (jf. bl.a. den anfægtede afgørelses punkt 29 og 32) – og dette for hele den betragtede periode.
31 Kommissionen har inden for den fastsatte frist for Retten fremlagt de dokumenter, som den blev anmodet om at fremlægge, hvilke også er blevet fremsendt til Den Italienske Republik. Det drejer sig om følgende dokumenter:
– en skrivelse fra Kommissionen til Den Italienske Republik af 12. juni 2013, der indeholdt en foreløbig vurdering af de fremskridt, der var blevet gjort i tilbagesøgningsproceduren i det andet halvår efter den dom, der skulle fuldbyrdes
– en skrivelse fra Kommissionen til Den Italienske Republik af 31. oktober 2003, der angav, at »der i forbindelse med beregningen af det beløb, der skal tilbagebetales, [skulle] medregnes renters rente i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om de rentesatser, der skal anvendes ved tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte […]«
– en skrivelse fra Kommissionen til Den Italienske Republik af 29. januar 2004, der ligeledes anførte, at renters rente skulle medregnes i forbindelse med beregningen af det beløb, der begæredes tilbagebetalt, i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om de rentesatser, der skal anvendes ved tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte (EUT 2003, C 110, s. 21)
– en skrivelse fra Den Italienske Republik til Kommissionen af 17. januar 2005, der som bilag indeholdt en note, der oplyste Kommissionen om de ulovlige støttebeløb, idet den nærmere angav, at »renterne [var] beregnet med renters rente, således som Kommissionens tjenestegrene havde angivet, på grundlag af den referencesats, der var fastlagt i betingelserne på Den Europæiske Unions websted«.
32 Den Italienske Republik har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
33 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
34 På nuværende tidspunkt har Den Italienske Republik gjort et enkelt anbringende gældende til støtte for sit søgsmål (jf. præmis 24 og 25 ovenfor). Den Italienske Republik har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter de gældende bestemmelser, for så vidt som Kommissionen med henblik på at fastsætte størrelsen af tvangsbøden, har krævet, at der medregnes renters rente af det støttebeløb, der skal tilbagebetales. I henhold til retspraksis vedrørende beslutninger om tilbagebetaling, der ligger forud for datoen for ikrafttrædelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af […] artikel [108 TEUF] (EUT 2004, L 140, s. 1), som berigtiget (EUT 2004, L 286, s. 3), kan renters rente imidlertid alene medregnes, såfremt dette følger af den ordning, der almindeligvis anvendes i national ret. Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag under anvendelse af artikel 1283 i den italienske Codice Civile, i henhold til hvilken forfaldne renter ikke automatisk tillægges renter.
35 Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende skal afvises, erklæres uvirksomt eller under alle omstændigheder forkastes som ugrundet. Indledningsvis har Kommissionen gjort gældende, at den beregning af tvangsbøden, der er foretaget i den anfægtede afgørelse, ikke er blevet påvirket af den begæring, der er anført i den anfægtede afgørelses punkt 34 i en sidebemærkning, om at medregne renters rente af ulovlig støtte. Denne opfordring ændrer nemlig ikke størrelsen på tvangsbøden, som fastsat af Kommissionen, der alene tog hensyn til de oplysninger, der forinden var stillet til rådighed af de italienske myndigheder. I øvrigt kan Den Italienske Republik ikke bestride, at der blev fremsat begæring om medregning af renters rente på dette tidspunkt i den administrative procedure, eftersom Domstolen henviste til oplysninger, som Italien havde fremlagt, der tog hensyn til renters rente, da Domstolen fastlagde grundbeløbet for tvangsbøden i den dom, der skulle fuldbyrdes (præmis 64). Medregningen af renters rente er således ikke alene lovlig, henset til de kriterier, der er fastlagt i EU-lovgivningen om tilbagebetaling af støtte og den aftale, som parterne har indgået i denne forbindelse, men underbygges ligeledes af den retskraft, der er knyttet til den dom, der skulle fuldbyrdes.
