DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
6. juni 2019 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – koordinering af de sociale sikringsordninger – vandrende arbejdstagere – forordning (EF) nr. 883/2004 – overgangsbestemmelser – artikel 87, stk. 8 – forordning (EØF) nr. 1408/71 – artikel 14c, litra b) – arbejdstager, som udøver lønnet beskæftigelse og selvstændig virksomhed i forskellige medlemsstater – undtagelser til princippet om, at én national lovgivning finder anvendelse – dobbelt tilslutning – indgivelse af en ansøgning med henblik på at blive omfattet af den lovgivning, der finder anvendelse i henhold til forordning nr. 883/2004«
I sag C-33/18,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af cour du travail de Liège (appeldomstol i arbejdsretlige sager i Liège, Belgien) ved afgørelse af 21. december 2017, indgået til Domstolen den 18. januar 2018, i sagen
V
mod
Institut national d’assurances sociales pour travailleurs indépendants (Inasti),
Securex Integrity ASBL,
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, C. Toader, og dommerne A. Rosas (refererende dommer) og L. Bay Larsen,
generaladvokat: G. Pitruzzella,
justitssekretær: fuldmægtig V. Giacobbo-Peyronnel,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 5. december 2018,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den belgiske regering ved M. Jacobs og L. Van den Broeck, som befuldmægtigede, bistået af avocat S. Rodrigues,
– Europa-Kommissionen ved D. Martin og M. Van Hoof, som befuldmægtigede,
– V, som selvmøder,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 26. februar 2019,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 87, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1, berigtiget i EUT 2004, L 200, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 988/2009 af 16. september 2009 (EUT 2009, L 284, s. 43) (herefter »forordning nr. 883/2004«).
2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem V, på den ene side, og Institut national d’assurances sociales pour travailleurs indépendants (Inasti) (nationalt organ til social forsikring af selvstændige, Belgien) og Securex Integrity ASBL (herefter »Securex«), på den anden side, angående spørgsmålet om, hvorvidt V er omfattet af den belgiske sociallovgivning.
Retsforskrifter
Forordning nr. 1408/71
3 Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997, L 28, s. 1), som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 592/2008 af 17. juni 2008 (EUT 2008, L 177, s. 1) (herefter »forordning nr. 1408/71«), bestemte i artikel 14c, litra b), i forordningens afsnit II:
»En person, der samtidigt har lønnet beskæftigelse og selvstændig beskæftigelse på forskellige medlemsstaters område, er:
[…]
b) i de i bilag VII omhandlede tilfælde omfattet af:
– lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område vedkommende har lønnet beskæftigelse, idet denne lovgivning fastsættes i overensstemmelse med artikel 14, nr. 2) eller 3), hvis vedkommende har en sådan beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område, og af
– lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område vedkommende har selvstændig beskæftigelse, idet denne lovgivning fastsættes i overensstemmelse med artikel 14a, nr. 2), 3) eller 4), hvis vedkommende har sådan beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område.«
4 Bilag VII til denne forordning opregnede de tilfælde, hvor en person samtidig var omfattet af lovgivningen i to medlemsstater, jf. nævnte forordnings artikel 14c, litra b). Blandt disse tilfælde var, i dette bilags nr. 1), »[s]elvstændig beskæftigelse i Belgien og lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat«.
5 Forordning nr. 1408/71 blev ophævet og erstattet af forordning nr. 883/2004, i sin oprindelige affattelse, den 1. maj 2010, som er den dato, hvorfra sidstnævnte forordning finder anvendelse.
Forordning nr. 883/2004
6 I fjerde betragtning til forordning nr. 883/2004 henvises til, at det er nødvendigt at respektere de karakteristiske træk ved national lovgivning om social sikring og kun udarbejde en koordineringsordning.
