Sagerne T-394/08, T-408/08, T-453/08 og T-454/08
Regione autonoma della Sardegna (Italie) m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
»Statsstøtte – støtte til fordel for hotelindustrien i regionen Sardinien – afgørelse, hvorved støtten erklæres delvis forenelig, delvis uforenelig med fællesmarkedet, og hvorved støtten kræves tilbagesøgt – nye støtteforanstaltninger – begrundelsespligt – beskyttelse af den berettigede forventning – tilskyndelsesvirkning – de minimis-reglen«
Sammendrag af dom
1. Retspleje – intervention – anbringender, der adskiller sig fra de anbringender, som den part, intervenienten er indtrådt til støtte for, har gjort gældende – formaliteten – betingelse – sammenhæng med sagens genstand
(Statutten for Domstolen, art. 40, stk. 4; Rettens procesreglement, art. 116, stk. 4)
2. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF – beslutning baseret på ufuldstændige faktiske omstændigheder eller en fejlagtig retlig vurdering af disse omstændigheder
(Art. 88, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 6, stk. 1, og art. 7)
3. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – kommissionsbeslutning om afslutning af den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende statsstøtte i henhold til artikel 88, stk. 2, EF
(Art. 88, stk. 2, EF og art. 230 EF)
4. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – samlet gennemgang af en støtteordning – lovlig – virkning
(Art. 87 EF og art. 88, stk. 3, EF)
5. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – indledning af en formel undersøgelsesprocedure – maksimal frist på to måneder – finder ikke anvendelse i tilfælde af ikke-anmeldt støtte – Kommissionens besiddelse af oplysninger om en påstået ulovlig støtte – omgående undersøgelse – rækkevidde
(Art. 87 EF og art. 88 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 10, stk. 1)
6. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – forpligtelse til at afslutte den indledende undersøgelse, indledt efter en klage, inden for en rimelig frist
(Art. 87 EF og 88 EF)
7. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsbeslutning vedrørende statsstøtte
(Art. 87 EF, 88 EF og 253 EF)
8. Statsstøtte – administrativ procedure – støttens forenelighed med fællesmarkedet – bevisbyrden påhviler den tildelende myndighed og den potentielle modtager af støtten
(Art. 88, stk. 2, EF)
9. Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – iværksættelse uden forudgående anmeldelse til Kommissionen – kommissionsbeslutning om tilbagebetaling af støtten – begrundelsespligt – rækkevidde
(Art. 88, stk. 3, EF og art. 253 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 14, stk. 1)
10. Statsstøtte – eksisterende og ny støtte – foranstaltning, der ændrer en eksisterende støtteordning – kvalifikation som ny støtte – kriterier – vurdering
[Art. 87 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra b) og c)]
11. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – en støtteforanstaltnings forenelighed med fællesmarkedet – skøn
(Art. 87 EF og 88 EF)
12. Ulovlighedsindsigelse – rækkevidde – retsakter, hvis ulovlighed kan gøres gældende – Kommissionens retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte – omfattet – betingelser
[Art. 87, stk. 3, litra a) og c), EF, art. 230 EF og 241 EF; Kommissionens meddelelse 98/C 74/06]
13. Statsstøtte – forbud – undtagelser – statsstøtte med regionalt sigte – kriterier
(Art. 87 EF og 88 EF; Kommissionens meddelelse 98/C 74/06, punkt 4.2)
14. Statsstøtte – administrativ procedure – støttens forenelighed med fællesmarkedet – bevisbyrden påhviler den tildelende myndighed og den potentielle modtager af støtten
(Art. 88, stk. 2, EF)
15. Statsstøtte – en støtteforanstaltnings forenelighed med fællesmarkedet – de berørte parters berettigede forventning – beskyttelse – betingelser og grænser
(Art. 88 EF)
16. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – støtte af beskedent omfang – opdeling af en støtte, der overstiger det gældende loft, med det formål at henføre en del af støtten under de minimis-reglen – ikke tilladt
(Art. 88, stk. 3, EF; Kommissionens forordning nr. 69/2001, art. 2, stk. 1 og 2, og nr. 1998/2006, art. 2, stk. 2, andet afsnit)
1. Artikel 40, stk. 4, i statutten for Domstolen og artikel 116, stk. 4, i Rettens procesreglement giver intervenienten ret til ikke alene at fremsætte selvstændige argumenter, men også selvstændige anbringender, når blot de støtter en af hovedsagens parters påstande, forudsat at disse ikke adskiller sig fuldstændig fra tvistens grundlæggende indhold, således som det er fastlagt mellem sagsøgeren og den sagsøgte, hvilket ville ændre sagens genstand.
