Sag T-60/05
Union française de l’express (UFEX) m.fl.
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Konkurrence – misbrug af dominerende stilling – markedet for internationale kurértjenester – beslutning om afvisning af klage – en EF-retsinstans’ annullation af en beslutning om afvisning af klagen – revurdering og ny afvisning af klagen – offentlig virksomhed«
Sammendrag af dom
1. Annullationssøgsmål – retlig interesse
(Art. 230, stk. 4, EF)
2. Konkurrence – administrativ procedure – undersøgelse af klager – Kommissionens fastsættelse af prioriteter
3. Konkurrence – administrativ procedure – undersøgelse af klager – klage over statsstøtte og misbrug af dominerende stilling
(Art. 82 EF, 87 EF og 88 EF)
4. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens konstatering af overtrædelsens ophør
5. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – tildeling af krydssubsidiering fra en virksomhed, der har et lovligt monopol, til fordel for virksomhedens datterselskab, der virker inden for en sektor, der er underlagt konkurrence
(Art. 82 EF)
6. Konkurrence – administrativ procedure – undersøgelse af klager – klage vedrørende en kompetence, der er delt mellem Kommissionen og de nationale myndigheder – Kommissionens forpligtelse til at træffe afgørelse ved beslutning om, at der foreligger en overtrædelse – foreligger ikke
(Art. 82 EF, Kommissionens forordning nr. 773/2004; Kommissionens meddelelse 2004/C 101/04)
7. Konkurrence – administrativ procedure – undersøgelse af klager – hensyntagen til Fællesskabets interesser i forbindelse med undersøgelsen af en sag
(Art. 81 EF og 82 EF)
8. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – Kommissionens afvisning af at fortsætte undersøgelsen af en klage, hvorved den blev anmodet om at handle på grundlag af artikel 86, stk. 3, EF – ikke omfattet
[Art. 3, litra g), EF, art. 10 EF og 86 EF; Rådets forordning nr. 17 og nr. 1/2003; Kommissionens forordning nr. 2842/98 og nr. 773/2004]
1. En sagsøger, som har forsøgt at anlægge sag til prøvelse af Kommissionens beslutning om afvisning af en klage, der er indgivet med henblik på at angive en adfærd, der kan udgøre misbrug af dominerende stilling, kan kun nægtes retlig interesse under ganske særlige omstændigheder, navnlig såfremt det med sikkerhed kan fastslås, at Kommissionen ikke kan vedtage en beslutning, hvorved fastslås en overtrædelse, der kan tilregnes den indklagede virksomhed, der befinder sig i en dominerende stilling. Dette er tilfældet, såfremt det fastslås, at den samlede administrative procedures lange varighed rent faktisk påvirker den af undersøgelsen berørte virksomheds fremtidige muligheder for forsvar.
(jf. præmis 54-58)
2. Kommissionen kan som led i en undersøgelse af klager over overtrædelse af konkurrencereglerne, når den beslutter at prioritere de klager, den modtager, forskelligt, ikke blot fastlægge den rækkefølge, hvori klagerne skal behandles, men kan også afvise en klage med den begrundelse, at der ikke er en tilstrækkelig interesse for Fællesskabet i en fortsat behandling af sagen. Såfremt Kommissionen under udøvelse af sin skønsmæssige beføjelse kan henlægge en klage over praksis, der hævdes at være i strid med traktaten, på grund af sagens manglende interesse for Fællesskabet, kan den imidlertid ikke henlægge denne alene under henvisning til, at sådanne former for praksis er bragt til ophør, uden at have undersøgt, om der fortsat består konkurrencebegrænsende virkninger, og om de påståede indgreb i konkurrencen i givet fald er så grove eller fortsat har sådanne virkninger, at klagen er af interesse for Fællesskabet. Kommissionen er således, såfremt der fortsat består konkurrencebegrænsende virkninger, forpligtet til at efterprøve, om enten de påståede overtrædelsers alvor eller deres blivende virkninger medfører, at sagen har fællesskabsinteresse, hvilket navnlig indebærer, at Kommissionen i hvert enkelt tilfælde skal vurdere varigheden og omfanget af de påståede overtrædelser og deres indvirkning på konkurrencesituationen i Fællesskabet. Kommissionen er, såfremt de konkurrencebegrænsende virkninger er bragt til ophør, fortsat forpligtet til at tage hensyn til de påståede overtrædelsers varighed og alvor.