7 45. betragtning til denne forordning har følgende ordlyd:
»Målet for denne forordning, nemlig at sikre, at retten til fri bevægelighed reelt kan udøves, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af foranstaltningens omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.«
8 I nævnte forordnings artikel 11, stk. 1, bestemmes:
»Personer, som er omfattet af denne forordning, er alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit.«
9 Samme forordnings artikel 13, stk. 3, er affattet således:
»En person, der normalt udøver lønnet beskæftigelse og selvstændig virksomhed i forskellige medlemsstater, er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvor han udøver lønnet beskæftigelse, eller, såfremt han udøver en sådan beskæftigelse i to eller flere medlemsstater, af den lovgivning, der udpeges i overensstemmelse med stk. 1.«
10 Artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004 bestemmer:
»Såfremt en person ved anvendelse af denne forordning bliver omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvis lovgivning han var omfattet af i henhold til afsnit II i [forordning nr. 1408/71], er denne person fortsat omfattet af sidstnævnte lovgivning, så længe den hidtil gældende situation ikke ændres, dog ikke længere end ti år fra anvendelsen af denne forordning, medmindre han anmoder om at være omfattet af den lovgivning, der gælder i henhold til denne forordning. Hvis anmodningen er indgivet til den kompetente institution i den medlemsstat, hvis lovgivning gælder i henhold til denne forordning, inden udløbet af tre måneder efter datoen for denne forordnings anvendelse, er den pågældende omfattet af denne lovgivning fra samme dato. Hvis anmodningen er indgivet efter udløbet af denne frist, er den pågældende omfattet af den nye lovgivning fra den første dag i den følgende måned.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
11 V arbejdede som advokat i Bruxelles (Belgien) fra september 1980 til den 30. september 2007. I denne periode var han opført i Inasti og var tilknyttet den belgiske sociale sikringskasse Securex.
12 Den 30. september 2007 anmodede V om at blive slettet fra advokatfortegnelsen og udmeldte sig følgelig af Securex. Samme dag trådte det advokatfirma, hvori han var ansat, i likvidation, og V blev udpeget som kurator.
13 Siden den 1. oktober 2007 har V arbejdet som juridisk direktør i et selskab med hjemsted i Luxembourg og er som lønmodtager tilsluttet den luxembourgske sociale sikringsordning.
14 Den 11. juni 2010 anmodede Inasti V om at fremkomme med præciseringer vedrørende hans hverv som kurator. Ved e-mail af 24. juni 2010 svarede V, at det vederlag som kurator, som han havde fået udbetalt af advokatfirmaet under likvidation, hverken medførte, at han skulle sidestilles med en selvstændig, eller at han skulle undergives den sociale lovgivning for selvstændige.
15 Den 11. december 2013 underrettede Inasti Securex om en afgørelse om berigtigelse vedrørende V’s indtægter for 2008-2010. Den 23. december 2013 underrettede Securex V om, at han, i lyset af de af Inasti fremsendte oplysninger, skulle anses for at være omfattet af den belgiske sociale sikringsordning i egenskab af supplerende forsikret selvstændig erhvervsdrivende fra den 1. oktober 2007, og at han følgelig skulle betale Securex et restbeløb på 35 198,42 EUR i skyldige bidrag med tillæg for perioden fra fjerde kvartal 2007 til fjerde kvartal 2013.
16 Den 12. marts 2014 anlagde V sag ved tribunal du travail de Liège (arbejdsretten i første instans i Liège, Belgien), hvorunder han bestred, at han var omfattet af den belgiske sociale sikringsordning i egenskab af supplerende forsikret selvstændig erhvervsdrivende, og bestred det af Securex fremsatte krav om betaling af de sociale sikringsbidrag.
17 Efter anlæggelsen af dette søgsmål fremsendte V en tro-og-love-erklæring til Securex om, at han havde udført sit hverv som kurator gratis, og vedlagde denne erklæring et referatet af et møde med deltagelse af det i hovedsagen omhandlede advokatfirmas partnere, som blev afholdt den 24. februar 2014, hvori det bl.a. blev konstateret, at hans hverv som kurator var blevet udført gratis fra den 1. januar 2010, og at denne situation skulle vedvare indtil konkursbehandlingens afslutning. I samme skrivelse anmodede V om ikke længere at være omfattet af den belgiske sociale sikringsordning fra datoen for dette møde.
