RETTENS DOM (Femte Afdeling)
28. februar 2008 (*)
»EF-varemærker – ansøgning om et EF-figurmærke, der forestiller et ahornblad – absolut registreringshindring – servicemærke – artikel 7, stk. 1, litra h), i forordning (EF) nr. 40/94 – Pariserkonventionens artikel 6c – retlige oplysninger forelagt for Harmoniseringskontorets instanser og for Retten«
I sag T‑215/06,
American Clothing Associates SA, Evergem (Belgien), ved avocats P. Maeyaert og N. Clarembeaux,
sagsøger,
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved A. Folliard-Monguiral, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 4. maj 2006 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1463/2005-1) vedrørende en ansøgning om registrering af et tegn, der forestiller et ahornblad, som EF-varemærke,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Vilaras (refererende dommer), og dommerne F. Dehousse og D. Šváby,
justitssekretær: assisterende justitssekretær B. Pastor,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 8. august 2006,
under henvisning til svarskriftet, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 24. oktober 2006,
og efter retsmødet den 6. november 2007,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
1 Artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), som ændret, bestemmer:
»1. Udelukket fra registrering er:
[…]
h) varemærker, som skal afslås i medfør af artikel 6[c] i Pariserkonventionen, fordi de ikke er godkendt af de kompetente myndigheder
[…]«
2 Artikel 1, 6, 6c, 6f og 7 i Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret, som revideret og ændret (United Nations Treaty Series, bind 828, nr. 11847, s. 108, herefter »Pariserkonventionen«), bestemmer følgende:
»Artikel 1
[…]
2) Beskyttelsen af den industrielle ejendomsret har til genstand patenter, brugsmønstre og modeller, varemærker, servicemærker, firmanavne, oprindelsesbetegnelser og undertrykkelse af illoyal konkurrence.
[…]
Artikel 6
1) Betingelserne for anmeldelse og registrering af varemærker foreskrives i hvert unionslands [unionen udgøres af de lande, der er omfattet af Pariserkonventionen] lovgivning.
[…]
Artikel 6c
1) a) Unionslandene er enige om at afslå eller ophæve registreringen og ved dertil egnede midler at forbyde brugen enten som varemærker eller som bestanddele af disse, af våben, flag og andre statsemblemer, tilhørende unionslandene samt af dem antagne officielle kontrol‑ og garantimærker og ‑stempler, ligesom alt, hvad der fra et heraldisk synspunkt må anses [for] efterligning deraf, når en sådan brug ikke er tilladt af vedkommende myndigheder.
b) De under a) ovenfor indeholdte bestemmelser vedrører ligeledes våben, flag og andre emblemer, forkortelser eller benævnelser for internationale mellemstatslige organisationer, af hvilke et eller flere unionslande er medlemmer, med undtagelse af våben, flag og andre emblemer, forkortelser eller benævnelser, som allerede omfattes af ikraftværende internationale overenskomster, der tager sigte på disses beskyttelse.
c) Intet unionsland skal være pligtigt at anvende bestemmelserne overfor under b) til skade for indehavere af rettigheder, erhvervet i god tro i vedkommende land før denne konventions ikrafttræden. Unionslandene er ikke pligtige at anvende nævnte bestemmelser, når brugen eller registreringen nævnt ovenfor under a) ikke er af en sådan karakter, at den hos offentligheden vækker forestilling om, at der består en forbindelse mellem vedkommende organisation og de nævnte våben, flag, emblemer, forkortelser eller benævnelser – eller hvis denne brug eller registrering åbenbart ikke er egnet til at give offentligheden den forestilling, at der består en forbindelse mellem brugeren og vedkommende organisation […]
3) a) Ved anvendelsen af disse bestemmelser er unionslandene enige om gennem [d]et internationale [b]ureau i Bern gensidigt at tilstille hverandre en fortegnelse over de statsemblemer, officielle kontrol‑ og garantimærker og ‑stempler, som de ønsker eller senere måtte ønske – fuldstændigt eller med visse forbehold – at stille under beskyttelse af denne artikel, såvel som alle senere forandringer i denne fortegnelse. Ethvert af unionslandene skal i god tid gøre de notificerede fortegnelser tilgængelige for offentligheden.
Denne underretning er dog ikke obligatorisk for så vidt angår statsflag [...]
Artikel 6f
Unionslandene forpligter sig til at beskytte servicemærker, men er ikke pligtige at træffe forholdsregler til registrering af sådanne mærker.
Artikel 7
Beskaffenheden af den vare, for hvilken mærket er bestemt til at anvendes, kan i intet tilfælde hindre dets registrering […]«
Sagens baggrund
3 Den 23. juli 2002 indgav sagsøgeren i henhold til forordning (EF) nr. 40/94 en EF-varemærkeansøgning til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (herefter »Harmoniseringskontoret«).
4 Varemærket, der er søgt registreret, og som består i en tegning af et ahornblad og gruppen af bogstaver »rw« skrevet med store bogstaver og placeret neden under tegningen, er gengivet nedenfor:
5 De varer og tjenesteydelser, som varemærkeansøgningen vedrører, henhører under klasse 18, 25 og 40 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer til følgende beskrivelse:
– »Læder og læderimitationer samt varer fremstillet af disse materialer og ikke indeholdt i andre klasser; skind og huder; kufferter og rejsetasker; paraplyer, parasoller og spadserestokke; piske og sadelmagervarer« (klasse 18)
– »Beklædningsgenstande, fodtøj og hovedbeklædning« (klasse 25)
– »Skræddervirksomhed; præparering og udstopning af dyr; bearbejdning, forarbejdning og færdigbehandling af skind, læder, pelsværk og tekstiler; bogbind; fremkaldelse af fotografiske film og fotografisk trykning; træbearbejdning; presning af frugt; møllerivirksomhed; forarbejdning, hærdning og overfladebehandling af metaller« (klasse 40).
6 Ved afgørelse af 7. oktober 2005 afslog undersøgeren på grundlag af artikel 7, stk. 1, litra h), i forordning nr. 40/94 at registrere det ansøgte varemærke for alle de omhandlede varer og tjenesteydelser, fordi varemærket i kundekredsens bevidsthed kunne give det indtryk, at der var en forbindelse mellem varemærket og Canada, eftersom det ahornblad, der indgår i det ansøgte varemærke, er en efterligning af den canadiske stats emblem.
7 Dette emblem, som fremgår af meddelelsen af 1. februar 1967 fra Det Internationale Bureau ved Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) til de stater, der har tiltrådt Pariserkonventionen, samt af WIPO’s databaser, er gengivet nedenfor:
8 Den 6. december 2005 påklagede sagsøgeren i medfør af artikel 57-62 i forordning nr. 40/94 undersøgerens afgørelse.
9 Ved afgørelse af 4. maj 2006 (herefter »den anfægtede afgørelse«), som blev meddelt sagsøgeren den 29. maj 2006, afslog Første Appelkammer sagsøgerens klage og stadfæstede undersøgerens afgørelse.
