Language of document :

Sag anlagt den 13. februar 2012 - Sedghi and Azizi mod Rådet

(Sag T-66/12)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Ali Sedghi (Teheran, Iran) og Ahmad Azizi (London, Det Forenede Kongerige) (ved solicitors S. Gadhia og S. Ashley, og D. Wyatt, QC (Queen's Counsel) samt barrister M. Lester)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 319 af 2.12.2011, s. 71) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 319 af 2.12.2011, s. 11) annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgerne, og afgørelsen derom har øjeblikkelig virkning uden udsættelse.

Det fastslås, at artikel 19, stk. 1, litra b), og artikel 20, stk. 1, litra b), i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og artikel 16, stk 2, i Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 er uanvendelig for så vidt angår den anden sagsøger.

Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat to anbringender.

Ved det første anbringende gøres gældende, at

ingen af de retlige kriterier for at opføre sagsøgerne på listerne er opfyldt, og der er intet gyldigt retligt eller faktisk grundlag for deres opførelse. Rådet har begået et åbenbar fejlskøn ved at bedømme, at sagsøgernes opførelse på listerne var begrundet.

Ved det andet anbringende gøres gældende, at

den anfægtede afgørelse og forordning pålægger sagsøgernes grundlæggende rettigheder ubegrundede og uforholdsmæssige begrænsninger.

Den anden sagsøger har anført to yderligere anbringender, hvorved det gøres gældende, at

den anfægtede afgørelse og forordning udgør en ubegrundet og uforholdsmæssig begrænsning af hans ret til fri bevægelighed inden for Den Europæiske Union, og at

Rådet savnede kompetence til at omfatte den anden sagsøger under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, fordi der er tale om en rent intern situation i forhold til Den Europæiske Union.

____________