Sag T-197/13
Marques de l’État de Monaco (MEM)
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
»EF-varemærker – international registrering, hvor Det Europæiske Fællesskab er designeret – ordmærket »MONACO« – absolutte registreringshindringer – beskrivende karakter – mangel på fornødent særpræg – artikel 151, stk. 1, og artikel 154, stk. 1, i forordning (EF) nr. 207/2009 – artikel 7, stk. 1, litra b) og c), og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 – delvist afslag på beskyttelse«
Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 15. januar 2015
1. EF-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – begrundelse for afgørelser – artikel 75, første punktum, i forordning nr. 207/2009 – samme rækkevidde som artikel 296 TEUF
(Art. 296 TEUF; Rådets forordning nr. 207/2009, art. 75, første punktum)
2. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – indehavere af EF-varemærker – personelt anvendelsesområde – tredjestater som internationalt retssubjekt og selskab hjemmehørende i tredjestaten – omfattet
(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 5)
3. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – spørgsmål fremsat i forbindelse med et annullationssøgsmål ved Retten – afvisning
(Art. 256 TEUF og 267 TEUF; statutten for Domstolen, art. 51 og art. 54, stk. 2; Rettens procesreglement, art. 112)
4. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker, der udelukkende består af tegn eller angivelser, der kan betegne en vares eller en tjenesteydelses egenskaber – vurdering af, om et tegn er beskrivende – geografiske betegnelser
[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 7, stk. 1, litra c)]
5. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker, der udelukkende består af tegn eller angivelser, der kan betegne en vares eller en tjenesteydelses egenskaber – varemærker uden fornødent særpræg – ordmærket »MONACO«
[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 7, stk. 1, litra b) og c)]
6. EF-varemærker – Harmoniseringskontorets afgørelser – ligebehandlingsprincippet – princippet om god forvaltningsskik – Harmoniseringskontorets tidligere afgørelsespraksis – legalitetsprincippet
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 16 og 19)
2. Det fremgår af ordlyden af artikel 5 i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker, som regulerer det personelle anvendelsesområde for denne forordning, at enhver juridisk person, herunder offentlige enheder, kan ansøge om beskyttelse af et EF-varemærke. Dette gælder således, naturligvis, et selskab, der er hjemmehørende i en tredjestat, men ligeledes for denne tredjestat selv, som, hvis den er et folkeretssubjekt, ikke desto mindre udgør en offentligretlig juridisk person som omhandlet i EU-retten.
Det følger heraf, at når en tredjestat gennem sin regering har fremsat en anmodning om, at Unionen foretager en international registrering af et varemærke, placerer den sig selv i anvendelsesområdet for forordning nr. 207/2009, og der kan således også rettes indsigelse mod denne stat på grundlag af en af de absolutte registreringshindringer i den nævnte forordnings artikel 7. Sagt på en anden måde er det i en sådan situation ikke EU-rettens anvendelsesområde, som er blevet udvidet til tredjestatens område, men denne sidstnævnte, som af egen vilje har tilsigtet at være omfattet af anvendelsen af denne ret.
(jf. præmis 30-32)
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 37-40)
4. Hvad angår tegn eller angivelser, der kan tjene til at betegne den geografiske oprindelse af eller det geografiske bestemmelsessted for kategorier af varer, for hvilke der ansøges om registrering, navnlig geografiske navne, består der en almen interesse i at udelukke enerettigheder over dem, bl.a. på grund af deres evne ikke alene til eventuelt at angive kvaliteten af og de øvrige egenskaber ved de pågældende kategorier af varer eller tjenesteydelser, men også til på forskellig måde at påvirke forbrugernes præferencer, f.eks. ved at tilknytte varer eller tjenesteydelser til et sted, som kan fremkalde positive følelser.