10 På grundlag af de oplysninger, der er nævnt i præmis 7 ovenfor, fastslog appelkammeret, at det røde ahornblad var Canadas emblem (den anfægtede afgørelses punkt 11). Henset til retspraksis (Rettens dom af 21.4.2004, sag T-127/02, Concept mod KHIM (ECA), Sml. II, s. 1113, præmis 40), fandt appelkammeret, at det i det foreliggende tilfælde skulle undersøges, om det ansøgte varemærke indeholdt en bestanddel, der kunne blive anset for at være det canadiske emblem eller en efterligning heraf »fra et heraldisk synspunkt«. Tilstedeværelsen af ordbestanddelen »rw« i det ansøgte varemærke var ikke til hinder for, at Pariserkonventionens artikel 6c, stk. 1, litra a), fandt anvendelse (den anfægtede afgørelses punkt 12-14).
11 I denne henseende afviste appelkammeret sagsøgerens argument med hensyn til farveforskellen mellem ahornbladet i det ansøgte varemærke og det canadiske emblem. Da sagsøgerens registreringsansøgning ikke indeholder nogen nærmere angivelse af en bestemt farve, vil det ansøgte varemærke kunne gengives i en hvilken som helst farvekombination, herunder i det canadiske emblems røde farve (den anfægtede afgørelses punkt 15).
12 Desuden fandt appelkammeret, at der ikke var nogen væsentlig forskel i de to ahornblades udformning. Der var i begge tilfælde tale om det samme ellevetakkede blad i stjerneform med fem arme oven på en stilk med et tydeligvis identisk mellemrum mellem takkerne og armene. Den berørte kundekreds ville følgelig opfatte ahornbladet i det ansøgte varemærke som en heraldisk efterligning af det canadiske emblem (den anfægtede afgørelses punkt 16). Registreringen af det ansøgte varemærke ville således kunne vildlede kundekredsen med hensyn til oprindelsen af de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket, også henset til det brede udvalg af varer og tjenesteydelser, som Canada kan tilbyde og fremme (den anfægtede afgørelses punkt 17).
13 Ifølge appelkammeret kunne det renommé, som sagsøgerens varemærke RIVER WOODS angiveligt har i Belgien, ikke ændre noget ved ovennævnte betragtninger, eftersom et varemærkes opnåelse af fornødent særpræg som følge af den brug, der er gjort deraf, ikke finder anvendelse på det tilfælde, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra h), i forordning nr. 40/94 (den anfægtede afgørelses punkt 19). Appelkammeret forkastede ligeledes sagsøgerens øvrige argumenter, hvorved selskabet gjorde gældende, at det havde registreret flere lignende nationale varemærker, herunder canadiske varemærker, og påberåbte sig Harmoniseringskontorets tidligere afgørelsespraksis med hensyn til varemærker, der indeholder et flag eller et statsemblem (den anfægtede afgørelses punkt 20-22).
Parternes påstande
14 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.
15 Harmoniseringskontoret har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
16 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort et enkelt anbringende gældende vedrørende tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra h), i forordning nr. 40/94. Retten finder det nødvendigt først at behandle dette anbringende i forhold til de tjenesteydelser i klasse 40, der er omfattet af registreringsansøgningen, og dernæst i forhold til de varer i klasse 18 og 25, der er omfattet af samme ansøgning.
Tjenesteydelserne i klasse 40
Parternes argumenter
17 Sagsøgeren har præciseret, at selv om spørgsmålet om, hvorvidt Pariserkonventionens artikel 6c, stk. 1, litra a), finder anvendelse på servicemærker, kan give anledning til nogen debat, vil selskabet fremlægge sine argumenter uden at sondre mellem de varer og de tjenesteydelser, der er omfattet af den omtvistede registreringsansøgning.
18 Harmoniseringskontoret har for sin del medgivet, at Pariserkonventionens artikel 6c ifølge bestemmelsens ordlyd kun finder anvendelse på varemærker, dvs. på varemærker for varer. Denne bestemmelse forpligter derfor hverken de stater, der har tiltrådt Pariserkonventionen, eller de stater og internationale organisationer – herunder Den Europæiske Union – der er medlemmer af Verdenshandelsorganisationen, og som skal overholde artikel 6c, til at afslå eller ophæve registreringen som servicemærker eller som bestanddele af servicemærker af tegn, der indeholder eller efterligner statsemblemer eller andre officielle tegn. Det er imidlertid ifølge Harmoniseringskontoret utvivlsomt, at staterne samt Harmoniseringskontoret selv frit kan gøre det.
19 For det første anerkender WIPO, der forvalter Pariserkonventionen, udtrykkeligt denne mulighed, som det fremgår af punkt 7 i de »generelle oplysninger vedrørende Pariserkonventionens artikel 6c«, der er tilgængelige på WIPO’s hjemmeside. Endvidere henvises der i artikel 1 i forordning nr. 40/94 udtrykkeligt til beskyttelse af »varemærker for varer og tjenesteydelser«, mens der i samme forordnings artikel 7 vedrørende absolutte registreringshindringer ikke sondres mellem varemærker for varer og varemærker for tjenesteydelser. Endelig har Retten selv bekræftet i ECA-dommen, der er nævnt i præmis 10 ovenfor, at Pariserkonventionens artikel 6c også finder anvendelse på servicemærker, da det varemærke, der var omhandlet i den pågældende sag, betegnede såvel varer i klasse 9 som tjenesteydelser i klasse 41, og Retten sondrede ikke mellem varer og tjenesteydelser, da den konkluderede, at det var med rette, at registreringen af dette varemærke var blevet afslået i henhold til Pariserkonventionens artikel 6c.
20 Under retsmødet talte Harmoniseringskontoret for, at der anlægges en udvidende fortolkning af Pariserkonventionens artikel 6c, i henhold til hvilken også servicemærker bliver omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde, på det grundlag, at denne kategori af varemærker siden vedtagelsen af Pariserkonventionens artikel 6c har fået en øget betydning, som kan sammenlignes med betydningen af varemærker for varer. Desuden anbefaler WIPO ifølge Harmoniseringskontoret en sådan fortolkning af den omhandlede bestemmelse.
21 I sit svarskrift har Harmoniseringskontoret desuden gjort gældende, at spørgsmålet om, hvorvidt Pariserkonventionens artikel 6c finder anvendelse på servicemærker, under alle omstændigheder ikke var en del af forhandlingerne for Retten, dels fordi dette spørgsmål aldrig blev rejst under sagen for Harmoniseringskontorets instanser, dels fordi sagsøgeren ikke i tilstrækkelig grad gav udtryk for den opfattelse i stævningen, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse på servicemærker. Under retsmødet har Harmoniseringskontoret dog medgivet, at Retten kan behandle dette spørgsmål, på trods af at sagsøgeren ikke har fremført specifikke argumenter i denne henseende, hvilket blev tilført retsbogen.
