Sag T-137/09

Nike International Ltd

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-ordmærket R10 – ikke-registreret nationalt ordmærke R10 – overdragelse af det nationale varemærke – procedurefejl«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – klagesag – sag ved Fællesskabets retsinstanser – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – anbringender, der alene er rettet imod afgørelser fra appelkamrene

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 63, stk. 1)

2.      EF-varemærker – klagesag – klage over en afgørelse fra Harmoniseringskontorets indsigelsesafdeling – overdragelse af det ældre varemærke efter indgivelsen af indsigelsen og før Harmoniseringskontoret træffer afgørelse – appelkammerets prøvelse af, om erhververen er kompetent til at indlede klagesag

3.      EF-varemærker – overdragelse af den intellektuelle ejendomsret – bevis for overdragelse af en ældre national rettighed – anvendelse af regel 31, stk. 6, i forordning nr. 2868/95 på overdragelse af nationale varemærker

(Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 31, stk. 6)

1.      I henhold til artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker er det kun appelkamrenes afgørelser, der kan prøves ved søgsmål for Fællesskabets retsinstanser. Det er således alene de anbringender, der er rettet mod selve appelkammerets afgørelse, der kan antages til realitetsbehandling i forbindelse med et sådant søgsmål. Derfor skal anbringender med påstand om, at der er sket en tilsidesættelse af en fællesskabsbestemmelse som følge af en afgørelse, der er truffet af en indsigelsesafdeling, forkastes.

(jf. præmis 13)

2.      Hvis kopien af registreringsbeviset for det varemærke, som ligger til grund for indsigelsen i tilfælde, hvor der er foretaget en overdragelse efter indgivelsen af en indsigelse, som indehaver nævner et andet selskab end det, der har indgivet en klage til prøvelse af en indsigelsesafdelings afgørelse, hvormed der gives afslag på indsigelsen, kan denne klage ikke realitetsbehandles, idet det lægges til grund, at det ældre varemærke er blevet overdraget til sagsøgeren.

Når overdragelsen af det påberåbte varemærke finder sted efter indgivelsen af indsigelsen, og inden Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) har truffet sin endelige afgørelse, er Harmoniseringskontoret forpligtet til at sikre overholdelsen af de rettigheder, som tilkommer den part, som oprindeligt indleverede indsigelsen eller varemærkeansøgningen – til forskel fra det tilfælde, hvor en overdragelse finder sted før indgivelsen af indsigelsen – eftersom tilladelsen til at lade erhververen af varemærket indtræde i disse rettigheder har til formål i forhold til den ovennævnte part at afslutte en procedure, som denne havde indledt. Harmoniseringskontoret er desuden forpligtet til at sikre, at den part, der har indgivet klagen, er kompetent til at indlede en klagesag til prøvelse af indsigelsesafdelingens afgørelse.

(jf. præmis 17)

3.      Idet der ikke er fastsat nogen lovbestemmelse vedrørende bevis for overdragelse af en ældre national rettighed, som er påberåbt til støtte for en indsigelse, skal de retningslinjer, som er udstedt af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), og som Harmoniseringskontoret i princippet er bundet af, fortolkes i henhold til bestemmelserne i regel 31, stk. 6, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker. Det følger af »Afsnit I: Procedurespørgsmål« i »Del C: Indsigelse« i Harmoniseringskontorets retningslinjer, at hvis den nye indehaver af en ældre national rettighed »oplyser Harmoniseringskontoret om overdragelsen, men ikke fremlægger (tilstrækkelige) beviser for overdragelsen, skal indsigelsessagen udsættes, og den nye indehaver råder dernæst over en frist på to måneder til at frembringe bevis på, at overdragelsen har fundet sted«. Det kan ikke bestrides, at regel 31, stk. 6, i forordning nr. 2868/95 finder tilsvarende anvendelse på overdragelse af nationale varemærker, eftersom den undersøgelse, som indsigelsesafdelingen eller appelkammeret foretager for at kontrollere, om overdragelsen af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke faktisk har fundet sted i tilfælde, hvor der ikke er foreskrevet nogen procedure i national ret for registrering af overdragelse af ejendomsretten til registrerede varemærker, i det væsentlige er den samme som den undersøgelse, den kompetente instans ved Harmoniseringskontoret foretager ved behandlingen af ansøgninger om overdragelse af EF-varemærker. Selv om denne procedure udtrykkeligt vedrører registrerede nationale varemærker, bør den også kunne anvendes analogt på overdragelse af ikke-registrerede nationale varemærker, eftersom det er den samme undersøgelse, som Harmoniseringskontoret skal foretage.

(jf. præmis 24)