Registrering er endvidere dels udelukket for geografiske navne som varemærker i de tilfælde, hvor de betegner bestemte geografiske steder, der allerede har et omdømme eller er kendte for den pågældende kategori af varer eller tjenesteydelser, og som derfor frembyder en forbindelse med dette efter den relevante kundekreds’ mening, og dels udelukket for geografiske navne, der kan bruges af virksomhederne som angivelser af den pågældende kategori af varer eller tjenesteydelsers geografiske oprindelse. Det bemærkes imidlertid, at artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker i princippet ikke er til hinder for registrering af geografiske navne, som ikke er kendt i de relevante kundekredse, eller som i det mindste er ukendte som betegnelse for et geografisk sted, eller endog af navne, for hvilke det på grund af egenskaberne ved det angivne sted ikke er sandsynligt, at den relevante kundekreds vil kunne forestille sig, at den pågældende kategori af varer eller tjenesteydelser hidrører fra dette sted eller er blevet grundlagt dér.
Det følger heraf, at bedømmelsen af et tegns beskrivende karakter kun kan ske dels i forhold til de pågældende varer eller tjenesteydelser, dels i forhold til, hvorledes det opfattes af den relevante kundekreds. Ved denne bedømmelse er Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) forpligtet til at godtgøre, at det geografiske navn er kendt i de relevante kundekredse som betegnelse for et sted. Det er desuden en betingelse, at det omhandlede navn for nærværende efter de relevante kundekredses mening frembyder en forbindelse med den pågældende kategori af varer eller tjenesteydelser, eller at det med rimelighed kan forudses, at et sådant navn efter kundekredsens mening vil kunne betegne nævnte kategori af varer eller tjenesteydelsers geografiske oprindelse. Inden for rammerne af denne vurdering skal der navnlig tages hensyn til det større eller mindre kendskab, som de relevante kundekredse har til det pågældende geografiske navn, samt til egenskaberne ved det sted, som dette angiver, og til den pågældende kategori af varer eller tjenesteydelser.
(jf. præmis 47-51)
5. Ordmærket MONACO, der er ansøgt registreret for »magnetiske databærere«, »varer lavet af disse materialer [papir, pap], ikke indeholdt i andre klasser; tryksager; fotografier«, »transportvirksomhed; arrangering af rejser, underholdningsvirksomhed; sportsaktiviteter« og »midlertidig indkvartering« i klasserne 9, 16, 39, 41 og 43 i Nicearrangementet, er set fra synsvinklen hos den relevante kundekreds bestående af gennemsnitsforbrugeren samt specialister inden for Unionen, beskrivende for de varer, der var omfattet af EF-varemærkeansøgningen i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker, i det omfang der eksisterer en tilstrækkelig direkte og konkret forbindelse mellem hver af de pågældende varer og tjenesteydelser og det omhandlede tegn til at vurdere, at udtrykket »monaco« i omsætningen kan tjene til at betegne varernes geografiske oprindelse eller bestemmelsessted eller stedet for præstationen af tjenesteydelsen.
Det er nemlig ubestridt, at udtrykket »monaco« svarer til navnet på et Fyrstendømme, som er verdenskendt uanset sit areal på 2 km2 og et befolkningstal, der ikke overskrider 40 000 indbyggere, og ikke mindst på grund af fyrstefamiliens berømmelse, tilrettelæggelsen af et formel 1-grand prix og en cirkusfestival. Fyrstendømmet Monacos berømthed er endnu mere udbredt blandt Den Europæiske Unions borgere, navnlig på grund af sine grænser op til en EU-medlemsstat, Frankrig, det ligger nær ved en anden medlemsstat, Italien, samt denne tredjestats anvendelse af den samme valuta som 19 ud af 28 EU-medlemsstater, euroen. Udtrykket »monaco« henleder følgelig, uanset den relevante kundekreds’ sproglige tilknytning, opmærksomheden på det geografiske område af samme navn.
Et ordmærke, som er beskrivende for egenskaberne ved varer eller tjenesteydelser i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, mangler i øvrigt af denne grund nødvendigvis det fornødne særpræg i forhold til de samme varer eller tjenesteydelser i henhold til den samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra b). Det omhandlede varemærke har dermed ikke et fornødent særpræg i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, som det også er tilfældet for så vidt angår samme forordnings artikel 7, stk. 2.
(jf. præmis 52, 53, 55, 58, 67 og 68)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 59)