Rettens bemærkninger
22 Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren såvel for Harmoniseringskontorets instanser som for Retten i det væsentlige har gjort et eneste anbringende gældende vedrørende tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra h), i forordning nr. 40/94 på det grundlag, at registreringen af det ansøgte varemærke ikke kunne afslås i medfør af Pariserkonventionens artikel 6c, stk. 1, litra a), idet varemærket hverken kan anses for at være det canadiske statsemblem eller en efterligning heraf »fra et heraldisk synspunkt«.
23 Spørgsmålet om, hvorvidt Pariserkonventionens artikel 6c, stk. 1, litra a), finder anvendelse på servicemærker er et forudgående spørgsmål, hvis afgørelse er nødvendig for at sikre en korrekt anvendelse af forordning nr. 40/94 med hensyn til det af sagsøgeren fremførte anbringende. For at afgøre, om det ansøgte varemærke, for så vidt som det vedrører tjenesteydelser, udgør et varemærke, hvis registrering eventuelt er i strid med artikel 6c, stk. 1, litra a), er det således nødvendigt at fastslå, om denne bestemmelse finder anvendelse på servicemærker. Hvis dette ikke er tilfældet, vil Harmoniseringskontorets afslag på at registrere dette varemærke for tjenesteydelser faktisk udgøre en tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra h), i forordning nr. 40/94, således som sagsøgeren har gjort gældende, og dette selv uden at der er behov for at undersøge, om det ansøgte varemærke indeholder Canadas statsemblem eller en efterligning heraf »fra et heraldisk synspunkt«.
24 Spørgsmålet om, hvorvidt Pariserkonventionens artikel 6c finder anvendelse på servicemærker, udgjorde følgelig en del af de retlige omstændigheder i den sag, der blev indbragt for appelkammeret, selv om sagsøgeren ikke har udtalt sig om dette spørgsmål, og selv om appelkammeret har undladt at tage stilling til dette aspekt (Rettens dom af 1.2.2005, sag T-57/03, SPAG mod KHIM – Dann og Backer (HOOLIGAN), Sml. II, s. 287, præmis 21). Dette spørgsmål kan derfor gøres gældende for første gang for Retten (HOOLIGAN-dommen, præmis 22).
25 Af de grunde, der er nævnt i præmis 23 ovenfor, udgør dette spørgsmål ligeledes en del af de retlige omstændigheder i den for Retten indbragte tvist. Det bemærkes, at selv om en domstol kun må træffe afgørelse vedrørende parternes påstande, idet det påhviler dem at fastlægge tvistens rammer, kan den således ikke være fuldstændig bundet af de argumenter, som parterne har fremført til støtte for deres krav, da den i modsat fald kan tænkes at blive nødsaget til at basere sin afgørelse på urigtige retlige betragtninger (Domstolens kendelse af 27.9.2004, sag C-470/02 P, UER mod M6 m.fl., ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 69, og af 13.6.2006, sag C-172/05 P, Mancini mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 41). Dette er så meget desto mere tilfældet i den foreliggende sag, eftersom sagsøgeren har rejst tvivl om, hvorvidt Pariserkonventionens artikel 6c finder anvendelse på servicemærker. Som Harmoniseringskontoret således selv har medgivet under retsmødet, falder dette spørgsmål ikke uden for området for forhandlingerne og skal behandles af Retten, da denne behandling er nødvendig for at kunne besvare det eneste anbringende, der er gjort gældende af sagsøgeren.
26 Det skal følgelig undersøges, om Pariserkonventionens artikel 6c også finder anvendelse på servicemærker. I denne henseende må det konstateres, at denne bestemmelses ordlyd udelukkende omfatter »varemærker«. Det fremgår klart af Pariserkonventionens artikel 1, stk. 2, af artikel 6, stk. 1, og endelig af artikel 6f, at konventionen opererer med en sondring mellem på den ene side »varemærker«, som i henhold til konventionens artikel 7 registreres for varer, og på den anden side »servicemærker«. Da artikel 6c kun vedrører varemærker, dvs. varemærker for varer, må det konkluderes, at det ved bestemmelsen indførte forbud mod registrering og brug ikke gælder servicemærker.
27 Harmoniseringskontoret har gjort gældende, at fællesskabslovgiver imidlertid også for så vidt angår tjenesteydelser kan forbyde registreringen af varemærker, hvori der indgår et statsemblem, selv om lovgiver ikke er forpligtet hertil ifølge Pariserkonventionens artikel 6c.
28 Det må konstateres, at artikel 7, stk. 1, litra h), i forordning nr. 40/94 blot indeholder en henvisning til Pariserkonventionens artikel 6c, idet det præciseres i bestemmelsen, at »varemærker, som skal afslås i medfør af artikel 6[c] i Pariserkonventionen [...]«, er udelukket fra registrering. Da Pariserkonventionens artikel 6c ikke vedrører servicemærker, kan disse mærker ikke udgøre varemærker, som »skal afslås« i henhold til denne bestemmelse, og kan følgelig ikke falde ind under den absolutte registreringshindring i artikel 7, stk. 1, litra h), i forordning nr. 40/94. Alene den omstændighed, som Harmoniseringskontoret har påberåbt sig, at der i artikel 7 i forordning nr. 40/94 ikke sondres mellem varemærker for varer og varemærker for tjenesteydelser, er ikke tilstrækkelig til at føre til den modsatte konklusion, idet denne sondring er etableret ved Pariserkonventionens artikel 6c, som artikel 7, stk. 1, litra h), i forordning nr. 40/94 henviser til.
29 Såfremt fællesskabslovgiver havde haft til hensigt også for så vidt angår tjenesteydelser at forbyde registreringen af varemærker, der indeholder »våben, flag og andre statsemblemer«, ville lovgiver nemlig ikke have begrænset sig til blot at henvise til Pariserkonventionens artikel 6c, men ville i selve ordlyden af artikel 7 i forordning nr. 40/94 have indsat et forbud mod registrering, enten som EF-varemærke eller som en bestanddel af et sådant varemærke, »af våben, flag og andre statsemblemer, [...] ligesom alt, hvad der fra et heraldisk synspunkt må anses [for] efterligning deraf«, uden således – stiltiende, men nødvendigvis alene som følge af henvisningen til Pariserkonventionens artikel 6c – at sondre mellem varemærker for varer og varemærker for tjenesteydelser.
30 ECA-dommen, nævnt i præmis 10 ovenfor, som Harmoniseringskontoret har påberåbt sig, kan ikke ændre noget ved de foregående betragtninger, eftersom Retten i den pågældende dom på ingen måde behandlede spørgsmålet om, hvorvidt Pariserkonventionens artikel 6c finder anvendelse på servicemærker – et spørgsmål, der i øvrigt ikke blev rejst af parterne i den pågældende sag.
