Sag T-381/11

Europäischer Wirtschaftsverband der Eisen- und Stahlindustrie (Eurofer) ASBL

mod

Europa-Kommissionen

»Annullationssøgsmål – miljø – direktiv 2003/87/EF – gratistildeling af kvoter for drivhusgasemissioner fra 2013 – Kommissionens afgørelse, som fastlægger produktbenchmarkene til anvendelse ved beregning af emissionskvotetildelingen – artikel 263, stk. 4, TEUF – ikke individuelt berørt – regelfastsættende retsakt omfattende gennemførelsesforanstaltninger – afvisning«

Rettens kendelse (Syvende Afdeling) af 4. juni 2012 ……………...?II - 0000

Sammendrag af kendelse

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – Kommissionens afgørelse om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af kvoter for drivhusgasemissioner – sag anlagt af en organisation, der varetager den europæiske stålindustris interesser – formaliteten – betingelser

(Art. 263, stk. 4, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87, art. 10a)

2.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – individuelt berørt – kriterier – Kommissionens afgørelse om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af kvoter for drivhusgasemissioner – sag anlagt af en organisation, der varetager den europæiske stålindustris interesser – de repræsenterede virksomheder ikke individuelt berørt – afvisning

(Art. 263, stk. 4, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87, art. 10a)

3.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – begrebet regelfastsættende retsakter som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF – enhver almengyldig retsakt med undtagelse af lovgivningsmæssige retsakter – Kommissionens afgørelse om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af kvoter for drivhusgasemissionser – omfattet – retsakt, der omfatter gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i den nævnte traktatbestemmelse

(Art. 263, stk. 4, TEUF, art. 267 TEUF og art. 289, stk. 1-3, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87, art. 10a og art. 11, stk. 1)

1.      En organisation, der varetager den europæiske stålindustris interesser, kan principielt kun anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af Kommissionens afgørelse om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i direktiv 2003/87 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, såfremt de virksomheder, den repræsenterer, eller nogle af disse har individuel søgsmålskompetence eller kan gøre gældende, at de har en særlig interesse.

(jf. præmis 18)

2.      En fysisk eller juridisk person, der ikke er adressat for en retsakt, kan kun hævde at være individuelt berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, såfremt vedkommende rammes af den pågældende retsakt på grund af visse egenskaber, som er særlige for personen, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller den pågældende fra alle andre og derfor individualiserer denne på lignende måde som en adressat for retsakten.

Følgelig kan et annullationssøgsmål, der er anlagt af en organisation, der varetager den europæiske stålindustris interesser, til prøvelse af en afgørelse fra Kommissionens om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i direktiv 2003/87 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, ikke antages til realitetsbehandling.

Den omstændighed, at disse virksomheder er driftsledere for de stationære anlæg, der er omhandlet i nævnte direktivs kapitel III, indebærer imidlertid ikke, at de kan anses for individuelt berørt, eftersom de i medfør af bestemmelserne i den anfægtede afgørelse kun er berørt af afgørelsen i deres objektive egenskab af driftsledere for de nævnte anlæg på samme måde som enhver anden erhvervsdrivende, som aktuelt eller potentielt befinder sig i den samme situation.

Det samme gør sig gældende for så vidt angår de processuelle garantier, som disse virksomheder er omfattet af i henhold til artikel 10a, stk. 1, femte afsnit, og artikel 10a, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2003/87. Den omstændighed, at en person deltager i proceduren for vedtagelse af en unionsretsakt, individualiserer kun den pågældende i forhold til denne retsakt, når der ved de EU-retlige forskrifter er fastsat visse processuelle garantier for den pågældende person. Såfremt en EU-retlig bestemmelse, der regulerer vedtagelsen af en beslutning, således foreskriver, at der skal følges en procedure, inden for rammerne af hvilken en person kan påberåbe sig eventuelle rettigheder, herunder retten til at blive hørt, har den særlige retsstilling, som denne nyder, til virkning at individualisere denne i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, og det må konstateres, at en person eller en enhed, der kan påberåbe sig en sådan processuel rettighed, principielt ikke i forhold til en hvilken som helst processuel rettighed har søgsmålskompetence til at anfægte en unionsretsakt og dens materielle begrundelse. Rækkevidden af den enkeltes ret til at anlægge sag til prøvelse af en unionsretsakt afhænger nemlig af den pågældendes retlige stilling, som den er fastsat i EU-retten med det formål at beskytte de således anerkendte berettigede interesser.