18 Ved dom af 17. august 2016 frifandt tribunal du travail de Liège (arbejdsretten i første instans i Liège) sagsøgte, idet den samtidig fastslog, at de lovbestemte renter, der var beregnet på grundlag af de i hovedsagen omhandlede sociale sikringsbidrag, ikke skyldtes for perioden fra oktober 2011 til september 2013.
19 Den 22. september 2016 appellerede V denne dom til den forelæggende ret med påstand om, at denne ændrer den nævnte dom, og har bl.a. gjort gældende, at Inasti og Securex, henset til forordning nr. 883/2004, ikke kunne kræve betaling af de i hovedsagen omhandlede bidrag.
20 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at V fra den 30. september 2007, som er den dato, hvor han ophørte som advokat, ikke længere var omfattet af den belgiske sociale sikringsordning. Den forelæggende ret er herefter i tvivl om, hvorvidt V, som på datoen for anvendelsen af forordning nr. 883/2004 udelukkende var omfattet af den luxembourgske sociale sikringsordning, ikke desto mindre skulle indgive en udtrykkelig anmodning inden udløbet af tre måneder, i overensstemmelse med artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004, med henblik på at kunne være omfattet af denne forordning.
21 Den forelæggende ret har tilføjet, at ifølge den praktiske vedledning om fastlæggelse af den lovgivning, der finder anvendelse på arbejdstagere i Den Europæiske Union, Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og Schweiz, som er udarbejdet af Den Administrative Kommission for Koordinering af Sociale Sikringsordninger, er det første krav, der skal være opfyldt for at anvende artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004, at en person ifølge denne forordning ville blive omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end »den, hvis lovgivning han allerede var omfattet af« i henhold til forordning nr. 1408/71. Ifølge denne ret synes det af denne vejledning at fremgå, at denne bestemmelse finder anvendelse på betingelse af, at den pågældende person på datoen den 1. maj 2010, som svarer til datoen for ophævelsen af forordning nr. 1408/71 og til datoen for anvendelsen af forordning nr. 883/2004, rent faktisk var underlagt lovgivningen i den kompetente medlemsstat ifølge forordning nr. 1408/71. Imidlertid er en sådan betingelse ikke udtrykkeligt omfattet af ordlyden i artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004, hvilket afstedkommer vanskeligheder ved fortolkningen af denne bestemmelse.
22 Under disse omstændigheder har cour du travail de Liège (appeldomstol i arbejdsretlige sager i Liège, Belgien) besluttet at udsætte sagen og stille Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 87, stk. 8, i [forordning nr. 883/2004] fortolkes således, at en person, der inden den 1. maj 2010 indledte en lønnet beskæftigelse i [Luxembourg] og selvstændig virksomhed i Belgien, for at være omfattet af den lovgivning, der finder anvendelse i henhold til forordning nr. 883/2004, skal indgive en udtrykkelig anmodning herom, selv om den pågældende ikke var omfattet af den belgiske lovgivning før den 1. maj 2010 og først var omfattet af den belgiske lovgivning om den sociale sikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende med tilbagevirkende kraft efter udløbet af den frist på tre måneder, der løb fra den 1. maj 2010?
2) Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, medfører anmodningen som omhandlet i artikel 87, stk. 8, i [forordning nr. 883/2004] indgivet under de ovenfor beskrevne omstændigheder da anvendelse af lovgivningen i den kompetente medlemsstat i henhold til [forordning nr. 883/2004] med tilbagevirkende kraft fra den 1. maj 2010?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Om formaliteten
23 Kongeriget Belgien har i sine skriftlige bemærkninger gjort gældende, at den forelæggende rets analyse hviler på en fejlagtig faktuel forudsætning, hvorefter V ikke var underlagt belgisk lovgivning den 1. maj 2010, som er datoen for anvendelsen af forordning nr. 883/2004. Ifølge denne medlemsstat var V fortsat underlagt den belgiske sociale sikringsordning uden afbrydelse efter den 30. september 2007 som følge af hans arbejde som kurator.
24 De præjudicielle spørgsmål rejser således et rent hypotetisk problem, som ikke er nødvendigt med henblik på løsningen af tvisten i hovedsagen, og skal følgelig afvises.