31 Hvad endelig angår Harmoniseringskontorets argument om, at Pariserkonventionens artikel 6c skal fortolkes udvidende, må det forkastes. For det første er der i det eneste relevante WIPO-dokument, som Harmoniseringskontoret har henvist til (jf. præmis 19 ovenfor), blot anført, at Pariserkonventionens artikel 6c »ikke forpligter de stater, der har tiltrådt Pariserkonventionen, til at afslå eller ophæve registreringen og forbyde brugen af statsemblemer eller andre officielle tegn som servicemærker eller som bestanddele af servicemærker; [d]et står ikke desto mindre staterne frit for at gøre det [...]«. I modsætning til, hvad Harmoniseringskontoret har anført, tales der i dette dokument således på ingen måde for en udvidende fortolkning af bestemmelsen. Det skal desuden bemærkes, at det netop var med henblik på at udvide den beskyttelse, Pariserkonventionen giver varemærker, til også at omfatte servicemærker, at der blev indsat en specifik bestemmelse herom i artikel 16 i den traktat om varemærkeret, der blev vedtaget i Genève den 27. oktober 1994. Imidlertid er denne traktat, som blev undertegnet af Det Europæiske Fællesskab den 30. juni 1995, ikke blevet ratificeret af Fællesskabet.
32 For det andet og frem for alt må det antages, at fællesskabslovgiver ved den forholdsvis nylige vedtagelse af forordning nr. 40/94 var bevidst om servicemærkers betydning i moderne handel og derfor kunne have udvidet beskyttelsen af statsemblemer i henhold til Pariserkonventionens artikel 6c til også at omfatte denne kategori af varemærker. Da lovgiver ikke fandt det formålstjenligt at foretage en sådan udvidelse af de relevante bestemmelsers anvendelsesområde, tilkommer det ikke Fællesskabets retsinstanser at sætte deres vurdering i stedet for fællesskabslovgivers og anlægge en fortolkning contra legem af de pågældende bestemmelser, hvis indhold på ingen måde er tvetydigt.
33 Det fremgår i det hele af det ovenfor anførte, at den anfægtede afgørelse, for så vidt som registreringen af det ansøgte varemærke herved blev afslået for tjenesteydelserne i klasse 40, udgør en tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra h), i forordning nr. 40/94 og skal annulleres.
Varerne i klasse 18 og 25
Parternes argumenter
34 Sagsøgeren har indledningsvis henvist til Rettens praksis vedrørende fortolkningen af Pariserkonventionens artikel 6c, stk. 1, litra a) (ECA-dommen, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 39), og har udledt heraf, at registreringen af et varemærke, der som det ansøgte varemærke ikke gør indgreb i statens ret til at kontrollere anvendelsen af symboler på dens suverænitet og ikke kan vildlede offentligheden om oprindelsen af de varer og tjenesteydelser, som varemærket anvendes i forbindelse med, ikke kan afslås på grundlag af denne bestemmelse.
35 For det første har sagsøgeren gjort gældende, at det var med urette, at appelkammeret anså det for irrelevant, at det ansøgte varemærke indeholder ordbestanddelen »rw«. Ifølge sagsøgeren skal der altid tages hensyn til gennemsnitsforbrugerens opfattelse og nærmere bestemt til det helhedsindtryk, som varemærket skaber hos denne forbruger (jf. analogt Domstolens dom af 16.9.2004, sag C-404/02, Nichols, Sml. I, s. 8499, præmis 35, jf. ligeledes ECA-dommen, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 64). Desuden opfatter gennemsnitsforbrugeren normalt et varemærke som en helhed (Domstolens dom af 11.11.1997, sag C-251/95, SABEL, Sml. I, s. 6191, præmis 23).
36 I det foreliggende tilfælde danner ordbestanddelen »rw«, som er forkortelsen for sagsøgerens primære varemærke RIVER WOODS, en helhed sammen med den figurative bestanddel i det ansøgte varemærke. I øvrigt skal der tages hensyn til, hvorledes dette varemærke vil blive opfattet af gennemsnitsforbrugeren under de normale betingelser for brugen af det. Sagsøgeren har i stævningen fremlagt billeder, der ifølge selskabet giver et indtryk af en sådan opfattelse. En hensyntagen til helhedsindtrykket af det ansøgte varemærke, således som det vil blive opfattet under de normale betingelser for brugen af det, udelukker enhver mulighed for at anvende artikel 7, stk. 1, litra h), i forordning nr. 40/94 på den foreliggende sag.
37 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at det ligeledes var med urette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 16 for så vidt angik ahornbladet i det ansøgte varemærke fandt, at »den berørte kundekreds kan få det indtryk, at der er tale om en heraldisk efterligning af det canadiske emblem«.
38 Sagsøgeren har anført, at den beskyttelse af statsemblemer, der er givet i Pariserkonventionens artikel 6c, stk. 1, litra a), vedrører ligheder på et klart afgrænset område, nemlig hvad der »fra et heraldisk synspunkt« må anses for efterligninger. Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til, at »[d]enne præcisering [faktisk] begrænser rækkevidden af den forbudte efterligning i forhold til, hvad der normalt anses for uacceptabelt inden for varemærkeretten; [d]a statsemblemer ofte indeholder almindelige symboler, såsom en løve, en ørn eller solen, er efterligninger kun forbudte, hvis de vedrører de heraldiske egenskaber ved den pågældende stats tegn; [f]ølgelig er symbolet som sådant fortsat frit tilgængeligt og kan anvendes ved sammensætningen af varemærker« (akterne fra revisionskonferencen i Haag i 1925, s. 245). Sagsøgeren har ligeledes henvist til drøftelserne på Lissabonkonferencen, der blev afholdt i 1958 med henblik på revision af Pariserkonventionen, vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt begrænsningen af beskyttelsen i artikel 6c, stk. 1, litra a), til, hvad der »fra et heraldisk synspunkt« må anses for efterligninger, skulle opgives (akterne fra Lissabonkonferencen, s. 129, 131, 139 og 140).
39 Sagsøgeren har desuden anført, at Pariserkonventionens artikel 6c bortset fra særlige tilfælde ikke har til formål at beskytte et emblem ud over dets funktion som emblem. I lighed med varemærker eller alle andre tegn med særpræg kan et emblem imidlertid være af mere eller mindre sædvanlig karakter. Denne omstændighed har ifølge sagsøgeren en betydning for den beskyttelse, der gives det omhandlede emblem i henhold til Pariserkonventionens artikel 6c, stk. 1, litra a). Et emblem, der er af mere sædvanlig karakter og kun har få markante heraldiske egenskaber, ydes således en stærkt begrænset beskyttelse.
40 I det foreliggende tilfælde har den canadiske stat givet WIPO underretning om et statsemblem i form af det samme ahornblad i farven rød som det, der indgår i det canadiske nationalflag. Ifølge sagsøgeren er dette blads røde farve af afgørende betydning, hvilket for det første er godtgjort ved henvisningen under rubrikken »type« i optegnelsen af dette emblem i WIPO’s database, hvoraf fremgår, at det pågældende emblem er »i farve«, for det andet ved den grafiske gengivelse af det samme emblem, der findes i databasen, og for det tredje ved den omstændighed, at den anvendte røde nuance er særegen og ikke svarer til en meget udbredt farve på et ahornblad. Sidstnævnte omstændighed adskiller det canadiske emblem fra det billede, som naturligt melder sig i bevidstheden, når man tænker på et ahornblad.
