Language of document : ECLI:EU:T:2010:300

RETTENS DOM (Appelafdelingen)

8. juli 2010

Sag T­368/09 P

Roberto Sevenier

mod

Europa-Kommissionen

»Appel — personalesag — tjenestemænd — afskedigelse efter ansøgning — Kommissionens afvisning af at acceptere tilbagekaldelsen af ansøgningen om afskedigelse og om at forelægge sagen for invaliditetsudvalget — klagefrist — klage indgivet for sent — undskyldelig vildfarelse foreligger ikke«

Angående: Appel af kendelse afsagt af EU-Personaleretten (Tredje Afdeling) den 8. juli 2009 i sag F­62/08, Sevenier mod Kommissionen (Sml. Pers. I‑A‑1, s. 249, og II‑A‑1, s. 1351), med påstand om ophævelse af denne kendelse.

Udfald: Appellen forkastes. Roberto Sevenier bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger i sagen for Retten.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd — søgsmål — forudgående administrativ klage — stiltiende afgørelse om afvisning af en ansøgning, der ikke er anfægtet inden for fristerne

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd — søgsmål — forudgående administrativ klage — frister — retstab — undskyldelig vildfarelse — begreb

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Appel — anbringender — anbringende om urigtig gengivelse af beviserne

1.      En udtrykkelig afvisning af en ansøgning, som fremkommer efter en stiltiende afvisning af samme ansøgning, er en rent bekræftende retsakt og giver derfor ikke den berørte en ny frist til at indgive en klage, idet vedtægtens artikel 91, stk. 3, andet led, som bestemmer, at »når der på en stiltiende afvisning inden for klagefristen følger en udtrykkelig afvisning af en klage, løber klagefristen på ny«, ikke kan finde analog anvendelse på tidspunktet for ansøgningen og før indgivelsen af klagen.

(jf. præmis 29)

Henvisning til:

Retten, 17. november 2000, sag T­200/99, Martinelli mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 253, og II, s. 1161, præmis 11 og den deri nævnte retspraksis

2.      I medfør af vedtægtens artikel 91, stk. 2, kan et søgsmål ved EU’s retsinstanser kun antages til påkendelse, når der for ansættelsesmyndigheden i forvejen er indbragt en klage efter vedtægtens artikel 90, stk. 2, over den retsakt, der indeholder et klagepunkt, inden for den frist, der er fastsat i bestemmelsen. Fristerne vedrørende den administrative procedure, som er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91, er ufravigelige og kan ikke være genstand for et skøn fra parternes eller vedkommende retsinstansers side, idet de har til formål at fremme klarheden og sikkerheden i retsforhold. Et søgsmål, der er anlagt for sent, skal afvises, medmindre sagsøgeren navnlig kan påberåbe sig en undskyldelig vildfarelse. En sådan vildfarelse kan nemlig begrunde, at en klage er indgivet for sent.

Begrebet undskyldelig vildfarelse tilsigter ekstraordinære omstændigheder, hvorunder navnlig den pågældende institution har udvist en adfærd, der enten i sig selv eller i afgørende omfang må antages at kunne medføre en vildfarelse hos en retsundergiven, som er i god tro, og som har udvist den agtpågivenhed, der kan kræves af en normalt påpasselig person. I dette tilfælde kan administrationen nemlig ikke påberåbe sig, at den selv har tilsidesat principperne om retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede forventning, da dette er årsagen til den fejl, den retsundergivne har begået.

(jf. præmis 42, 43, 46 og 57)

Henvisning til:

Martinelli mod Kommissionen, præmis 10 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 2. maj 2001, sag T­208/00, Barleycorn Mongolue og Boixader Rivas mod Parlamentet og Rådet, Sml. Pers. I­A, s. 103, og II, s. 479, præmis 29; Retten, 16. september 2009, sag T­271/08 P, Boudova m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑B‑1, s. 71, og II‑B‑1, s. 44, præmis 71 og 72 og den deri nævnte retspraksis

3.      Når en appellant gør gældende, at førsteinstansretten har gengivet beviserne forkert, skal han præcist angive, hvilke beviser der er blevet forkert gengivet af Retten, og påvise de fejl i dens undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget førsteinstansretten til denne forkerte gengivelse.

(jf. præmis 53)

Henvisning til:

Domstolen, 7. januar 2004, forenede sager C­204/00 P, C­205/00 P, C­211/00 P, C­213/00 P, C­217/00 P og C­219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 50; Domstolen, 25. oktober 2007, sag C­167/06 P, Komninou m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 41