Language of document : ECLI:EU:T:2009:530

Forenede sager T-440/03, T-121/04, T-171/04, T-208/04, T-365/04 og T-484/04

Jean Arizmendi m.fl.

mod

Rådet for Den Europæiske Union og
Europa-Kommissionen

»Ansvar uden for kontraktforhold – toldunion – traktatbrudsprocedure – begrundet udtalelse – ophævelse i fransk ret af monopolet for sammenslutningen af »courtiers interprètes« og skibsførere – tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse – årsagsforbindelse««

Sammendrag af dom

1.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – det forhold, at Kommissionen ikke indleder en traktatbrudsprocedure

(Art. 226 EF og 288, stk. 2, EF)

2.      Erstatningssøgsmål – selvstændig karakter i forhold til annullationssøgsmål – genstand

(Art. 226, stk. 1, EF og 288, stk. 2, EF)

3.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder

(Art. 226 EF og 288, stk. 2, EF)

4.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – årsagsforbindelse – begreb

(Art. 226 EF og 288, stk. 2, EF)

5.      Traktatbrudssøgsmål – administrativ procedure – genstand

(Art. 226 EF)

1.      En erstatningssag, der bygger på Kommissionens undladelse af at indlede en traktatbrudsprocedure i henhold til artikel 226 EF, skal afvises. For så vidt som Kommissionen ikke er forpligtet til at indlede en traktatbrudsprocedure i henhold til artikel 226 EF, kan dens beslutning om ikke at indlede en sådan procedure under ingen omstændigheder være ulovlig og kan således ikke medføre, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold. Da der således ikke foreligger en forpligtelse for Kommissionen til at indlede en traktatbrudsprocedure, kan dens undladelse ikke pådrage Fællesskabet et ansvar.

(jf. præmis 62)

2.      Erstatningssøgsmålet er et selvstændigt retsmiddel, der har sin særlige funktion blandt de forskellige søgsmålstyper. Genstanden for et erstatningssøgsmål er den erstatning for en skade, der er en følge af en retsakt eller en ulovlig adfærd, som kan tilregnes en institution.

Uafhængigt af spørgsmålet, om den udgør en anfægtelig retsakt, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, kan en institutions akter, selv om de vedtages i forbindelse med udøvelsen af en skønsbeføjelse, i princippet være genstand for et erstatningssøgsmål. Den skønsbeføjelse, som en institution har, har nemlig ikke som følge at frigøre institutionen for dens pligt til at handle i overensstemmelse med både højere retsnormer, såsom traktaten og fællesskabsrettens almindelige principper, og den relevante afledte ret. Når denne akts lovlighed anfægtes i en erstatningssag, skal den således vurderes som en del af de forpligter, der påhviler institutionen. Den modsatte fremgangsmåde strider mod et retligt Fællesskab og fratager erstatningssagen sin effektive virkning, idet den forhindrer retten i at vurdere lovligheden af en akt fra en institution under en sådan sag.

Når Kommissionen derfor i forbindelse med sine kompetencer i henhold til artikel 226 EF frit vurderer, om der skal anlægges traktatbrudssag eller ej mod en medlemsstat, uden at den skal begrunde sit valg, og når den således under samme betingelser kan tilstille en begrundet udtalelse til medlemsstaten i forbindelse med udøvelsen af sine kompetencer, kan det ikke udelukkes, at en person under ganske særlige omstændigheder vil kunne godtgøre, at en sådan begrundet udtalelse er ulovlig, hvilket udgør en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse af en retsregel, der kan medføre en skade for den pågældende.

Den omstændighed, at en begrundet udtalelse, som Kommissionen har fremsat i henhold til artikel 226, stk. 1, EF, ikke udgør en akt, der har til formål at have retsvirkninger i forhold til tredjemand, og dermed, at udtalelsen ikke er en akt, der kan være genstand for et annullationssøgsmål, påvirker ikke denne bedømmelse.

(jf. præmis 64-69)

3.      Når en retsakts ulovlighed er omtvistet, er en af betingelserne for, at Fællesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Hvad angår denne betingelse er det afgørende kriterium for at antage, at tilsidesættelsen af fællesskabsretten er tilstrækkelig kvalificeret, at den pågældende fællesskabsinstitution åbenbart og groft har overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse.

Inden for rammerne af den i artikel 226 EF omhandlede traktatbrudsprocedure er det alene Domstolen, der har kompetence til at fastslå, at en medlemsstat har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i medfør af fællesskabsretten. Selv om Kommissionen således frit vurderer muligheden for at indlede en traktatbrudsprocedure, kan den ikke på bindende vis fastslå et sådant traktatbrud. For så vidt som Kommissionen i en begrundet udtalelse begrænser sig til at tage stilling til en medlemsstats tilsidesættelse af de forpligtelser, der påhviler den i medfør af fællesskabsretten, kan vedtagelsen heraf ikke indebære en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Derfor kan selv ikke Kommissionens fejlagtige stillingtagen i en begrundet udtalelse vedrørende fællesskabsrettens rækkevidde udgøre en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, som indebærer, at Fællesskabet ifalder ansvar.

Hvis derimod vurderingerne i en begrundet udtalelse går ud over afgørelsen af, om en medlemsstat har begået traktatbrud, eller hvis andre af Kommissionens handlinger under en traktatbrudsprocedure går ud over de kompetencer, den er tildelt, f.eks. fejlagtig afsløring af forretningshemmeligheder eller oplysninger vedrørende en persons omdømme, kan disse vurderinger eller handlinger udgøre en tilsidesættelse, som indebærer, at Fællesskabet ifalder ansvar.

(jf. præmis 74-78)

4.      I sammenhæng med en erstatningssag antages der at foreligge årsagsforbindelse, når der er en direkte forbindelse mellem institutionens adfærd og den påberåbte skade, hvilken forbindelse sagsøgeren skal bevise. Den kritiserede adfærd skal således være den afgørende årsag til skaden.

Inden for rammerne af den af Kommissionen i medfør af artikel 226 EF indledte traktatbrudsprocedure er den omstændighed, at Kommissionen i den begrundede udtalelse antager, at den nationale lovgivning er uforenelig med fællesskabsretten – og at den eventuelt tager fejl i denne henseende – reelt uden betydning, eftersom den begrundede udtalelse ikke pålægger medlemsstaten at ændre sin lovgivning. Det er nemlig kun en dom fra Domstolen, der i forbindelse med et traktatbrudssøgsmål kan have en sådan bindende virkning.

Da den begrundede udtalelse således ikke har bindende virkning, for så vidt som Kommissionen heri påstår, at en medlemsstat har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til fællesskabsretten, kan den ikke anses for at være den afgørende årsag til den skade, der er lidt på grund af ændringen af den omhandlede nationale lovgivning i overensstemmelse med den nævnte udtalelse.

(jf. præmis 85, 90, 92 og 93)

5.      Den i artikel 226 EF omhandlede administrative procedure har til formål at give den berørte medlemsstat lejlighed til at opfylde sine fællesskabsretlige forpligtelser eller til virkningsfuldt at tage til genmæle over for Kommissionens klagepunkter. Medlemsstaten er således ikke forpligtet til at følge den begrundede udtalelse, men kan undlade at efterleve den, hvis det er dens opfattelse, at Kommissionen med urette kritiserer den for et traktatbrud.

(jf. præmis 87)