41 Ifølge sagsøgeren er det klart, at Pariserkonventionens artikel 6c ikke har til formål at tillade, at Canada opnår en eneret på den naturlige gengivelse af et ahornblad, så meget desto mere som dette træ ikke kun gror i Canada. Det ansøgte varemærke indeholder imidlertid kun en naturlig gengivelse i sort af et ahornblad. Sammenlignet med det canadiske emblem ud fra et grafisk synspunkt er det ahornblad, der indgår i det ansøgte varemærke, desuden forskelligt med hensyn til stilkens vidde. Endelig vil det ahornblad, der indgår i det ansøgte varemærke, i bevidstheden hos den gennemsnitsforbruger, der stilles over for varemærket under de normale betingelser for brugen af det, blive anset for at danne en helhed sammen med ordbestanddelen »rw«, der har særpræg og er dominerende, og vil ikke frembyde heraldiske egenskaber.
42 Under disse omstændigheder er det umuligt at anse det ansøgte varemærke for at være en efterligning af det canadiske emblem »fra et heraldisk synspunkt«. Registreringen af dette varemærke vil således hverken være til skade for det canadiske emblem i sig selv eller for den canadiske stats kontrol med anvendelsen af emblemet.
43 For det tredje har sagsøgeren bestridt konklusionen i den anfægtede afgørelse (punkt 17) om, at registreringen af det ansøgte varemærke ville kunne vildlede kundekredsen med hensyn til oprindelsen af de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket.
44 Sagsøgeren har gjort gældende, at der ved vurderingen af risikoen for vildledning med hensyn til oprindelsen af de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af det ansøgte varemærke, skal tages hensyn til dels gennemsnitsforbrugerens opfattelse, dels de omhandlede varer eller tjenesteydelser. Det er desuden nødvendigt, at den forbindelse, som eventuelt antydes med det ansøgte varemærke, mellem de varer eller tjenesteydelser, varemærket omfatter, og et land skal være så direkte og konkret, at den kan vildlede gennemsnitsforbrugeren (jf. analogt Rettens dom af 12.1.2005, sag T-334/03, Deutsche Post EURO EXPRESS mod KHIM (EUROPREMIUM), Sml. II, s. 65, præmis 24, 25 og 41).
45 I det foreliggende tilfælde kan det ansøgte varemærke set som helhed ikke vildlede gennemsnitsforbrugeren. Henvisningen i den anfægtede afgørelse til det brede udvalg af varer og tjenesteydelser, som Canada, en af de førende økonomier i verden, kan tilbyde og fremme, er ikke overbevisende, da sådanne betragtninger også gør sig gældende for mange andre lande. Det er i det foreliggende tilfælde ikke godtgjort, at der foreligger en tilstrækkelig konkret og direkte forbindelse mellem de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af det ansøgte varemærke og det pågældende land, dvs. Canada.
46 Tværtimod vil forbrugeren, når han stilles over for det ansøgte varemærke, i forhold til de varer eller tjenesteydelser, det betegner, heri opfatte en ordbestanddel, der danner en helhed sammen med en fantasifuld dekorativ bestanddel, der højst har en meget svag geografisk konnotation. Denne konnotation er meget mindre fremtrædende, end hvad der er tilfældet med andre varemærker, som f.eks. varemærket Mont Blanc, der er registreret for kuglepenne eller for fløde. I de to sidstnævnte tilfælde vil forbrugeren således ikke se en forbindelse mellem kuglepennens eller den pågældende flødes oprindelse og Mont Blanc-regionen. I øvrigt er brugen af samme type tegn som det ansøgte varemærke hyppig i beklædningssektoren.
47 For det fjerde har sagsøgeren gjort gældende, at det var med urette, at appelkammeret afviste, at en undersøgelse af det renommé, sagsøgerens varemærke RIVER WOODS har, og af sagsøgerens brug af afledte varemærker som det ansøgte varemærke var relevant i det foreliggende tilfælde.
48 Vedrørende de faktiske omstændigheder har sagsøgeren påberåbt sig flere dokumenter, som er vedlagt stævningen som bilag, der ifølge selskabet godtgør, at det allerede i vidt omfang har gjort brug af disse afledte varemærker, herunder bl.a. det ansøgte varemærke, og desuden at selskabets varemærke RIVER WOODS er et af de mest velkendte varemærker i Belgien.
49 Vedrørende de retlige omstændigheder har sagsøgeren præciseret, at selskabets argument, der blev gjort gældende for appelkammeret, ikke vedrørte opnåelse af et fornødent særpræg ved brug. Sagsøgeren har medgivet, at en sådan betragtning ville være malplaceret henset til indholdet af Pariserkonventionens artikel 6c.
50 Sagsøgeren er imidlertid af den opfattelse, at forbrugeren, når denne stilles over for det ansøgte varemærke, som følge af den omfattende brug af disse afledte varemærker og på grund af det renommé, selskabets varemærke RIVER WOODS har, på ingen måde vil antage, at de varer eller tjenesteydelser, dette varemærke omfatter, hidrører fra Canada eller på nogen måde nyder officiel anerkendelse fra denne stats side. Ovennævnte brug og renommé er følgelig en omstændighed, der er relevant ved bedømmelsen af den absolutte registreringshindring i artikel 7, stk. 1, litra h), i forordning nr. 40/94 og af Pariserkonventionens artikel 6c, og dette så meget desto mere som der ikke er nogen stater eller internationale organisationer, som har gjort indsigelse mod brugen af varemærket RIVER WOODS eller sagsøgerens andre afledte varemærker.
51 Endelig har sagsøgeren anført, at appelkammeret ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til de forskellige andre ældre nationale varemærker og EF-varemærker, som indeholder et flag eller et statsemblem, og som sagsøgeren påberåbte sig for Harmoniseringskontoret. Hvert enkelt varemærke skal ganske vist bedømmes ud fra sine egne kendetegn og ikke på grundlag af Harmoniseringskontorets tidligere afgørelsespraksis eller på grundlag af tidligere registreringer i andre europæiske eller ikke-europæiske lande. Sådanne elementer kan imidlertid give relevante indikationer med hensyn til muligheden for at registrere et tegn som EF-varemærke.
52 Dette er så meget desto mere tilfældet, når de andre registreringer, der påberåbes, afspejler anvendelsen af bestemmelser i internationale traktater, såsom bestemmelserne i Pariserkonventionen, eller praksis i det land, hvorfra det omhandlede emblem hidrører. Dette land er det bedst egnede til at definere området for beskyttelsen af sit eget emblem og er desuden ansvarlig for, at det er notificeret som emblem i henhold til Pariserkonventionens artikel 6c. Det ville således være vanskeligt at begrunde en strengere forståelse uden for landet end inden for det af den beskyttelse, der skal gives det nationale emblem. Eftersom Harmoniseringskontoret på en måde repræsenterer Canada i det foreliggende tilfælde, er det således forpligtet til at tage hensyn til canadisk praksis med hensyn til beskyttelsen af det omhandlede emblem.