Indledende bemærkninger
Retsforskrifter
– Forordning nr. 659/1999
36 Artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [108 TEUF] (EFT 1999, L 83, s. 1) med overskriften »Tilbagebetaling af støtte« bestemmer i stk. 2 og 3 følgende:
»2. Den støtte, der skal tilbagebetales i medfør af en afgørelse om tilbagebetaling, skal indeholde renter beregnet på grundlag af en passende sats, der fastsættes af Kommissionen. Renterne betales fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte var til støttemodtagerens rådighed, og indtil den tilbagebetales.
3. »[…] tilbagebetalingen [skal] ske omgående og i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning. […]«
– Kommissionens meddelelse om de rentesatser, der skal anvendes ved tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte
37 Kommissionens meddelelse om de rentesatser, der skal anvendes ved tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte, som blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 8. maj 2003 (EUT 2003, C 110, s. 21), bestemmer:
»[…]
I forbindelse med Kommissionens og medlemsstaternes samarbejde om gennemførelsen af en række beslutninger om tilbagebetaling af støtte er der opstået spørgsmål om, hvorvidt denne rente skal beregnes som simpel rente eller som rentes rente [...]. Kommissionen finder det derfor nødvendigt, at den hurtigt afklarer sin stilling på dette punkt under hensyn til formålet med tilbagebetaling af ulovlig støtte og dens plads i det system for statsstøttekontrol, der er fastsat i traktaten.
[…]
Inden for markedspraksis beregnes den simple rente normalt, når støttemodtageren ikke kan anvende rentebeløbet før udgangen af perioden, f.eks. hvis der først betales rente ved periodens udløb. Rentes rente beregnes normalt, hvis rentebeløbet hvert år (eller i hver periode) kan anses for at blive udbetalt til støttemodtageren og således forhøjer den oprindelige kapital. I så fald vil støttemodtageren opnå en rente på den rente, der betales for hver periode.
[…] Til trods for de forskellige situationer bevirker ulovlig støtte således, at der stilles midler til rådighed for støttemodtageren på betingelser, der svarer til et mellemfristet rentefrit lån. Det er derfor nødvendigt at anvende rentes rente for at sikre, at de finansielle fordele, som denne situation medfører, neutraliseres fuldstændig.
Kommissionen skal derfor meddele medlemsstaterne og andre interesserede parter, at den i fremtidige beslutninger, hvor den kræver ulovlig støtte tilbagebetalt, vil anvende den referencesats, der benyttes ved beregningen af nettosubventionsækvivalenten for regionalstøtte, på grundlag af rentes rente. I overensstemmelse med normal markedspraksis bør beregningen af rentes rente ske på årsbasis. På samme måde forventer Kommissionen, at medlemsstaterne anvender rentes rente ved gennemførelsen af endnu ikke gennemførte beslutninger om tilbagebetaling af støtte, medmindre dette strider mod et generelt [EU-]retligt princip.«
– Forordning nr. 794/2004
38 Artikel 9 og 11 i forordning nr. 794/2004 findes i forordningens kapitel V, der vedrører rentesats ved tilbagebetaling af ulovlig støtte.
39 Forordningens artikel 9 med overskriften »Metode til fastsættelse af rentesatsen« bestemmer i stk. 1:
»1. Medmindre andet er bestemt i en særskilt beslutning, er den rentesats, der skal anvendes i forbindelse med tilbagebetaling af statsstøtte, som er ydet i strid med traktatens artikel 88, stk. 3, en årlig procentsats fastsat for hvert kalenderår.«
40 Artikel 11 i forordning nr. 794/2004 med overskriften »Renteberegningsmetode« bestemmer i stk. 2:
»Renten tilskrives med renters rente indtil datoen for tilbagebetalingen af støtten. Renter, der er påløbet i det foregående år, tilskrives renter hvert efterfølgende år.«
41 Artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 794/2004, der findes i forordningens kapitel VI med overskriften »Afsluttende bestemmelser«, bestemmer, at denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Eftersom forordningen blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 30. april 2004, trådte den i kraft den 20. maj 2004. I henhold til forordningens artikel 13, stk. 5, finder dens artikel 11 i øvrigt anvendelse på enhver beslutning om tilbagebetaling, der er anmeldt efter datoen for samme forordnings ikrafttræden.