25 Det bemærkes, at den forelæggende ret efter en anmodning om uddybende oplysninger, som Domstolen fremsendte til den i medfør af artikel 101 i Domstolens procesreglement, har præciseret, at V på datoen for anvendelsen af forordning nr. 883/2004 kunne anses for at være omfattet af den belgiske lovgivning som selvstændig i henhold til hans arbejde som kurator.
26 Henset til de præciseringer, som fremgår af den forelæggende rets svar, har den belgiske regering således under retsmødet for Domstolen bekræftet, at den ikke længere vil gøre gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal afvises.
27 Under alle omstændigheder bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at når spørgsmål, som er forelagt af nationale retter, vedrører fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse, er Domstolen principielt forpligtet til at træffe afgørelse, medmindre det er åbenbart, at anmodningen om præjudiciel afgørelse i virkeligheden har til formål at få Domstolen til at træffe afgørelse ved hjælp af en konstrueret tvist eller at afgive responsa om generelle eller hypotetiske spørgsmål, at den fortolkning af EU-retten, der anmodes om, ikke har nogen forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller at Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en relevant besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 7.12.2010, VEBIC, C-439/08, EU:C:2010:739, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
28 I det foreliggende tilfælde fremgår det, som generaladvokaten har bemærket i punkt 25 i forslaget til afgørelse, af sagsakterne for Domstolen, at spørgsmålet om, hvorvidt V med henblik på udelukkende at kunne være omfattet af den lovgivning, der afgøres i henhold til forordning nr. 883/2004, i det foreliggende tilfælde den luxembourgske lovgivning, efter den 1. maj 2010 var forpligtet til at indgive en anmodning i henhold til denne forordnings artikel 87, stk. 8, og, i tilfælde af en bekræftende besvarelse af det foregående spørgsmål, spørgsmålet om, hvilke konsekvenser fremsættelsen af en sådan anmodning flere år efter denne dato har, har en bestemt indflydelse på løsningen af tvisten i hovedsagen. Svaret på disse spørgsmål har nemlig direkte indvirkning på fastsættelsen af det antal år, for hvilke de belgiske myndigheder har ret til at kræve betaling af bidrag fra V.
29 Det følger heraf, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.
Om realiteten
30 Henset til de præciseringer, som den forelæggende ret har fremsendt efter Domstolens anmodning om uddybende oplysninger, må det antages, at den forelæggende ret med sit første spørgsmål ønsker oplyst, om artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at en person, som på datoen for anvendelsen af denne forordning udøvede lønnet beskæftigelse i en medlemsstat og selvstændig virksomhed i en anden medlemsstat, og som derfor samtidig var underlagt de lovgivninger, der finder anvendelse på området for social sikring i disse to medlemsstater i overensstemmelse med afsnit II i forordning nr. 1408/71, for at blive omfattet af den lovgivning, der finder anvendelse i henhold til forordning nr. 883/2004, skulle indgive en udtrykkelig anmodning herom.
31 I denne henseende bemærkes, at artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004 fastsætter, at en person, der som følge af denne forordning bliver omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvis lovgivning han var omfattet af i henhold til afsnit II i forordning nr. 1408/71, fortsat er omfattet af sidstnævnte lovgivning i en vis periode, efter datoen for anvendelsen af forordning nr. 883/2004, med forbehold af, at den hidtil gældende situation ikke ændres.
32 Denne bestemmelse finder således for det første anvendelse på betingelse af, at den gældende lovgivning er omfattet af afsnit II i forordning nr. 1408/71, og for det andet på betingelse af, at den hidtil gældende situation er forblevet uændret (dom af 11.4.2013, Jeltes m.fl., C-443/11, EU:C:2013:224, præmis 50).
33 For så vidt angår den første af disse to betingelser er det ubestridt, at V’s situation på datoen for anvendelsen af forordning nr. 883/2004 henhørte under artikel 14c, litra b), i forordning nr. 1408/71, som findes i denne forordnings afsnit II. Det må imidlertid konstateres, at artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004 ikke udtrykkeligt regulerer situationer som dem, der er omhandlet i artikel 14c, litra b), i forordning nr. 1408/71, hvori to medlemsstaters lovgivning om social sikring finder anvendelse samtidigt, og ved anvendelsen af forordning nr. 883/2004 er det kun en enkelt af disse to lovgivninger, der finder anvendelse.