53 I denne henseende har sagsøgeren anført, at selskabet har ansøgt om registrering som canadisk varemærke af et varemærke, der er identisk med det ansøgte varemærke. Dette varemærke blev ikke anset for at være omfattet af en absolut registreringshindring, men blev efterfølgende opgivet af andre grunde. For at godkende registreringen af det pågældende varemærke krævede det canadiske varemærkekontor alene, at sagsøgeren accepterede følgende afkald (disclaimer text): »[D]er gives afkald på eneretten til at bruge gengivelsen af det ellevetakkede ahornblad uden forbindelse med varemærket.« Dette standpunkt hos det canadiske varemærkekontor afspejler blot princippet om, at det er »helhedsindtrykket« af varemærket og opfattelsen af det »som en helhed«, der skal tages i betragtning.
54 Desuden har sagsøgeren registreret to andre varemærker ved det canadiske varemærkekontor, som begge indeholdt et ahornblad, og som for så vidt angik det første var dækket af et mønster inspireret af De Forenede Staters flag, og for så vidt angik det andet indeholdt gruppen af bogstaver »rw« indeni. Forud for disse registreringer blev der givet et afkald med samme ordlyd som det, der er nævnt i foregående præmis. Såvel disse to sidstnævnte varemærker som et varemærke, der er identisk med det ansøgte varemærke, er ligeledes blevet registreret i De Forenede Stater.
55 Harmoniseringskontoret gjorde imidlertid ikke registreringen af det ansøgte varemærke betinget af, at sagsøgeren accepterede at give et lignende afkald, selv om kontoret burde have taget højde for denne mulighed i forbindelse med varemærker, der indeholder bestanddele hentet fra en stats emblemer og symboler, som kan give anledning til tvivl med hensyn til omfanget af deres beskyttelse.
56 Sagsøgeren har desuden anført, at Harmoniseringskontoret selv har registreret andre af sagsøgerens varemærker, der i lyset af den anfægtede afgørelse kunne have været afslået. I denne forbindelse har sagsøgeren i stævningen gengivet tre EF-varemærker, som selskabet er indehaver af. Det første, der er registreret under nr. 2793479, indeholder et ahornblad med gruppen af bogstaver »rw« indeni. Det andet, der er registreret under nr. 2788115, indeholder bl.a. et ahornblad dækket af et mønster, som forestiller De Forenede Staters flag. Det tredje indeholder blandt andre bestanddele et flag, der ligner De Forenede Staters flag. Sagsøgeren har endvidere påpeget, at såvel det ansøgte varemærke som de tre ovennævnte varemærker allerede er blevet godkendt af Beneluxkontoret for intellektuel ejendomsret samt af andre nationale varemærkekontorer.
57 Endelig har sagsøgeren anført, at Harmoniseringskontorets afslag på at registrere det ansøgte varemærke ikke er i overensstemmelse med kontorets praksis vedrørende varemærker, der indeholder en gengivelse af et ahornblad eller andre statsemblemer. Sagsøgeren har i stævningen angivet 29 tegn, der indeholder et ahornblad eller flag og andre statsemblemer, og har fremlagt bevis for, at alle disse tegn er blevet registreret som EF-varemærker.
58 Harmoniseringskontoret har bestridt sagsøgerens argumenter.
Rettens bemærkninger
59 Pariserkonventionens artikel 6c, stk. 1, litra a), har til formål at udelukke registreringen og brugen af varemærker, der er identiske med statsemblemer, eller som har en vis lighed med sådanne (ECA-dommen, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 39). Statsemblemer er ikke alene beskyttet mod registreringen og brugen af mærker, der er identiske med, eller som indeholder emblemerne, men er også beskyttet mod, at der i sådanne varemærker indsættes enhver form for efterligning af disse emblemer »fra et heraldisk synspunkt« (ECA-dommen, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 40).
60 Den omstændighed, at det ansøgte varemærke i den foreliggende sag også indeholder ordbestanddelen »rw«, er derfor ikke, som påstået af sagsøgeren, i sig selv til hinder for anvendelsen af nævnte artikel (jf. i denne retning ECA-dommen, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 41).
61 Det er med urette, at sagsøgeren i denne sammenhæng har henvist til Nichols-dommen, nævnt i præmis 35 ovenfor (præmis 35). Det kan uden videre konstateres, at præmis 35 i den pågældende dom, som sagsøgeren har påberåbt sig, på ingen måde er relevant. Under alle omstændigheder bemærkes, at den pågældende dom vedrørte fortolkningen af artikel 3, stk. 1, litra a) og b), i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 1989 L 40, s. 1). Der er tale om en bestemmelse, hvis ordlyd svarer til ordlyden af artikel 7, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 40/94, hvorefter dels tegn, som ikke opfylder betingelserne i samme forordnings artikel 4, dvs. dem, der ikke kan udgøre et EF-varemærke, dels varemærker, som mangler fornødent særpræg, er udelukket fra registrering som EF-varemærker.
62 Når bortses fra sagsøgerens fejlagtige henvisning, fremgår det ganske vist af fast retspraksis, at hvad angår et sammensat varemærke kan der foretages en delvis efterprøvelse af det eventuelle særpræg, varemærkets ord eller bestanddele har hver for sig, men ved spørgsmålet, om varemærket har særpræg, skal der under alle omstændigheder lægges vægt på den relevante kundekreds’ helhedsindtryk af dette varemærke og ikke på den formodning, at bestanddele, der isoleret betragtet ikke har fornødent særpræg, ikke kan få dette, såfremt de kombineres. Det forhold alene, at hver af disse bestanddele taget hver for sig mangler fornødent særpræg, udelukker således ikke, at den kombination, som de udgør, kan have et sådant (jf. Domstolens dom af 15.9.2005, sag C-37/03 P, BioID mod KHIM, Sml. I, s. 7975, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
63 Det fremgår således af denne retspraksis, at den omstændighed alene, at en bestanddel af et sammensat varemærke mangler fornødent særpræg, ikke er til hinder for registreringen af det omhandlede varemærke som EF-varemærke, hvis det ved helhedsindtrykket af det får et sådant særpræg.
64 Det forholder sig derimod ikke på samme måde med den absolutte registreringshindring i artikel 7, stk. 1, litra h), i forordning nr. 40/94, hvori der er henvist til Pariserkonventionens artikel 6c. Sidstnævnte bestemmelse forbyder nemlig ikke kun registreringen af varemærker, der udelukkende består af et statsemblem, eller af hvad der »fra et heraldisk synspunkt« må anses for en efterligning deraf, men også registreringen eller brugen af et statsemblem, eller hvad der »fra et heraldisk synspunkt« må anses for en efterligning af et sådant emblem som en bestanddel af et sammensat varemærke.
65 Ved vurderingen af et sammensat varemærke i lyset af denne bestemmelse skal der følgelig tages hensyn til hver enkelt af det pågældende varemærkes bestanddele, og det er tilstrækkeligt, at en af disse bestanddele udgør et statsemblem eller en efterligning heraf »fra et heraldisk synspunkt«, for at være til hinder for registreringen af varemærket, uanset hvilket helhedsindtryk det giver.