– Beslutningen om tilbagebetaling
42 Den 11. maj 1999 vedtog Kommissionen beslutningen om tilbagebetaling, som blev meddelt Den Italienske Republik den 4. juni 1999 (jf. præmis 1 ovenfor). I beslutningens artikel 1 og artikel 2 konstaterede Kommissionen, at visse af de foranstaltninger til fordel for beskæftigelsen, som Den Italienske Republik havde gennemført, der ikke opfyldte de i artiklerne omhandlede betingelser, var uforenelige med det indre marked. Artikel 3 i beslutningen om tilbagebetaling har følgende ordlyd:
»Italien træffer alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge støtte, som ikke opfylder de i artikel 1 og 2 omhandlede betingelser, og som allerede ulovligt er udbetalt til støttemodtagerne.
Tilbagesøgningen af støtten sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning. Den støtte, der skal tilbagesøges, pålægges renter fra det tidspunkt, hvor den blev udbetalt til støttemodtageren, og indtil den er tilbagebetalt. Renterne beregnes på basis af den referencesats, der anvendes til at beregne subventionsækvivalenten for regionalstøtte.«
– Italiensk ret
43 Artikel 1283 i den borgerlige lovbog (codice civile) bestemmer:
»Medmindre andet strider herimod, kan påløbne renter på forfaldne renter kun tilskrives fra tidspunktet for sagsanlægget eller i medfør af en aftale indgået efter renternes forfaldsdato, og forudsat at der er tale om renter, der skyldes for mindst seks måneder.«
44 Til forskel fra den sag, der gav anledning til dom af 3. september 2015, A2A (C-89/14, EU:C:2015:537, præmis 13 og 14), har ingen af parterne påberåbt sig nogen anden bestemmelse i italiensk ret som en bestemmelse, der finder anvendelse i nærværende sag.
Kriterier i forhold til fastlæggelsen af størrelsen af tvangsbøden
45 Den 17. november 2011 dømte Domstolen i den dom, der skulle fuldbyrdes, Den Italienske Republik til at betale en »tvangsbøde […] pr. halvårs forsinkelse med iværksættelsen af foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde [traktatbrudsdommen (EU:C:2004:207)]«.
46 I punkt 2 i domskonklusionen i den dom, der skulle fuldbyrdes, angives kriterierne i forhold til fastlæggelsen af størrelsen på tvangsbøden som følgende:
– for hvert halvårs forsinkelse af iværksættelsen af foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde traktatbrudsdommen
– tvangsbøden svarer til at multiplicere grundbeløbet på 30 mio. EUR
– med procentdelen af det endnu ikke tilbagebetalte støttebeløb
– beregnet i forhold til de støttebeløb, der skulle tilbagebetales pr. 17. november 2011.
47 Den 7. marts 2013 fastsatte Kommissionen i den første afgørelse vedrørende beløbet på tvangsbøden (jf. præmis 17 ovenfor og den anfægtede afgørelses punkt 3 og 4) størrelsen af den tvangsbøde, der skulle betales for perioden fra den 17. november 2011 til den 17. maj 2012 til 16 533 000 EUR under hensyntagen til følgende kriterier:
– De støttebeløb, der skulle tilbagebetales pr. den 17. november 2011, blev fastsat til 118 175 296 EUR
– det endnu ikke tilbagebetalte støttebeløb pr. 17. maj 2012 blev fastsat til ca. 65 130 279 EUR – dvs. 55,11% af det beløb, der svarer til de støttebeløb, der skulle tilbagebetales pr. den 17. november 2011
– multiplikationen af procentdelen af den støtte, der endnu ikke var blevet tilbagesøgt pr. 17. maj 2012 (55,11%), med 30 mio. EUR førte til størrelsen af den tvangsbøde, der skulle betales for perioden fra den 17. november 2011 til den 17. maj 2012, dvs. 16 533 000 EUR.