Det tilkommer således Retten med henblik på at træffe afgørelse om, hvorvidt de af intervenienten fremsatte anbringender kan antages til realitetsbehandling, at kontrollere, om de knytter sig til sagens genstand som fastlagt af parterne i sagen.
(jf. præmis 42 og 43)
2. I forbindelse med undersøgelsen af, om støtte tildelt af medlemsstaterne er forenelig med fællesmarkedet, kan Kommissionens endelige beslutning indeholde visse afvigelser i forhold til beslutningen om at indlede undersøgelse, uden at disse i øvrigt medfører, at den endelige beslutning bliver ugyldig. Under denne synsvinkel er der derfor ingen grund til, at Kommissionen foretager en ændring af en beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. Det er ikke desto mindre logisk, og endvidere i eventuelle støttemodtageres interesse, at Kommissionen, for så vidt som den efter vedtagelsen af en beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende støtte tildelt af en medlemsstat konstaterer, at denne beslutning er baseret på enten ufuldstændige faktiske omstændigheder eller på en fejlagtig retlig vurdering af disse omstændigheder, har mulighed for at tilpasse sin holdning ved at vedtage en beslutning om ændring. En sådan beslutning om ændring, der indeholder en ny opfordring til de interesserede parter til at fremsætte bemærkninger, giver dem mulighed for at reagere på ændringen i Kommissionens foreløbige vurdering af den pågældende foranstaltning og gøre deres synspunkt herom gældende.
Kommissionen kunne i denne forbindelse have valgt først at vedtage en beslutning om, at sagen afsluttes, uden at der foretages videre, og dernæst vedtage en ny beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, baseret på den ændrede retlige vurdering, der i det væsentlige ville have samme indhold som en beslutning om ændring. Under disse omstændigheder er det ud fra procesøkonomiske betragtninger og princippet om god forvaltningsskik at foretrække at vedtage en beslutning om ændring frem for at afslutte proceduren og indlede en ny.
Hvad angår en sådan ændringsbeslutnings retlige karakter er den af samme art, idet den føjes til beslutningen om at indlede en procedure for sammen med denne at udgøre en ændret beslutning om at indlede en procedure. Formålet med meddelelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure er således alene at fremskaffe alle oplysninger fra de pågældende, som kan klarlægge forholdene for Kommissionen med henblik på, hvad denne videre skal foretage sig.
(jf. præmis 70-73)
3. Kommissionens endelige afgørelse om at afslutte den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende en statsstøtte efter artikel 88, stk. 2, EF udgør en retsakt, der kan anfægtes i henhold til artikel 230 EF. Afgørelsen fremkalder nemlig bindende retsvirkninger, som kan påvirke de berørte parters interesser, idet den afslutter den omhandlede procedure og endeligt afgør den undersøgte foranstaltnings forenelighed med bestemmelserne om statsstøtte. De berørte parter kan derfor altid anfægte den endelige beslutning, som afslutter den formelle undersøgelsesprocedure, og skal herved kunne anfægte de forskellige forhold, der ligger til grund for Kommissionens endelige afgørelse.
