Sag anlagt den 23. februar 2024 – Lattanzio KIBS m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-113/24)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Lattanzio KIBS SpA (Milano, Italien), CY, CV og CW (ved advokaterne B. O’Connor og M. Hommé)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Kommissionens afgørelse af 13. december 2023 vedrørende procedurerne for udelukkelse af den første ansøger fra at deltage i tildelingsprocedurer for offentlige udbud og tilskud, der er reguleret ved forordning (EU, Euratom) 2018/1046) (herefter »finansforordningen« ¹ ) og forordning (EU) 2018/1877 ² eller fra at blive udvalgt til gennemførelsen af midler, der er underlagt disse forordninger (Ares (2023)8545235), annulleres.

Kommissionen (og eventuelle intervenienter) tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat otte anbringender.

Første anbringende, hvorved det gøres gældende, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn vedrørende de faktiske og retlige omstændigheder, idet den klassificerede den af strafferetten i Milano afsagte dom af 13. juli 2021 (herefter »Milano-dommen«) som en endelig dom, hvorved det blev fastslået, at den anden og den tredje ansøger var skyldige i korruption.

Det gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn, som dannede grundlag for den fejlagtige konstatering, at Milano-dommen, udgjorde en endelig dom vedrørende skyldsspørgsmålet.

Sagsøgeren gør også gældende, at Kommissionen anlagde afgørende, åbenlyse fejlskøn med hensyn til den italienske lovgivning.

Andet anbringende, hvorved det gøres gældende, at Kommissionen tilsidesatte finansforordningens artikel 136, stk. 1, litra d), nr. ii), idet den på grundlag af et åbenbart urigtigt skøn fandt, at Milano-dommen udgjorde et gyldigt grundlag for at udelukke den første ansøger fra at deltage i tildelingsprocedurer reguleret af forordning 2018/1046 og forordning 2018/1877.

Nævnte artikel 136, stk. 1, litra d), nr. ii), fastslår, at udelukkelse kræver, at det ved en endelig dom er fastslået, at personen eller enheden er skyldig i korruption.

Det gøres gældende, at Milano-dommen ikke kan anses for en endelig dom om skyldsspørgsmålet og ikke kendte den anden og den tredje ansøger skyldige i korruption, hvorfor Kommissionen ikke med føje kunne udelukke den første ansøger i medfør af finansforordningens artikel 136, stk. 1, litra d), nr. ii).

Tredje anbringende, hvorved det gøres gældende, at Kommissionen ikke opfyldte sin forpligtelse til at tage hensyn til indholdet og karakteren af den nationale lovgivning.

Kommissionen hævdede i den anfægtede afgørelse, at begrebet »endelig dom om skyldsspørgsmålet« har selvstændig betydning inden for EU-retten, i hvilken forbindelse den imidlertid ifølge sagsøgerne undlod at give en definition heraf eller angive retsgrundlaget for denne vurdering.

Det gøres derudover gældende, at Kommissionen undlod at tage hensyn til, hvorledes Milano-dommen er klassificeret i henhold til den italienske lovgivning.

Fjerde anbringende, hvorved det gøres gældende, at Kommissionen tilsidesatte finansforordningens artikel 136, stk. 4, idet den udelukkede den første ansøger på grundlag af en konstatering – behæftet med et åbenbart urigtigt skøn – om, at den anden og den tredje ansøger havde beslutnings- eller kontrolbeføjelser over denne.

De forhold, som Kommissionen tog hensyn til i medfør af finansforordningens artikel 136, stk. 4, var efter sagsøgerens opfattelse utilstrækkelige til at godtgøre, at betingelserne i denne bestemmelse var opfyldt og var desuden påvirket af Kommissionens fejlagtige fortolkning af Milano-dommen.

Femte anbringende, hvorved det gøres gældende, at Kommissionen undlod at give en begrundelse med henblik på at underbygge konklusionerne i den anfægtede afgørelse.

Sagsøgerne gør i denne forbindelse gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 296 TEUF og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Det gøres også gældende, at Kommissionen undlod at give en begrundelse med hensyn til to konklusioner, der havde afgørende indflydelse på den endelige afgørelse.

Sjette anbringende, hvorved det gøres gældende, at Kommissionen tilsidesatte proportionalitetsprincippet, som anerkendes i finansforordningens artikel 136, stk. 3, og som et generelt princip i EU-retten i henhold til artikel 5, stk. 4, TEU, idet den vedtog artikel 2 og 3 i den anfægtede afgørelse.

Beslutningen om at offentliggøre udelukkelsesafgørelsen på webstedet DG NEAR og om at registrere navnene på- og personlige oplysninger om den anden og tredje ansøger i databasen for systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse var ifølge sagsøgerne klart uforholdsmæssig.

Det gøres også gældende, at Kommissionen undlod at tage hensyn til faktorer i finansforordningens artikel 136, stk. 3.

Syvende anbringende, hvorved det gøres gældende, at Kommissionen tilsidesatte finansforordningens artikel 136, stk. 6, idet den undlod at tage hensyn til de afhjælpende foranstaltninger, som den første ansøger havde angivet.

Det gøres gældende, at Kommissionen undlod at tage stilling til anmodninger fra sagsøgerne under den kontradiktoriske procedure om at få afklaret, hvilke mulige afhjælpende foranstaltninger de havde til rådighed.

Kommissionen undlod at tage stilling til de talrige beviser, der af sagsøgerne blev fremlagt for den, og som kunne anses for at udgøre afhjælpende foranstaltninger.

Ottende anbringende, hvorved det gøres gældende, at Kommissionen tilsidesatte den fjerde ansøgers ret til at blive hørt, som sikret ved artikel 41 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder.

Det gøres endelig gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 41, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, idet den ikke meddelte den fjerde ansøger, at den var ved at gennemføre en vurdering af hans person, og idet den ikke gav ham en ret til at forsvare sig.

____________

¹     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18.7.2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018 L 193, s. 1).

¹     Rådets forordning (EU) 2018/1877 af 26.11.2018 om finansforordningen for 11. Europæiske Udviklingsfond og om ophævelse af Rådets forordning (EU) 2015/323 (EUT 2018 L 307, s. 1).