Language of document : ECLI:EU:T:2011:49

Sag T-385/09

Annco, Inc.

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-ordmærket ANN TAYLOR LOFT – det ældre nationale ordmærke LOFT – relativ registreringshindring – risiko for forveksling – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

2.      EF-varemærker – klagesag – sag ved Fællesskabets retsinstanser – Rettens kompetence – omgørelse af en afgørelse truffet af Harmoniseringskontoret – vurdering i henhold til de kompetencer, appelkammeret er tildelt

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 64, stk. 1)

1.      For den franske gennemsnitsforbruger er der ikke risiko for forveksling som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker, mellem ordmærket ANN TAYLOR LOFT, der er søgt registreret som EF-varemærke for lædervarer og beklædningsgenstande i henholdsvis klasse 18 og 25 i Nice-arrangementet, og ordmærket LOFT, der tidligere er registreret i Frankrig for identiske varer.

Til trods for at de omhandlede varer er af samme art, vil den tilsigtede kundekreds, der er vant til, at den samme konfektionsvirksomhed benytter undermærker, som er afledt fra et hovedvaremærke – i betragtning af, at der er en svag lighed mellem de omhandlede tegn – ikke skabe en forbindelse mellem tegnene ANN TAYLOR LOFT og LOFT, da det ældre varemærke ikke indeholder bestanddelen »ann taylor«, der er den mest særprægede bestanddel i det ansøgte varemærke.

(jf. præmis 22 og 48)

2.      Eftersom appelkammeret i henhold til artikel 64, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker selv kan omgøre den af afdelingen trufne afgørelse, der anfægtes for det, kan Retten inden for rammerne af sin omgørelseskompetence udøve beføjelserne for de lavere afdelinger ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), hvis afgørelser kan gøres til genstand for en klage for appelkammeret. Retten kan således i denne forbindelse træffe en afgørelse, som undersøgeren, indsigelsesafdelingen eller annullationsafdelingen havde kunnet træffe. Derimod kan den ikke træffe afgørelser, som disse afdelinger ikke kan træffe. Det er derfor, at Retten ikke kan registrere et varemærke, da registrering hverken henhører under undersøgerens eller indsigelsesafdelingens kompetence.

(jf. præmis 52)