Denne mulighed foreligger uafhængigt af, om beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure har retsvirkninger, som kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål. Der er ganske vist mulighed for at anlægge sag til prøvelse af beslutningen om at indlede en procedure, når denne har endelige retsvirkninger, som ikke kan ændres efterfølgende ved den endelige beslutning. Dette er tilfældet, når Kommissionen indleder den formelle undersøgelsesprocedure med hensyn til en foranstaltning, som den forudgående har kvalificeret som ny støtte, idet denne beslutning om at indlede en procedure har selvstændige retsvirkninger i forhold til den endelige beslutning. Suspensionen af gennemførelsen af den omhandlede foranstaltning, som i henhold til artikel 88, stk. 3, EF er en følge af den forudgående kvalifikation af foranstaltningen som ny støtte, har selvstændig betydning i forhold til den endelige beslutning, tidsmæssigt afgrænset indtil afslutningen af den formelle procedure.
Muligheden for at anfægte en beslutning om at indlede en procedure kan dog ikke bevirke, at de berørte parters processuelle rettigheder forringes ved, at de forhindres i at anfægte den endelige beslutning og til støtte for deres stævning henvise til fejl vedrørende alle led i den procedure, der førte til beslutningens vedtagelse.
Den omstændighed, at sagsøgerne og intervenienterne ikke inden for den fastsatte frist har anlagt sag til prøvelse af Kommissionens beslutning om ændring, hindrer dem følgelig ikke i at nedlægge påstand om ugyldighed af Kommissionens endelige beslutning.
(jf. præmis 77-79)
4. I forbindelse med en statsstøtteordning er Kommissionen i princippet ikke forpligtet til at foretage en gennemgang af den i hvert enkelt tilfælde tildelte støtte, men kan indskrænke sig til at undersøge den pågældende ordnings kendetegn. I øvrigt kan den individuelle situation for hver enkelt støttemodtager kun efterprøves ved den pågældende medlemsstats tilbagesøgning af støtten. Såfremt det forholdt sig anderledes, ville Kommissionens undersøgelsesbyrde være større i tilfældet med en ordning, der var ulovligt gennemført under tilsidesættelse af artikel 88, stk. 3, EF, end i det tilfælde, hvor den pågældende medlemsstat har overholdt meddelelsespligten foreskrevet i den nævnte bestemmelse, da støttemodtagernes individuelle situationer i dette sidste tilfælde pr. definition er ukendte på undersøgelsestidspunktet.
Kommissionen kan derfor begrænse sig til at undersøge støtteordningen som sådan og er ikke forpligtet til at tage hensyn til hverken forholdet mellem de støttemodtagende virksomheder og medlemsstaten, forskellene mellem de forskellige berørte virksomheder eller den eventuelle berettigede forventning, som kunne påberåbes af visse af disse virksomheder. Disse omstændigheder kan først tages i betragtning ved tilbagesøgningen af individuel støtte.
(jf. præmis 91 og 92)
5. I henhold til artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 88 EF undersøger Kommissionen, når den er kommet i besiddelse af oplysninger om en påstået ulovlig støtte, omgående oplysningerne, uanset kilden til disse. Den pågældende bestemmelse skal ikke forstås således, at den henviser til afslutningen af den indledende undersøgelsesfase, men snarere således, at den henviser til begyndelsen af den indledende undersøgelse, en opfattelse, der understøttes af den omstændighed, at Kommissionen ikke er bundet af den sædvanlige frist, når en indledende undersøgelse er udløst af en klage.
Fristen på to måneder, som Kommissionen har til at afslutte den indledende undersøgelsesfase, finder således alene anvendelse i de tilfælde, hvor støtten er anmeldt af medlemsstaterne, og ikke når den indledende undersøgelsesfase f.eks. er udløst af en klage.