Selv om det fremgår af artikel 10a, stk. 1, femte afsnit, og artikel 10a, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2003/87, at de virksomheder, der er repræsenteret af sagsøgeren, i kraft af deres egenskab af berørte parter i henhold til disse bestemmelser havde krav på at blive hørt af Kommissionen, og at denne derfor burde havde hørt dem, inden den vedtog den anfægtede afgørelse i henhold til de principper, der er nævnt i disse bestemmelser, vedrører de anbringender, som sagsøgeren har fremsat til støtte for påstanden om annullation af den nævnte afgørelse, nemlig ikke en påstået tilsidesættelse af høringspligten. I det omfang sagsøgeren har anfægtet denne afgørelses materielle gyldighed og ikke har haft til hensigt at beskytte sine medlemmers processueller rettigheder, er de nævnte virksomheder ikke individuelt berørt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 263, stk. 4, TEUF.

(jf. præmis 30-36, 38 og 39)

3.      Begrebet regelfastsættende retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF skal forstås som enhver almengyldig retsakt med undtagelse af lovgivningsmæssige retsakter.

En afgørelse fra Kommissionen om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i direktiv 2003/87 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet har almen gyldighed, idet den finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for generelt og abstrakt afgrænsede personkredse. Den anfægtede afgørelse udgør endvidere ikke en lovgivningsmæssig retsakt, eftersom den ikke er vedtaget i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure eller den særlige lovgivningsprocedure i artikel 289, stk. 1-3, TEUF. Den anfægtede afgørelse er nemlig en retsakt vedtaget af Kommissionen i henhold til artikel 10a, stk. 1, i direktiv 2003/87. Følgelig udgør den en regelfastsættende retsakt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 263, stk. 4, TEUF.

I det omfang den nævnte afgørelse foreskriver, at medlemsstaterne og Kommissionen skal iværksætte en række gennemførelsesforanstaltninger, der fører til, at medlemsstaterne kan fastlægge det endelige samlede årlige antal gratistildelte emissionskvoter for hvert af de berørte anlæg, som Kommissionen ikke har afvist at optage på den liste, der er fastsat i artikel 11, stk. 1, i direktiv 2003/87, må det imidlertid konstateres, at afgørelsen indeholder gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

Denne konklusion drages ikke i tvivl af det formål, der forfølges med denne bestemmelse. Det er nemlig korrekt, at bestemmelsens formål er at gøre det muligt for fysiske eller juridiske personer at anlægge søgsmål til prøvelse af almengyldige retsakter, der ikke udgør lovgivningsmæssige retsakter, der berører den pågældende umiddelbart, og som ikke indeholder gennemførelsesforanstaltninger, for at undgå, at en sådan person tvinges til at begå en overtrædelse for at få adgang til domstolsprøvelse. Dette formål vedrører imidlertid ikke den situation, som de virksomheder, der er medlemmer af en organisation, der repræsenterer den europæiske stålindustris interesser, befinder sig i inden for rammerne af et annullationssøgsmål, der er anlagt af denne organisation til prøvelse af den nævnte afgørelse, idet de pågældende virksomheder principielt har mulighed for at anfægte de nationale gennemførelsesforanstaltninger, der fremgår af den anfægtede afgørelse, og dermed gøre gældende, at afgørelsen er ulovlig, for de nationale retter, der kan anvende bestemmelserne i artikel 267 TEUF, inden de træffer afgørelse, uden at det kræves, at de pågældende forinden har skullet tilsidesætte den anfægtede afgørelse.

(jf. præmis 42-45, 56-58 og 60)