Language of document :

Sag anlagt den 22. februar 2024 – Corporate & Public Management Consulting International OÜ mod Kommissionen

(Sag T-106/24)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Corporate & Public Management Consulting International OÜ (Tallinn, Estland) (ved advokat C. Ginter)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Søgsmålet antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

Kommissionens afgørelse af 13. februar 2024 om afvisning af sagsøgerens tilbud afgivet i udbudsprocedure NEAR/TBS/2023/EA-RP/0125 annulleres.

Som følge heraf annulleres enhver tilsigtet eller relateret foranstaltning, herunder også endnu ukendte foranstaltninger, som Europa-Kommissionen måtte træffe i udbudsprocedure NEAR/TBS/2023/EA-RP/0125I, og navnlig annulleres bedømmelsesrapporter i forbindelse med udbuddet, afgørelsen om tildelingen af kontrakten og enhver kontrakt, der er indgået med den valgte tilbudsgiver.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

Første anbringende om, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved afvisningen af sagsøgerens tilbud (»tilbuddet«) og tilsidesatte dermed artikel 168, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 1 .

Kommissionens afgørelse af 13. februar 2024 (»den anfægtede afgørelse«) skal annulleres, idet Kommissionen i denne sag ved at afvise tilbuddet tilsidesatte artikel 168, stk. 6, i forordning 2018/1046 og udbudsdokumenterne.

Artikel 168, stk. 6, i forordning 2018/1046 bestemmer, at tilbud, der ikke overholder alle minimumskrav i udbudsdokumenterne, afvises. Kommissionen var af den opfattelse, at sagsøgerens tilbud ikke overholdt alle minimumskrav i de udbudsdokumenter, der finder anvendelse på Key Expert 2. Dette er ikke korrekt.

Det fremgår af de fremlagte dokumenter, at Key Expert 2 har en generel erhvervserfaring, der overstiger minimumskravene.

Kommissionen tilsidesatte derfor artikel 168, stk. 6, i forordning 2018/1046t, og den anfægtede afgørelse skal annulleres.

Andet anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«) ved at afvise tilbuddet og ikke forinden anmode om præciseringer.

Den anfægtede afgørelse skal annulleres, idet Kommissionen foruden artikel 168, stk. 6, i forordning 2018/1046, tilsidesatte chartret, idet den ikke overholdte retten til god forvaltning.

I det foreliggende tilfælde undlod Kommissionen at udvise den fornødne omhu ved at konkludere, at tilbuddet skulle afvises. Kommissionen foretog ikke de nødvendige efterprøvelser og undlod navnlig at anmode om yderligere oplysninger fra sagsøgeren om tilbuddet.

Retten til god forvaltning indeholder bl.a. pligten til at udvise omhu, forpligtelsen til at angive en begrundelse og retten til at blive hørt under den administrative procedure. Kommissionen tilsidesatte alle disse principper i forhold til sagsøgeren.

I den anfægtede afgørelse blev det ikke præciseret, hvorfor Key Expert 2 ikke opfyldte udbudskravene. Det var først efter, at der var rettet henvendelse til Kommissionen, at denne præciserede, at den ikke fandt, at Key Expert 2’s erfaring svarede til den krævede generelle erhvervserfaring. Kommissionen underbyggede imidlertid ikke, hvorfor den var af den opfattelse, at størstedelen af Key Expert 2’s erfaring ikke opfylder udbudskravene.

Kommissionen undersøgte ikke al den dokumentation, som sagsøgeren havde fremlagt, på en professional måde.

Desuden foretog Kommissionen ikke de nødvendige efterprøvelser og undlod navnlig at anmode om yderligere oplysninger fra sagsøgeren om tilbuddet, før den vedtog den anfægtede afgørelse. Det fremgår af Domstolens praksis, at retten til ikke at blive frataget muligheden for at blive hørt under den administrative procedure også er ekstrem vigtig i udbudsprocedurer. Kommissionen fratogt sagsøgeren denne ret.

Sagsøgeren har bemærket, at det i betragtning af det ovenstående er indlysende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltning.

____________

1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18.7.2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1).