34 Spørgsmålet er herefter, om denne omstændighed er til hinder for, at en person, der befinder sig i V’s situation, henhører under anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004.
35 I henhold til fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dens ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 21.3.2018, Klein Schiphorst, C-551/16, EU:C:2018:200, præmis 34).
36 For så vidt angår ordlyden af artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004, som er en overgangsbestemmelse, fremgår det, at denne finder anvendelse, når en person ved anvendelsen af forordning nr. 883/2004 »bliver omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvis lovgivning han var omfattet af i henhold til afsnit II i [forordning nr. 1408/71]«.
37 Det synes således at fremgå af denne bestemmelses ordlyd, for så vidt som adjektivet »anden« henviser til ordet »stat«, at EU-lovgiver tilsigter den situation, hvor anvendelsen af en medlemsstats lovgivning følger efter anvendelsen af en anden medlemsstats lovgivning.
38 Ifølge en ordlydsfortolkning af artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004 synes det første sætningsled i artiklen således udelukkende at vedrøre situationer, hvor en person, fra datoen for anvendelsen af forordning nr. 883/2004, er omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvis lovgivning han var omfattet af tidligere.
39 En person, som i henhold til forordning nr. 1408/71 var underlagt en samtidig anvendelse af lovgivningerne i to medlemsstater, vil derimod, i henhold til forordning nr. 883/2004, dels fortsat være underlagt lovgivningen i én af disse to medlemsstater, dels erfare, at vedkommendes situation udelukkende ændrer sig som følge af, at lovgivningen i den anden medlemsstat ikke længere finder anvendelse på ham.
40 Hvad angår den sammenhæng, hvori artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004 indgår, bemærkes, at denne forordnings artikel 14c ved udvidelsen af forordning nr. 1408/71 til selvstændige erhvervsdrivende blev indført for at fastsætte en undtagelse til reglen om, at én national lovgivning finder anvendelse, i det tilfælde, hvor en person samtidig udøver selvstændig virksomhed på en medlemsstats område og lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats område. I de tilfælde, der er nævnt i bilag VII til forordning nr. 1408/71, var denne person følgelig underlagt lovgivningen i hver af disse to medlemsstater.
41 Som Domstolen allerede har bemærket, er formålet med forordning nr. 883/2004 ifølge ordlyden af 4. og 45. betragtning til denne forordning at koordinere de sociale sikringsordninger, der er indført i medlemsstaterne med henblik på at garantere en effektiv gennemførelse af den frie bevægelighed for personer. Med nævnte forordning er der blevet foretaget en ajourføring og forenkling af de bestemmelser, der var indeholdt i forordning nr. 1408/71, samtidig med, at den har samme formål som sidstnævnte forordning (jf. i denne retning dom af 21.3.2018, Klein Schiphorst, C-551/16, EU:C:2018:200, præmis 31).
42 Artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 bekræfter princippet om, at kun én lovgivning finder anvendelse, hvorefter de personer, der er omfattet af denne forordning, alene er undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Dette princip tilsigter således at undgå de komplikationer, som kan følge af den samtidige anvendelse af flere nationale lovgivninger, og at afskaffe den forskelsbehandling, som for de personer, der flytter inden for Unionen, kan være konsekvensen af en fuldstændig eller delvis kumulation af de lovgivninger, der finder anvendelse (jf. i denne retning dom af 9.3.2006, Piatkowski, C-493/04, EU:C:2006:167, præmis 21).
43 I overensstemmelse med princippet om, at én national lovgivning finder anvendelse, bestemmer artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 883/2004, at en person, der normalt udøver lønnet beskæftigelse i en medlemsstat og selvstændig virksomhed i en anden medlemsstat, er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvor han udøver lønnet beskæftigelse.
44 I øvrigt må det, således som generaladvokaten har fremhævet i punkt 35 i forslaget til afgørelse, konstateres, at forordning nr. 883/2004 har ophævet alle de undtagelser til princippet om, at én lovgivning finder anvendelse, som fandtes i forordning nr. 1408/71.