48 Den 6. december 2013 fastlagde Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 77-79 størrelsen af den tvangsbøde, der skulle betales for perioden fra den 17. maj til den 17. november 2012, til 6 252 000 EUR under hensyntagen til følgende kriterier:
– De støttebeløb, der skulle tilbagebetales pr. den 17. november 2011, blev fastsat til 118 175 296 EUR.
– Det endnu ikke tilbagebetalte støttebeløb pr. 17. november 2012, blev fastsat til 24 627 937,21 EUR, dvs. 20,84% af det beløb, der svarer til de støttebeløb, der skulle tilbagebetales pr. den 17. november 2011.
– Multiplikationen af procentdelen af den støtte, der endnu ikke var blevet tilbagesøgt pr. 17. november 2012 (20,84%), med 30 mio. EUR førte til størrelsen af den tvangsbøde, der skulle betales for perioden fra den 17. maj til den 17. november 2012, dvs. 6 252 000 EUR.
49 Det er i lyset af disse indledende betragtninger om den retlige ramme og kriterierne i forhold til fastsættelsen af størrelsen af tvangsbøden, at der skal foretages en bedømmelse af parternes argumenter.
Rettens bemærkninger
50 Den Italienske Republik har i henhold til dette anbringende i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse skal annulleres, for så vidt som Kommissionen med henblik på at fastsætte størrelsen af tvangsbøden for halvåret fra den 17. maj til den 17. november 2012 på ulovlig vis har medregnet beløb, der omfatter renters rente.
51 I denne forbindelse har det for det første vist sig, at de oplysninger, som Kommissionen tog i betragtning med henblik på at fastsætte størrelsen af de støttebeløb, der skulle tilbagebetales pr. den 17. november 2011, der er datoen for afsigelsen af den dom, der skulle fuldbyrdes, omfatter renters rente.
52 Således anførte Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 25, at »alle de tal, som de Italienske myndigheder har angivet, svar[ede] til beløbene for de støtteforanstaltninger, der forelå i 2007 på den dato, hvor det officielle tilbagebetalingskrav [var blevet] fremsat«. I den anfægtede afgørelses punkt 32 præciseres det i denne forbindelse, at »de Italienske myndigheder frem til 2007 anvendte renters rente på de foreliggende støttebeløb efter aftale med Kommissionens tjenestegrene«.
53 Tilsvarende anførte Kommissionen som svar på den anden foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse (jf. præmis 26 ovenfor), at »de tal, der svar[ede] til de løbende støttebeløb i 2007, af de italienske myndigheder blev beregnet under anvendelse af renters rente af den ulovlige støtte«.
54 I dette svar mindede Kommissionen om det, der fremgår af den anfægtede afgørelses punkt 29-33, dvs. at de italienske myndigheder den 21. marts 2013 havde meddelt Kommissionen, at myndighederne i modsætning til det, der tidligere var aftalt, fra 2007 var holdt op med at beregne renter – simpel rente eller renters rente – og at anvende disse renter på den ulovlige støtte, der skulle tilbagebetales. Kommissionen præciserede også, at »de beløb, der skulle betales i 2007, aldrig blev ajourført, så de tog højde for de påløbne renter«, og at Kommissionen af denne grund i den anfægtede afgørelses punkt 34 opfordrede de italienske myndigheder til at beregne renters rente af den ulovlige støtte fra og med 2007.