(jf. præmis 97 og 98)
6. Da Kommissionen er enekompetent til at vurdere, om en statsstøtte er forenelig med fællesmarkedet, er den ud fra hensynet til god forvaltningsskik i forbindelse med traktatens grundlæggende regler om statsstøtte forpligtet til at gennemføre en omhyggelig og upartisk undersøgelse af en klage, der rejser tvivl om, hvorvidt en støtte er forenelig med fællesmarkedet, og den kan ikke lade den foreløbige undersøgelse af statslige foranstaltninger, som er genstand for en klage vedrørende statsstøtte, fortsætte i det uendelige.
Det må vurderes ud fra hver enkelt sags særlige omstændigheder, om varigheden af en sådan administrativ procedure kan anses for rimelig, herunder navnlig den sammenhæng, hvori den indgår, de forskellige led i den administrative procedure, som Kommissionen skal følge, sagens kompleksitet og dens betydning for de involverede parter.
(jf. præmis 99)
7. Kommissionens begrundelsespligt finder ikke anvendelse på varigheden af en procedure til undersøgelse af en statsstøtteforanstaltning, men alene på indholdet af beslutningen. Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal således tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen.
En procedures varighed skyldes imidlertid ikke en argumentation fra den pågældende institution, der eventuelt kan begrunde denne varighed, men derimod helt faktuelle omstændigheder, der alene afhænger af den tid, som institutionen skal bruge til at fuldføre den nævnte procedure. Herefter er den ikke en del af beslutningens indhold, der kan være genstand for en begrundelse. Den kræver kun en ren faktuel opregning af de forskellige etaper i proceduren indtil vedtagelsen af den pågældende beslutning.
(jf. præmis 120-122)
8. Da beslutningen om at indlede proceduren efter artikel 88, stk. 2, EF indeholder Kommissionens foreløbige tilstrækkelige gennemgang, der fremlægger grundene til, at den er i tvivl om, hvorvidt den pågældende støtte er forenelig med fællesmarkedet, tilkommer det den berørte medlemsstat og de potentielle støttemodtagere at fremkomme med oplysninger, der godtgør, at støtten er forenelig med fællesmarkedet.
Ikke desto mindre udgør dette en regel om bevisbyrden og ikke om begrundelsespligten, således at det påhviler Kommissionen, i givet fald, i sin beslutning at redegøre for baggrunden for at antage, at den pågældende støtte, på trods af de af medlemsstaten eller støttemodtagerne fremlagte oplysninger, ikke er forenelig med fællesmarkedet.
(jf. præmis 132)
9. På området for statsstøtte er Kommissionen, som har kompetence til at pålægge de nationale myndigheder at tilbagesøge støtten, ikke forpligtet til at anføre en særlig begrundelse for, at den har ret til at udøve denne beføjelse, når den pågældende støtte i strid med artikel 88, stk. 3, EF allerede er blevet tildelt. Denne løsning, der ligger forud for ikrafttrædelsen af forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 88 EF, finder stadig anvendelse i forbindelse med forordningens artikel 14, stk. 1.
Beslutningen om at kræve støtten tilbagebetalt er derfor en næsten automatisk følge, såfremt det konstateres, at den er ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet – med det eneste forbehold, der følger af den pågældende bestemmelses andet punktum, nemlig at påbuddet om tilbagesøgning ikke er i modstrid med et almindeligt fællesskabsretligt princip. Kommissionen har derfor ikke nogen skønsmargen i denne henseende. Under sådanne omstændigheder har Kommissionen, når først den har anført, hvorfor den mener, at den pågældende støtte er ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet, ingen pligt til at begrunde beslutningen om tilbagesøgning.
(jf. præmis 152)
10. På området for statsstøtte udgør indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger ny støtte. Særligt hvor ændringen påvirker selve indholdet af den oprindelige ordning, bliver denne ordning en ny støtteordning. Hvis ændringen derimod ikke er væsentlig, er det kun ændringen som sådan, der kan kvalificeres som ny støtte.