45 Under disse omstændigheder vil en fortolkning af artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004, som tager hensyn til den sammenhæng, som denne bestemmelse indgår i, ikke kunne tale for en bevarelse af den undtagelsesordning, der fastsætter en dobbelt tilslutning, som ville være uforenelig med det system, der er indført ved denne forordning, og som baserer sig på princippet om, at én national lovgivning finder anvendelse.
46 Hvad angår formålet med artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004 er dette, således som generaladvokaten har anført i punkt 36 i forslaget til afgørelse, og således som det fremgår af den praktiske vejledning om fastlæggelse af den lovgivning, der finder anvendelse på arbejdstagere i Den Europæiske Union, Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og Schweiz, blevet anført som værende formålet om at forhindre mange ændringer af, hvilken lovgivning der skal anvendes i forbindelse med overgangen til forordning nr. 883/2004, og at muliggøre en »blød overgang« for den berørte person, med hensyn til hvilken lovgivning der skal anvendes, hvis der er uoverensstemmelse mellem den lovgivning, der skal anvendes i medfør af forordning nr. 1408/71, og den lovgivning, der finder anvendelse i medfør af reglerne i forordning nr. 883/2004.
47 Ved hjælp af denne overgangsbestemmelse har EU-lovgiver således villet sikre arbejdstagerne en nødvendig tilpasningstid, bl.a. for at gøre det muligt for dem at gøre sig bekendt med lovgivningen i en anden medlemsstat, som vil være ny for dem.
48 Det fremgår imidlertid af denne doms præmis 39, at i en situation, hvor en person i henhold til forordning nr. 1408/71 samtidig var underlagt lovgivningerne i to medlemsstater, fører anvendelsen af forordning nr. 883/2004 ikke til anvendelsen på arbejdstageren af en anden medlemsstats lovgivning, som således ville være ny, men medfører blot en ændring af hans situation som følge af, at lovgivningen i en af de to medlemsstater, som han indtil dette tidspunkt var underlagt, ophører med at finde anvendelse for hans vedkommende.
49 Henset til det ovenfor anførte, og uden at det er fornødent at undersøge den anden betingelse, der er nævnt i denne doms præmis 32, skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004 ikke finder anvendelse på en situation, såsom situationen for V, som på datoen for anvendelsen af forordning nr. 883/2004 i henhold til artikel 14c, litra b), i forordning nr. 1408/71 samtidig var omfattet af lovgivningen i to medlemsstater.
50 Det følger heraf, at en person, som befinder sig i en situation som den i hovedsagen omhandlede, fra den 1. maj 2010 ikke er forpligtet til at indgive den anmodning, der er fastsat i artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004, for udelukkende at være omfattet af den lovgivning, der fastlægges ved forordning nr. 883/2004, dvs. i det foreliggende tilfælde, i henhold til denne forordnings artikel 13, stk. 3, den luxembourgske lovgivning.
51 Følgelig skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at en person, som på datoen for anvendelsen af forordning nr. 883/2004 udøvede lønnet beskæftigelse i en medlemsstat og selvstændig virksomhed i en anden medlemsstat, og som derfor samtidig var underlagt de lovgivninger, der finder anvendelse på området for social sikring i disse to medlemsstater, ikke for at blive omfattet af den lovgivning, der finder anvendelse i henhold til forordning nr. 883/2004, skulle indgive en udtrykkelig anmodning herom.
52 Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.
Sagsomkostninger
53 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:
Artikel 87, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 988/2009 af 16. september 2009, skal fortolkes således, at en person, som på datoen for anvendelsen af forordning nr. 883/2004 udøvede lønnet beskæftigelse i en medlemsstat og selvstændig virksomhed i en anden medlemsstat, og som derfor samtidig var underlagt de lovgivninger, der finder anvendelse på området for social sikring i disse to medlemsstater, ikke for at blive omfattet af den lovgivning, der finder anvendelse i henhold til forordning nr. 883/2004, som ændret ved forordning nr. 988/2009, skulle indgive en udtrykkelig anmodning herom.
Underskrifter