55 Under retsmødet blev parterne ligeledes enige om at anerkende, at de støttebeløb, der skulle tilbagebetales pr. den 17. november 2011, der blev taget i betragtning i forbindelse med den anfægtede afgørelse, afspejler beløbets absolutte størrelse i 2007 på det tidspunkt, hvor Domstolen afsagde sin dom. De oplysninger, der blev taget i betragtning på dette tidspunkt, blev således fastlagt pr. 17. november 2011 ud fra de oplysninger, som Den Italienske Republik stillede til rådighed, da denne udstedte de officielle tilbagebetalingskrav i 2007. Det er ubestridt, at disse oplysninger i det mindste frem til 2007 omfattede renters rente.
56 I betragtning af den omstændighed, at de støttebeløb, der skulle tilbagebetales pr. den 17. november 2011, omfattede renters rente, skal det bemærkes at størrelsen af den tvangsbøde, der skulle betales for halvåret fra 17. maj til den 17. november 2012, beregnet under anvendelse af den formel, der er angivet i præmis 46 og 48 ovenfor, ligeledes har medregnet oplysninger, der omfatter renters rente. Den anfægtede afgørelse afslutter som sådan proceduren for fastsættelse af størrelsen af den tvangsbøde, der skulle betales for halvåret fra den 17. maj til den 17. november 2012, og udgør en retsakt, der indeholder et klagepunkt for Den Italienske Republik, der følgelig kan anlægge sag til prøvelse af retsaktens lovlighed og i denne forbindelse påberåbe sig ethvert faktisk eller retligt anbringende i henhold til de betingelser, der er fastsat i Rettens procesreglement.
57 For det andet skal det derfor fastslås, hvorvidt der i den foreliggende sag foreligger et retsgrundlag for anvendelsen af renters rente, hvilket Den Italienske Republik har bestridt i stævningen.
58 Det følger af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999, at i negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren. Den støtte, der skal tilbagebetales i medfør af en beslutning om tilbagebetaling, skal i henhold til forordningens artikel 14, stk. 2, indeholde renter. Denne sidstnævnte bestemmelse præciserer imidlertid ikke, om disse renter skal være simple eller skal tilskrives som renters rente (dom af 3.9.2015, A2A, C-89/14, EU:C:2015:537, præmis 26).
59 I denne forbindelse bemærkes for det første, at selv om artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 794/2004 bestemmer, at renten tilskrives med renters rente indtil datoen for tilbagebetalingen af støtten, og at renter, der er påløbet i det foregående år, tilskrives renter hvert efterfølgende år, skal det imidlertid fastslås, at denne bestemmelse i henhold til forordningens artikel 13, stk. 5, kun finder anvendelse på beslutninger om tilbagebetaling, der er anmeldt efter datoen for den pågældende forordnings ikrafttræden, dvs. efter den 20. maj 2004 (dom af 3.9.2015, A2A, C-89/14, EU:C:2015:537, præmis 27).
60 Henset til, at beslutningen om tilbagebetaling, hvorved den støtte, der er genstand for den i nærværende sag omhandlede tilbagebetaling, blev erklæret uforenelig med det indre marked, blev meddelt Den Italienske Republik den 4. juni 1999, dvs. inden ikrafttrædelsen af forordning nr. 794/2004, finder forordningens artikel 11, stk. 2, ikke i sig selv tidsmæssig anvendelse på denne sag (jf. analogt dom af 3.9.2015, A2A, C-89/14, EU:C:2015:537, præmis 28).
61 Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvilken lovgivning der fandt anvendelse inden ikrafttrædelsen af forordning nr. 794/2004 ved afgørelsen af, om renten skal beregnes som simpel eller som renters rente, bemærkes, at Domstolen i dom af 11. december 2008, Kommissionen mod Département du Loiret (C-295/07 P, EU:C:2008:707, præmis 46), fastslog, at det på tidspunktet for vedtagelsen af den beslutning, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til denne dom, dvs. den 12. juli 2000, hverken i EU-retten eller i Domstolens eller Rettens praksis var præciseret, om renter af en støtte, der skal tilbagebetales, skal beregnes som simple renter eller som renters rente. I mangel af EU-retlige bestemmelser på området fastslog Domstolen, at Kommissionens praksis, der bl.a. er beskrevet i dens skrivelse til medlemsstaterne SG(91) D/4577 af 4. marts 1991, henførte spørgsmålet om tilskrivningen af renter under de processuelle bestemmelser for tilbagebetaling og henviste i denne forbindelse til national lov (dom af 11.12.2008, Kommissionen mod Département du Loiret, C-295/07 P, EU:C:2008:707, præmis 82-84, og af 3.9.2015, A2A, C-89/14, EU:C:2015:537, præmis 29).