Når en godkendelsesbeslutning fra Kommissionen udtrykkeligt nævner betingelsen om, at støtteansøgningen skal indsendes, før investeringsprojekterne iværksættes, og at den pågældende medlemsstat på grundlag af en lovgivning vedtaget efter godkendelsesbeslutningen tildeler støtte til regionale projekter, som var påbegyndt inden indsendelsen af støtteansøgningerne, er der tale om ny støtte efter artikel 1, litra c), i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 88 EF. En sådan ændring kan ikke betegnes som ubetydelig. For så vidt som Kommissionen regelmæssigt betinger sin godkendelse af støtteordninger med regionalt sigte af, at støtteansøgningen skal indsendes, inden projekterne iværksættes, er det klart, at ophævelsen af denne betingelse kan påvirke vurderingen af støtteforanstaltningens forenelighed med fællesmarkedet.
(jf. præmis 176-179)
11. En støtteordnings forenelighed med fællesmarkedet skal alene vurderes ud fra dens særlige kendetegn, i lyset af den politik, som Kommissionen forfølger på tidspunktet for denne vurdering. Derimod kan vurderingen af, om en støtteordning er forenelig med fællesmarkedet, ikke påvirkes af, om andre ordninger gik forud for den, i forbindelse med hvilke Kommissionen har godkendt visse ændringer. Såfremt det forholdt sig anderledes, ville det være umuligt for Kommissionen at ændre de kriterier, hvorefter den vurderer, om statsstøtte er forenelig med fællesmarkedet, en mulighed, den skal have for at kunne reagere på såvel udviklingen i medlemsstaternes praksis hvad angår tildeling af statsstøtte som udviklingen på fællesmarkedet.
(jf. præmis 190)
12. Artikel 241 EF er udtryk for et almindeligt princip, hvorefter hver part, med henblik på at opnå annullation af en beslutning, som berører ham umiddelbart og individuelt, er berettiget til at anfægte gyldigheden af tidligere retsakter fra institutionerne, som – selv om de ikke har form af en forordning – er hjemmel for den anfægtede beslutning, også selv om parten ikke var beføjet til i medfør af artikel 230 EF at anlægge direkte søgsmål til prøvelse af de nævnte retsakter, hvis retsvirkninger parten således er omfattet af, uden at have været i stand til at anlægge sag med påstand om annullation af dem.
Hvad angår retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte følger det af deres indledende del, at de på generel og abstrakt vis fastsætter, hvilke kriterier Kommissionen følger ved sin vurdering af, om statsstøtte med regionalt sigte er forenelig med fællesmarkedet efter artikel 87, stk. 3, litra a) og c), EF, og sikrer følgelig retssikkerheden for de medlemsstater, der yder sådan støtte. Navnlig finder kravet fastsat i disse retningslinjers punkt 4.2 anvendelse på al støtte omhandlet i de nævnte retningslinjer, uafhængigt af deres formål, form og beløb.
Eftersom Kommissionen i den endelige beslutning udtrykkeligt har påberåbt sig retningslinjernes punkt 4.2, i forbindelse med dens vurdering af, om visse støtteordninger er forenelige med fællesmarkedet, selv om punkt 4.2 ikke udgør det retlige grundlag for denne beslutning, kan den heri nævnte betingelse betragtes som generelt og abstrakt afgørende for, hvordan Kommissionen har vurderet, om den pågældende støtte er forenelig med fællesmarkedet. I et sådant tilfælde er der en direkte juridisk forbindelse mellem Kommissionens endelige beslutning og retningslinjerne, og eftersom en part ikke kunne anmode om annullation af retningslinjerne, idet de udgjorde en almengyldig retsakt, kan disse gøres til genstand for en ulovlighedsindsigelse.
