Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 29. juli 2004 af European Dynamics SA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-303/04)

(Processprog: engelsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 29. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af European Dynamics SA, Athen (Grækenland), ved advokat S. Pappas.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Annullation af Kommissionens kontraktmeddelelse 2003/S249-221337 ESP-DIMA.

Annullation af Kommissionens offentlige udbud PO/2003/192 (ESP-DIMA).

Annullation af Kommissionens beslutning af 14. juli 2004 om at placere European Dynamic's consortium som nr. to efter den tilbudsgiver, som blev tildelt udbuddet.

Annulation af Kommissionens beslutning af 14. juli 2004 om afvisning af sagsøgerens klage over tildelingen af udbuddet.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren er en del af et konsortium, der fik tildelt et udbud vedrørende ESP parti 5, Internet-anvendelser. ESP parti 4, data- og informationsstyringsanvendelser, blev tildelt et andet konsortium.

Ifølge sagsøgeren var udbuddet i den foreliggende sag, ESP-DIMA, baseret på den fejlagtige antagelse, at udvekslingen af tjenesteydelsen data og informationsstyring udgør et nyt marked, og at brugen af ESP parti 4 havde oversteget alle forventninger. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen fejlagtigt har overført arbejde til ESP parti 4, der ifølge sagsøgeren falder under ESP parti 5. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen som følge heraf skal forhøje budgettet for ESP parti 4 og gennemføre en ny ESP-DIMA-udbudsprocedure, mens det budget, som bruges til ESP parti 5, ikke nåede op på det forventede niveau.

Sagsøgeren har yderligere gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat væsentlige formforskrifter, idet mindst ét medlem af udvælgelseskomitéen for det foreliggende udbud er inhabil i forhold til sagsøgeren.

Afslutningsvis har sagsøgeren gjort gældende, at placeringer som nummer to i rækken af antagne tilbud vedrørende ESP-DIMA ikke er tilstrækkeligt begrundet. Sagsøgeren har også anført, at Kommissionen afviste at give aktindsigt i oplysninger vedrørende udvælgelsesrapporten.

____________