62 Det var først i meddelelsen om de rentesatser, der skal anvendes ved tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte, som blev offentliggjort den 8. maj 2003, at Kommissionen udtrykkeligt bekendtgjorde, at den i alle fremtidige beslutninger, hvorved ulovlig støtte kræves tilbagebetalt, ville anvende renters rente, og at den af medlemsstaterne forventede, at disse ville anvende rentes rente ved gennemførelsen af beslutninger om tilbagebetaling af støtte (dom af 11.12.2008, Kommissionen mod Département du Loiret, C-295/07 P, EU:C:2008:707, præmis 46, og af 3.9.2015, A2A, C-89/14, EU:C:2015:537, præmis 30).
63 Hvad angår beslutningen om tilbagebetaling bestemmes i dens artikel 3, stk. 2, at tilbagesøgningen skal ske i overensstemmelse med national lovgivning, at den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, hvor den blev udbetalt til støttemodtagerne, og indtil den er blevet tilbagebetalt, og at renterne beregnes på basis af den referencesats, der anvendes til at beregne subventionsækvivalenten for regionalstøtte uden dog at indeholde yderligere angivelse vedrørende spørgsmålet, om disse renter skal tilskrives som simpel rente eller som renters rente (jf. analogt dom af 3.9.2015, A2A, C-89/14, EU:C:2015:537, præmis 31)
64 Eftersom denne beslutning blev meddelt Den Italienske Republik den 4. juni 1999, dvs. forud for den ændring i Kommissionens praksis, som blev bekendtgjort i meddelelsen om de rentesatser, der skal anvendes ved tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte, skal det på baggrund af den retspraksis, der følger af dom af 11. december 2008, Kommissionen mod Département du Loiret (C-295/07, EU:C:2008:707), fastslås, at det henhører under national lovgivning at afgøre, om renten i det foreliggende tilfælde skal tilskrives som simpel rente eller som renters rente (jf. analogt dom af 3.9.2015, A2A, C-89/14, EU:C:2015:537, præmis 32)
65 På dette punkt følger det – som Den Italienske Republik har gjort gældende – klart af den retspraksis, der blev indledt med dom af 11. december 2008, Kommissionen mod Département du Loiret (C-295/07 P, EU:C:2008:707), og af 3. september 2015, A2A (C-89/14, EU:C:2015:537), at der for beslutninger om tilbagebetaling, der ligger forud for ikrafttrædelsen af forordning nr. 794/2004, alene kan medregnes renters rente, såfremt dette følger af den ordning, der almindeligvis anvendes i national ret.
66 Følgelig skal det, idet ingen anden bestemmelse i national ret er blevet påberåbt i nærværende sag, fastslås, at den regulering, der finder anvendelse i denne sag, er den, der er indeholdt i artikel 1283 i den italienske Codice civile. Denne bestemmer, ifølge det, Den Italienske Republik har anført, og uden at dette er blevet bestridt af Kommissionen, at forfaldne renter ikke automatisk tillægges renter.
67 Det følger således af det ovenstående, at Kommissionen begik en retlig fejl derved, at den med henblik på at fastsætte størrelsen af den tvangsbøde, der skulle betales for halvåret fra den 17. maj til den 17. november 2012, medregnede beløb i forhold til støtte, der skulle tilbagebetales, der omfattede renters rente.