(jf. præmis 206 og 208-210)
13. Anvendelsen af kravet i punkt 4.2 i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte, hvorefter det skal fastsættes i støtteordningerne, at anmodningen om støtte skal indgives, inden gennemførelsen af projekterne påbegyndes, har til formål at fastslå, om en støtteforanstaltning har en tilskyndelseseffekt i en situation, hvor det ikke er muligt at foretage en fuldstændig undersøgelse af samtlige økonomiske aspekter vedrørende fremtidige støttemodtageres investeringsbeslutning.
I denne henseende fremgår det af retningslinjernes punkt 2, stk. 2-4, at Kommissionen i princippet kun godkender støtte med regionalt sigte i form af støtteordninger, eftersom den mener, at individuel ad hoc-støtte ikke opfylder betingelsen om, at der skal sikres balance mellem den fordrejning af konkurrencen, støtten medfører, og de fordele, støtten har for udviklingen i en ugunstigt stillet region.
Ved undersøgelsen af, om en anmeldt støtteordning er forenelig med fællesmarkedet, er de særlige omstændigheder for de eventuelle potentielle støttemodtagere og for de konkrete projekter, for hvilke de kan anmode om støtte, dog pr. definition ukendte for Kommissionen. Derfor skal sidstnævnte, med henblik på at vurdere, om en støtteordning er forenelig med fællesmarkedet, basere sig på kriterier, der enten er uafhængige af de særlige omstændigheder hos fremtidige modtagere, eller som er ens for alle fremtidige modtagere.
Den omstændighed, at det kræves, at støtteansøgningen indgives inden iværksættelsen af det støttede projekt, gør det muligt at sikre, at den pågældende virksomhed klart og tydeligt har tilkendegivet et ønske om at få støtte fra den pågældende ordning, før det nævnte projekt iværksættes. Dette gør det således muligt at undgå, at der efterfølgende indsendes ansøgninger vedrørende projekter, der allerede er iværksat, uafhængigt af at der findes en støtteordning. På baggrund af disse betragtninger udgør den blotte konstatering af, at støtteansøgningen er indgivet før iværksættelsen af investeringsprojektet, et enkelt, relevant og hensigtsmæssigt krav, hvorefter Kommissionen kan gå ud fra, at der er tale om en tilskyndelseseffekt.
(jf. præmis 215)
14. På området for statsstøtte gælder det, at når Kommissionen har besluttet at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, påhviler det vedkommende medlemsstat og de, som drager fordel af den pågældende foranstaltning, at fremsætte deres argumenter for at godtgøre, at foranstaltningen ikke udgør støtte, eller at den er forenelig med fællesmarkedet, idet formålet med den formelle procedure netop er at gøre det muligt for Kommissionen at opnå fuld oplysning om alle sagens momenter. Selv om Kommissionen er forpligtet til at udtrykke sin tvivl med hensyn til støttens forenelighed med fællesmarkedet klart og tydeligt, når den indleder en formel procedure, således at medlemsstaten og de interesserede parter kan tilrettelægge deres forsvar bedst muligt, påhviler det ikke desto mindre de sidstnævnte at fjerne denne tvivl og at godtgøre, at den pågældende foranstaltning opfylder betingelsen for en fravigelse. For at opnå godkendelse af støtte ved fravigelse af traktatens bestemmelser påhviler det den pågældende medlemsstat i henhold til dens pligt til at samarbejde med Kommissionen at fremlægge alle oplysninger, der gør det muligt for denne institution at kontrollere, at betingelserne for den ansøgte fravigelse er opfyldt.
(jf. præmis 246)
15. En berettiget forventning om en støttes lovlighed kan i princippet – medmindre der foreligger usædvanlige omstændigheder – kun gøres gældende, hvis den er blevet ydet under iagttagelse af den i artikel 88 EF nævnte procedure. En påpasselig erhvervsdrivende må nemlig normalt være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt.
