Sag anlagt den 29. januar 2010 - Reagens mod Kommissionen
(Sag T-30/10)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Reagens SpA (San Giorgio di Piano, Italien) (ved lawyers B. O'Connor, L. Toffoletti, D. Gullo og E. De Giorgi)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 (sag COMP/38.589 - Varmestabilisatorer) om tinstabilisatorer annulleres i dens helhed, eller for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
Det fastslås, at fristerne i artikel 25 i forordning nr. 1/2003 bør finde anvendelse, således at det er udelukket, at sagsøgeren pålægges en bøde.
Subsidiært fastslås det, at Kommissionen har begået en fejl ved at pålægge sagsøgeren en bøde på 10 791 000 EUR og om nødvendigt tilpasse denne bøde til et niveau, der er i overensstemmelse med det begrænsede omfang af sagsøgerens eventuelle overtrædelse af artikel 101 TEUF efter 1996.
Der indledes bevisoptagelse vedrørende anvendelsen af artikel 35 i retningslinjerne for beregning af bøder i forbindelse med Chemson og Baerlocher og i forbindelse med alle indlæg fra adressaterne i beslutningen om tinstabilisatorer, der indkom efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren har ved dette søgsmål nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009, for så vidt som den pålægger sagsøgeren ansvaret for en overtrædelse af artikel 81 EF og 53 EØS (sag COMP/C.38.589 - Varmestabilisatorer) og pålægger sagsøgeren en bøde.
Til støtte for sine påstande har sagsøgeren anført følgende anbringender:
Sagsøgeren gør for det første gældende, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til sagens omstændigheder i forhold til tinstabilisatorer, for så vidt som den har fastslået, at sagsøgeren har deltaget i en overtrædelse af artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF) efter perioden 1996-1997.
Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til anvendelsen af artikel 25 i forordning (EF) nr. 1/2003
1 på de faktiske omstændigheder for markedet for tinstabilisatorer og navnlig ved at fastslå, at de frister, som er fastsat i denne artikel, er overholdt. Ifølge sagsøgeren betyder det manglende bevis for en overtrædelse efter 1996-1997, at en beslutning om at idømme sagsøgeren en bøde er forældet i medfør af den femårsregel eller tiårsregel, der er fastsat i denne artikel.
For det tredje har sagsøgeren anført, at Kommissionen har tilsidesat principperne om god forvaltningsskik og om beskyttelse af sagsøgerens berettigede forventninger om, at Kommissionen efter bedste evne og på en stringent og omhyggelig måde ville iværksætte en undersøgelse, og at den ikke ville bortse fra beviser for konkurrence. Sagsøgeren gør endvidere gældende, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar, idet den ikke på tilstrækkelig vis undersøgte de beviser, som sagsøgeren fremlagte i svaret på klagepunktsmeddelelsen eller ved høringen af parterne, ligesom den heller ikke ville give sagsøgeren fornyet aktindsigt i de ikke-fortrolige sagsakter vedrørende undersøgelsen.
Sagsøgeren har for det fjerde gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om, at alle virksomheder skal behandles lige for loven, idet Kommissionen har foretaget en forkert anvendelse af retningslinjerne for beregningen af bøder
2. Sagsøgeren gør ligeledes gældende, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet, eftersom den bøde, der blev pålagt sagsøgeren, var uforholdsmæssig i forhold til den bøde, som de andre adressater blev idømt i beslutningen om tinstabilisatorer, navnlig Baerlocher.
For det femte gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen, i det omfang den anvendte retningslinjerne for beregningen af bøder forkert, har handlet således, at konkurrencen er blevet fordrejet på fællesmarkedet i strid med artikel 101 TEUF.
Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik, idet den ikke gennemførte undersøgelsen omhyggeligt og tilstrækkeligt hurtigt. Kommissionen tilsidesatte desuden sagsøgerens ret til forsvar, idet den ikke fortsatte undersøgelsen i perioden for de for Retten nedlagte påstande vedrørende "Akzo-fortrolighedsforhold"
3.