68 Ingen af de af Kommissionen hertil fremsatte argumenter kan anfægte denne konklusion.
69 For det første har Kommissionen hævdet, at der foreligger en aftale, der er indgået mellem parterne for så vidt angår medregningen af renters rente. Den anfægtede afgørelses punkt 32 henviser nemlig til en aftale om dette punkt, idet den angiver, at denne var blevet indgået »i 2003 og […] i 2004 på grundlag af forordning nr. 794/2004 (jf. skrivelserne fra Kommissionens tjenestegrene af 31.10.2003 og 29.1.2004, efterfulgt af skrivelsen fra de italienske myndigheder af 17. januar 2005)«.
70 Imidlertid må det i forbindelse med en gennemgang af de dokumenter, der blev henvist til i den anfægtede afgørelse, som blev fremlagt som svar på den fjerde foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse (jf. præmis 31 ovenfor), konstateres, at hvis Den Italienske Republik medregnede renters rente, var det på Kommissionens udtrykkelige krav fremsat i en skrivelse af 31. oktober 2003, der henviste til EU-retlige bestemmelser som retsgrundlag. Under disse omstændigheder må det, der af Kommissionen hævdes at være en aftale indgået mellem parterne, nærmere anses for blot at være en samtykkende handling foretaget af modtageren af Kommissionens skrivelse under hensyntagen til bestemmelser, som det har vist sig ikke fandt anvendelse. Det af Kommissionen fremsatte krav er nemlig sket forud for afsigelsen af dom af 11. december 2008, Kommissionen mod Département du Loiret (C-295/07 P, EU:C:2008:707), og af 3. september 2015, A2A (C-89/14, EU:C:2015:537), hvoraf det fremgår, at den regulering, der finder anvendelse på den her omhandlede beslutningen om tilbagebetaling for så vidt angår fastlæggelsen af renteberegningsmetoden, er den nationale lovgivning og ikke EU-lovgivningen.
71 Under sådanne omstændigheder kan det krav, som Kommissionen fremsatte i henhold til EU-lovgivningen, idet beslutningen om tilbagebetaling blev meddelt Den Italienske Republik den 4. juni 1999, ikke have haft til virkning at rejse tvivl om rækkevidden af den relevante nationale lovgivning. At anerkende, at det forholdt sig sådan, ville svare til at tilsidesætte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og være i strid med Domstolens afgørelser i dom af 11. december 2008, Kommissionen mod Département du Loiret (C-295/07 P, EU:C:2008:707), og af 3. september 2015, A2A (C-89/14, EU:C:2015:537).
72 For det andet har Kommissionen i sine indlæg og i sine svar på foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse henvist til præmis 64 i den dom, der skulle fuldbyrdes, med henblik på at gøre gældende, at Domstolen udtrykkeligt havde baseret sig på oplysninger, der omfattede renters rente, som de italienske myndigheder havde fremlagt, og som var udarbejdet i samarbejde med Kommissionen.
73 I denne henseende skal det bemærkes, at Domstolen i den nævnte præmis for det første fastslog, at »således som det frem[gik] af drøftelserne under retsmødet [af 12. maj 2011], [skulle] det bemærkes, at Den Italienske Republik og Kommissionen [var] enige om det samlede udbetalte støttebeløb, der ud[gjorde] 251 271 032,37 EUR«, og for det andet, at »Kommissionen [...] erkendt[e], at et sammenlagt støttebeløb på 63 062 555 EUR [skulle] betragtes som tilbagebetalt« (præmis 64 i den dom, der skulle fuldbyrdes).
74 Disse betragtninger gjorde det muligt for Domstolen at notere sig den udvikling, der under retsmødet var sket i parternes argumentation. Oprindeligt »[fandt] Kommissionen [nemlig], at Den Italienske Republik efter udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist ikke havde tilbagesøgt den ulovligt udbetalte støttes samlede beløb, dvs. 519 958 761,97 EUR […]«, mens »Den Italienske Republik […] anfægt[ede] det samlede beløb, der [skulle] tilbagesøges, og fast[satte] det til 251 271 032,37 EUR, idet den erkend[te], at den i juli 2010 alene modtog tilbagebetaling på 63 062 555,46 EUR, hvortil der imidlertid af forskellige grunde [skulle] tillægges 73 353 387,28 EUR […]« (præmis 21, 23 og 24 i den dom, der skulle fuldbyrdes).