Støttemodtagere, som ikke overholder betingelserne i Kommissionens godkendelsesbeslutning, kan i princippet ikke påberåbe sig en berettiget forventning om den pågældende støttes lovlighed. Det er ganske vist ikke udelukket, at modtagere af en ulovlig støtte under en tilbagesøgningsprocedure kan modsætte sig tilbagebetalingen under henvisning til usædvanlige omstændigheder, der har kunnet skabe en berettiget forventning hos dem om, at støtten var lovlig. Imidlertid kan støttemodtagerne kun påberåbe sig sådanne usædvanlige omstændigheder på grundlag af relevante nationale lovbestemmelser, inden for rammerne af en tilbagesøgningsprocedure ved de nationale domstole, og det tilkommer udelukkende de nationale retter at afgøre sagen, eventuelt efter at have forelagt Domstolen præjudicielle spørgsmål.
Da det almindelige princip, der er fastsat i artikel 87 EF, stk. 1, i øvrigt er princippet om forbud mod statsstøtte, og da undtagelserne til dette princip skal fortolkes strengt, vedrører en beslutning om ikke at rejse indsigelser mod en støtteordning ikke den egentlige tildeling af støtten efter denne ordning og kan derfor ikke skabe en berettiget forventning hos eventuelle modtagere af lignende fremtidige støtteprojekter i henseende til, at den pågældende støtte er forenelig med fællesmarkedet.
(jf. præmis 274-277 og 283)
16. På området for statsstøtte er formålet med de minimis-reglen en administrativ forenkling, både i støttemodtagernes interesse, der er relativ lille og derfor ikke kan fordreje konkurrencen, og i Kommissionens interesse, der bør kunne koncentrere sine ressourcer om sager af reel betydning på fællesskabsplan.
Hvis det i denne forbindelse antages, at en støtte opdeles med det formål at henføre en del af støtten under de minimis-reglen, bidrager dette ikke til forfølgelsen af ovennævnte mål. Ved blot at fratrække det støttebeløb, der er tiltænkt en virksomhed, det beløb, der svarer til de minimis-loftet, slipper hverken Kommissionen for at skulle undersøge, om støtten er forenelig med fællesmarkedet hvad angår det beløb, der overstiger dette loft, eller den pågældende virksomhed for at skulle afvente resultatet af denne undersøgelse, før den kan få støtten udbetalt, eller i tilfælde af at støtten er ulovlig, i givet fald at skulle tilbagebetale den.
Begrebet de minimis-støtte indebærer i øvrigt, at der skal være tale om et lille beløb. Efterfølgende at tillade en opdeling af den støtte, der overstiger det gældende loft i denne forbindelse, vil imidlertid medføre, at den støtte, der på tidspunktet for dens tildeling ikke udgjorde et lille beløb, delvist kommer til at nyde godt af de minimis-reglen.
Det er korrekt, at den pågældende medlemsstat, efter tilbagesøgningen af det samlede beløb af en ulovlig tildelt støtte, i princippet straks kan tildele virksomheden en ny de minimis-støtte op til loftet på 100 000 EUR. Det vil imidlertid kræve en ny beslutning om tildeling af offentlige midler fra medlemsstaten, der er frit stillet i så henseende, således at forbuddet mod at opdele støtten ikke kan anses for et rent formkrav.
Artikel 2, stk. 1 og 2, i forordning nr. 69/2001 om anvendelse af artikel 87 EF og 88 EF på de minimis-støtte skal fortolkes således, at undtagelsen til anmeldelsespligten i artikel 88, stk. 3, EF ikke kan finde anvendelse på beløb, der udgør en del af en støtte, hvis samlede beløb overstiger loftet på 100 000 EUR over en treårig periode. Under alle omstændigheder skal den udtrykkelige indskrivning af denne restriktive fortolkning i artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1998/2006 om anvendelse af artikel 87 EF og 88 EF på de minimis-støtte forstås som en præcisering og ikke som et nyt krav for anvendelsen af de minimis-reglen.
(jf. præmis 304, 305 og 308-311)