Kommissionen er som led i sin undersøgelse af Fællesskabets interesse i at forfølge en klage ikke forpligtet til i en bestemt rækkefølge at vurdere den påståede overtrædelses alvor, varighed og fortsatte virkning.
En fejl fra Kommissionens side bestående i, at den fastslog, at den ved sin vurdering af Fællesskabets interesse ikke var forpligtet til at tage hensyn til de påståede overtrædelsers alvor og varighed, er uden betydning for lovligheden af en beslutning om afvisning af en klage, forudsat at denne fejl ikke har haft afgørende betydning for resultatet. Dette er tilfældet, når Kommissionen udelukkende af hensyn til en god forvaltning, men rent faktisk har vurderet klagernes argumenter angående overtrædelsernes grovhed og varighed, og fundet, at Fællesskabet ikke har tilstrækkelig interesse i at fortsætte undersøgelsen af en klage.
(jf. præmis 65, 69, 70, 73, 74 og 78)
3. Kommissionen kan ved klager over en adfærd, der kan udgøre misbrug af dominerende stilling, behandle de to forhold i klagen separat. Endvidere udelukker den omstændighed, at Kommissionen har indledt en procedure vedrørende statsstøtte og har foretaget en grundigere undersøgelse heraf, ikke dens mulighed for at afvise den del af klagen, der vedrører misbrug af dominerende stilling, fordi den ikke har fællesskabsinteresse i henhold til de kriterier, der finder anvendelse på denne del af klagen. Selv om Kommissionen ved udøvelsen af sin enekompetence med hensyn til konstatering af en støttes eventuelle uforenelighed med fællesmarkedet, nemlig ved afslutningen af den indledende fase af undersøgelsen, er forpligtet til enten at beslutte, at den omhandlede statslige foranstaltning ikke udgør en »støtte« i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, EF, eller at foranstaltningen ganske vist udgør en støtte, men er forenelig med fællesmarkedet, eller at beslutte at indlede proceduren i artikel 88, stk. 2, EF, er den derimod ved klager over misbrug af dominerende stilling ikke enekompetent, men besidder en skønsbeføjelse for at fastsætte prioriteterne, og er ikke forpligtet til at tage stilling til, om der eventuelt foreligger en overtrædelse.
(jf. præmis 106 og 107)
4. For så vidt som det er fastslået, at der fra et bestemt tidspunkt ikke længere var et økonomisk incitament til at forfølge en adfærd, der kunne udgøre misbrug af en dominerende stilling, kan Kommissionen i princippet fastslå, at den påståede overtrædelse er bragt til ophør, hvis der ikke foreligger tilstrækkelige, herimod stridende oplysninger. Dette er tilfældet, når der ikke er nogen økonomisk årsag til, at en virksomhed, som befinder sig i en dominerende stilling, i forhold til sit datterselskab, der virker på et marked med fri konkurrence, underfakturerer adgangen til sit net, når den skal give konkurrenterne adgang hertil på samme betingelser.
(jf. præmis 109)
5. Det blotte forhold, at en virksomhed har fået overdraget en eksklusiv rettighed med det formål at sikre, at virksomheden udfører en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, er ikke til hinder for, at denne virksomhed oppebærer et overskud af de aktiviteter, der er omfattet af eneretten, eller for, at den udvider sine aktiviteter til områder, der ikke er omfattet af eneretten. Erhvervelsen af en aktiepost i en virksomhed, og i lighed hermed krydssubsidiering, kan give anledning til problemer i relation til Fællesskabets konkurrenceregler i tilfælde, hvor de midler, der er anvendt af den virksomhed, som har et monopol, er opnået ved urimeligt høje priser, prisdiskriminering eller andre former for misbrug på det marked, som er omfattet af monopolet.
Det følger imidlertid ikke af retspraksis, at tildelingen af krydssubsidiering i sig selv udgør misbrug af dominerende stilling, uafhængigt af, hvilken politik der følges i den sektor, der er omfattet af monopolet, og i den sektor, der er underlagt fri konkurrence. Såfremt en virksomhed, der besidder et lovligt monopol, underfakturerer leveringen af sine tjenesteydelser til sit datterselskab, udgør denne adfærd ikke nødvendigvis en hindring for konkurrenterne, navnlig hvis datterselskabet anvendte denne støtte til at udlede betydelige overskud eller udbetale høje udbytter. Den omstændighed, at en virksomhed udleder meget betydelige fortjenester, har nemlig ikke indflydelse på kundernes valg af leverandør.