66 Sagsøgerens henvisning til ECA-dommen, nævnt i præmis 10 ovenfor (præmis 64), er ligeledes ukorrekt. For det første begrænsede Retten sig i den pågældende doms præmis 64 til at henvise til ordlyden af den appelkammerafgørelse, der var anfægtet i den pågældende sag. For det andet findes denne præmis i den del af dommen, hvori undtagelsen i Pariserkonventionens artikel 6c, stk. 1, litra c), behandles, og vedrører nærmere bestemt den relevante kundekreds’ opfattelse med hensyn til, om der er en forbindelse mellem indehaveren af det ansøgte varemærke og den internationale organisation, hvis emblem optræder i dette varemærke. Denne præmis i ECA-dommen, der er nævnt i præmis 10 ovenfor, kan derfor ikke fortolkes til støtte for, at der kan ske registrering som EF-varemærke af et varemærke, der ud over en stats eller en international organisations emblem også indeholder andre bestanddele. Denne opfattelse blev således udtrykkeligt forkastet i ECA-dommen, nævnt i præmis 10 ovenfor (jf. præmis 59 ovenfor).
67 I det foreliggende tilfælde skal det følgelig undersøges, om det ahornblad, der indgår i det ansøgte varemærke, vil blive anset for at være den canadiske stats emblem eller en efterligning heraf »fra et heraldisk synspunkt«. Sagsøgeren har gjort gældende, at dette ikke er tilfældet, og har for det første påberåbt sig farveforskellen mellem ahornbladet i det ansøgte varemærke og det ahornblad, som den canadiske stats emblem udgøres af, og for det andet de grafiske forskelle mellem de to blade for så vidt angår stilken.
68 For så vidt angår farveforskellen bemærkes, at det ansøgte varemærke, i betragtning af at farverne på det ikke er anført i registreringsansøgningen, vil kunne gengives med en hvilken som helst kombination af farver og således også med et rødt ahornblad. Den omstændighed, at ahornbladet i det canadiske emblem er rødt, er således uden betydning i den foreliggende sag (jf. i denne retning ECA-dommen, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 45). Det bemærkes desuden, at det canadiske emblem på samme måde som ahornbladet i det ansøgte varemærke i nogle tilfælde kan være gengivet i sort og hvid (jf. i denne retning ECA-dommen, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 46).
69 Det følger heraf, at det var med rette, at sagsøgerens argument vedrørende farveforskellen mellem de to ahornblade blev forkastet i den anfægtede afgørelses punkt 15.
70 Med hensyn til de grafiske forskelle mellem de to ahornblade for så vidt angår stilken skal der for at afgøre, om et varemærke er i strid med bestemmelserne i Pariserkonventionens artikel 6c, stk. 1, litra a), foretages en sammenligning »fra et heraldisk synspunkt« mellem varemærket og det omhandlede statsemblem.
71 I denne henseende bemærkes, at våben og andre heraldiske emblemer tegnes ud fra en relativt simpel beskrivelse, der indeholder angivelser med hensyn til opstilling og grundfarve samt en opregning af de forskellige bestanddele (såsom en løve, en ørn, en blomst osv.), som emblemet er sammensat af, med en angivelse af deres farver og placering i emblemet. Denne heraldiske beskrivelse indeholder derimod ikke detaljerede angivelser med hensyn til emblemets design og andre særlige bestanddele, som det er sammensat af, således at der er flere mulige kunstneriske fortolkninger af et og samme emblem ud fra den samme heraldiske beskrivelse. Selv om der kan være detaljeforskelle mellem hver enkelt af disse fortolkninger i forhold til de øvrige, forholder det sig ikke desto mindre således, at de alle må anses for efterligninger af det omhandlede emblem »fra et heraldisk synspunkt«.
72 Følgelig bør der ved en sammenligning »fra et heraldisk synspunkt«, jf. Pariserkonventionens artikel 6c, henvises til den heraldiske beskrivelse af det omhandlede emblem og ikke til en eventuel geometrisk beskrivelse af det samme emblem, der i sagens natur vil være langt mere detaljeret (ECA-dommen, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 44).
73 I det foreliggende tilfælde gav Canada WIPO’s internationale bureau meddelelse om en gengivelse af et ahornblad, der udgør landets statsemblem (jf. præmis 7 ovenfor), uden at lade meddelelsen være ledsaget af nogen form for beskrivelse. Det er imidlertid åbenbart, at en heraldisk beskrivelse af dette emblem alene ville indeholde en angivelse af, at der er tale om et rødt ahornblad, uden yderligere præciseringer af dets særlige design, idet sådanne præciseringer ikke er nødvendige eller sædvanlige i forbindelse med en heraldisk beskrivelse.
74 En sammenligning mellem det ahornblad, der er notificeret som Canadas statsemblem, og det ansøgte varemærke afslører ganske vist visse designmæssige forskelle for så vidt angår stilken på de to blade, og de to indhak på den ene og den anden side af den midterste tredjedel er dybere i ahornbladet i det canadiske emblem. En detalje som den præcise dybde af disse indhak ville imidlertid aldrig fremgå af en heraldisk beskrivelse af det omhandlede emblem, men i givet fald af en meget mere detaljeret geometrisk beskrivelse, der imidlertid er uden relevans for en sammenligning »fra et heraldisk synspunkt«.
75 Det følger heraf, at det var med rette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 16 anførte følgende: På trods af »en mindre forskel i størrelsen på stilken« i de to blade »vil den berørte kundekreds i Fællesskabet i det væsentlige opfatte [det ansøgte varemærke] som en efterligning af det canadiske emblem«. Selv om denne kundekreds ikke er defineret i den anfægtede afgørelse, kan det nemlig kun dreje sig om den store offentlighed, som de dagligvarer, der er omfattet af det ansøgte varemærke, er henvendt til. Denne offentlighed, der er sammensat af gennemsnitsforbrugere, som i henhold til retspraksis (Rettens dom af 15.9.2005, sag T-320/03, Citicorp mod KHIM (LIVE RICHLY), Sml. II, s. 3411, præmis 69) anses for at være almindeligt oplyste og rimeligt opmærksomme og velunderrettede, yder ikke detaljerne i emblemer og varemærker, som i det konkrete tilfælde størrelsesforskellen mellem de to omhandlede ahornblades stilke, nogen særlig opmærksomhed.
76 Sagsøgeren har ligeledes bestridt konklusionen i den anfægtede afgørelses punkt 17, hvorefter »registreringen af det ansøgte varemærke således ville kunne vildlede kundekredsen med hensyn til oprindelsen af de varer og tjenesteydelser, som varemærket anvendes i forbindelse med«.
77 I denne henseende bemærkes, at anvendelsen af Pariserkonventionens artikel 6c, stk. 1, litra a), ikke er betinget af, at der er en mulighed for, at den berørte kundekreds tager fejl med hensyn til oprindelsen af de varer, det ansøgte varemærke betegner, eller med hensyn til, hvorvidt der er en forbindelse mellem indehaveren af dette varemærke og den stat, hvis emblem indgår i varemærket.