75 Præmis 64 i den dom, der skulle fuldbyrdes, følger også op på præmis 63, hvori Domstolen bemærkede, at det var »ubestridt, at en væsentlig del af de pågældende beløb endnu ikke [var] blevet tilbagesøgt, eller at der ikke [var] fremsendt dokumentation herom til Kommissionen«. De talværdier, der blev angivet i præmis 64 for så vidt angår det samlede udbetalte støttebeløb og det støttebeløb, der kan betragtes som tilbagebetalt i juli 2010, gør det således muligt for Domstolen at fastlægge rammerne for debatten vedrørende det beløb, der skal tilbagebetales. I modsætning til det, Kommissionen har gjort gældende, fremgår det imidlertid ikke nogen steder af den dom, der skulle fuldbyrdes, at denne tager stilling til spørgsmålet om renters rente. Der er ingen henvisninger til de elementer, der skal medregnes med henblik på at fastsætte størrelsen af de beløb, der skal tilbagebetales. Under disse omstændigheder kan det ikke udledes af den dom, der skulle fuldbyrdes, at denne for så vidt angår fastlæggelsen af renteberegningsmetoden har til hensigt at fravige de førnævnte principper i den tidligere dom af 11. december 2008, Kommissionen mod Département du Loiret (C-295/07 P, EU:C:2008:707), der blev bekræftet af den efterfølgende dom af 3. september 2015, A2A (C-89/14, EU:C:2015:537). Det følger således af det ovenstående, at Domstolen i den dom, der skulle fuldbyrdes, hverken i domskonklusionen eller præmisserne tog stilling til spørgsmålet om renters rente.
76 For det tredje kan Kommissionens opfattelse ikke tiltrædes, når den indledningsvis anfører, at Den Italienske Republik med sit anbringende i virkeligheden kun anfægter en sidebemærkning – dvs. den anfægtede afgørelses punkt 34, hvori Den Italienske Republik opfordres til at »beregne og anvende tilbagebetalingsrenter for den pågældende periode (eller fra og med 2007) for alle de foreliggende støttebeløb – hvilket vil sige beløbene til alle støttemodtagere, herunder dem, der helt eller delvis har tilbagebetalt støtten med henblik på at overholde deres forpligtelser«. Således følger det af det ovenstående, at den anvendte rentesats på Kommissionens anmodning var med renters rente for alle de støttebeløb, der var indeholdt i de oplysninger, der blev taget i betragtning med henblik på at beregne de elementer, der indgik i fastlæggelsen af størrelsen af tvangsbøden – i det mindste indtil 2007 – og at den tvangsbøde, der var fastsat i den anfægtede afgørelse, blev beregnet under hensyntagen til oplysninger, der omfattede renters rente. Derudover fremgår det af stævningen, at Den Italienske Republik har anfægtet denne medregning af renters rente og den indvirkning, som denne kunne have haft på fastsættelsen af størrelsen af tvangsbøden. Det er således med urette, at Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende er uvirksomt.
77 Følgelig skal den anfægtede afgørelse annulleres, i det omfang Kommissionen med henblik på at fastsætte størrelsen af den tvangsbøde, som Den Italienske Republik skulle betale for halvåret fra den 17. maj til den 17. november 2012, medregnede beløb i forhold til støtte, der skulle tilbagebetales, der omfattede renters rente, i strid med det, der var fastsat i den relevante nationale ret
Sagens omkostninger
78 I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og at betale Den Italienske Republiks omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Sjette Afdeling):
1) Kommissionens afgørelse C(2013) 8681 final af 6. december 2013 annulleres.
2) Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger.
Frimodt Nielsen | Dehousse | Collins |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. juni 2016.
Underskrifter