Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 31. januar 2005 af Rijn Schelde Mondia France mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-55/05)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 31. januar 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Rijn Schelde Mondia France, Rouen (Frankrig), ved avocat François Citron.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at skrivelsen af 7. oktober 2004 fra Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til generaldirektoratet for toldvæsenet i dossier REM 2201 er en beslutning truffet af Kommissionen, der indeholder et klagepunkt vedrørende selskabet Rijn Schelde Mondia France, og at denne beslutning annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren i denne sag har anfægtet den beslutning, der anføres at være indeholdt i en skrivelse fra Kommissionen, dateret den 7. oktober 2004, til det franske generaldirektorat for toldvæsenet.

Det anføres i den forbindelse, at det sagsøgende selskab ved skrivelse af 31. oktober 2000 anmodede den franske toldmyndighed om fritagelse for den toldskyld, der var blevet meddelt selskabet af generaldirektoratet for toldvæsenet i Rouen og le Havre for et samlet beløb af 962 058,64 EUR. Selv om den franske toldmyndighed fandt, at den var beføjet til at tage stilling til anmodningen om fritagelse for toldskyld, fremsendte den imidlertid alligevel sagens akter til Kommissionen, for at denne skulle tage stilling til "om den konstaterede forsømmelighed var åbenbar eller ej".

Ved den anfægtede beslutning returnerede Kommissionen sagens akter til de franske toldmyndigheder "til behandling ved Deres tjenestegrene". Kommissionen anførte imidlertid over for den franske myndighed, at den fandt, at sagsøgeren havde gjort sig skyldig i åbenbar forsømmelighed samtidig med, at den anbefalede at give sagsøgeren afslag på anmodningen om fritagelse for told.

Til støtte for sine påstande har sagsøgeren gjort følgende gældende:

Kompetenceoverskridelse i det omfang Kommissionen samtidig med at den erklærede sig ubeføjet til at tage stilling til anmodningen om toldfritagelse ikke desto mindre tog stilling til spørgsmålet om den åbenbare karakter af den påståede forsømmelighed.

Kommissionen traf ikke sin beslutning inden for den frist på ni måneder, der er fastsat i artikel 907, stk. 2, i gennemførelsesforordningen til EF-toldkodeksen.

Tilsidesættelse af pligten til at begrunde retsakter.

Magtfordrejning, idet Kommissionens beslutning om manglende kompetence blev truffet tre år efter sagens akter blev overgivet til den af den franske myndighed, og selv om Kommissionen havde ignoreret indsigelsen om inkompetence, der oprindeligt blev fremsat af sagsøgeren selv for de franske toldmyndigheder.

Endelig har sagsøgeren foreholdt Kommissionen at have anlagt en åbenbart urigtig vurdering af forholdende i den foreliggende sag, hvilket udgør åbenbar forsømmelighed.

____________