78 Artikel 6c, stk. 1, litra c), andet punktum, hvori der henvises til en sådan forbindelse, vedrører således kun de emblemer og andre tegn for internationale mellemstatslige organisationer, der er nævnt i stk. 1, litra b), og ikke de emblemer og andre statssymboler, der er nævnt i stk. 1, litra a). De »nævnte bestemmelser«, der omtales i artikel 6c, stk. 1, litra c), andet punktum, er tydeligvis de bestemmelser, der er nævnt i stk. 1, litra c), første punktum, dvs. »bestemmelserne overfor under b)« vedrørende emblemer for internationale organisationer. Denne udlægning bekræftes ved de to henvisninger til vedkommende »organisation« i stk. 1, litra c), andet punktum.
79 Hvad angår henvisningen i artikel 6c, stk. 1, litra c), andet punktum, til »registreringen nævnt ovenfor under a)« har den alene til formål at præcisere, at bestemmelsen i stk. 1, litra c), kun vedrører registreringen eller brugen »enten som varemærker eller som bestanddele af disse« af de emblemer for de organisationer, der er nævnt under b), »ligesom alt, hvad der fra et heraldisk synspunkt må anses [for] efterligning deraf«. Denne henvisning alene kan derimod ikke fortolkes således, at den udvider rækkevidden af undtagelsen i litra c) til også at omfatte statsemblemer, idet en sådan udvidelse ville være i strid med den øvrige klare ordlyd af sidstnævnte bestemmelse.
80 Det fremgår i det hele af det ovenfor anførte, at den anfægtede afgørelses punkt 17 og 18 vedrørende muligheden for, at den berørte kundekreds skaber en forbindelse mellem sagsøgeren og Canada, er uden indflydelse på afgørelsens konklusion, da denne konklusion i tilstrækkeligt omfang er støttet på betragtningerne i den anfægtede afgørelses punkt 14-16, hvorefter det ansøgte varemærke indeholder en efterligning »fra et heraldisk synspunkt« af den canadiske stats emblem. Sagsøgerens argument om, at appelkammerets konklusion i den anfægtede afgørelses punkt 17 var ukorrekt, må derfor forkastes som irrelevant.
81 Det forholder sig på samme måde med argumentet om, at der ikke blev taget hensyn til det renommé, sagsøgerens varemærke RIVER WOODS angiveligt har. Det fremgår således af de forklaringer, sagsøgeren i denne forbindelse gav for Retten (jf. præmis 50 ovenfor), at selskabet påberåbte sig dette påståede renommé med henblik på at bestride påstanden om, at den relevante kundekreds, når den blev stillet over for det ansøgte varemærke, ville skabe en forbindelse mellem sagsøgeren og Canada. Som netop anført er tilstedeværelsen af en sådan forbindelse, såfremt den antages at foreligge, imidlertid uden betydning for den foreliggende sag.
82 Endelig er sagsøgerens argumenter vedrørende de påståede registreringer af andre nationale varemærker eller EF-varemærker, der er identiske med eller ligner det ansøgte varemærke, eller mere generelt indeholder gengivelser af flag eller andre statsemblemer, ligeledes uden betydning.
83 Hvad angår Harmoniseringskontorets egen praksis bemærkes således, at de afgørelser vedrørende registrering af et tegn som EF-varemærke, som appelkamrene skal træffe i henhold til forordning nr. 40/94, hører til de bundne forvaltningsbeføjelser og ikke til de skønsmæssige beføjelser. Spørgsmålet, om et tegn kan registreres som EF-varemærke, skal derfor kun bedømmes på grundlag af denne forordning, således som den er fortolket af Fællesskabets retsinstanser, og ikke på grundlag af appelkamrenes tidligere praksis (jf. ECA-dommen, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).
84 Hvad angår registreringerne af ældre nationale varemærker bemærkes, at EF-varemærkesystemet er et selvstændigt system, der består af en helhed af formål og regler, som er særegne for systemet og tilstrækkelige i sig selv, og dets anvendelse er uafhængig af alle nationale systemer. Hvorvidt et tegn kan registreres som EF-varemærke skal følgelig udelukkende bedømmes på grundlag af de relevante fællesskabsbestemmelser. Harmoniseringskontoret og i givet fald Fællesskabets retsinstanser er derfor ikke bundet af en afgørelse truffet på medlemsstatsplan eller af et tredjeland, og som tillader registrering af det samme tegn som nationalt varemærke. Registreringer, der allerede er foretaget i medlemsstaterne, er et forhold, som – uden at være bestemmende – alene kan tages i betragtning ved registreringen af et EF-varemærke. De samme betragtninger gør sig så meget desto mere gældende ved registrering af andre varemærker end det, der er søgt registreret i den foreliggende sag (jf. ECA-dommen, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).
85 Hvad nærmere bestemt angår den angiveligt mindre restriktive praksis ved det canadiske varemærkekontor skal det konstateres, at sagsøgeren hverken har bevist eller endda entydigt hævdet, at selskabet er i besiddelse af en tilladelse fra de kompetente canadiske myndigheder til at registrere det ansøgte varemærke. Den omstændighed, der er gjort gældende, at sagsøgeren i Canada har indgivet en ansøgning om registrering af et varemærke, som er identisk med det ansøgte varemærke, men som efterfølgende er blevet trukket tilbage af andre grunde end Pariserkonventionens artikel 6c, godtgør på ingen måde, at der foreligger en sådan tilladelse. Uden en endelig registrering af det ansøgte varemærke i Canada er der på ingen måde vished for, at de canadiske myndigheder ikke på et senere tidspunkt af registreringsproceduren ville have gjort indsigelse mod, at der i det ansøgte varemærke indgår et ahornblad, som er identisk med det, som den canadiske stats emblem udgøres af.
86 Det fremgår i det hele af det ovenfor anførte, at det var uden at tilsidesætte bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, litra h), i forordning nr. 40/94 og i Pariserkonventionens artikel 6c, stk. 1, litra a), at appelkammeret afslog at registrere det ansøgte varemærke for varer i klasse 18 og 25. Følgelig skal Harmoniseringskontoret frifindes, for så vidt som sagen vedrører afslaget på at registrere det ansøgte varemærke for varerne i disse to klasser.
Sagens omkostninger
87 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde.
88 I det foreliggende tilfælde har såvel sagsøgeren som Harmoniseringskontoret delvist tabt sagen. Under disse omstændigheder tilpligtes hver part at bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling)
1) Afgørelsen truffet den 4. maj 2006 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1463/2005-1) annulleres, for så vidt som den vedrører registreringen af det ansøgte varemærke for tjenesteydelserne i klasse 40 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, der svarer til følgende beskrivelse: »Skræddervirksomhed; præparering og udstopning af dyr; bearbejdning, forarbejdning og færdigbehandling af skind, læder, pelsværk og tekstiler; bogbind; fremkaldelse af fotografiske film og fotografisk trykning; træbearbejdning; presning af frugt; møllerivirksomhed; forarbejdning, hærdning og overfladebehandling af metaller«.
2) I øvrigt frifindes Harmoniseringskontoret.
3) Hver part bærer sine egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. februar 2008.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |