Language of document :

Sag anlagt den 22. oktober 2009 - SE.RI.FO. mod Kommissionen og Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur

(Sag T-438/09)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Serifo Srl (Napoli, Italien) (ved avvocato R. de Lorenzo, avvocato P. Kivel Mazuy og avvocato G. Ruberto)

Sagsøgte: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur

Sagsøgerens påstande

Annullation af den beslutning, hvori der ikke er angivet dato og henvisninger, og hvormed EACEA inden for rammerne af Lifelong Learning Programme har godkendt listen over projekter, som indgår i det tværgående program "KA3 ICT multilaterale projekter", der blev godkendt til samfinansiering af EU, og annullation af den del af reservelisten, hvori projektet "V-3DAS" nr. 505690-2009-LLP-IT-KA3-KA3MP, der blev foreslået af Se.Ri.Fo. s.r.l., blev optaget på reservelisten i stedet for på listen over finansierede projekter.

Annullation af skrivelse af 21. september 2009, som blev modtaget den 22. september 2009, og hvormed EACEA informerede Se.Ri.Fo. s.r.l. om evalueringen af projektet "V-3DAS", der var blevet foretaget af eksterne eksperter, der er udenforstående i forhold til og om hvor mange points det var blevet tildelt.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren tog del i det udbud for 2009, der vedrørte handlingsprogrammet for livslang læring ("Lifelong learning Programme"), idet sagsøgeren fremsendte projektet V-3DAS, der skulle omfattes af det tværgående program - hovedaktivitet 3 "ICT" til Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA, "Educational, Audiovisual and Culture Executive Agency").

Ved evalueringen af projekterne blev der ifølge vejledningen for forslagsstillere 2009 anvendt eksterne eksperter, der er udenforstående i forhold til EACEA. Ansøgerens projekt opnåede 30,5 point ud af 40 (svarende til 76,3% af det maksimale antal point) i forhold til de 31 point, der kræves for at blive optaget på listen over finansierede projekter (svarende til 77,5% af det maksimale antal point), og ansøgerens projekt blev derfor optaget på reservelisten, som kan anvendes ved tildeling af yderligere støtte i tilfælde af, at der frigøres midler som følge af, at godkendte projekter trækkes tilbage, eller hvis der sker en stigning i programmets budget.

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at den evaluering af sagsøgers projekt, som blev foretaget af eksterne eksperter, der er udenforstående i forhold til EACEA, og de point, som disse følgelig tildelte for hvert Award Criterion (tildelingskriterium), er fejlagtige, idet de er behæftet med en begrundelsesmangel og udgør en fejlagtig anvendelse af bedømmelseskriterierne, og idet vurderingen er selvmodsigende og ulogisk. Disse ulovligheder har haft en afgørende indflydelse på beslutningen om ikke at optage sagsøgerens projekt på listen over finansierede projekter, henset til de manglende 0,5 point.

Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til, at artikel 109 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget med hensyn til ydelse af tilskud bestemmer, at "[t]ilskud ydes under overholdelse af principperne om klarhed og åbenhed, ligebehandling".

____________