(jf. præmis 113-116)
6. Hvad angår undersøgelsen af en klage, der hører henhører under Kommissionens og de nationale myndigheders delte kompetence, er Kommissionen ikke forpligtet til at foretage en undersøgelse eller at træffe en endelig beslutning vedrørende eksistensen af den påståede overtrædelse. Det følger heraf, at de nationale myndigheders og retsinstansers subjektive opfattelse af, at Kommissionen er bedre egnet til at behandle sagen, selv om dette forudsættes godtgjort, ikke kan forpligte Kommissionen til at behandle klagen, som om den hørte under dens enekompetence. Såfremt sagsøgere ikke er tilfredse med de nationale konkurrencemyndigheders og retsinstansers varetagelse af deres rettigheder, tilkommer det dem at tage de nødvendige skridt i forhold til disse eller udnytte de nationale appelmuligheder, som foreligger.
Endvidere betyder tilstedeværelsen af et samarbejde mellem Kommissionen og en national myndighed hverken, at Kommissionen er enekompetent, eller at man kan foregribe dennes beslutning om sagens fællesskabsinteresse. Som led heri er Kommissionen endvidere ikke forpligtet til at prioritere en sag, når en national retsinstans har udsat behandlingen heraf, indtil Kommissionen træffer afgørelse. Når der endvidere består en delt kompetence mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder, medfører markedets fællesskabsretlige karakter ikke, at Kommissionen er forpligtet til at fastslå, at overtrædelsen er af en vis grovhed, eller at en given sag har fællesskabsinteresse.
(jf. præmis 152, 153, 155, 156 og 158)
7. Kommissionen skal ved vurderingen af fællesskabsinteressen i at behandle en sag tage hensyn til den konkrete sags omstændigheder og navnlig de faktiske og retlige forhold, der er blevet fremført i klagen. Det påhviler den bl.a. at afveje den påståede overtrædelses betydning for det fælles markeds funktion, sandsynligheden for at kunne godtgøre dens eksistens og rækkevidden af de nødvendige undersøgelsesforanstaltninger med henblik på bedst muligt at opfylde dens opgave, som består i at overvåge overholdelsen af artikel 81 EF og 82 EF.
For at vedtage en beslutning om, at der foreligger en overtrædelse, er vanskeligheden i retligt fyldestgørende at kunne fastslå, om denne overtrædelse foreligger, følgelig et forhold, der kan tages hensyn til som led i vurderingen af fællesskabsinteressen.
(jf. præmis 178 og 179)
8. Det følger af ordlyden af artikel 86, stk. 3, EF og af opbygningen af bestemmelserne i denne artikel i det hele, at Kommissionen ikke er forpligtet til at indbringe et søgsmål i henhold til de nævnte bestemmelser, idet borgerne ikke kan kræve af denne institution, at den træffer en afgørelse af et bestemt indhold. Kommissionens beslutning om ikke at tage en klage med opfordring til at gribe ind i henhold til artikel 86, stk. 3, EF til følge, udgør derfor ikke en anfægtelig retsakt, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål.
Følgelig kan hverken den omstændighed, at en klage er indgivet på et irrelevant retligt grundlag, eller hviler på Kommissionens eventuelle fejl i den forbindelse, såsom behandlingen af klagen i henhold til forordning nr. 17, skønt denne, ligesom forordning nr. 1/2003, nr. 2842/98 og nr. 773/2004, ikke finder anvendelse på artikel 86 EF, selv om Kommissionen havde overvejet at skulle anvende disse, eller at der i Kommissionens beslutning er henvist til artikel 3, litra g), EF og artikel 10 EF, give en klager ret til at anlægge søgsmål til prøvelse af kommissionsbeslutninger, der henhører under anvendelsesområdet for artikel 86 EF.
Endvidere kan den omstændighed, at klagerne har kombineret en klage over en medlemsstat med en klage over en virksomhed, heller ikke give dem mulighed for at anfægte den del af Kommissionens beslutning, der vedrører klagen over medlemsstaten. En sådan beslutnings retlige karakter ændres ikke herved af årsager, som Kommissionen påberåber sig for ikke at tage en klage i henhold til artikel 86 EF til følge, eller ved den omstændighed, at Kommissionen ved at angive, at klagerne havde ret til at indbringe sagen for Retten, ikke har sondret mellem de forskellige aspekter i den anfægtede beslutning.
(jf. præmis 189, 191 og 194)